332 / 390
Vesterhavets Øst- og Sydkysts Vegetation.
3 2
1
Slutning og maa antages at have beroet paa sekundære Om
lejringer i Rullestensformationens L er-og Sandmasser. Da nem
lig ved Istidens Slutning Landet mere og mere hævede sig op
af Havet, foregik der en Slemning af de løse Ler- og Sand
masser. Leret førtes bort af Strømmen, hvorimod Sandet hurtig
aflejredes og dannede vidtstrakte Flader langt ud i Havet. Paa
Grænsen af disse undersøiske Strækninger og det dybere Hav
opstod der efterhaanden en Sandrevle, der ved den fortsatte
Hævning tilsidst naaede op over Havoverfladen og kun hist og
her, navnlig ud for Flodmundingerne, var gjennembrudt; der
fremkom med andre Ord en Lagunedannelse langs hele Kysten,
saaledes som der findes f. Eks. langs Østersøens Sydøstkyst.
Paa Grund af den stadig stedfindende Hævning og ved Hjælp
af det Sand, Ler og Dynd, Floderne førte med sig, omdannedes
disse Laguner, i det Mindste tildels, til sumpede Strækninger,
der omsider bedækkedes med Moser og Skove. De dybere
Partier forbleve dækkede af Vand som »P'jorde« og Søer, saa
ledes som det den Dag i Dag ses paa Vestkysten af Jylland.
Hvor langt Landet den Gang strakte sig ud i Havet, er ikke
godt at sige. For Jyllands Vedkommende foregaar der stadig
om end kun langsomt en Bortskylning af L a n d ; men her har
neppe nogensinde funden nogen pludselig og større Bortskylning
Sted; og selv om Bortskylningen maa beregnes i Mil har Kystens
Form neppe lidt nogen særlig stor Forandring. Plelt anderledes
forholder det sig med Strækningen fra Horns Rev til Helder.
A t Vaderne mellem de frisiske Øer og Fastlandet engang har
været Land er ganske sikkert, da man paa flere Steder har
fundet Træstubbe fastsiddende i Havbunden. A t Landet har
strakt sig videre ud i Havet end Øerne for Øjeblikket gjøre er
ligeledes sikkert, da store Bortskylninger ere foregaaede i en
historisk T id ; h v o r l a n g t er derimod ikke let at afgjøre.
Paa hvilket Tidspunkt dette lave Land er bleven iturevet
og tildels bortskyllet og om Aarsagerne hertil kan man endnu
ikke sige noget bestem t; men man kommer uvilkaarlig til at
tænke paa Sagnets »cimbriske Flod« , og derigjennem paa