220 / 290
at færdes med alle, de store i Sam fund e t som de lavest stillede, h u n
h avde en Hjertets Ve ltalenhed , fo rbund e t med Beskedenhed , de r g jo rde
h v e r Samta le m ed h en d e saa let, fo ruden at den k r yd r ed e s ved h end e s
bob lende , stille H umo r . H u n v edb lev til det sidste at udv ide sine
Kund sk a b e r , h u n tog saaledes
stadig Und e rv isn ing i H istorie
og i F ran sk .
F r u Ottilie hø r te efter S tand
og Levefod til den Ve rden , m an
k a l d e r den m ondæn e , men u n d
gik at blive regne t s amm en med
den , i den Grad forstod h u n at
ho lde den y d r e F r em t ræ d e n nede
i Fo rho ld til de b livende Væ r
d i e r 8. Hos h end e v a r de r ald rig
noget udæ sk end e i P a ak læ dn ing
eller Smykk e r , selv om en og
and en Enk e lth ed v a r e j e n d om
melig og viste, at h u n ikke veg
bo r t fra noget særegent, n a a r
h u n og h end e s Mand saa, at det
v ilde p r y d e hende . H un blev al
d rig en Pe r son lighed , hv is Næ r
værelse fo rudsa ttes ved en P r e
m ie re -Fo res tilling , hv o r meget
h u n end fulgte me d alt, hv ad d e r fr emkom af god Skuesp ilkuns t.
Hun havde en d ronn ing lig F r em t ræ d e n og b a r sit Hoved stolt paa
d en skønn e Hals, saaledes som B r an d s tr u p h a r fremstillet h end e i sin
yppe rlige legemssto re Statue. Men fo rnem , saa at m a n følte sig i Afstand
fra hende , blev h u n aldrig, hv o r
lady like
h u n end altid op traad te. »Hun
ligesom fo renede de beds te d an sk e og de beds te engelske Egenskabe r« ,
saaledes døm te en i Eng land boende Dame ved h ende s Bortgang.
Med sin udv ik lede Sans for Tak t blev h u n den b e tæ nk somm e
H u s tru ved en Hu sbond s Side, de r let kund e g ribe fejl; allerede den
27
— 209 —
Fru O ttilie Jacobsen (1900).