KglVajsenhus

Foresatte, Eftertiden og mig selv, skylder jeg denne omstændelige

Efterretning.

Den 5te Juni om Eftermiddagen, da jeg sad og skrev, meldte

Stiftelsens Vægter mig, at der var Ild paa Holmen. Jeg gik straks

ud for at erkyndige mig om, den var af Betydenhed, og, da jeg

saae, at Faren truede min Ven Provst Høyer, gik jeg ind til ham,

hjalp ham at flytte, og den sidste Dragt, jeg var med at bortføre,

var en Lysekrone i en Kurv, som jeg og en Soldat bare hen i Bar

tons Gaard paa Kongens Nytorv. Ligesom vi satte denne ned i

Porten, blev der et Anskrig, at Nikolai Taarn røg. Jeg løb ud for

at erfare, om det var sandt, og, da jeg selv saae det, ilede jeg, alt

det, jeg kunde, til Vaisenhuset. Her føjede jeg straks de Anstalter,

som jeg ved Slottets Brand havde iagttaget, lod alle Luger lukke,

tilstoppede alle Huller, beordrede Stiftelsens Folk, Vægterne og

Gaardskarlen, i Taarnet, forsynede dem med Vand, kappede siden

Klokkestrengene og stoppede Boringshullerne. Jeg gik derpaa ind

i mine Værelser, pakkede min Casse, som den Gang ikke var ube

tydelig, alle betalte Regninger, mine egne Regnskaber med deres

Bilage, Curatorernes Regnskab og alle Missionens Obligationer sam

men, siden tog jeg alt til Kirken og Alteret henhørende ud af sit

Skab, lagde det paa Bordet, og Curatorernes Casse med alle Vaisen

husets Obligationer slæbte jeg hen under samme.

Da jeg var færdig med dette, kom min Fuldmægtig Forbæck

fra Byen og fortalte, at Nikolai Taarn næppe stod til at redde.

Jeg sagde til ham, at det var bedst, vi pakkede Arkivet sammen

for i al Fald at kunne bringe det i Sikkerhed. Jeg havde nogen

Tid før Branden forsynet mig med 12 Brandsække, som jeg havde

lagt i Arkivstuen, og disse kom nu tilpas. Da Sækkene ikke forslog,

styrtede jeg noget smudsigt Tøj ud af et Par Sække, som hørte

mig selv til, og fyldte disse ligeledes med Papirer.

Vaisenhusets var det første af Arkiverne, jeg greb til, og af De-

signationer vil sees, at min forste Tanke var at indpakke det hele;

men jeg mærkede snart, at jeg maatte indskrænke mig til et ud

søgt Valg af samtlige Arkiver, saavidt Omstændighederne tillod

det, nemlig til Regnskaber af alle Slags, alle kongelige Rescripter,

vigtige originale Dokumenter, og det, som om de nyere Tider kunde

give Oplysning.

Protokoller, som stjal for meget Rum op i Sækkene, maatte jeg

heller ikke tage for mange af. Jeg kunde desuden ikke blive staa-

ende i Arkivstuen alene, men skulde være overalt paa Stiftelsen,

endelig havde jeg og det Haab, som næppe nogen vilde have mod

sagt, at alt det, jeg gjorde, var blot Forsigtighed, og at alt paa

samme Sted skulde blive udpakket. Da dette nu saaledes var kom

men i Sækkene, gik jeg op til Vaj senbørnene, lod dem iføre sig

deres bedste Klæder, som saaledes sikrest kunde reddes, bød dem