232 / 290
— 221
Kysten, sidde d é r omg ivet af det lille »struppige« Krat, hvo r Kaprifo
lie rne b lom s tr ed e og duftede den hele S omm e r igennem — Fo rm iddag ,
Middag, E f te rm iddag søgte jeg ved enhv e r Lejlighed de rud . Men a lle r
me st om Aftenen va r Højen mig et S tykke H imm e r ig paa Jo rden . . . .
Det e r m it r amm e Alvor. Jeg h a r ikke paa den hele Kyst fra Køben-
Det venetianske Hus i Haven paa Ny Carlsberg.
h avn til Tisvilde funde t et P unk t, som h a r fængslet mig som denne
Høj« (Feb r. 1903).
F o r Carl J.s Kærlighed til D anm a rk s Hovedstad b ehøve r de r ikke
at føres noget Bevis, den lyser ud af han s u trættelige V irk somhed som
Byens Velgører paa Kunstens Omraade , af han s B eund ring for de
skønn e Taa rnes og a nd r e prægtige Bygn inge rs Stad.
De rimod kan
d e r næppe være Tale
0111
, at den aandelige Type, som man tildeler
K øbenhavn s Befolkning, h a r tiltalt h am fremfo r enhv e r and en Bes tand
del af Folket. J acob sen va r ald rig s tæ rk t in teresse ret i Folkelivets
Bø re ise r eller F r em t ræ d en , Ins titu tionen Tivoli h a r han næppe besøgt