324 / 382
FØR OG NU
1. MARTS 1915
len og den Chrysantliemum, vi fandt i Taarn-
værelset paa Gammelkloster, har hun tabt
der. Hvad Du saa end siger, saa ved jeg,
at hun har været der i et hemmeligt
Ærinde. Hun har haft Nøglen i sin Besid
delse, og det er Bevis nok for, at hun havde
været kendt med Stedet før, og det er na
turligvis hende, der har trukket Uret op,
som der var saa megen Snak om. Onkel
Wilfrid siger, at der kun var meget faa
Mennesker, der vidste Besked med det Ur,
hvor har hun det saa fra? Det vilde jeg
have Rede paa, og derfor engagerede jeg
en privat Opdager. Fra Dig kunde jeg ingen
Hjælp vente — det saa jeg nok — skønt
det lige saa vel var for Din som for min
Skyld, at der skulde tages Affære. Jeg
tænkte og tænkte, og tilsidst kom jeg til
at tænke paa lille Jerome. Han er mere
trofast, naar det gælder, end dem, man
nærmest havde Ret til at vente det af.
Jeg satte ham ind i saa meget af Sagen,
som det var nødvendigt for ham at vide,
naar han skulde assistere mig. Han enga
gerede en Opdager, og saa blev der straks
taget fat paa Undersøgelserne.
Men det tog Tid, og iaftes kunde jeg ikke
vente længere. Jeg maatte have Jerome af
Sted for at høre, om der ikke var noget
Brev. Og ganske rigtig — der var Brev.
Er Du ikke nysgerrig efter at høre, hvad
der staar i det?“
„Nej,“ sagde jeg mørk't, „det er jeg ikke.“
„Jeg har sagt det til Onkel Wilfrid —
lige for hendes Næse. Men han, forrykt
som han er, vilde ikke høre. Han talte til
mig paa en Maade, som jeg ikke lader mig
byde. Han — bad mig gaa! Du maa nu
kæmpe Kampen ud for os begge, Terry.
Jeg har lid t a t gøre endnu her i Huset,
ellers var jeg rejst med det samme. Men
rejser jeg, er det ikke for at komme til
jer igen paa Portmans Plads. Jeg vil tage
til Annesleys og blive der, til Onkel faar
sin Forstand igen. Saa maa han bede mig,
ydmygt bede mig vende tilbage til hans
Hus. I Mellemtiden kan han sende mig mine
Penge gennem en Prokurator.“
„Sende Pengene gennem en Prokurator.“
Hvor denne Slutning var karakteristisk for
Paula, saaledes som jeg uu havde lært
hende at kende!
„Jeg er meget bedrøvet over, hvad Du
siger,“ sagde jeg. „Men der er ingen Grund
for os til ikke at tale rent ud med hin
anden. Efter min Mening er det Dig, der
har Uret — stor Uret — overfor Onkel
Wilfrid. Lad os sætte, om Du vil, at en
smuk Kvinde har bedaaret ham. Det er
noget, vi ingen Ret har til at blande os i; han
har Lov til lade sig bedaare, lige saa meget
han lyster. Siden vi var Børn, har han gjort
alt muligt for os — mere end de fleste
Forældre gør. Hvad mig angaar, har han
sat mig paa en saadan Plads, at jeg derfra
kan kæmpe mig selv frem igennem Verden,
lettere end saa mange andre, og — kæmpe
for Dig, Paula. Men saa meget maa Du da
forresten kende ham, at han aldrig vil til
lade, at Du kommer til at lide Nød. Vær
trofast imod ham og hold af ham for, hvad
han har været for Dig. Bed ham om Tilgi
velse og Miss Hope fned — hvis Du virke
lig har opført Dig, som Du siger. Det er
Jet eneste, Du har at gøre, og det, der
sømmer sig bedst for en Kvinde.
Det er ingen Skam at tilstaa, at man
har taget fejl, naar man har været overilet.
Gør det nu med det samme, Paula, og det
vil ikke være nær saa svært, som hvis Du
venter. Jeg vil følge med Dig, om Du vil
have det. Og han vil kun blive glad ved
at tage imod Dig igen og glemme, hvad
Jer er passeret.“
.,Du er en Kujon — en K ryster,“ hvæ
sede hun. „Om det saa var mit sidste Ord
til Dig i dette Liv, skulde jeg sige det op
i Dine Øjne. Bede om hans Tilgivelse og
hendes! Nej!! Jeg sagde Dig den første
Gang, jeg saa hende — da Du lod hende
komme i Vejen for mig — at jeg hadede
hende! Nu er det kommet saa vidt, at hun
skal faa mit Had at føle! Vent, Terry,
til i A ften !“
XIII. Kapitel.
Hvad jeg saa gennem T rappev induet.
Den anden Dag, vi opholdt os paa Hazel-
mount, tilbragte jeg i en Drømmetilstand,
bestandig tynget af noget, der gjorde mit
Sind mørkt. Ved Frokosten faldt der en
hel Del „vittige“ Bemærkninger af i Anled
ning af den ny^Stilling, „Amerikanerinden“
var kommen til at indtage. Onkel Wilfrid
lod ikke til at bryde sig derom, men sva
rede med Lovtaler over hendes Dygtighed,
der endog langt havde overgaaet hans For
ventning.
Medens han gjorde dette, saa jeg, at
hun sendte ham et straalende Blik over
Bordet. Hun var blegere end sædvanlig,
og der var nogle svage blaa Skygger under
de store, dejlige Øjne. Der var ikke nogen
Lejlighed for mig til at komme til at tale
med hende om Sagen, men af de Blikke,
der veksledes mellem dem, var det tydeligt
at se, at Paulas Optræden Dagen forud kun
havde bidraget til at stille Miss Hope og
Onkel Wilfrid paa en mere fortrolig Fod
overfor hinanden end før.
Det var altsaa, hvad Paula foreløbig
havde været i Stand til at udrette. Tro
imod sit Forsæt talte hun ikke til sin
Onkel. Baade ved Frokosten og senere
ved. Middagsbordet henvendte han nogle
Ord til hende, men hun lod hver Gang,
som hun ikke hørte det.
I Forholdet mellem Onkel og mig var
det, som om der var kommet noget frem
med ind, der var ved at fjerne os fra hin
anden. Maaske var det alligevel ikke saa
dan, men kun en Følelse, som min bestan
dig aarvaagne Jalousi havde fremkaldt.
Jøg indledede et Par Gange en Samtale
med ham i Løbet af Eftermiddagen, haa-
bende at han skulde tale om Paula og der
ved give mig Lejlighed til at mægle imel
lem dem. Men han nævnte hende ikke, og
med de Følelser, der beherskede mig i hele
denne Affære, var det mig umuligt at
bringe Sagen paa Bane.
Det var i Løbet af Dagen bleven propo-
neret, at vi skulde gaa paa Jagt næste
Morgen. I den Anledning var alle Herrerne
med Undtagelse af Mr. Dermot efter Mid
dagen forsamlede i det saakaldte Jagtvæ
relse, der laa i den særskilte Fløj af Byg
ningen. Det var i nederste Etage med en
Dør lige ud til Marken og en anden til den
store Forstue, hvorfra en Trappe førte op
til øverste Etage, hvor Gæsteværelserne laa.
Midtvejs ved denne Trappe var der anbragt
et Vindue i Muren for at gøre Forstuen og
Trappen lysere.
I Værelsets Kamin buldrede en lystig
Ild, hvis flakkende røde Skær skinnede paa
nogle Geværer, et Par udstoppede Ræve
hoveder samt diverse Jagtbilleder og Hjor
tegevirer, der prydede Væggene. De fleste
af disse Ting havde tilhørt Stedets forrige
Ejer og var købt af Sir Thomas; men det
kunde jo være lige meget; de var der og
bidrog til at give Værelset et baade for
nemt og hyggeligt Præg.
Værelset var ikke synderlig stort, og det
varede derfor ikte længe, førend der blev
alt fon, .varmt af den voldsomme Ild i Ka
minen. Vinduet til Trappen stod aabent,
men det forslog ikke, og da det viste sig,
at Værelsets to andre Vinduer begge var i
Ulave, saa de ikke kunde komme op, blev
Døren ud til Marken lukket paa Klem —
uden at nogen kunde ane, at denne uskyl
dige Foranstaltning skulde faa saa farlige
Følger, som den fik.
Sir Thomas underholdt Selskabet med at
fremvise nogle interessante Eksemplarer af
gamle, sjældne Skydevaaben. Alle beun
drede dem og jeg pligtskyldigst med; men
det var mig i Virkeligheaen ikke muligt
at skænke Tingene den Interesse, som jeg
vilde have gjort, hvis jeg havde været no
get lettere om Hjertet. Jeg tænkte bestan
dig paa Paulas Trusel fra om Morgenen.
„Vent til i A ften!“ havde hun sagt, og
nu var det Aften. Klokken var allerede
over ti. Hvad havde hun ment? Hvad
om hun nu i Dagligstuen var ved at gøre
et eller andet Angreb paa Miss Hope?
Aldrig i mit Liv havde jeg kendt til det,
Kvinder kalder at være „nervøs“, før nu i
de sidste Dage. Hver NerVe i min Krop
sitrede efter at komme bort fra dette Jagt
værelse for med egne Øjne at se-, hvordan
det stod til deroppe og maaske komme
tidsnok til at forhindre en Ulykke.
Jeg fik gjort en Undskyldning, fremført
en nogenlunde plavsibel Forklaring om
Grunden til, at jeg maatte fjerne mig, og
ilede ad Dagligstuen til. Inden jeg naaede
derind, følte jeg mig allerede lettere om
Hjertet. Jeg hørte Toner fra Flygelet, og
Miss Hopes henrivende Alstemme klang
mig i Møde med Stroferne af „The Erl-
king“.
Gud være lovet — der var altsaa intet
sket! Maaske — men det var vel desværre
ikke til at vente — havde Paulas heftige
Vrede sat sig noget i Dagens Løb. I hvert
Fald saa dét jo ud til, at hun havde op
givet at iværksætte sin Trusel, hvad det
saa var, hun havde ment.
Med sagte Skridt listede jeg ind og blev
rolig staaende, til Sangen var endt.
„Naa, er Du dér?“ sagde Paula. „Det
var meget rart. Vi tænkte ellers allesam-
men paa at gaa ned til eder i Jagtværel
set.“ Der syntes at ligge en eller anden
skjult Mening i, hvad hun sagde, men hvad
det var, kunde jeg ikke komme efter.
„Syntes De ikke, Miss Edwards sang den
Sang nydeligt?“ vedblev hun, henvendt til
Lady Towers.
„Miss Edwards? Miss Hope, mener
De, min kære,“ rettede vor Værtinde hende
i en venlig Tone. „Jo, i Sandhed,, det
gjorde hun!“
'„Jeg beder om Forladelse,“ sagde Paula
honningsødt, idet hun fæstede et skarpt
Blik paa den unge Pige ved Klaveret. „Jeg
glemte, at Frøkenen her foretrækker at op
træde under sit nom-de-guerre, ,Consuelo
Hope1! Det er for Resten et kønt Navn —
saa udmærket fundet paa. Det er, ligesom
hver Stavelse havde en Betydn ing, synes
De ikke? — Naa, men Fanny Edwards er
heller ikke noget ilde Navn. Det lyder saa
ukunstlet og net. Der var en Gang en
køn Pige af det Navn, hun var Tjeneste
pige paa et gammelt Herresæde, der har
tilhørt vor Familie. Hun kom til at optræde
som Vidne i en Mordproces — for mange
Aar siden. Ak, ja — nu maa hun vel snart
være ved de tred iv e Aar, tænker jeg.
Høj og blond med stort prægtigt Haar —
ganske som Deres, Miss Ed—, Miss Hope,
mener jeg, for det vil De jo helst kaldes,
ikke? Saa rejste hun til Amerika og blev
der i lange Tider. Maaske har det været
i Nærheden af, hvor De var? De skulde
vel ikke have tr u f f e t hende, Miss Hope?“
Paula havde talt saa hurtigt, at ingen
havde faaet Tid til at standse hende i
Farten. Hendes Stemme var sødladen, men
hvert Ord klang kraftigt og klart som en
Sølvklokke.
Da hun holdt inde, afsluttende med et
Spørgsmaal, Var Stilheden i Dagligstuen saa
dyb, at man kunde have hørt en Knappe-
naal falde.
Hvad mig angik, var jeg som lamslaaet
over, hvad hun havde sagt. Var det mu
ligt, at denne yndefulde Kvinde, hvis Tale
lød, som kun de „fødte“ kan tale, var af
simpel Byrd — T jen e step ig en Fanny
Edwards, der — i Følge de Historier, jeg
havde hørt, ikke holdt sig for god til at
kokettere med Bondeknøsene i Martenhead?
FortBættelBf;.