146 / 390
ligeledes skrev han her sin »Introduction til Naturens og F o lke
rettens Kundskab«. D e t var i sandhed en enestående virksom
hed for en alumnus og et vidnesbyrd om hvor meget han
allerede va r forud for sine omgivelser. Derfo r er det også sand
synligt, at H o lb e rg med de nye, friere tanker og med det
gammelkloge, stilfærdige væsen ikke har haft meget at gøre
med de andre alumner; i alt fald er der kun én, han nævner
og synes at have stået i et venskabeligt forhold til, og det er
den dobbelt så gam le forhenværende rektor Niels Aagaard.
Sammenstiller man H o lb e rg med hans samtidige, som Joachim
W ie la n d t eller end mere med Jakob Muus, der i selvbehageligt
pedanteri holdt fire disputatser om Hermes' og Moses' stave
så vil man straks se den skarpe modsætning. D e fleste af
alumnerne var tidens børn, deres synskreds var snæver, og de
g ik op i disputerevæsenet, som Ho lbe rg havde afsky for og så
v id t m u lig t hold t sig borte fr a ; h a n har været hævet over
deres smålighed, og d e har ikke anet, hvad der gryede for
D anm ark og N o rg e i den lille spinkle person, der var dem en
underlig særling. H o lb e rg siger selv, at han blev beskyldt
for forsømmelighed, fordi han ikke disputerede på kollegiet.
D ette er im idlertid ikke således at forstå, at han slet ikke skrev
cxercitia: kun undgik han disputatsformen, da han klart så
dens overdrivelser og m isbrug; efter sine egne ord kunde han
nok bringe en syllogisme til veje, men kun ved slumpetræf, da
han ikke kunde sige, »om den var i Barbara eller Elisabeth«,
ligesom han ald rig lærte, »hvor mange Prædicamenta og Præ-
dicabilia L og ica udi U freds T iid e r kand føre i Marken«. D e r
for holdt han taler og foredrag i steden for de almindelige
•exercitial ). D e t fandt nu mange upassende for en vordende
universitetslærer, og a f den grund antog nogle, at han var svag
i latinen; men dér var de på vildspor, Ho lberg siger selv, at
han og mag. N iels A aga ard var de eneste a f alumnerne der
Borchs kollegiums historie.
l) I disputatsfortegnelsen (Thottske saml. 1837 410) står der ved Hol
bergs taler
»loco exercitii ordinarii«.