1. MARTS 1915
FØR OG NU
tre-fire Mil her fra mente at have set Dy
ret. Jeg syntes, jeg burde fortælle Dem
dette for at forskaane Dem for onde Drømme
i Nat. Forhaabentlig vil det skrækkelige
Dyr i Løbet af Dagen imorgen være ind
fanget og Skrækken dermed overstaaet.“
„Ved De hvad — jeg er lige ved at mis
unde Mr. Jerome det Tiger-Eventyr,“ lo
Miss Hope.
XII. Kapitel.
En Sam tale bag Gardinet.
Mr. Jerome var for syg til at kunne staa
op den paafølgende Morgen. Det var ikke
noget alvorligt, sagde han imidlertid, da
han med nervøs Pirrelighed afslog at se
en Doktor hos sig. Men man behøvede blot
at se paa hans Ansigt for at overbevise
sig om, at idag simulerede han ikke.
„Er det nu ikke mærkeligt, Mr. Dark-
more,“ sagde han til mig, da jeg stod ved
hans Seng, efter med nogen Overvindelse
at have besluttet mig til for Skams Skyld
at se til ham, „meget mærkeligt, saaledes
som min Sygdom begyndte. Jeg skal nem
lig sige Dem: det med Hovedpinen igaar
var egentlig ikke sandt. Men, ser De, jeg
vilde helst være fri for at komme ned til
Middagsbordet; der var saa mange Frem
mede. Jeg blev saa paa mit Værelse og
skrev nogle Breve, og deriblandt var et
Par Stykker, som — som jeg syntes var af
saadan Vigtighed, at jeg fandt det forsig-
tigst selv at bringe dem paa Posthuset.“
At dette var Usandhed, vidste jeg jo;
men den Hemmelighed, han vilde dække
over, var uden Tvivl mere Paulas end hans,
og skønt jeg ikke havde synderligt tilovers
for Manden, kunde jeg dog ikke bekvemme
mig til rent ud at sige til ham, at han løj.
Jeg gjorde ingen Bemærkning til hans Hi
storie, men ventede ganske rolig, til han
havde faaet Vejret igen og kunde køre
videre.
„Saa var Lady Towers saa god at sende
Middagsmaden op til mig,“ fortsatte han
med mat Stemme, „der var baade Rødvin
og Sherry med paa Bakken. Jeg drak ikke
meget af Vinen, kun et Par Glas af hvert,
men om det var mig selv, der havde en
underlig Smag i Munden, eller det var
Vinen, som var anderledes, end den plejer
at være, det véd jeg ikke; men der var
noget aparte ved den, noget løjerligt bittert.
Jeg tænkte ikke videre over Tingen, før
end jeg et Par Timer efter kom ud at gaa
paa Vejen til Posthuset — saa blev jeg
paa en Gang saa underlig. Det var, lige
som jeg var søsyg, Hjertet bankede stærkt,
og jeg blev ganske svimmel i Hovedet. Jor
den under mig gyngede op og ned ligesom
Bølgerne paa Søen, og jeg gik, ligesom jeg
traadte Vande. Jeg er vis paa, at det var,
fordi jeg havde det saadan, snarere end
fordi jeg var bange for det vilde Dyr, at
jeg blev saa daarlig tilsidst, at jeg besvi
mede. Jeg vidste slet ikke af mig selv at
sige, men jeg haaber ikke, at jeg sagde
alt for meget Vaas. Hørte De noget af det,
jeg sagde’?“
„De sagde meget lidt,“ svarede jeg.
„Det. var da godt.“ Han saa helt oplivet
ud. „Men hvad er Deres Mening, Mr. Dark-
more? Kan der være kommet noget i den
Vin? Jeg ved ikke af, at der er noget
Menneske her, som kunde ønske mig af
Vejen, ellers kunde man jo tro det værste;
men det er da ganske utænkeligt.“
„Naturligvis. Hvis jeg var Dem, vilde
jeg slet ikke tænke paa saadan noget.“
Jeg svarede meget bestemt, men for mig
selv kunde jeg ikke nægte, at hans Beret
ning havde vakt en uhyggelig Mistanke
hos mig. en Mistanke, som jeg gjorde mig
den største Umage for at bortvise.
„Jeg ved ikke af, at der er noget Menne
ske her, som kunde ønske mig af Vejen,“
havde han sagt. Var der ikke en, hvis In
teresser hans Sygdom havde fremmet —
en, der i denne Aften havde taget det som
en given Ting, at han ikke blev arbejds
dygtig for det første? Det var Vanvid at
nære en saadan Tanke, saa vist som det
var stygt og uretfærdigt. Hvorledes skulde
hun desuden have faaet Lejlighed til at
komme noget i Jeromes Vin, selv om hun
havde haft Vilje til at være saa samvittig
hedsløs?
Jeg vilde slet ikke tænke derpaa. Je
rome var i hvert Fald tilsyneladende ikke
f a r lig syg. En Smule Hovedpine, noget
Hjertebanken, lidt Mathed i Kroppen —
det kan et Menneske faa af saa mange
Aarsager.
— Onkel Wilfrid havde ikke sagt noget
til mig om den ny Sekretær, der havde til
budt ham sin Assistance. OmAftenen havde
der været liden eller ingen Lejlighed for
ham til at faa det sagt, og idag havde jeg
kun set ham, medens vi spiste Frokost.
Men jeg var ikke i Tvivl om, at han ikke
blot vilde sige det til mig, men at hele
Huset direkte eller indirekte vilde blive
sat i Kundskab om det — og at man vilde
kommentere det pikante Engagement hver
paa sin Vis i Krogene.
Jeg havde belavet mig paa at skulle ind
træde i min gamle Plads igen for en Dag
eller to, da Hændelsen med Jérôme indtraf.
Men efter det, jeg havde erfaret af Miss
Hope iaftes, var jo min Tjeneste overflødig.
Nu ventede jeg kun paa den officielle Be
kræftelse, paa hendes Udnævnelse fra min
Onkel selv.
Idet jeg forlod Jeromes Værelse, gik jeg
et Stykke ned ad Korridoren for at banke
paa hos min Onkel, men just som jeg var
lige ved hans Dør, blev den aabnet, og
Paula kom ud.
Jeg havde set mange Slags Følelser af
spejle sig paa Paulas Ansigt i de Aar, vi
havde tilbragt sammen under min Onkels
Tag. Jeg havde set det straale af Tilfreds
hed, lyne af Trods, tungsindigt af Sorg, ja,
endog vansiret af Vrede. Men aldrig havde
jeg set det med et Udtryk som det idag.
Hvert et Spor af Skønhed og Kvindelighed
var som blæst bort af det. Hele Ansigtet
var purpurrødt, Øjenbrynene trukne i Vej
ret i store Buer, Læberne fortrukne af den
vildeste Arrighed, Næseborerne var vidt
opspilede, og hendes Øjne syntes næsten
blodunderløbne.
„Paula!“ udbrød jeg bestyrtet.
Hun greb mig i Armen og rykkede mig
bort fra Døren med en Kraft, saa jeg nær
var gaaet bagover.
„Følg med mig,” hviskede hun hæst, „jeg
har noget at sige Dig. Der henne i Vinduet
kan vi staa, saa trækker vi Gardinet for,
at ingen ser os.“
Jeg fulgte hende uden at gøre Modstand,
og et Øjeblik efter havde et Par svære,
røde Gardiner lukket for os til Korridoren'
„Hvad er der sket?“ spurgte jeg. angst
for at høre noget forfærdeligt.
„Vi er simpelthen ruinerede. — det
er, hvad der er sket! Aa, jeg vidste det jo,
jeg saa lige fra først af, hvordan det vilde
ende!“
„Vil Du forklare Dig nærmere?“ indskød
jeg, i Haab om at min Ro kunde dæmpe
hendes Ilterhed.
„Jo — jo, jeg skal forklare mig nærmere.
Ved Du, hvad det Kvindemenneske har
gjort? — Hende, som Du har ført sammen
med Onkel Wilfrid, og som gaar under
Navnet Miss Hope — hvad hun slet ikke
hedder. Ja, Du har maaske selv været hende
behjælpelig dermed fra først af! Nu sidder
hun hos Onkes Wilfrid, og lader som hun
skriver; hun skal agere .Privatsekretær“,
kan Du tænke Dig, for derigennem at naa
sit Maal.“
„Aa — hvis det er alt —,“ udbrød jeg;
men Paula afskar mig brat Ordet.
„Det er ikke alt. Det er kun Begyndel
sen. Jeg kom sent til Frokosten, som Du
ved, sov jeg over mig ! Hverken Onkel Wil
frid eller K v in d em en n e sk e t var ved
Bordet; de var allerede gaaet. Jeg traf kun
Mr. Dermot, Sangeren, og han fortalte mig
ikke noget, om han i det hele taget vidste
noget. Jeg blev hurtig færdig med at spise
og gik op paa Onkel Wilfrids Arbejdsvæ
relse. Jeg ventede naturligvis at træffe
ham alene eller maaske Dig i Færd med
at hjælpe ham med hans Arbejde. Han vai
der, og hun var inde hos ham. Jeg blev
bestyrtet, harmfuld og lod dem tydeligt
nok seedet. Det var hende, ikke Onkel Wil
frid, der først talte til mig. Men saa fort
satte han og sagde, at hun skulde bo hos
os paa Portmans Plads og følge med til
Essex, — ja, og hende, den lille Tudse med
det væmmelige Dyr, skulde ogsaa bo hos
os. Stakkels Jerome var sat udenfor for
hendes Skyld — skulde en Tur paa Landet
for at rekreere sig! Han behøver [saamænd
ikke at gøre sig nogen Ulejlighed med at
komme tilbage, førend hun har sat sin
Vilje igennem og er bleven Onkel Wilfrids
Kone. Saa er hun færdig med sit Skriveri.
Saa skal hun være Dame for fø rste Gang
i sit Liv!“
„Tys, Paula!“ advarede jeg, da liendep
Stemme lød skingrende ud paa Gangen,
medens hun kom med dette Udbrud. „Man
kan jo høre Dig over hele Huset! Betænk
dog, hvor Du er!“
„Hvad bryder jeg mig om, hvad man
mener her i Huset?“ svarede hun. „Hvor
tø r Du tale til mig, som om jeg var et
uartigt Barn. Kan Du da ikke se, hvad
dette fører til? Er Du saa dum? Onkel
Wilfrid er jo fra Forstanden, komplet util
regnelig; der maa nogen tage sig af ham.
Det er Dig, der er nærmest til det. Jeg
har sagt og gjort, hvad jeg kunde. Fra nu
af taler jeg ikke et Ord mere til Onkel
Wilfrid, førend han har lovet at sende den
Forræderske hen, hvor hun hører hjemme.
„Hvad har Du da gjort?“ spurgte jeg for
færdet; thi skønt jeg aldrig havde set hende
være i den Grad ude af sig selv som nu,
kendte jeg hendes heftige Sind og vidste,
at hun havde svært ved at styre sin Tunge,
naar hun kom i Affekt.
„Gjort? Jeg har brudt med ham. Jeg hai
sagt, at det maatte blive hende eller mig
— han kunde ikke beholde os begge. Jeg
har ydermere sagt ham, hvad hun er for
en — hvad det er for et Væsen, han for
langer, at jeg skal tage imod som Gæst og
behandle som min Ligestillede.
Et
Ty ende
— en ganske
alm indelig T j e n e s t e p i g e .
„Hvad mener Du?“ spurgte jeg.
„Jeg mener, at jeg allerede for otte Dage
siden klart forudsaa, hvad der nu er ske^.
Jeg sa<å, at hvis det skete, maatte Du og
jeg skilles. Vi vilde begge blive saa godt
som forarmede uden Onkel Wilfrids 1enge,
og uden dem kunde vi ikke gifte os
0
Tiggere! Vi havde Lov til at gøre Regning
paa hans Penge, for vi er bievne opdiagne
i den Tro, at hvad han efterlod sig skulde
være vort, og vi har lagt vore Planei ei
efter. Jeg laa vaagen hele den Nat og
tænkte uafbrudt derpaa, og hvad Je" sa
Dagen efter, gjorde mig ikke roligere, NoD