156 / 382
15. AUGUST 1915
FØR OG NU
N
r
. 16
'
1. Tivolis ældste Indgangsportal (1843).
18. Tivolis ældste Koncertsalon (1843).
10.
L um b y e , Koncertsalens geniale Orkester
chef, i hvis folkekære og joviale Skikkelse
de gode Livsaander i Tivoli inkarneredes,
og dernæst til N ie ls H e n r ik V o lk e r s e n ,
den uforlignelige Fremstiller af Pjerrot-Fi
guren i de Casorti’ske Pantomimer. —
Volkersen var født 1820. Hans Fader
var Skolelærer i Vestsjælland og blev se
nere Graver ved Frue Kirke i København,
hvor hans to Sønner blev sat i Bogtryk
Tivolis ældste Rutschbane (1843).
ham, han lod sig uddanne som Akrobat og
fik allerede som attenaarig Engagement ved
Gauthiers Beridertrup, som gav Forestillin
ger paa Petolettis Theater paa Vesterbro,
lige uden for den Plads, hvorpaa Tivoli
senere blev anlagt, og hvor den unge Akro
bat inden ret mange Aar skulde fejre sine
glimrende Triumfer.
Hos Gautliier stiftede Volkersen Bekendt
skab med to andre Artister, B u sh o lm og
selv som Pjerrot
for første Gang
paa Tivoli, og fra
næste Sæson er
han fast engageret
til Etablissemen
tets Pantomime-
theater sammen
med sine to Kam
merater, af hvilke
Busholm en Men
neskealder igen
nem bliver Pan
tomimernes hæ
derværdige Kas-
sander og Hesse
den vimse Harle
kin.
Straks fra sin første Optræden vandt
Volkersen stæ rkt Bifald som Pjerrot, og i
Aarenes Løb voksede hans Fremstillings
Ypperliglied og hans Folkeyndest i samme
Forhold. Ved sin Kunst, der trods de grove
Midler, den ifølge Sagens Natur ofte maatte
anvende, alligevel kan karakteriseres som
fin, fordi den var saa troværdig sand, saa
fuld af Lune og saa hjertelig elskværdig,
hævdede han Pantomimens Prestige og
H e sse , med hvem han kom til at samvirke
gennem et langt Liv. Triumviratet Vol-
kersen-Busholm-Hesse gjorde sig snart for
delagtig bekendt og nød endogsaa den Ære
i 1842 at blive knyttet til Pricernes be
rømte Morskabsteater, hvor Volkersen havde
rig Lejlighed til at studere A d o lp h P r i-
c e s herlige Pjerrot, og i 1843 — ved Car-
stensens første Benefice — viser han sig
gjorde Pladsen foran det lille Teater, Aften
efter Aften igennem to Slægtled, til Sam
lingssted for utalte Tusinder, der skylder
ham Tak for straalende Barndoms- og Ung
domsminder.
Den Kunst, der ikke bærer Perse nligbe-
dens Præg, har i egentlig Forstand intet
med v ir k e l ig Kunst at skaffe. Derfor
stod Volkersens Pjerrot saa højt. Den var
kerlære. Den ene af dem blev da ogsaa
velmeriteret Mester i sit Fag og var i
mange Aar Leverandør af Tivolis Plakater,
ved livis Fod hans Navn paraderede i Pe
tit, — den anden fik sit Navn anbragt med
uvisnelig Hæder paa de samme Plakater,
men linjere tilvejrs, i den egentlige Tekst
og med kraftigere Typer.
Niels Henrik var af et mindre adstadigt
Temperament
end Broderen, og
Sætterkassen med
de døde Blybog
staver kunde ik
ke ret længe til
fredsstille
hans
brusende
Livs
trang. Han maat
te ud og rore sine
unge Vinger.
Stærk og smidig
var Fyren, og hans
Kraftspring og Le-
gemsfærdiglieder
var beundrede af
Kammeraterne.
Artistens glade og
frie Liv fristede
2. Tivolis ældste Bazarbygning (1843).