S_FørOgNu

1. MARTS 1915

FØR OG NU

tre-fire Mil her fra mente at have set Dy

ret. Jeg syntes, jeg burde fortælle Dem

dette for at forskaane Dem for onde Drømme

i Nat. Forhaabentlig vil det skrækkelige

Dyr i Løbet af Dagen imorgen være ind

fanget og Skrækken dermed overstaaet.“

„Ved De hvad — jeg er lige ved at mis

unde Mr. Jerome det Tiger-Eventyr,“ lo

Miss Hope.

XII. Kapitel.

En Sam tale bag Gardinet.

Mr. Jerome var for syg til at kunne staa

op den paafølgende Morgen. Det var ikke

noget alvorligt, sagde han imidlertid, da

han med nervøs Pirrelighed afslog at se

en Doktor hos sig. Men man behøvede blot

at se paa hans Ansigt for at overbevise

sig om, at idag simulerede han ikke.

„Er det nu ikke mærkeligt, Mr. Dark-

more,“ sagde han til mig, da jeg stod ved

hans Seng, efter med nogen Overvindelse

at have besluttet mig til for Skams Skyld

at se til ham, „meget mærkeligt, saaledes

som min Sygdom begyndte. Jeg skal nem

lig sige Dem: det med Hovedpinen igaar

var egentlig ikke sandt. Men, ser De, jeg

vilde helst være fri for at komme ned til

Middagsbordet; der var saa mange Frem

mede. Jeg blev saa paa mit Værelse og

skrev nogle Breve, og deriblandt var et

Par Stykker, som — som jeg syntes var af

saadan Vigtighed, at jeg fandt det forsig-

tigst selv at bringe dem paa Posthuset.“

At dette var Usandhed, vidste jeg jo;

men den Hemmelighed, han vilde dække

over, var uden Tvivl mere Paulas end hans,

og skønt jeg ikke havde synderligt tilovers

for Manden, kunde jeg dog ikke bekvemme

mig til rent ud at sige til ham, at han løj.

Jeg gjorde ingen Bemærkning til hans Hi

storie, men ventede ganske rolig, til han

havde faaet Vejret igen og kunde køre

videre.

„Saa var Lady Towers saa god at sende

Middagsmaden op til mig,“ fortsatte han

med mat Stemme, „der var baade Rødvin

og Sherry med paa Bakken. Jeg drak ikke

meget af Vinen, kun et Par Glas af hvert,

men om det var mig selv, der havde en

underlig Smag i Munden, eller det var

Vinen, som var anderledes, end den plejer

at være, det véd jeg ikke; men der var

noget aparte ved den, noget løjerligt bittert.

Jeg tænkte ikke videre over Tingen, før

end jeg et Par Timer efter kom ud at gaa

paa Vejen til Posthuset — saa blev jeg

paa en Gang saa underlig. Det var, lige

som jeg var søsyg, Hjertet bankede stærkt,

og jeg blev ganske svimmel i Hovedet. Jor

den under mig gyngede op og ned ligesom

Bølgerne paa Søen, og jeg gik, ligesom jeg

traadte Vande. Jeg er vis paa, at det var,

fordi jeg havde det saadan, snarere end

fordi jeg var bange for det vilde Dyr, at

jeg blev saa daarlig tilsidst, at jeg besvi

mede. Jeg vidste slet ikke af mig selv at

sige, men jeg haaber ikke, at jeg sagde

alt for meget Vaas. Hørte De noget af det,

jeg sagde’?“

„De sagde meget lidt,“ svarede jeg.

„Det. var da godt.“ Han saa helt oplivet

ud. „Men hvad er Deres Mening, Mr. Dark-

more? Kan der være kommet noget i den

Vin? Jeg ved ikke af, at der er noget

Menneske her, som kunde ønske mig af

Vejen, ellers kunde man jo tro det værste;

men det er da ganske utænkeligt.“

„Naturligvis. Hvis jeg var Dem, vilde

jeg slet ikke tænke paa saadan noget.“

Jeg svarede meget bestemt, men for mig

selv kunde jeg ikke nægte, at hans Beret

ning havde vakt en uhyggelig Mistanke

hos mig. en Mistanke, som jeg gjorde mig

den største Umage for at bortvise.

„Jeg ved ikke af, at der er noget Menne

ske her, som kunde ønske mig af Vejen,“

havde han sagt. Var der ikke en, hvis In

teresser hans Sygdom havde fremmet —

en, der i denne Aften havde taget det som

en given Ting, at han ikke blev arbejds

dygtig for det første? Det var Vanvid at

nære en saadan Tanke, saa vist som det

var stygt og uretfærdigt. Hvorledes skulde

hun desuden have faaet Lejlighed til at

komme noget i Jeromes Vin, selv om hun

havde haft Vilje til at være saa samvittig

hedsløs?

Jeg vilde slet ikke tænke derpaa. Je

rome var i hvert Fald tilsyneladende ikke

f a r lig syg. En Smule Hovedpine, noget

Hjertebanken, lidt Mathed i Kroppen —

det kan et Menneske faa af saa mange

Aarsager.

— Onkel Wilfrid havde ikke sagt noget

til mig om den ny Sekretær, der havde til

budt ham sin Assistance. OmAftenen havde

der været liden eller ingen Lejlighed for

ham til at faa det sagt, og idag havde jeg

kun set ham, medens vi spiste Frokost.

Men jeg var ikke i Tvivl om, at han ikke

blot vilde sige det til mig, men at hele

Huset direkte eller indirekte vilde blive

sat i Kundskab om det — og at man vilde

kommentere det pikante Engagement hver

paa sin Vis i Krogene.

Jeg havde belavet mig paa at skulle ind

træde i min gamle Plads igen for en Dag

eller to, da Hændelsen med Jérôme indtraf.

Men efter det, jeg havde erfaret af Miss

Hope iaftes, var jo min Tjeneste overflødig.

Nu ventede jeg kun paa den officielle Be

kræftelse, paa hendes Udnævnelse fra min

Onkel selv.

Idet jeg forlod Jeromes Værelse, gik jeg

et Stykke ned ad Korridoren for at banke

paa hos min Onkel, men just som jeg var

lige ved hans Dør, blev den aabnet, og

Paula kom ud.

Jeg havde set mange Slags Følelser af

spejle sig paa Paulas Ansigt i de Aar, vi

havde tilbragt sammen under min Onkels

Tag. Jeg havde set det straale af Tilfreds

hed, lyne af Trods, tungsindigt af Sorg, ja,

endog vansiret af Vrede. Men aldrig havde

jeg set det med et Udtryk som det idag.

Hvert et Spor af Skønhed og Kvindelighed

var som blæst bort af det. Hele Ansigtet

var purpurrødt, Øjenbrynene trukne i Vej

ret i store Buer, Læberne fortrukne af den

vildeste Arrighed, Næseborerne var vidt

opspilede, og hendes Øjne syntes næsten

blodunderløbne.

„Paula!“ udbrød jeg bestyrtet.

Hun greb mig i Armen og rykkede mig

bort fra Døren med en Kraft, saa jeg nær

var gaaet bagover.

„Følg med mig,” hviskede hun hæst, „jeg

har noget at sige Dig. Der henne i Vinduet

kan vi staa, saa trækker vi Gardinet for,

at ingen ser os.“

Jeg fulgte hende uden at gøre Modstand,

og et Øjeblik efter havde et Par svære,

røde Gardiner lukket for os til Korridoren'

„Hvad er der sket?“ spurgte jeg. angst

for at høre noget forfærdeligt.

„Vi er simpelthen ruinerede. — det

er, hvad der er sket! Aa, jeg vidste det jo,

jeg saa lige fra først af, hvordan det vilde

ende!“

„Vil Du forklare Dig nærmere?“ indskød

jeg, i Haab om at min Ro kunde dæmpe

hendes Ilterhed.

„Jo — jo, jeg skal forklare mig nærmere.

Ved Du, hvad det Kvindemenneske har

gjort? — Hende, som Du har ført sammen

med Onkel Wilfrid, og som gaar under

Navnet Miss Hope — hvad hun slet ikke

hedder. Ja, Du har maaske selv været hende

behjælpelig dermed fra først af! Nu sidder

hun hos Onkes Wilfrid, og lader som hun

skriver; hun skal agere .Privatsekretær“,

kan Du tænke Dig, for derigennem at naa

sit Maal.“

„Aa — hvis det er alt —,“ udbrød jeg;

men Paula afskar mig brat Ordet.

„Det er ikke alt. Det er kun Begyndel

sen. Jeg kom sent til Frokosten, som Du

ved, sov jeg over mig ! Hverken Onkel Wil

frid eller K v in d em en n e sk e t var ved

Bordet; de var allerede gaaet. Jeg traf kun

Mr. Dermot, Sangeren, og han fortalte mig

ikke noget, om han i det hele taget vidste

noget. Jeg blev hurtig færdig med at spise

og gik op paa Onkel Wilfrids Arbejdsvæ

relse. Jeg ventede naturligvis at træffe

ham alene eller maaske Dig i Færd med

at hjælpe ham med hans Arbejde. Han vai

der, og hun var inde hos ham. Jeg blev

bestyrtet, harmfuld og lod dem tydeligt

nok seedet. Det var hende, ikke Onkel Wil

frid, der først talte til mig. Men saa fort

satte han og sagde, at hun skulde bo hos

os paa Portmans Plads og følge med til

Essex, — ja, og hende, den lille Tudse med

det væmmelige Dyr, skulde ogsaa bo hos

os. Stakkels Jerome var sat udenfor for

hendes Skyld — skulde en Tur paa Landet

for at rekreere sig! Han behøver [saamænd

ikke at gøre sig nogen Ulejlighed med at

komme tilbage, førend hun har sat sin

Vilje igennem og er bleven Onkel Wilfrids

Kone. Saa er hun færdig med sit Skriveri.

Saa skal hun være Dame for fø rste Gang

i sit Liv!“

„Tys, Paula!“ advarede jeg, da liendep

Stemme lød skingrende ud paa Gangen,

medens hun kom med dette Udbrud. „Man

kan jo høre Dig over hele Huset! Betænk

dog, hvor Du er!“

„Hvad bryder jeg mig om, hvad man

mener her i Huset?“ svarede hun. „Hvor

tø r Du tale til mig, som om jeg var et

uartigt Barn. Kan Du da ikke se, hvad

dette fører til? Er Du saa dum? Onkel

Wilfrid er jo fra Forstanden, komplet util

regnelig; der maa nogen tage sig af ham.

Det er Dig, der er nærmest til det. Jeg

har sagt og gjort, hvad jeg kunde. Fra nu

af taler jeg ikke et Ord mere til Onkel

Wilfrid, førend han har lovet at sende den

Forræderske hen, hvor hun hører hjemme.

„Hvad har Du da gjort?“ spurgte jeg for

færdet; thi skønt jeg aldrig havde set hende

være i den Grad ude af sig selv som nu,

kendte jeg hendes heftige Sind og vidste,

at hun havde svært ved at styre sin Tunge,

naar hun kom i Affekt.

„Gjort? Jeg har brudt med ham. Jeg hai

sagt, at det maatte blive hende eller mig

— han kunde ikke beholde os begge. Jeg

har ydermere sagt ham, hvad hun er for

en — hvad det er for et Væsen, han for

langer, at jeg skal tage imod som Gæst og

behandle som min Ligestillede.

Ty ende

— en ganske

alm indelig T j e n e s t e p i g e .

„Hvad mener Du?“ spurgte jeg.

„Jeg mener, at jeg allerede for otte Dage

siden klart forudsaa, hvad der nu er ske^.

Jeg sa<å, at hvis det skete, maatte Du og

jeg skilles. Vi vilde begge blive saa godt

som forarmede uden Onkel Wilfrids 1enge,

og uden dem kunde vi ikke gifte os

Tiggere! Vi havde Lov til at gøre Regning

paa hans Penge, for vi er bievne opdiagne

i den Tro, at hvad han efterlod sig skulde

være vort, og vi har lagt vore Planei ei

efter. Jeg laa vaagen hele den Nat og

tænkte uafbrudt derpaa, og hvad Je" sa

Dagen efter, gjorde mig ikke roligere, NoD