62 / 211
stævnte Værtshuusholder Friderich Vilhelm Horn og hustrue Karen
Peders Daatter bør kagstryges og arbeyde deres livs tiid, hand udi Jern
i Kiøbenhavns Fæstning og hun udi Børnehuuset, samt begge hver for
sig betale deres Executions bekostning skadesløs«. Den sidste passus er
med henblik på salæret til bødlen, hvem det påhvilede at eksekvere
»kagstrygningen«. Ved denne straf blev offeret bundet til en pæl
(kagen) for dernæst at blive pisket (strøget) i fuld offentlighed.46Fæst
ningsarbejde i jern er, præcis som børnehusstraf, ensbetydende med
frihedsstraf med arbejdspligt.
Op igennem det
18
. århundrede gik udviklingen i retning af, at fri
hedsstraffene med deres bevidste udnyttelse af de dømtes arbejdskraft
blev dominerende, mens en »barbarisk« straftype som kagstrygning
var på vej mod forældelse - »Den diskrete legemlige tvang af den isole
rede fange erstattede den repræsentative, sceniske, tegnbærende, of
fentlige, kollektive model« - som Michel Foucault så præcist har for
muleret det.47 I den forstand griber Hof- og Stadsrettens dom over
Frederik Horn og Karen Pedersdatter, der var fældet i medfør af Dan
ske Lov fra
1683
(
6
-
22
-
5
), bagud i tiden. Og faktisk havde der midt
under Horn-sagens lange vej gennem det københavnske retsapparat
fundet en effektiv nedkriminalisering sted af just den forbrydelse, som
ægteparret Horn stod anklaget for. I en skrivelse til Københavns poli
timester af
2 3
. november
1775
fastsættes straffen for at drive bordel til
enten bødestraf, gabestokstraf eller frihedsstraf - straffe der uden vi
dere kunne dikteres af politimesteren uden domstolenes medvirken.48
For værtshusholderparret Karen Pedersdatter og Frederik Horn fik
det imidlertid kun begrænset betydning, at de var blevet domfældt
med hjemmel i Danske Lovs strenge bordelparagraffer, for allerede i
1776
havde de fornemmet, hvad vej det bar, og forladt København,
»hvorhen veed man ikke«. Øjensynlig
kom
de da heller aldrig til at ud
stå de så møjsommeligt idømte straffe.49 Hele mammutretssagen var
skønne spildte kræfter.
For »stuepigen« Pauline Nordberg formede skæbnen sig noget an
derledes. Hun sad som tidligere nævnt fængslet fra december
1773
til
december
1774
. Da hun kom på fri fod, rejste hun ikke hjem til sin
familie i Berlin, hvad hun ellers havde bedyret over for Hof- og Stads
retten.50 Tværtimod genoptog hun sin hvileløse flakken fra værtshus
til værtshus i hovedstadens bordelstrøg. De første 8 dage var hun hos
John Christensen og Henrik Stevnsborg
60