18 / 390
Borchs kollegiums historie.
7
Fattige, som hans Huus idelig besøgte, og aldrig blefve trøsteløse
bortviste« 1). Fattige studenter havde i ham en stor støtte, og
efter hans død skulde de nyde end mere godt af hans gavmild
hed. Denne side af Oluf Borchs minde giver vi forrang for
hans videnskabelige betydning. Videnskaben er nemlig forlængst
faret videre, den opholder sig ikke ved hans meninger og tager
ikke hensyn til hans resultater; men hans kollegium i Kannike
stræde står den dag idag som et vidnesbyrd om hans ædle
sindelag.
Da Borch følte sin sygdom, de langvarige stensmærter til
tage, ønskede han at træffe bestemmelse om sin formue. Han
søgte da Kristian V om tilladelse til at gøre testamente som
han vilde, til fordel for et påtænkt kollegium, og under 21. Jan.
1688 fik han kongens gunstige svar. Det bevilges ham heri
allernådigst, »at hvis ordinantzer af hannem self, den stund hand
lever, oc af professorerne her udj universitetet som testamenta-
riis bliver befunden nyttige for samme collegio at være, skal j
alle maader ved magt staa, oc samme vaaning oc platz nyde
alle de privilegier oc friheder, som kirkernis oc academiets huuse
hidindtil nydt oc hafift haver eller herefter nyde oc bekomme
kunde« 2) Borch har nu set sig om efter et passende sted i uni
versitetets nærhed, hvor han kunde føre sin plan ud i virkelig
heden, og i store Kannikestræde fandt han da en grund, han
syntes om. Den 15. Sept. s. å. foreslog Borch sine kolleger i
Konsistorium, at den professorbolig i st. Kannikestræde, som
for tiden var beboet af den gamle prof. eloqventiæ Bertel Bar-
tholin, med kongelig tilladelse og for passende betaling skulde
overlades ham, for at han dér kunde bygge et collegium stu-
')
Joh . A dolf Bornemanns
ligtale: Guds Børns Kaarse-Skole (Kbhvn.
1696) s. 148. s) Brevet findes i Konsist, arkiv, pakke
157
» tfykt i
O. Nielsen'.
Københavns diplomatarium V II 209 f. — Ifølge Danske lov 5—4—14 matte »hus
bond, som ingen livs arvinger haver, bortgive til hvem hand vil sin halve Ho
vedlod, og ej meere«. Borch fik altså lov til at give det hele, om han vilde,
o: dispensationen vedrører den halvdel, der ellers skulde tilfalde hans nærmeste
arvinger.