S_FørOgNu

15. SEPTEMBER 1915

FØR OG NU

. 18

Orkan af Jubel, som rejste sig ved Synet

af den forgudede Artist. Med rystende

Stemme fik han endelig Ordene frem: „Tak

for de forløbne halvtredsindstyve Aar. Nu

k a n jeg ikke mere.“ Nej, nu kunde han

ikke mere, den brave, brillante Gubbe. Me

dens hans elskede Tivoli laa i Festglans for

hans Blik, og medens der fra tusinde Stru

ber lød Leveraab og Takkeraab, faldtTæp

pet for sidste Gang for denPjerrot, hvis

Lige ikke fandtes eller

senere er funden.

Anstrængelsen havde

været for stor; han faldt

helt sammen, da det sid

ste Jubelskrig døde hen.

Og saa bragtes han til

Hvile i sit Hjem for al

drig at rejse sig mere.

I Hjemmet.

Volkersen boede i Abel

Kathrinesgade Nr. 14 i

en lille, hyggelig 3 Væ

relsers Lejlighed. Gamle

Møbler i al Tarvelighed

paa Gulvet; paa Væggen

Artistportræter og Bille

der af ham selv i de

mest yndede Pjerrotrol

ler. En legemsstor Buste

af gamle Lumbye, hvis

Minde Volkersen tilbad,

indtog en dominerende

Plads, man mindedes kun lidet om „Artisten“

i alt dette. Heller ikke den fejrede M im i

kers rolige Maade at være paa, erindrede om

Kulisser og Sminke. Det var harmonisk,

hjemligt og kønt.

Inde i det inderste Værelse, under et

stort Portræt af sin afdøde Hustru, laa han

Lig. Han døde Klokken halvni en Torsdag

Aften, plejet til det sidste af sine

kærlige Plejerinder, den gamle Fru

T h ie 1 og Frk. Petersen , som be

styrede hans Hus.

Om Dødslejet stod endvidere

hans Nevø, Fabrikant W e n d r ic h

og hans Ungdomsvens Hustru Fru

Hesse. Han døde paa Tivolis Stif

ters, Georg Carstensens Fødselsdag.

I de sidste Dage havde han

fantaseret stærkt, stedse om T i

voli og Theatret. „Jeg maa derhen,

man venter. Giv mig min Frak

ke“. Og lidt efter: „Kære Bus

holm, Du maa spille iaften. Jeg

kan ikke“. Idelig mumlede han:

„Man maa have Taalmodighed,

I skal se, jeg kommer til at spille

igen“. I den Forventning døde han, el

skende sin Gerning til det sidste.

I Tivoli

modtog man Efterretningen om Volkersens

Dod umiddelbart før Forestillingen paa

Pantomimetheatret skulde begynde. Folk

stod stillet op, Børn og Voksne, og ventede.

Saa gik Tæppet op, og gamle Hesse kom

frem og meddelte i bevægede Ord Døds

faldet. Han tilføjede, at Forestillingen

selvfølgelig ikke vilde finde Sted, og Tæp

pet sank, hvorefter Publikum langsomt

spredtes i Tavshed.

Deltagelsen

ved dette Dødsfald var uhyre; det saa man

bedst ved Begravelsen. Ikke siden Thor

valdsens Jordefærd 50 Aar forud har Frue

Kirke været saa overfyldt. Trængslen ved

Indgangen var til Tider ligefrem livsfarlig.

Paafaldende var den Uro, der herskede, det

lød som Dønningerne fra et helt Hav. Mær

kelig nok havde det smukke Køn faaet Lov

til at besætte en Del af Gulvet foruden

alle Pulpiturerne, hvor der tillige saas en

Del Børn. Saavel Skibet som Koret lignede

en Blomsterhave; af de officielle Kranse

nævner vi:

Tivolis Lejere, Københavns Sommertivoli,

Kolleger ved Pantomimen, Tivolis Illumina

tor Ludvig Höening, Tivolis Kontrollører og

Betjente, Personale og Funktionærer i T i

volis Varieté, Orkestret i Tivolis Koncert

sal, Tivolis Arbejdere og Gartnere, Smaa

Venner i Frk. Friis’ Pigeskole, Maskinfol

kene ved Pantomimetheatret, Foreningen

Fremtiden, Morskabstheatrets Personale,

Dagmartheatret, Kasino, Folketheatret, Skue

spillerforeningen, Arenatheatret, C. C. Aløl

lers Orkester.

de forreste Stolestader bemærkedes

Familien, Tivolis Direktion, Funktionærer

og Lejere. Endvidere en stor Alængde Skue

spillere, som det bliver for vidtløftigt at

nævne. Talen, der var meget smuk, hold

tes af den ny Sognepræst paa Frederiks

berg, Hr. G lahn. — Da Orgelet begyndte

at lyde, var Forsamlingen faldet til Ro; det

var derfor en ejendommelig Overgang, da

man kom ud i det fri med Kisten, thi her

var Tusinder af Mennesker paa Benene og

den uhyre Alængde aabnede sig kun lang

somt for at give Plads for Toget. Kun med

Besvær banede det sig Vej.

Ude ved Tivoli blev det rent galt. Al

ting gik hulter til bulter. Mennesker og

Sporvogne, Omnibusser,

Drosker, Trækkevogne og

Arbejdskøretøjer filtre

des ind i hverandre i et

Kaos, der saa farligt ud.

Københavns Politi havde

— sælsomt nok! —

netop ved denne Lej

lighed ikke posteret det

sædvanlige Antal Be

tjente paa dette Sted,

kun en enlig bereden

Betjent saas i Vrimlen

— og han hvirvledes

modstandsløs tilside.Man

var nemlig spændt paa,

hvilken Hilsen Tivoli vil-

dø bringe Sørgetoget.

Flagene vajede paa

halv Stang. Der var

Tale om at afgive en

dundrende Kanonsalut

for Liget, men den Ære

opnaaed'e den gamle

Kunstner ikke, — Politiet havde forbudt det.

Derimod stod der et Blæseorkester i Por

talen og spillede G ades Sørgemarsch.

Videre gik Vejen ad Frederiksberg til,

men Sammenstimlingen var ikke uden uhel

dige Følger. Bl. a. blev en gammel Kone

væltet om i Trængslen og traadt under

Fødder af Folk, som maatte vige tilside

for en Mælkevogn, der sluttelig

overkørte hende og knuste hendes

ene Fod.

Ikke mindre end tre Kvarter

var Toget om at naa Frederiks

berg Kirke; den brede Vesterbro

gade var adskillige Gange helt

overfyldt og upassabel. Stor Del

tagelse vakte Toget paa sin Vej.

Uden for Frederiksberg Kirke-

gaard stod store Skarer og

tede, men her var det

stedlige

Politi mandsstærkt i Virksombe

og kun selve Følget

ellei ret

tere sagt kun den

nærmeste e

deraf — slap ind.

Graven

ligger umiddelbart uden for Kirkens Sakr

sti; dér kom Volkersen til at hvile ' e

for otte Aar siden afdøde Hustrus i

Trindt om saas kendte Mænds Grave,

strup, Øehlenschlager, gamle Price m.

Saa underligt det lyder, var N. H- ^

ke r sen af Temperament Melankoliker ^

fortælles, at han en Gang søgte Læ^ ^

for denne Alelankoli og at Lægem der>

Patienten havde opgivet sit Navn, ^

anede, at det kunde være den berøm ^ ^

miker, skal have raadet ham ti

flittigt i Tivoli og se Pjerrot.

T ivolis A rkiv.

GI. H a rm o n io rk ester-P a v illo n (n ed rev et 1898).

T ivolis A rkiv.

K reb seh u set.