224 / 290
for sin Gerning« . Naa r hun beredv illig t sæ tte r sin rørlige Kapital til
T jeneste for offentlige Fo rm a a l, e r det et skøn t V idne sby rd om h ende s
Hø js ind ; at h u n øn sk e r det ukend t, viser h ende s Beskedenhed . »Det
er jo i V irke ligheden m in Moder og ikke mig, som s k ab e r G lyp to tek
fonde t og de rved mu liggø r
Glyptotekets Overgang til
offentlig Samling . Dette
skal ikke sk jules —
det
ska l tvæ rtim od v id e s
« (Ok
tob e r 1888).
Det er sand t, hvad
F r u Lau ra s Søn ud ta le r, at
h u n v a r tr a ad t i Skygge,
fordi h u n liavde en saa
f rem rag end e Mand til Æ g
tefælle som Kap tein J a
cobsen og fordi h u n helst
ønskede sig stillet ind u n
d e r Skygg en11. H un va r
b eskeden i Krav om Æ r e
og følte sig tilstrækkelig t
hæ d r e t ved den Ros, som
k u n d e falde paa dem , der
stod ved h end e s Side. De r
for v a r h u n ogsaa saa uv il
lig til at se sit Billede f r em
stillet i Maleri eller S ku lp
tu r. Og dog æ rede alle
h ende s Mands V enne r h end e ikke alene fordi h u n va r h an s Hustru , men
fordi h end e s Værd stod k la rt for dem , de saa, hvo r d a n h u n i afgørende
Øjeblikke k u n d e vise s to r Ka rak te rs ty rke — saaledes ved Garlsbergs
B rand i 1867 — fra h end e s Mund k u n d e de r tyde træffende og beteg
n end e Domme , fo ruden at Godheden lyste ud af h ende s T ræk og h ende s
O r d 12. Derfor hænd te det ofte, at betydelige Mænd og Kv inde r — b la nd t
— 213 —