205 / 382
FØR OG NU
15. SEPTEMBER 1915
Der var over denne Udstil
ling noget festligt og over
vældende, der gjorde et
uforglemmeligt Indtryk paa
dem, der besøgte den. Kom
man ind gennem Indgangs
portenmod Vesterbro, havde
man foran sig den mægtige
lyse Hal, der dannedes ved,
at kele Gaardpartiet, i alt
et Fladerum paa henved
1/z
Td. Land, var overdækket
afGlastag, baaret af 30 Alen
høje Søjler. Udstillingen i
1888 var vel mere omfangs
rig, spændte over et større
Areal, men de fleste, der
har oplevet dem begge, vil
sige, at der alligevel var no
get mere imponerende ved
den i 1872.
Som det ses af Billedet,
var Bastionen, hvor Lucie-
møllen stod, draget ind un
derUdstillingsterrænet; her
varrejstenMængde Træbyg
ninger, der efter Udstillin
gens Slutning atter blev
fjernede.
En interimistisk Bro over
Stadsgraven forbandt dette
Parti af Udstillingen med
Hovedbygningen.
Niels Henrik Vö lke rsen
var født den 2. Marts 1820.
Handødeden31. August 1893.
Faderen var Skolelærer paa Landet i Om
egnen af Skelskør. Da den unge Volkersen
var konfirmeret, flyttede Fa
milien til København, hvor
saavel han som Broderen sat
tes i Bogtrykkerlære. Men
dette stille Liv passede slet
ikke den livlige Knøs, alle
rede i 1838 ser vi ham som
Akrobat, og fem Aar senere
har han sin vellykkede De
but i Tivoli.
Om hans Artistliv er talt i
forrige
Nummer, som Privat
mand var han Bravheden og
Hæderligheden
selv. Kun faa
Mennesker har været saa af
holdt
som han. Underordnede
som
Overordnede, Kolleger og
Slægtninge, nærmere og fjer
nere
Bekendte, alle har de
bun Ros og Tak til hans M in
de, alle fremhæver de hans
ualmindelige Elskværdighed,
hans Beskedenhed, Høflig
hed,
altid redebone Hjælp
somhed
og stilfærdige, hygge
de Væsen.
Om Aftenen efter Panto-
m‘men kunde man træffe ham
1
Tivoli, i Reglen i Haven
0s „Md. Meyer“, hvor han
effer det tarvelige Aftens-
™aaltid nød sin Kognak og
and i en g re(js af gamie
^enner. Og dér kunde han
,paa sin lune Maade
for-
°m sit mangeaarige
A rFru H elga B luhm e.
med og kendt. Thi det var
en gammel Skik, at alle
Sommerens Artister lod sig
forestille for den berømte
Mester, som jo desuden var
Direktør for Akrobatforestil
lingen paa Plænen. Hans i
Ungdommen vældige Styrke
bevarede han til en høj A l
der. Alan havde, da han var
henved de 70, set ham tumle
to opsætsige Mænd paa en
Gang, som havde listet sig
ind til det aarlige Funktio
nærbal i Koncertsalen..Orden
og Disciplin vilde han have.
Og det fik han indført i
al sin Gerning.
. . . Sin nervesvage Hustru
plejede han i 16 lange Aar.
Tilsidst blev hun apoplek
tisk og krævede den yder
ste Omhu, som den gamle
Mand med rørende Omhu
ydede hende. Hun døde i
1885 og Ægteskabet var
barnløst.
. . . Allerede i adskillige
Aar havde Volkersen gaaet
og klaget over Gigtsmerter
hist og her i Kroppen, i
Vinteren 1892 slog der sig
Kræft til, som omsider gjor
de Ende paa hans Liv. Han
gjorde, hvad han kunde, for
at komme sig, og underka
stede sig blandt andet paa
tistliv og om de Tusinder af Kunstens fa- Kommunehospitalet en Operation, som for
rende Svende, han havde truffet sammen en Tid satte ham i Stand til at optræde
igen, men efter hvilken han
helt maatte opgive at „falde“
paa Scenen. I den Periode —
i Begyndelsen af Sommeren
— kunde man om Formidda
gen daglig se ham færdes ved
sit kæreTheater, i Reglen med
et Barns Haand i sin. Mager
og bøjet saa han ud, men for
nøjelig som altid var hans
glade, venlige Hilsen til Ven
ner og Bekendte.
Sidste Gang, han spillede
Pjerrot, var en Aften i Juni
Maaned 1893 i „En Tur til D y
rehaven“; siden da svandt
Kræfterne mere og mere og
ingen af hans nærmeste troede,
at han vilde opleve Jubilæet d.
15. August, for hvilket han næ
rede en brændende Interesse.
Men hans Energi sejrede.
Den 14. kunde han deltage i
Tivolilejernes Frokost i Ba-
zaren, og paa Festdagen selv
kunde han paa Tivolis Kon-
- tor modtage den brillantpry
dede Guldmedaille samt Be
styrelsens og Kammeraternes
overvældende Hyldest.
Og saa om Aftenen, da
Pantomimen var spillet, stod
han for sidste Gang paa den
Scene, hvis Ry han havde
skabt. Rystende af Svaghed
og Bevægelse tog han imod den