222 / 290
Otte Aar efter sin H u s tru s Død m istede Carl J. sin Moder, han
havde to Aar tid lige re fejret h end e s 90 Aars Fødselsdag . Hun havde
væ re t ved sin Aands Kraft til det sidste, men v a r i de sene re Aar
oftest kny tte t til sit Leje, og h ende s Hø reevne v a r næs ten gaaet tabt.
Hendes i tidligere Aar noget iltre V irk som h ed s tr ang havde de svig
tende Kræfter dæmpe t, med sin Tank e og sine v a rm e Fø lelse r fulgte
hu n stadig de næ rme s te kæ re og de gam le Venner.
— 211 —
M indesmærket for O ttilie Jacobsen i Forhaven paa Ny Carlsberg.
F r u Lau ra led med sin Søn, n a a r h a n havde Sorger, og h u n
fand t ofte, n a a r h an s P la n e r mød te Modstand , at m a n viste Uretfær
d ighed mod ham . Hun v a r aldeles ikke b lind for, at han s Op træden
k u n d e v irke s tødende , men h u n vilde, at ma n sku lde forstaa h am
som den Pe r son lighed , h an i det Hele var. »Han er af Fo r syn e t b e
s tem t til at ud re tte det utrolige, m en ogsaa til at bæ re store Sorger«.
Und e r Carl J.s S trid med sin F a d e r havde h u n vel Fø lelsen af,
at d e r va r sket h am Uret, men h u n bad h am altid om at give efter.
»Prøv paa at tilgive Dine F o ræ ld r e for den h a a rd e Medfart, som Du
ganske vist h a r faaet, og Du vil da ogsaa se Dine egne Fejl . . . og
27
*