251 / 382
15. NOVEMBER 1915
FØR OG NU
N
r
. 22
Hovedstad et saadant Ejendommelighedspræg; de var et væsent
ligt Træk i dens Fysiognomi og tilførte den er, mild og hjem
lig Ynde, der aldrig vil kunne erstattes.
Materielt set var det sagtens en Vinding at faa skattet Bygge
pladser til disse Tusinder af Huse i hæslig Kasernestil, men aan
delig set var Talæt mange Gange større end Gevinsten. Man
har talt om hygiejniske Fordele, — jo pyt! Saadan snakker de
Ræve for de Gæs! Man fortalte os, at Voldene kunde være kønne
nok, men de spærrede for Luftens Tilgang ude fra Landet! Hvem
tror paa saadan en Krønike? Og var der virkelig Sandhed i
denne Paastand, kunde der da ikke paa forskellig Maade — 1. Lks.
ved enkelte Gennembrydninger hist og her — være sørget for at
skaffe Luft? Nej — Magistraten vilde have sin Vilje, — og hk
fattigt Vindue paa Kvisten ser en Urtepotte med en Gyldenlak i
Blomst. Og det er denne Trangs Berettigelse, der har fundet Udtryk
i det gamle, bibelske Ord om, at Mennesket ikke lever alene af
Brød. Der skal mere til end at æde og drikke, hvis man skal
kunne sige om os, at vi lever et Liv, der er Mennesker værdigt!
1 Sandhed — det er ikke uden Grund sagt om os Danske,
at vi er et godmodigt Folkefærd, og det er velfortjent, naar man
med et kollektivt Navn har kaldt os Allesammen Sørensen, et
Navn, der klinger symbolsk, — Sørensen, Skikkelighedens og den
aandelige Uinteressertheds Begreb.
Har man færdedes ude i Verden og set den Kraft, Energi og
flammende Begejstring, der rører sig i Dybet hos fremmede
Folkeslag, griber man sig som Dansk ofte i sin egen Barm og
D en sto r e R unddel i S tad sgraven ud for M idten af V an dvæ rket, s e t fra P ileg a n g en i D irek tør P o u lsen s H ave 1880.
den desværre! Saaledes har det altid været Sæd og Skik i vort
kære Land, naar vi har trængt til at høre den store, brede Be
folknings Mening! Der var Ingen, der spurgte om den, og af
sig selv yttrede den sig ikke, ialfald ikke paa tilstrækkelig kraftig
Maade!
Hvad nyttede vel de Enkeltes Ramaskrig over den Vandalisme,
man saa fuldbyrdes Dag for Dag, dengang man, som Digteren
Kaalund sang i de vemodige, skønne Vers, trillede vore dyre
bare Minder bort paa Skubkarrer?
Nutiden krævede sin Ret, svarede man. Bort med al blød
søden Ømhed for gamle Minder! Hvad er gamle Minder værd i
klingende Mønt? Kan de parcelleres ud i Kvadratalen til Byg
gegrunde ? Lad Poeterne klynke, saa meget de vil! Bort med al
Øllebrødsbarmhjertighed! Det er Livet, det gælder, — Frem
skridt og Hygiejne! Vi kan ikke leve af Poesi!
Aa, nej! Men undvæ re Poesien kan et Folk nu ikke, lige
saa lidt som det enkelte Menneske. Trangen til at modtage
Skønhedsindtryk er nedlagt i os Alle. Det er denne Trang, der
i det Smaa skaffer sig ofte rørende Udløb, f. Eks. naar vi i et
spørger sig selv om, hvad der mon skal til, for at vi herhjemim
skulde vækkes af Døsen, saa at Befolkningen, naar Lejlighedei
frembød sig, rejste sig alle som én Mand og krævede RespeK
for sig og sin Mening.
Ja, hvad skulde der til? Det er nok store Ting, hvis vi kn\t
ter Haanden — i Lommen! Autoritetstroen ligger os i Blodet, o«
hvad Byens vise Raad bestemmer for Dig og mig, det er na
turligvis rigtigt. Og er det ikke os selv, der vælger Byens vis«
Raad!
Vor Bys naturlige Beliggenhed er saa skøn, at vi endnu to
rose os af, at vi i København ejer en Hovedstad, der kan hal
des smuk. Men dengang Voldene raseredes uden Skaansel. ble
den berøvet sin kosteligste Perle i sin Skønhedskrans.
Endnu ligger der en Voldrest tilbage. Man spørger uvilkaar
ligt sig selv om Grunden dertil. Af Pietetshensyn er det saavis
ikke! Thi denne sidste Voldrest henligger i en Tilstand, de
burde beskæmme os dybt. Gaa en Dag ud paa Christianshavn o«
tag selv Vandalismen i Øjesyn!
Maaske hændes det, at En og Anden ved at se de molestere
216