N
r
. 22
FØR OG NU
15. NOVEMBER 1915
ud, at hans Eftermand paa Thronen, Frederik den 2den, ikke
ret længe efter sin Tiltrædelse som Konge, klager over deres
Forfald.
Fra Frederiksborg udsteder han en kongelig Kundgørelse om,
at da han har erfaret, at Voldene og i det hele Byens Befæst
ning er i høj Grad brøstholden, tillader han, at Borgmestre og
Raad indtil videre maa oppebære „en dansk Hvid af hver
Skæppe Malt, der forbrygges i København“, imod at den Sum,
der herved indkommer, udelukkende anvendes til Forbedring af
Byens Fortifikationer.
Tillige forordner han den ret mærkelige Bestemmelse, at „de
svenske Fanger, der ikke er af Adel, og som ikke formaar at
underholde sig selv, skal sendes til København for at bruges til
Hjælp ved Fæstningsværkernes Forbedring“.
Da disse evindelige Arbejder tager for haardt paa Byens Bor
gere og truer med ganske at forarme dem, indgaar Peder Oxe
stæts Paabud viser den Omstændighed, at adskillige af dem
kniber ud og staar i Restance, hvorefter Kongen bliver dygtig
vred og udsteder en bidsk Ordre til Københavns Byfoged
0111
„at beslaa Huslejen“ hos disse genstridige og vrangvillige Herrer.
Der kan efter disse Oplysninger jo ikke være ringeste Tvivl
om, at der i Aarene 1581 og 1582 er foretaget betydelige Ar
bejder ved vor Hovedstads Befæstningsværker.
I den saakaldte Walkendorfske Bog siges til Overflod, at Chri
stopher A\ alkendorf „anno 1581 haver ladet arbejde paa Byens
Fæstning, først ved Nørreport at sætte Volden om til Østerport
med Kamp. Han har ladet standse og gøre Kølinger og Muren i
Nørreport af sine egne Penge og havt sine egne Karle hos Bor
gerne paa Volden, at det maatte gaa for sig“.
dir. Walkendorf hørte altsaa ikke til de vrangvillige Adelsinænd,
men viser sig som den, der paa en samlig udmærket Maade har
taget sig Kongens Befaling ad notam.
T e g lg a a rd sb ro en (1868), som fø rte fra N ørrevold (H ahns B astion ) til G iaciet o g vid ere til F arim agsvejen .
jtfid en Melding derom til
Hs. Majestæt,
der derefter beslutter
at
°We inde i nogen Tid, for at Folket „i Mellemtiden kan komme
jd Væring og nogen Forraad samles tilhobe“, for at man da
’agefter kan drive Arbejdet med desto større Iver og Kraft.
I ^an synes nu ogsaa virkelig at have givet sig Pusterum i
ere Aar ovenpaa Anstrengelserne; thi først
1581
hører vi paany
ae om Befæstningsspørgsmaalet. Men saa lader det rigtignok
°psaa til at skulle være dobbelt Alvor.
G aabent Brev til Borgmestre, Raad og alle menige Bor-
; ^ re i Byen udgaar der Befaling til, at da Kongen har hørt, at
ai)ge, baade Adelige, Gejstlige og Borgere har unddraget sig
| ®'es I ligt til at betale til Byens Befæstning, skal fremtidig
j
j, 6
Garde, Huse og Boder, ene med Undtagelse af Professorernes,
.faernes
°S
Skolelærernes Embedsboliger, tage Del i disse Ld-
?ifter.
I
K
|
°n§en vil selv paa Kronens Vegne yde sin Part, men saa
j Jen*ier han rigtignok ogsaa, at alle Adelsmænd, der ejer Gaarde
str ^ en^avn>
skænke et Aars Husleje, — den ene Halvpart
s’ den anden Halvpart det paafølgende Aar.
Vdelsmændene just ikke har været henrykte ved Hs. Maje-
Hvad der iøvrigt ved at skandse og gøre Kelinger skal for-
staas, er ikke helt klart. Men man antager, at det er Benajv-
nelser for Anlæggelsen af de tidligere ganske ukendte Bastioner.
Thi allerede paa dette Tidspunkt traadte de saakaldte Oourtiner
og Bastioner istedetfor de lige Mure og Volde med deres Taar-
ne, en Forandring som ogsaa Kronborgs Fæstningsværker paa
samme Tid undergaar. Forskellige Omstamdigheder taler imidler
tid for, at man foreløbig ikke er kommen synderlig vidt med disse
Forandringer, og at det først er Christian den 4de, der i 1000
genoptager og fuldfører det paabegyndte Arbejde.
Før i Begyndelsen af det 17de -Aarhundrede hører man nem
lig ikke Nyt om Fæstningsværkerne, naar undtages det bekendte
Brev, hvori Christian den 4de tilskriver Borgmestre og Raad, at
han har „bevilget Os elskelige Tyge Brahe til Knudstrup tillaans
en Skandse af Sten, der staar næst op til Volden, for der at op
sætte en Bygning, som til den vidtberømte astronomiske Kunst
kan være tjenlig samt et lille Stykke Vold“, imod den rimelige
Forpligtelse, at han tilbageleverer samme Skandse og Vold, naar
Nøden fordrer det.
Dette meget interessante Aktstykke beviser, at Fæstningen