59 / 211
Hos »Madame Muurskee«
nu næppe været for kvinderne selv, for deres personlige udbytte var
mere end pauvert. I værtshusets interne økonomiske kredsløb blev de
penge, kvinderne således mere eller mindre frivilligt overdrog til
Horns hustru, nemlig i bedste fald konverteret til lutter daglige fornø
denheder. Pauline Nordberg fortæller om pengene, at Horns hustru
»skrev dem af paa Regning for Skoe og Caffe og Frisæring og andet
hvad hun havde lagt ud«, altså ting, som Nordberg faktisk
behøvede
for overhovedet at kunne varetage sit job. Pointen understreges af
Dorthe Hennemann, ifølge hvem Horns hustru skulle have pengene,
»da hun tfilde kiøbe dem Klæder og andre Nødvendigheder«. Og Ca
roline Franch med de
9
rigsdaler fortæller, at »hun var Horns hustrue
skyldig
3
(rigsdaler), for een hviid Kofte og Skiorte, som hun fik ved
sin Ankomst der i Huset«, hvorimod resten af beløbet så må være ble
vet »afdraget« på den løbende og åbenbart uendelige regning, Karen
Pedersdatter synes at have oprettet i hvert af kvindernes navn, efter
hånden som de tiltrådte tjenesten.
Man forstår godt, hvorfor Horns forsvarer prøver at kvæle Dorthe
Hennemanns vidnesbyrd med en påstand om, at »hvad Afregning der
var skeet imellem Horns Hustrue, og hendes Piiger var denne sag
uvedkommende«. Retten giver imidlertid anklageren medhold i, at
spørgsmålet er relevant, og Hennemann kan kun bekræfte, at »der
blev ingen Afregning gjort, men Horns Hustrue kiøbte ind for dem,
hvad de behøvede, om hun beholdt noget tilovers for sig selv, kan
(hun) ey sige«. Det spørgsmål skal der ikke megen fantasi til at be
svare, og alt i alt har man hermed også fået den sidste del af svaret på,
hvorfor kvinderne forsvandt så hurtigt fra Horns hus. Jobbet var hårdt
nok i sig selv og aflønningssystemet med et mildt ord ikke motiverende
for et længere ophold i Dybensgade nr.
2 0 0
.
Ser man på det samlede regnskab, synes Horn dog at have haft een
større udgiftspost i forbindelse med kvinderne. Det viser sig nemlig, at
han så at sige har købt Pauline Nordberg ud af hendes tidligere tjene
ste, idet han med en »Feldskiærsvend« Rarman som mellemmand har
betalt værtshusholder Friderich Østerbind
1 0
rigsdaler, som denne
havde til gode hos Nordberg. Så meget var Horn altså villig til at inve
stere for at sikre sit værtshus et nyt og effektivt trækplaster. Hvor ud
bredt denne metode var, kan ikke afgøres direkte ud fra det forelig
gende materiale, men der spores dog en vis form for system i hele an
57