252 / 290
J acob s en havde altid elsket Musik. Han ansaa sig ikke selv for
mu s ika lsk , pe rson lig havde h a n a ld rig øvet Musik, me n lige fra Ung
d omm e n af deltog h an med Va rme og In te resse i Musiklivet, og h an
besad megen Kendskab til Ope rae r og til In s trum en t a lm u s i k . Det blev
en Hvile for h am at gaa paa Koncerte r, og Søndag E f te rm iddag va r
h an en fast Gæst paa Pa lækonc e r te rne . J acob s en havde den Opfattelse,
at vi Danske mang lede Fo rstaae lse af den italienske Musik af Verdis
Art og af Ko lo ra tu rsang , h a n følte sig s tæ rk t tiltalt af F røk en Oder-
w a ld -L and e r s S temme og Sangmaade , og støttede hendes Uddanne lse
i Ud lande t; h a n g lædede sig over h ende s Held paa tyske Scener, men
da h an engang offentligt ud ta lte, at vo rt P u b l i k um ikke havde p a a
skønn e t hende , b lev h a n modsag t af h end e selv som af a n d r e 12.
Men især kom h an s levende In teressefor Balletten til at sætte
rig Frug t. F am i lie rn e paa Ca rlsbe rg havde altid væ re t v a rme B eu n
d re re af den ved Bou rnonv ille skab te Balletkunst. Jeg h a r set Ballet
i alle Ve rdens S to rby e r — siger Carl J. — men jeg h a r ingen S teder
set en Ballet af en saadan Skønh ed som her. R enh ed og Usky ld ighed
s traa le r jo ud af disse unge Kv inde rs Øjne. Overfor disse Fo rho ld , som
e r Hovedsagen , h a r det intet at sige, at de r maaske paa Ud lande ts Scener
findes en me re udp ræg e t T e k n i k 13.
Det v a r forstaaeligt, at Jacob sen særlig blev fængslet af d enne
Kunsta rt.
Den maa tte tilfredsstille h an s Sans for Plastik, for stolt
Ho ldn ing og kæk Ry tm ik i Bevægelser, for Ynde og Skønh ed hos
Kv inde r, den maa tte s temme me d h an s Glæde over F a rv e r og over
Tone r, hele det lykkelige S amm en sp il af alle disse Midler, som Bal
letten ejer og hvo rved den ikke b lo t op live r og forfrisker, men sætte r
Fan ta s ien i F lug t og sk ab e r en sund Nydelse. Jacob sen s Paaskønne lse
af hvad Balletten ydede — og den talte paa den Tid mange ypperlige
Kræfter — gav sig forskellige Udslag, og h an kom i det sidste T iaa r
af sit Liv til at ind tage en Stilling som Balletpersona lets faderlige Ven,
h an kund e tiltale dets Damer, som va r det h an s Døttre, de sagde, at
de ved h an s Hænde r s vældige Klappen k u n d e høre, om h a n va r b land t
T ilskue rne , h an s ridde rlige Ho ldn ing overfor dem blev ikke mistyde t
af nogen.
— 241 —
31