223 / 290
— 212 —
Din Fad e r s store F o r t r i n frem fo r a nd r e a lm inde lige Menneske r« . Heller
ikke sene re i Livet, især efter h end e s Sv ige rda tte rs Død, hø r te h u n op
med at sende h am trø s tende Ord eller ve jledende Raad , med fin T ak t
følelse pegede h u n paa et eller and e t Hensyn , som saa let k u n d e overses,
ofte ind e ho ld t Billetten k u n et afsk reve t Sa lmeve rs eller Bibelsted .
Hvo r hø jt Carl J. elskede sin Moder, d e r om h a r h a n givet talrige
V idn e sby rd i Ge rn ing som i Udtalelser, d e r jo nok k u n d e faa en e jen
domm e lig F o rm . Min sønlige Kærlighed til Dig — sk r iv e r h a n 1908
til sin d a r ling m am a — k an vel u n d e r t i d e n have væ r e t noge t uhe ld ig
i sin U d tryk smaad e , men den e r saa um a ad e li g ged iegen , hv is jeg
h a r Lov at sige dette selv.
Da Carl J. af en B ed ak tion v a rb leven op fo rd re t til at sk rive en
Artikel om sin Moder, ud ta lte h an : »Det er vist me s t m i n Fad e r , som
jeg s ky ld e r den L ivsre tn ing , som jeg h a r faaet, m e n da m i n Moder
n u paa 67de Aar stad ig h a r mig u n d e r B eh and ling — og jeg t r o r nok ,
at h u n b e s tand ig b e trag te r mig som sin lille Dreng, h u n skal ho lde i
Ørene — saa h a r na tu rligv is ogsaa h end e s u sædvan lige Ene rg i b id rage t
til at fo rbed re min synd ige menneske lige Na tu r. At jeg er, som jeg er,
sky lde r jeg baade h end e s F o rm a n i n g e r og især h e nd e s Eksempe l« .
Han an fø re r særlig, hvo rlede s h an s Mode r h a r forstaae t b aad e at være
sp a r somm e lig og ikke at taale, at noge t ny ttig t gaa r tilspilde, m en til
lige a ld rig at ho lde igen, n a a r et v irke lig t Behov foreligger. »Denne
Læ rdom h a r jeg taget i Arv; jeg k an he lle r ikke finde mig i at noget
gaa r tilspilde, hvad en ten de t er Penge eller T i d 11«.
Na a r Carl J. k u n d e Gang efter Gang ud r e d e de store Beløb, h v o r
til h an ved sine Gaver til Offentligheden forp lig tede sig, sky ld tes det
i høj Grad h end e s Bistand, idet h u n ove rlod h am Mid le r dertil, imod
at h an sva rede h end e Ben te r af et s a ad an t Laan eller F o r sk u d paa
h an s Arv. Derfor spø rge r Carl J. 1888 i et Brev til Mode rens Lav
værge Ov e r fo rmynd e r Th. Pe te rsen , h v o r fo r H jæ lpen fra h end e s Haand
ikke skal offentlig omtales. »Ved S iden af m i n F ad e r s ua lm ind e lig e
Pe r son ligh e d e r m in Moder tr a ad t en Del i Skygge.
De
k e n d e r h end e
tils trække lig t til at vide, at h u n i flere H en s e end e r ogsaa e r saa ædel
og hø js inde t i sin Tænk em a ad e , at h u n ikke b ehøv e r at s k amm e sig