S_FørOgNu

1. MARTS 1915

PRÆMIE-KUPON

Nr. 2.

„FØR OG NU“

1. MARTS 1915.

FØR OG NU

. 5

jeg et Tov glide gennem Haanden paa mig.

Jeg greb til og fik mig halet om Bord igen,

men opdagede, at jeg havde flækket Næsen

mod den skarpe Kant af en Luge. I Salo

nen fik jeg noget Salve og en Linnedklud

anbragt paa Saaret, men maatte sæ tte mig

lidt derinde, fordi Slaget havde været saa

voldsomt, at jeg var bleven ganske for

tum let deraf, og da jeg atter vilde fort

sæ tte mit Arbejde, smertede Saaret saa

stærkt, at jeg maatte holde op og i Stedet

for tage Vagten den første Nat.

Jeg glemmer aldrig disse tolv ensomme

Timer paa Dækket af et halvkæntret Skib

midt i en hylende Storm, og jeg skammer

mig ikke ved at tilstaa, at jeg var nær ved

at opgive alt Haab om Redning. Som jeg

sad der i Mørket, gennemblødt af Regn og

Havvand, og hørte Vandet skvulpe op ad

Væggene i Maskinrummet, forekom det mig,

at jeg saa ned i min egen Grav, og jeg op-

sendte et inderligt Ønske om, at Dagen

snart vilde indfinde sig.

Omsider brød Morgenen frem, og jeg var

glad ved at kunne forlade min Vagt og gaa

ned fo l at hjælpe til med at stuve Korn

sækkene om. Dette Arbejde foretog vi paa

følgende Maade. Langs med Støtterne m idt

skibs, som bærer Dæksplankerne, blev der

slaaet Brædder, saa disse dannede en Slags

Barrikade. Derefter blev Sækkene løftede

over den

og an-

• bragte i

den luv

Side af

Last

rummet

og kun

de nu

paa

Grund

af Barri

kaden

ikke me

re glide

nediLæ-

siden.

Fyrbø

derne bar sig ad paa samme Maade med

Kullene.

Vi arbejdede ivrigt, da vi vel vidste, at

det gjaldt Liv eller Død. Men det var et

frygteligt anstrengende Arbejde, og af og

til maatte vi standse en kort Tid for at

hvile os; men ingen tænkte paa Søvn eller

regelmæssige Maaltider. Naar vi følte Trang

dertil, skyndte vi os at sluge en Bid hen

kogt Kød og en Beskøjt og saa tilbage til

Arbejdeti Om Madlavning var der ikke Tale,

Ilden i Kabyssen var slukket af Vandet,

og det var desuden forbundet med Fare at

komme derné|d.

Uafbrudt fortsattes Arbejdet. Vi vidste

ikke, om det var Dag eller Nat, og saa

ikke andet Lys end de døsige Lanterner

nede i Lasten. Jeg havde ikke troet det

muligt, at Mennesker kunde arbejde saa

længe uden H vile; men desuagtet var der

ingen, der tænkte paa at unddrage sig Ar

bejdet.

Da det første Døgn var forløbet, tog

Stormen lidt af, og vort Mod voksede; men

alligevel var Udsigterne alt andet end lyse,

og dersom en ny Storm rejste sig, hvilket

meget let kunde ske paa denne Aarstid,

vilde vi være fortabte.

Det næste Døgn g ik ; men endnu viste

Skibet intet Tegn til at ville rejse sig.

Om vi dog blot kunde faa en Sejler i S ig te !

\ i vilde øjeblikkelig have forladt vort Skib,

dersom et andet Fartøj havde vist sig;

men det skete ikke, og der var ikke

andet at gøre end at vedblive med at flytte

Kornsækkene.

Efterhaanden som Time for Time forløb,

og vore Kræfter svandt, uden at vort Ar

bejde lod til at ville give noget Resultat,

begyndte Besætningen at tabe Modet. Jeg

talte med anden Styrmand derom, og vi

blev enige om, at det vilde være det bed

ste at gemme al Spiritus, for at Folkene

ikke skulde bemægtige sig den og drikke

Snit ajSkikt paa

Ttf

Kot, visende,,

hvorledes SceKKent vare stuueåe,

meA ¿1 tomi üum ooer dem

sig fra Sans og Samling. Vi listede os der

for bort og skjulte Brændevinen bag nogle

Kornsække.

Der var nu gaaet fire Døgn, siden Skibet

havde krænget- over, og hele Tiden havde

vi været beskæftigede med vort opslidende

Arbejde. Naar en Havnearbejder i ni Timer

har tum let med Kasser og Sække, mener

han, at han har gjort et forsvarligt Dags

værk og har fortjent sin Nattesøvn. Men

vi havde allerede arbejdet ti Gange saa

længe uden at faa Søvn i Øjnene, og nu

var det ogsaa snart forbi med vore Kræf

ter. Nu og da segnede en Mand ned paa

en Sæk, naar han vilde tage fat i den, og

faldt i Søvn oven paa den, og vore Hæn

der var bievne saa ømme, at vi næppe

kunde løfte Sækkene.

Endelig, da den sidste Rest af Kræfter

var i Begreb med at forlade os, begyndte

Skibet at rejse sig.

Hvad Dødsangsten ikke havde været i

Stand til, det bevirkede nu Haabet: vi gik

paany i Gang med at flytte Sækkene, skønt

vi stadig arbejdede som i en Døs, og ende

lig Kl. fem om Eftermiddagen var vort Skib

igen paa ret Køl.

Kaptajnen kaldte alle Mand paa Dækket

og befalede dem at tørne ind i deres Køjer,

medens han selv tog Vagten. Jeg kan huske,

at jeg tum lede som en beruset ind i mit

Lukaf,

hvor jeg

smed

m ig paa

min

Køje,

___________________ som jeg

V a n d t i n i t

g i k O g

stod,

med

Støvler

og alle

Klæder -

S fti6 et.d a det uar kränget ouer

A B a r r i k a d e n .

B " R u m m e t , i j u o r t i l

Scefckene. ¿teue jfgfledo

ne paa.

Vi fik

kun Lov

til at

sove i

4 T im er; thi skønt den værste Fare var over-

staaet, var der endnu m eget at gøre i Skibet.

Først maatte Maskinrummet igen sæ ttes i

brugbar Stand. Sugepumperne blev bragte

op paa Dækket og rensede for Snavs og

Kulstøv, som havde sat sig i Rørene, der

paa blev Vandet pumpet op fra Rummet,

og Kul og Smuds, som Vandet havde ført

med sig, blev fjernet. Omsider blev Fyrene

tændte under Kedlerne, og snart piskede

Skruen igen A tlanterhavets Bølger.

1 disse fire skrækkelige Døgn havde vi

ikke set en eneste S ejler; men et Par Timer

før vi blev færdige med vort Arbejde, pas

serede et Barkskib tæ t forbi o s ; men nu

faldt det os ikke ind at forlade vort eget

Fartøj. Jeg hørte en af vore Matroser mumle

over til det fremmede Sk ib : „Din fordømte

Kasse! Hvorfor kom du ikke noget fø r? “

Men nu, da vi havde frelst Livet ved egen

Hjælp, var jeg glad over, at vi ikke havde

mødt noget Skib; thi man føler altid størst

T iltredsstillelse ved at være kommen over

en Vanskelighed uden at tage mod Bistand

fra fremmede.

Saasnart vi. kom til London, forlod jeg

Skibet og saa det aldrig mere. Jeg har

hort, at det senere gjorde mange Ture over

Verdenshavet, indtil det til sidst forliste

ved Stranding. For mit eget Vedkommende

havde jeg ingen Efterveer af vore næsten

overmenneskelige Anstrengelser, og det ene

ste Mærke, jeg bærer til Minde om Begi

venheden, er et stort Ar, som vil pryde min

Næse til min Død.

Men nu kan Læserne selv afgøre, om

denne Oplevelse, jeg her har fortalt, ikke

er lige saa mærkelig som Historien om

Manden, der flyttede 1 Million Pund Ster

ling Guldstykker.

S m a a f o r t æ l l i n g e r ,

korte Historier, spændende Episoder in

teressante Selvoplevelser morsomme

Hændelser, satiriske Betragtninger over

Døgnets Begivenheder etc.

Redaktionen indbyder herved Bladets Læ

sere til at indsende originale Bidrag til

denne Afdeling. Manuskriptet maa ikke op

tage mere end to, højst tre, trykte Spalter

i Bladet.

For det Bidrag, der efter Redaktionens

Skøn er det bedste, giver vi en Præmie,

bestaaende af Varer fra Zachariaes Maga

siner efter Vedkommendes eget Valg til en

Værdi af

1 0 K r o n e r .

Manuskriptet

m aa

indsendes i Konvolut mrk.

„Sm aa

fo rtæ llin g e r“

og være forsynet med Indsenderens Navn

og Adresse samt være paaklæbet den øverst paa denne

Side anbragte Præmie-Kupon.

Redaktionen paatager sig intet Ansvar for de ind

sendte Manuskripter, der ikke benyttes, og forbeholder

sig Ret til at trykke saavel de præmierede som de

ikke præmierede Bidrag i Bladet.

M i n f ø r s t e S k a a l t a l e .

H o ld t p a a e t B ø r n e b a l.

A t

jeg i Aften Ordet ta ’r

for Værten og Værtinden,

det skyldes

—

rent ud sagt

—

min Fa’er,

han sa’e til mig, forinden

jeg tog herhen: „Min kære Dreng

snart Dine Ben Du bru’er

paa Dansegulvet, mens i Seng

jeg ligger sødt og snuer;

men vis, Du har, som det sig bør,

ej Bentøj blot, men Ho’ede,

og mens de andre Drenge gør

med Maden sig tilgode,

Du skal paa Glasset dristigt slaa

og aabne Talens Sluser

til Vældens Pris og Ære, saa

om Ørene det suser.“

Jeg svared: „Nej, det gaar ej an,

jeg tør min Sandten ikke,

den Sten man ikke løfte kan,

den lader kønt man ligge;

thi sæt med eet i Staa jeg gaar

og standser midt i Talen,

saa al Ting Sludder for mig slactr,

saa har vi jo Skandalen.“

Men Fa'er han tordned ud: „Jeg tror,

at Paul er rent dl lave,

der hjælper ingen kære Mo 'er,

Du gør, som jeg vil have!“

Nu staar som lydig Søn jeg her,

benmiet og forlegen,

og ryster baade her og der,

foroven og forneden;

for De maa tro mig, om De vil,

men vist og sikkert er ’et,

der grumme lidt behøves til

at gøre mig forvirret.

Den allermindste Støj jeg hø’r

—

en Knappenaal, der falder,

imens jeg taler, Indtryk gør

som frygteligt Rabalder

—

og tabes Traaden, er det slemt,

for det, er ikke saad'n

saa overmaade let og nemt

igen at komme paa den.

Men tale maa og skal jeg jo

—

hvor er jeg dog i Vinden;

velan

—

en Skaal da for de to,

for Værten og Værtinden!

H v o r f o r

s n o r k e r u n g e D a m e r i k k e ?

er er opstillet utallige Teorier for

forklare dette Emne. D a r w in mener,

at ingen snorker, med mindre han sover lig

gende paa Ryggen, og at unge Damer, er

næsten altid sover sammenkrøbne ligesom

Katte, slet ikke kan snorke, selv om »e

• i i .

. .i n« i

i i____________ TavhPa,