17 / 390
6
Hans Olrik.
Borch synes ikke at have taget sig sin enestand synderlig
nær. Venus havde svigtet ham, Amor måtte sørge over, at
hans pileskud var forgæves, ti Minerva var hans ægtefælle;
således synger en sam tidigx). Den hædrede videnskabsmand
følte sig lykkelig ved sin virksomhed. Når han gjorde forsøg
i sit laboratorium eller iagttagelser ved sygelejet, når han holdt
forelæsninger på universitetet, samtalte med de studerende i sit
hjæm eller ledede en botanisk udflugt, savnede han intet. »Mu
sernes sammenkomster er altid rene, altid hæderlige, frie for
andre selskabers fejl«, sagde han selv2). Ved sin venlighed og
hjælpsomhed vandt han sine talrige disciples kærlighed, og det
har været ham en stor glæde. Derfor var det ogsaa naturligt
for ham at anvende sine rige midler til gavn for unge mænd,
der studerede ved Københavns universitet.
Borch havde samlet sig en stor formue ved sit professor-
og bibliothekarembede og ved sin omfattende lægevirksomhed,
— som højesteretsassessor havde han derimod ikke gage. Det
var folk en gåde, hvor han kunde have fået alle de penge.
Der gik rygter om at han kunde lave guld; andre bildte sig
ind, at hans rigdom var forårsaget ved en heldig kur på en
medicæisk prinsesse, der endog skulde have følt sig så taknem
lig overfor ham, at hun tilbød ham sin hånd, »saafremt han
vilde resolvere sig til at blive Catholsk«3). En langt sikrere
løsning af gåden kunde man finde ved at se hen til hans tarve
lige levevis og gennemførte sparsommelighed. Men tænker man
sig Borch som en gnier, tager man meget fejl; hans godgøren
hed var tværtimod ualmindelig stor. Det siges da også i lig
talen over ham: »At hand mod Fattige og Nødlidende var
meget rund og gafmild, hvilket vi ey allene hafve fornummet
af gode Summer, som hand Aarligen, til visse Tider, til de
Fattigis Underholdning hafver fra sig leveret: Mens end og
daglig for Øyen kundet see a f de Almisser, hand udgaf til
') Provst Burchhard i Segeberg, se
Moller,
Cimbria literata III 64. 2)
E- E . K o c h
, Oluf Borck (Ivbhvn. 1866) s. 127. 3)
C. P. Rothe
a. s. 352.