322 / 382
N
r
. 5
FØR OG NU
1. MARTS 1915.
Denne Forklaring er fuldstændig værdiløs.
Darwins Paastand med .Hensyn til unge
Kvinders Stilling i Søvne er blot en løs
Formodning. Han har ingen Beviser for sin
Paastand, og ifølge Sagens Natur er det
umuligt for ham at have nogle, hvorfor
han burde skamme sig over sig selv. Ru
skin paastaar, at den væsentligste Grund
til Snorken er en Slappelse af Ansigtsmusk
lerne. „Den Fasthed eller Tæthed med hvil
ken Kvindens Baghaar flettes, naar hun
skal sove,“ bemærker den dristige, men
altfor spekulative Tænker — „forebygger
Ansigtsmusklernes Slappelse og gør derved
Snorken umulig“. Det er en smuk Omsorg
af Naturen og viser os, at Kvindens Bag
haar ikke blot er en Prydelse, men lige
som ethvert andet af Naturens Arbejde har
en højere Aarsag.
Naar han imidlertid paastaar, at unge
Piger ikke snorker, fordi deres Baghaar er
stramt flettet, saa ignorerer han fuldstæn
dig den Kendsgerning, at Baghaaret næsten
altid tages af og hænges over Ryggen af
en Stol, naar dets Ejerinde skal til at sove.
Hvorledes kan det saa have nogen Indfly
delse paa Snorken ?
Ligesom Darwin, er Mr. Ruskin en over
ordentlig dygtig Mand, saa længe han be
skæftiger sig med den rolige, stille Kunst,
men naar han forsøger at undersøge Kvinde
forhold, da falder han i et bundløst Svælg.
Tilsyneladende aner Manden ikke, at Flet
ninger er aftagelige.
Naar lærde Folk saaledes forgæves har
søgt at finde, hvorfor unge Piger ikke snor
ker, saa maa man jo deraf slutte, at de
aldrig har truffet an ung Pige, der snor
kede. Men, hvorpaa er da den almindelige
Tro, at Snorken er forbeholdt de mandlige
Individer, bygget ?
Indlysende og begribeligt nok paa et
kvindeligt Vidnesbyrd.
Enhver ung Pige paastaar, at hun ikke
snorker.
Det er selvfølgelig i hendes Interesse at
gøre denne Paastand, og hun ved vel, at
ingen kan skaffe Beviser paa det modsatte.
Sandheden er imidlertid, at der ingen
Grund er til det smukke Køns indbildte
Fritagelse for den væmmelige og utilgive
lige Snorken, og en Begivenhed, der nylig
hændte, har til fulde bevist, at unge Piger
ikke blot kan snorke, men ogsaa gør det.
Verden vil maaske stille sig noget reser
veret til en saa uvelkommen Forsikring,
men dér er i det mindste een, en ung Mand
fra Plymouth, som, til sin store Sorg, ved,
at den er sand.
Denne ulykkelige unge Mand var forlovet
med en af de smukkeste unge Damer i
Plymouth, og fik af hendes Forældre det
betroede Hverv at ledsage hende til Lon
don, hvor hun skulde besøge sin Faders
Halvsøster, Tante Jane.
Det var i Sommerens glade Tid, og de
blev enige om at tage med en af Dam
perne, som løber mellem de to Byer.
Den første Del af Rejsen var herlig. Den
unge Mand følte — og fortalte Kæresten
det — at han vilde kunne rejse med den
Baad i atten Maaneder uden at ønske sig
i Land.
Det blev imidlertid Aften, og da Klokken
var ni, bemærkede den unge Dame i en
sagte Tone, og med en let Rødmen, at hun
Gide gaa til Ro. Som Følge heraf bød han
bende god Nat, og snart efter krøb den
unge Dame op i en ledig Køje, og trak
Gardinerne tæt for.
En Time senere, da den unge Mand var
kommen ned og lige havde taget en anden
Koje i Besiddelse, hørte han pludselig en
voldsom Snorken. Hvad ham selv angik,
saa brød han sig ikke derom, men det har
mede ham, at hans Elskedes Søvn skulde
forstyrres af denne plumpe, afskyelige Snor
kor. Hans Harme blev snart delt af næsten
aUe de andre Passagerer, der i stærke Ord
udtrykte deres Forbitrelse over Fredsfor
styrreren.
Den unge Mand havde ingen Lyst til at
nnjes med Ord alene, og besluttende, at
Genstanden for hans Kærlighed skulde vide,
at han vaagede over hendes Søvn, forkyndte
han i en høj Tone, at han uden Ophold
agtede at vække Snorkeren.
^I Henhold hertil nærmede han sig den
Køje, hvori den ulykkelige laa, drog Gar
dinet til Side, og, uden at forsøge i det
dæmpede Lys at opdage Snorkerens Ansigts
træk, rystede han ham voldsomt i Skulde
ren og sagde med høj Stemme, at han
burde skamme sig.
Den ækle Person gav fet søvnigt og ufor-
staaeligt Svar, men hørte dog op med at
snorke, og den unge Mand, der følte, at
han havde udrettet et stort Arbejde, krøb
igen i sin Køje og besluttede sig til at sove.
Den opnaaede Ro var kun kortvarig. Faa
Minutter efter begyndte Snorkeren igen,
héjere end før.
Snart blev der en almindelig Kalden
blandt Passagererne paa den unge Mand,
som allerede engang havde vist, at han
ønskede at beskytte dem. De bad ham staa
op og dræbe Uslingen, kaste et Fad Vand over
ham, eller i det mindste trække ham ud
paa Gulvet. I den Tro, hans Kæreste var
vaagen og ventede paa hans Svar, sprang
han atter op, bestemt paa at gøre sig for
tjent til hendes Taknemmelighed og Passage
rernes Beundring.
Med stor Tapperhed greb han fat i Snor
kerens Arm og trak pludselig den skyldige
Person ud af Køjen. Denne Gang blev Snor
keren helt vaagen.
Lad os drage et Glemselens Slør over
den paafølgende skrækkelige og haarrej-
sende Scene.
Det er tilstrækkeligt at meddele, at en
af de besynderligste Gale, paa et vist Sinds
sygehus, er en ung Mand, som bestandig
gentager:
„Hun snorkede! Min Gud, hun snorkede!“
idet han samtidig udgyder bitre Taarer.
D e n g a a d e f u l d e S k ø n h e d .
Fortælling fra forrige Aarhundredes
Slutning.
(Fortsættelse). x
„Jeg ved ikke, om De hørte forrige Fre
dag, at jeg sagde til Sir Wilfrid Amory,
at 'jeg havde en stor Bøn til ham? Jeg har
i Aften, medens vi tilfældig talte sammen,
faaet Lejlighed til at fremføre den. Han
sagde „Ja“. For en Uge siden drømte jeg
ikke om, at jeg skulde have Held med mig
saa snart. Men de fleste Ting her i Verden
kommer uventet, har jeg erfaret. Har De
ikke ogsaa det?“ -
„Jo — i den senere Tid,“ sagde jeg lav
mælt.
„Og Sir Wilfrid var meget imødekom
mende. Skal jeg fortælle Dem, hvad det
drejede sig om?“
„Hvis jeg beder Dem derom, saa siger
De det vel ikke. De har jo endnu ikke
sagt mig noget, som jeg ønskede at vide.“
„Men dette vil jeg dog sige Dem. Jeg
ønsker at sige Dem det. Det var i Grun
den derfor, at jeg adlød Lady Towers, da
hun bad mig gaa hen til Dem og vise Dem
Navnet i Stambogen. Sir Wilfrid Amory
har lovet -mig, at saa længe han er her,
skal jeg fungere som hans Sekretær i Ste
det for Mr. Jerome, som er bleven syg og
skal have Ferie i nogen Tid. Nu har jeg
vel overrasket Dem igen?“
„De har ikke gjort andet, siden første
Gang jeg saa Dem.“
„Men er De ked af det? Vil De eller
— Miss Wynne have noget imod, at Miss
Traill og jeg for en lille Tid bliver Gæster
i Deres Onkels Hus, daglige Omgangsfæller
med Dem selv? — For jeg antager, at det
bliver Enden paa det.“
Hun støttede sin Albue paa Bordet, holdt
Haanden under sin svagt rødmende Kind
og saa mig spørgende ind i Ansigtet. Mon
hun havde nogen Anelse om, hvilken Magt
hun i Virkeligheden havde over mig?
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulde svare,
og forblev i nogle Øjeblikke stum.
„Vær god og sig mig det,“ sagde hun
barnligt.
„Jeg kan svare for mig selv, at det skal
være mig en stor Glæde,“ stammede jeg.
Men samtidig med at jeg svarede, kom det
til at staa mig klart, at det, efter den Til
stand, hvori mit Hjerte var kommen iaften,
vilde være umuligt for mig i længere Tid
at være under Tag sammen med hende •—
og min Forlovede. Jeg maatte linde paa
en Udvej.
Medens det mærkelige Engagement, min
Onkel havde indladt sig paa efter kun at
have kendt vedkommende Dame i otte Dage,
stod paa, maatte jeg søge mig et Hjem
udenfor Sir Wilfrids Hus. Der var ikke
andet for mig at gøre-
„De kan ikke svare for —Miss Wynne?“
„Hvor skulde jeg kunne det?“
„Jeg ved,“ fortsatte Miss Hope i samme
ydmyge Tone som før, „at hun ikke kan
lide mig. Det har ikke været svært at se.
Hvorfor skulde hun ogsaa det? Og dog —
hvad er hun egentlig vred paa mig for ?
Jeg skal ikke komme hende i Vejen for
noget som helst. De — og hun — tror
naturligvis, at jeg har noget under det,
naar jeg søger Plads som Sekretær hos Sir
Wilfrid. I heldigste Fald tror De maaske,
at det er for at have den Ære at være i
Huset hos en stor Mand og blive intim med
hans Familie. Men jeg kan forsikre Dem,
Mr. Darkmore, at hvad saa end m it
Motiv er, noget saa ordinært er det ikke.
Jeg- mener virkelig at kunne udfylde Plad
sen. Det er ikke for at prale af noget,
men hvis jeg ikke havde skrevet min lille
Bog, som han havde læst og syntes godt
om, saa havde jeg ikke haft Mod til at til
byde min Tjeneste. Det Smule Forfatter
skab lod sig jo bruge som et Bevis for,
at jeg besad nogen Intelligens. Og jeg an
tog ikke, at Sir Wilfrid nu for Tiden laa
inde med Statshemmeligheder, som han ikke
turde betro en Kvinde. Forresten har jeg
forsøgt mig i Faget en Gang før. Det var
i Amerika, i Staten Louisiana, hvor jeg
boede. Der har jeg fungeret som Privat
sekretær i tre Uger for Statens Senator.
Det var min egen Skyld, at jeg ikke be
holdt Stillingen længere. Jeg har altsaa
Praksis i Faget, og jeg skal vise Dem, at
jeg kan bestille noget.“
Vi var fuldstændig gaaet op i hinanden.
Hun i mig, fordi hun vilde vinde mig for
sit Arrangement, og jeg i hende, fordi jeg
simpelthen havde glemt, at der var andre
Kvinder til i Verden. Det var derfor med
en Fornemmelse som en pludselig Opvaag-
nen, at vi hørte Lady Towers Stemme tæt
ved os.
„Mændene-er komne hjem igen,“ sagde
hun, „dem, der var sendt paa Jagt efter
Tigeren. Tænke sig: en T ig e rja g t i ens
egen private Have, i Hjertet af Surrey!
De har søgt alle mulige Steder, men der
var ikke Spor af Tigeren at finde. Saa jeg
haaber i det mindste, den har forføjet sig
saa langt bort, at vi er sikre for i Nat.
Maaske er det hele noget, som Jerome, der
jo var syg i Forvejen, har lavet i sin egen
opskræmte Fantasi. Mændene havde des
uden talt med Mr. Barnes, Menageriejeren,
og han havde faaet en Melding om, at man