153 / 390
142
Hans Olrik.
udtryk for hans naivitet og pedanteri. En kundskabsrig person
har han imidlertid været, og han nød Søren Lintrups tillid.
1713 blev han kommunitetsdekan, og senere tog han attestats
og magistergrad. 1716 blev han kaldet til at være præst i Sten
løse og Veksø. Hans ordination i Frue kirke var af meget
usædvanlig a r t : Det var i den tid czar Peter var i København,
og da han i sin videbegærlighed ønskede at se en bispevielse,
og der ikke var nogen forestående, blev Muus ordineret med
samme pragt og højtidelighed som ellers kun fandt sted ved
bispevielse. Kirken var »med kostbare Tapetzerier betrukken«,
tolv vægtere og to fattigfogder skulde holde orden. Czaren, der
var stærkt optagen af biskop Worms værdighed og veltalenhed,
brød sig ikke om ceremoniellet, men forlod kongestolen og ind
fandt sig i koret mellem præsterne, og da de lagde hænderne
på Muus’ hoved, gjorde czaren det samme. Da Muus så efter
ordinationen gav sine kolleger hånden, rakte czaren ham også
sin, »men M. Muus m eden dyb Compliment undskyldede sig stil
tiende«. 1746 blev Muus provst i Ølstykke herred og døde i meget
høj alder 1783. Han var en lille mand, »men stor af lærdom og for
stand«, med et elskværdigt, noget selvtilfreds væsen; i anledning af
sine tre ægteskaber skriver han: »Mine 3de Hustruer have ikkeheller
været som de trende Ribben i den Grummes Mund, Dan. 7, 5« *).
Blandt sine fostersønner nævner kollegiet med stolthed
den fromme Ribebisp, salmedigteren
Hans Adolf Brorson.
Han
var 20 år gammel, da han d. 16. Marts 1715 fik den Ripenser-
theologplads, som Søren Eilertz havde haft. A t det var Bror
son om at gøre at få Borchs kollegium, ser man af hans god
troende forsøg på at opnå det ved at betale en ældre Ripenser,
sin fætter Christoffer Pedersen fra Ballum, en ret ansélig sum;
men det overrasker at se en sådan personlighed bruge et sligt
forkasteligt middel. Længe havde Brorson givet sig af med
forskellige studier, således vel historie under sin privatpræceptor
') Muus’ selvbiografi med Giessings anmærkninger i
Giessings
Jubellærere
II, 1, 287 ff.
Worm
II og III.
Wibsrg
III 18 1.