229 / 290
218 —
ødelagte Selinun t, »det er en af Menneskes læg tens me st s to rstilede
T rag ed ie r i S tenb lokke« . Den næs te Dag b u r d e P ou ls en gaa til S ten
b r u d e n e og de rfra til P a le rm o og Sy rakus . »Ogsaa h e r er en af V e r
den s sørgeligste T rag ed ie r b leven udsp ille t: A thens Nederlag , og sene re
en ogsaa meget sørgelig: Ma rce llus ’ E r ob r ing . O ld tidens H is to rike re
have fortalt disse Beg ivenhede r saa nøjagtigt, at m a n kan følge Hæ rene s
Bevægelser, F jed for Fjed. Og n a a r De engang i stille Aftener læse r
om disse Ting , da vil de staa levende for Dem og være E r i n d r i n g e r ,
som De a ld rig g l emm e r og som De altid m e d bevæget S ind vil vende
tilbage til. N a a r De s taa r paa Sydp y n te n a f Ortygia, se saa ove r til
P l emm y r io n , det v a r dér, at A th en ien se rn e havde de res Lejr. Hvo r
m a n lider med de Mennesker!« Man mæ rk e r , hvo r lede s T h u k y d i d s
Sk ild r ing af det u lykke lige Togt til Sicilien og v is tnok ogsaa S k i l d r i n
gen hos Livius af Ma rce llus ’ E r o b r i n g a f Sy r aku s s taa r levende for
ham . Et Aar sene re ud ta le r Ja cob s en paa en Rejse i Span ien , at det
v ilde være h am »den stø rste Glæde at dele m ed Dem den Livets
Glæde, som jeg sæ tte r hø je re end det meste Andet — at færdes paa
lære rige Steder« (April 1908).
N a a r J a cob s en stod paa s a ad ann e P letter, d e r r um m e d e store
Minder, k u n d e h an ikke ho lde sin Bevægelse tilbage — a lle rm ind s t
n a a r de b rag te h am de elskede, af H om e r b e sungn e T ild rage lse r i
E r i nd r i ng . I et Brev fra Kon s tan tinope l til sin Søn Vagn fo rtæ lle r
h an
0111
sit Besøg i Troja. Nogle Mure, som m a n først h avd e an tage t
for Kong P r i am o s ’ Ilios, h a r v ist sig at væ re en e n d n u æ ld re Stad,
n em lig L a om edon s Kongeborg , som He rak les s to rm ed e og ødelagde,
men ud en fo r disse æ ldgame Mure ligger P r i am o s ’ S t a dm u r med sine
Po rte og Taa rne . Og en Del d e r a f er saa god t bevare t, at det se r ud
som om det v a r ganske nyt. E r det ikke mæ rke lig t at tænk e sig, at
det e r disse Mure, som vi se for os, som H ek to r fo rsva rede og fra hvis
T i n d e r A n d rom a ch e saa Achilleus slæbe h an s Lig. Jeg k u n d e ikke
lade være at græde , da jeg stod paa disse R u in e r og saa ud over
Sletten ned imod Ach illeus ’ og P a tro k l o s ’ Høje ved G ræke rnes Le jr
plads. Jeg vilde ikke have, at de And re saa, at jeg g ræd , og jeg sagde
da, at Solen, som b ræ n d te meget stærkt, g jo rde ond t i m ine Øjne.