S_FørOgNu

FØR OG NU

1. MARTS 1915

E t H e r k u l e s - A r b e j d e .

En virkelig Oplevelse til Søs.

r. 2 af „Før og N u“ indeholdt en For

tæ llin g om, hvorledes en Mand blev

Ejer af 1 M illion Pund Sterling (18 M illio

ner Kroner) ved i Løbet af syv Døgn at

flytte otte Tons (16,000 Pund) Guldstykker,

i Portioner paa to Pund, fra den ene Ende

af et 12 Meter langt Værelse til den anden.

Historien var godt opfunden og godt for

talt, og da jeg har oplevet en virkelig Be

givenhed af noget lignende Art, har jeg

tænkt, at det maaske kunde interessere

Bladets Læsere at sammenligne den opdig

tede H istorie med en Beretning om, hvad

der virkelig har tildraget sig.

Endnu den Dag i Dag, saa lang Tid efter

at Begivenheden fandt Sted, gyser det i

mig, hver Gang jeg mindes, hvad jeg og

mine Kammerater m aatte udstaa i over

fire skrækkelige Døgn. Det var ikke Penge,

men selve Livet, det drejede sig om — skønt

det ganske vist lykkedes os at føre et nyt,

kostbart Dampskib og dets Ladning velbe

holden i H avn ; vi bar ikke Byrder af to

Punds Vægt hen over et jævnt Stuegulv,

men skovlede Kul og tum lede med svære

Kornsække nede paa et Skibsdæk, der skraa-

nede som Taget paa et Hus. Vort

Arbejde foregik ikke i venlige Om

givelser, men ved det døsige Skær

fra daarligt lysende Lanterner, og

vor Føde var ikke lækre Retter, men

henkogte Sager og Skibskiks. I fire

og et halvt Døgn — 109 Timer, fik

vi ikke et Øjebliks Hvile, hvoraf

Pølgen var, at vi til&, sidst faldt i

Søvn midt under Arbejdet; og jeg

tror nok at turde sige, at vor Ud

holdenhed var lige saa beundrings

værdig som den, der udvistes af Man

den i den opdigtede Historie.

Men lad mig nu fortæ lle B egiven

heden, saaledes som den tildrog sig.

Jeg havde taget Hyre som tredje

Styrmand om Bord i et engelsk Damp

skib „Gresham“. Det var en Skrue

damper, bygget af Jern i 1872, af

1690 Tons Drægtighed, 180 Alen lan§’ 17

Alen bred og af 11 Alens Dybgaaende- Ma

skinen var paa 140 Hestekræfter.

Skibet var en Fragtdamper, men havde

paa Agterdækket Kahytter for Passagerer,

medens Officerernes Kahytter laa midtskibs.

I i skulde indtage en Ladning Korn i Mon

treal i Kanada og derfra gaa til London,

skønt Skibet slet ikke egnede sig til at

sejle med Korn, fordi det paa Grund af

Forholdet mellem dets Længde, Bredde og

Dybgaaende laa for højt paa Vandet. Aaret

i Forvejen havde flere Korndampere forladt

St. Lawrencefloden, men havde aldrig naaet

Jeres Bestemmelsessteder, og det var intet

Under, at Havnemyndighederne havde faaet

Skræk i Blodet. Vi havde derfor en af

Havneinspektørerne om Bord, mens vi la 

stede, og under hans Opsyn blev de neder-

ste Lastrum — til Held for os — .stuvede

Paa betryggende Maade. Vi kunde ikke gaa

ned ad Floden med fuld Ladning, men

maatte sejle til Quebec for at faa Resten

om Bord. Den bestod af Kornsække, som

blev anbragt i det øverste Lastrum umid

delbart under D æ k k et; men vi turde ikke

stuve Rummet h elt fuldt, fordi Skibet i

saa Tilfæ lde vilde faa for stor Ladning

over Vandlinien. Fra. Sækkene til Loftet

i Lastrummet var der derfor et tomt Rum

Paa omtrent halvanden Alens Højde, og

man havde ikke sørget for et Skillerum af

Brædder eller lignende, som kunde dele

Ladningen i to Dele langskibs — Omstæn

digheder, som senere blev skæbnesvangre

for os.

Før vi forlod Montreal, indtraf et af

disse Varsler, som alle Søfolk tillæ gger saa

stor Betydning. Skønt vor Ladning bestod

af Korn, forlod Rotterne Skibet, og man

kunde efter Solnedgang se dem spadsere i

I Land hen ad vore Fortøjninger. Fjerde Ma-

| skinmester blev fuldstændig opskræmt ved

denne Begivenhed og svor paa, at han ikke

vilde sejle med os, men lod sig dog omsider

overtale til at blive. Jeg kan ikke forstaa,

hvorfor Rotterne gik fra B orde; men et

gammelt Ord siger jo, at naar Rotterne for

lader Skibet, skal det gka under.

Ingen af Besætningen havde nogensinde

sejlet med Kornladning undtagen første

Styrmand, som ikke syntes rigtig om den

Maade, hvorpaa Kornsækkene var anbragt,

og spaaede, at det vilde gaa galt. Men

ingen ænsede hans Ord, Ankeret blev lettet,

og i smukt Vejr gled vi ned ad St. Law-

rencebugten, forbi Kap Breton og hen over

de store Nyfundlandsbanker. Vi haabede

alle paa en hurtig Overrejse, og ingen skæn

kede Ladningen m indste Tanke, førend Ba

rometeret en Dag begyndte at falde, og i

Løbet af Natten voksede Vinden til en

stærk Storm med Taage og tæ t Støvregn.

Logbogen for den 26. September viser

følgende Optegnelser:

„Tiltagende Storm. Om Formiddagen for

skubbede Ladning og Kulbeholdning sig, og

Skibet krængede over, saa at de tre Luger

kom under Vand. Alle Baadene skylledes

væk, Salonen og Dækskahytterne fyldtes

med Vand. Vandet trængte ogsaa ned i Kul

rummene og Maskinen og slukkede Ilden

under Kedlerne. Pumperne ubrugelige. Fra

Dags Dato Kl. 5 Eftermiddag til den 30.

ds. var hele Besætningen i uafbrudt Arbejde

med at flytte Ladning og Kul. Fik Skibet

paa ret Køl og fortsatte Rejsen.“

Jeg skal nu fortælle, hvad disse knappe

Optegnelser i Virkeligheden betød.

Vinden tog hurtig til i Styrke, saa at vi

kun turde føre Stormgaffelsejl og dobbelt

rebede T op sejl; men vi maatte hellere have

taget alle Sejl ind; thi Skibet tog svære

Overhalinger til Læ og syntes at krænge

altfor meget. Jeg stod netop i Begreb med

at tørne ind for Natten, da første Styr

mand, hvis Lukaf laa lige over mit, kom

ud og sagde til m ig: „Jeg tror, at noget

af Ladningen har forskubbet sig“, hvorpaa

han gik agterud for at tale med Kaptajnen.

Medens jeg stod alene paa Dækket, kom

der en Sø, sværere end nogen tidligere, og

idet Skibet duvede for den, forsvandt den

læ Skanseklædning under Vandet, og Kap

tajnen kom styrtende ud fra sin Kahyt.

„Ned med alle Klude !“ kommanderede han.

Men det var for sent. Førend vi fik Sej

lene ind, kom tredje Maskinmester krav

lende hen ad Dækket, som allerede hæ l

dede meget stærkt, og meldte, at Kullene

i forreste Kulrum var begyndt at rutsche

over i den læ Side, hvorved de nær havde

dræbt en af Fyrbøderne.

Roret blev lagt ned for at bringe Skibets

Stævn op mod Søerne, og idet Kursen for

andredes, mærkede vi, hvor voldsom Stor

men var. Skibet lystrede Roret og tog-en

vældig Sø agterind for den midtskibs Kahyt,

saa Skummet stod op om Skorstenen. Der-

paa kom en anden Bølge rullende, saa høj

som et Bjærg, Skibet duvede stærkt ned

til Læ i Bølgedalen, og Bølgen skjulte Ud

sigten foran os; saa ramte den Skibet med

frygtelig Kraft, knuste den styrbords Red-

ningsbaad, Vandet strømmede ind over Dæk

ket, og Fartøjet krængede saa voldsomt

over til Læ, at vi alle troede, at det vilde

vende Bunden i Vejret med det samme.

Det rejste sig dog igen med en langsom,

tung Bevægelse, men blev saa liggende med

hele den læ Skanseklædning under de sy 

dende Bølger. Det var et skrækkeligt Øje

b lik ! Stormen hylede. Regn og Taage skjulte

Horisonten til alle Sider, og til Luvard for

os havde vi de larmende, skumklædte Bøl

ger, som slog mod Skibets Side og sendte

Skummet hen over vore Hoveder i store

Byger.

Skibet laa fuldstændig hjadpeløst, og dets

Besætning var ikke bedre stillet; thi Red-

ningsbaadene var knuste, saa at vi ikke

kunde forlade Skuden. Fra Fyrrummet lød

der vrede Udraab og Eder, og da jeg kig

gede derned, saa jeg første Maskinmester

komme op ad Jerntrappen med et forvildet

Udtryk i Ansigtet, medens Vandet skvul

pede omkring de skrækslagne Mænd der

nede, som søgte at redde sig op af det.

„Kaptajn! V an det!“ stammede Maskin

mesteren.

„Hvad er der med Vandet ?“ spurgte Kap

tajnen.

„Det kommer ind i Tøndevis og har slaaet

Pladerne i Fyrrummet løse.“

„Hvor kommer det fr a ? “

„Jeg ved det ikke,“ svarede Maskinmeste

ren halvt grædende. „Folkene der

nede ligger og beder til Gud og vil

ikke arbejde.“

„Kom med, F olkens!“ raabte Kap

tajnen til os og ilede ned ad Trap

pen til Maskinrummet. Vi fulgte efter

h am ; men det Syn, vi saa dernede,

yar skrækindjagende. Vandet, som

var sort af Kulstøv, slog op ad Rum

mets Sider; inde i et af Kulrummene

klyngede to rædselslagne Fyrbødere

sig til en af Dørene, medens en anden,

som paa en eller anden Maade havde

faaet sig fastgjort til en Jærnring i

Væggen, laa paa Knæ og bad. Van

det stod over to Alen højt og havde

allerede slukket Fyrene under Ked

lerne til Læ.

Vi opdagede, at Vandet kom fra

Kulrummene, og en nøjere Undersø

gelse viste, at det strømmede ned i disse

gennem en Dæksluge, som var helt under

Vand. Vi forsøgte at stoppe Lugen med

nogle Madrasser, som blev holdt paa deres

Plads ved Afstivere fra Dækket under neden;

men Vandet trængte alligevel ind og sluk

kede til sidst alle Fyrene, da det nu var

stegen til en Højde af 5—6 Alen. Forinden

havde Maskinmesteren prøvet paa at sætte

Damppumperne i Gang; men de viste sig

at være ubrugelige, fordi Rørene straks

blev tilstoppede af Snavs og Kulstøv, som

Vandet førte med sig.

Da vi igen kom op paa Dækket fra Ma

skinrummet, hvor vi ikke kunde gøre nogen

Nytte, var Uvejret taget til. Stormen peb

og hylede i Skibets Rig, Bølgeskummet stod

uafbrudt ind over den luv Ræling, til Læ

sydede og kogte Vandet, og Skibet selv var

hjælpeløst. Situationen kunde nok tage

Modet fra den kæ kk este; men Besætningen

bestod af modige Folk, som endnu vilde

vove en Dyst for deres Liv.

Vi begav os igen ned under Dækket, fik

savet et Hul i en af Skodderne tværskibs

og kom igennem det ind i Lastrummet,

hvor det viste sig, at alle Kornsækkene

havde forskudt sig over til den læ Side.

Jeg fo’r op og meldte det til Kaptajnen.

„Alle Mand derned!“ raabte han. „Kok,

Proviantforvalter og det h e le ! Ned og faa

Sækkene over i den luv S id e! Maskinme

steren maa sæ tte sine Folk i Gang med

at flytte K ullene!“

Vi havde lige givet os i Fa;rd med Ar

bejdet, da der indtraf en Hændelse, som

na*r havde gjort Ende paa mit Liv. Jeg

var gaaet ben til Tømmermandens Lukaf

for at hente en Økse, da der kom en væl

dig Sø og skyllede mig over Bord; men

idet jeg blev revet med af Vandet,

mærkede