73 / 360
69
hvilket Addragende U r s in ledsager med følgende:
»Da nu de unge Børns naturlige Søvnagtighed om Aftenen visse-
ligen hindrer Opbyggelse af en lang Forretning, hvoraf Bønholdel-
sen dog er Hovedsagen; Præceptorerne ogsaa ved denne Befrielse
levnes mere Tid til deres Studeringer, veed og ikke om Directionen
i Hensigt dertil vil tillade Forretningens Indskrænkning til Læsning
af et Kapitel i Bibelen tilligemed en og anden for Forandrings
Skyld fastsat Aftenbøn, samt en kort Sang før og efter; thi tillige
at forflytte Bønholdelsen fra Kirken, hvor dog adskillige fra Byen
jævnligen indfinde Sig, vilde nok foraarsage al for megen Opsigt
og Omtale, og for disse fattige Børn, der ere bedst tiente med at
vænnes til al muelig og rimelig Haardførhed, være en ubetydelig
Skaansel, allerhelst de desuden i alt for haardt Vejr pleje at holde
Bøn i Spisestuen.«
svarer Directionen: Accorderes paa den foreslagne Maade
og udsender et
Circulære til samtlige Præceptorer om at træde sammen og for
handle om hvilke Dele af Bibelen der bør læses, og hvilke Aften
bønner der anses for mest opbyggelige.
Da Vajsenhuset efter nogle Aars Erfaring ønskede a t
opgive Apotekets Drift og a t bortforpagte denne, fik det
et Tilbud fra Stadens 5 Apotekere, i hvilket disse erklærede
sig rede til en for alle og alle for en at overtage Forpagt
ningen. Dette Tilbud vilde man dog ikke indlade sig paa,
hvorimod Apoteket 1742 paa 10 Aar bortforpagtedes til dets
hidtilværende Bestyrer Gy n t h e r fra Halle for 1000 Rdl.
aarlig. Under hans Bestyrelse kom Apoteket i Anseelse og
maa have indbragt ham ikke ringe Fordel, hvilket foran
ledigede Direktionen til, da Kontrakten var udløben, ikke
at forny denne, men at stille Forpagtningen til Auktion.
1753 blev J a c o b Buu s s højstbydende med 2101 Rdl.,
medens Gyn t h e r , der allerede 1746 ejede Løveapoteket og
der døde som en rig Mand, kun bød 1200 Rdl. Inventariet
vurderedes til 6000 Rdl., hvilken Sum Buuss skulde stille i
Kaution, og for hvilken hans Broder Brygger Buuss gav
Pant i sin Gaard paa Amalienborg. Det viste sig imidlertid
straks, at den nye Forpagter havde indladt sig paa Be
tingelser, som han ikke kunde opfylde, og at han kun for
at erholde »det kære Levebrød« havde overtaget Forpagt