194 / 382
1
. SEPTEMBER 1915
FØR OG NU
Nr. U
Restauratør Rasmus Petersen.
En Mand, der i en Aarrække kom til at spille en Rolle i Tivoli,
var en af Etablissementets Restauratører, den populære R asm u s
P e te r s e n . Han var efterhaanden bleven Indehaver af omtrent
to Tredjedele af Tivolis Aktier og maatte paa Grund
heraf betragtes som Anstaltens egentlige Chef.
Efter hans Datter Annas Giftermaal med
Grosserer T. S. Thrane overtog denne
Hvervet som „Tilsynsførende“ i Tivoli.
Thranes Virksomhed som saadan
og senere som Direktør har vi
omtalt andetsteds; her blot
nogle Linjer om R. Petersen.
I Broderens, Kopist i
Krigsministeriet,
senere
Krigsassessor Erik Peter
sens lille, provinsielle
Hus, Lille Kongensgade
Nr. 46, havde han grund
lagt den bekendte Ka
fé, som trods Tidens
Omskiftelser
staar
uforandret
endnu.
Hvad der gjorde, at
dette beskedneVærts
hus fik en enorm Søg
ning, var hos Datidens
Københavnere
be
kendt nok: Man fik
hos „Kaffe-Petersen“,
som Værten alminde
ligt kaldtes, en Kop
Kaffe, der var lige saa
god som de fine Schwei
zer-Kaféers, medens P ri
sen svarede til de billigste
Beværtningers. I Tredserne
overtog Petersen den saakaldte
„Skovpavillon“ eller „Labyrin
then“ — ikke at forveksle med
den senere Tivoli-Labyrinth — der
laa i det Hjørne af Tivoli, hvor i 1875
Harmoniorkestret kom. Som Indehaver af
Restaurationen ved dette Orkester døde han
i 1881. Hans Enke, Fru Bolette Petersen, lever
endnu, Datteren, Fru Thrane, der blev Enke i 1910, er
som bekendt nylig afgaaet ved Døden, efterladende sig
et smukt Minde ved en Række humane Dotationer.
Rasmus Petersen var et godt Menneske, hvem alle holdt af, og
til Trods for, at han havde svunget sig op til betydelig Velstand,
var han ikke smart Forretningsmand efter Nutidens
Begreber. Det fortælles, at da Brødrene kort før
hans Død besluttede at afhænde Kaféen i Lille
Kongensgade, lod han et forsigtigt Ord falde om,
at Forretningen jo var ganske god, man
kunde vist forlange 20,000 Kr. for den. Broderen saa stift paa
ham, og der blev en lille Pause, under hvilken Rasmus P. stod
og skammede sig over, at han havde været saa begærlig, men
endelig eksploderede Krigsassessoren i et: „Er Du gal, Rasmus!
Vi skal mindst have 50,000!“
Forretningen og Ejendommen var utvivlsomt Pengene
værd, men sikkert skal det være, at Rasmus
Petersen trak sig tilbage og overlod Brode
ren at ordne Sagen, h a n skulde ikke
være med til noget, der efter hans
Opfattelse smagte af Optrækkeri.
Den lille Kafé kunde, foruden
Søgningen fra de tæt ved lig
gende
Slagterboder, tælle
Gæster fra alle Samfundets
Lag. Mangen Embedsmand
i Provinsen og adskillige
Forretningsmænd, der
senere fik „et Navn“,
har sendt en venlig
Tanke til de to Stuer
i Lille Kongensgade,
hvor de i de yngre
Aar, da Pengene var
i
smaa, søgte hen for
at begynde Dagen
med
„Kaffe-Peter
sen“« vederkvægende
Mokka.
Man hører jævnlig
Tivoligæster lade fal
de
en Bemærkning
om, at der er kommet
for mange „Beværtnin
ger“ i Tivoli. Anken er
uberettiget. Der er jo Af
tener, hvor hver Plads er
optaget i og uden for de for
skellige Restaurationer, og in
gen af dem paatrænger sig de Be
søgende, saaledes, at man, som i
mange andre Forlystelsesetablissemen
ter, ikke kan blive fri for at „nyde no
get“, enten man har Lyst eller ej.
For Resten har der været Perioder, hvor der var
flere Restaurationer i Tivoli, end der er nu, Antallet er
under Direktør Arne-Petersens Ægide blevet noget for
mindsket. Og en Ting bør Tivoligæsterne ikke glemme.
Etablissementet koster Penge, lige fra Lejen af Arealet, der i
Georg Carstensens Tid var 472 Rd. 3 Mark om Aaret, men nu
for omtrent det samme Areal er ca. 120,000 Kr., til alt det 0'-
rige, og Direktionen har dog hidtil holdt paa den i Udlændinges
Øjne aldeles komisk lave Entré af 50 Øre. Lejeindtægten af de
større og mindre Restaurationer bidrager sit til, at denne demo
kratiske Entré kan overholdes.
Rasmus Petersen,
Restauratør i Tivoli.