316 / 382
N
r
. 4
i hende, glemmende alt andet — alle andre
— i hele Verden undtagen denne ameri
kanske Heks, blev m it Hjærtes Hemmelig
hed paa en Gang aabenbaret for mig. Det
var, som om Ørkenens sviende Vind blæste
ind over min Sjæl og fik den til at krympe
sig sammen under sin dræbende Hede.
Denne Kvinde — Engel eller Djævel —
havde lært m ig noget Nyt, lært mig det
Centrale i Tilværelsens Mysterium — Kær
ligheden.
Jeg var bunden til min Kusine, Paula
Wynne; hende havde jeg lovet at ægte.
Men jeg elskede den anden med hele mit
Hjærte, min Sjæl og min Tanke! Og for en
Uge siden havde jeg ikke anet hendes Eksi
stens!
Da den sidste Tone af Sangen var gaaet
over hendes søde, buede Læber, medens
hendes blide Øjne, halvt advarende, halvt
bønfaldende var fæstede paa mig, kunde
jeg have kastet mig ned for hendes Fødder
og kysset den hvide Kjole, der skjulte dem
i sine Folder.
Jeg havde levet i ni og tyve Aar. Jeg
havde kendt baade Lykke og Sorg, og jeg
havde følt Livsglæden pulsere gennem mit
ungdomskraftige Legeme. Men mine Ople
velser og det, jeg havde set af Verden i
Fortiden, syntes at ligge langt borte, bag
ved mig, grupperet i en fjærn Horisont som
smaa Bakker, man forlængst har passeret
paa sin Vej. Denne ny, alt beherskende
Følelse var som et mægtigt Bjærg, der
taarnede sig op foran mig, badet i Straa-
lerne af en opgaaende Sol — en Sol, der
gik op for m ig alene.
Men med alt dette følte jeg mig som en
Forræder mod Paula, mod mig selv og mod
den Mand, der havde været mod mig mere
end en Fader.
Tilhørerne havde komplimenteret Miss
Hope for hendes Sang i diverse smukke,
konventionelle Ord. Det var vel staaet paa
i godt 5 Minutter, men jeg var i en T il
stand, hvor man ikke længere har noget
.Begreb om Tiden. For mig var det, som om
der lige saa godt kunde være gaaet Aar.
siden hun med sin vidunderlige Stemme bad
mig: „Tro mig ingensinde, eller tro mig
helt“. Jeg befandt mig overfor en Krise i
mit Liv. Jeg var bleven inddragen i en
Kamp og ladt tilbage paa Valpladsen, saa-
ret, ynkelig — og dog paa samme Tid saa
ubeskrivelig lykkelig.
Da hun var færdig med sin Sang, kom
min Onkel ind i Musikværelset. Sandsyn
ligvis var han bleven staaende udenfor og
ventet, for at ikke hans Indtræden skulde
forstyrre den Syngende eller Tilhørerne.
Men han h a v d e hørt til. Jeg kunde se det
paa hans Ansigt, da han gik hen til hende
og sagde noget, der tydeligt nok var mere
end konventionel Lovtale. Paula var lig e
ledes kommen til; men medens hun ikke
sluttede sig til den alm indelige Akklama
tion, der fulgte ovenpaa Miss Hopes Sang,
applauderede hun stærkt og demonstrativt,
da Mr. Fitzroy Dermot bagefter havde g i
vet en Arie af en populær Opera tilbedste.
Da han var færdig, saa’ jeg dem tale liv
ligt sammen i et Hjørne af Værelset.
Der blev en alm indelig Konverseren om
Sang og Musik — for m ig var det altsam
men kun en Summen af Røster, der ganske
overdøvedes af de tre Ord, der uophørligt
lod i m it Indre: „Jeg elsker hende! Jeg
elsker hende! Jeg elsker hende!“ Og alt,
hvad jeg saa’, forsvandt for det ene B il
lede, der bestandig stod malet for mit Øje:
Det elskelige Ansigt de talende Øjne, og
Læberne, der aabnede sig til Sang.
Hvad jeg foretog mig, véd jeg næppe:
jeg har en dunkel Forestilling om, at jeg
vandrede hen til et Bord i den anden Ende
af Værelset, hvor jeg satte mig ned og
bladede mekanisk i en pragtfuld indbunden
Bog med mange skrevne Navne.
Det var, som om jeg blev vækket af en
Drøm, da jeg hørte en Stemme tæ t ved
mig.
„Lady Towers sendte m ig herhen for at
FØR OG NU
vise Dem Bladet med Madame Adelina P at
tis Haandskrift i Stambogen.“
Jeg saa op og rejste mig i en Fart, med
en Fornemmelse af, at jeg rødmede som en
Skoledreng, der bliver greben i noget galt.
Saa lidt var jeg Herre over mig selv i den
Tilstand, hvori jeg befandt mig.
„De gaar da vel ikke Deres Vej, for nu
havde jeg tænkt at sæ tte mig her og tale
lidt med Dem ,“ sagde den amerikanske
Heks.
XI. Kapitel.
S ir W ilf r id A m o r y s n y S e k r e tæ r .
„Lady Towers er m eget stolt af denne
Bog. Hun har i Aarenes Løb faaet en Masse
Berømtheder til at skrive i den,“ vedblev
den unge Pige i en tørt refererende Tone
og med et Smil, der maaske skjulte en vis
Forlegenhed, svarende til min egen. „Jeg
har fundet Sir W ilfrid Amory i den, men
ikke — ikke D em !
„Jeg er ingen Berømthed — jeg er ingen
Ting,“ sagde jeg, forsøgende at tale utvun
gent, men vistnok uden at det lykkedes mig.
„Saa maa ingenting tage en god Del
Plads op her i Verden. For De er jo saa
stor. Jeg kunde saa godt lide at gaa sam
men med Dem, fordi De fik mig til at føle
mig saa yndig lille. Jeg er ked af at være
højere end Mændene — saadan bogstavelig
at skulle se ned paa dem. Man kan aldrig
komme til at se ned paa D em !“
Vi gjorde begge, hvad vi kunde, for at
holde en utvungen Konversationstone im el
lem o s ; det var im idlertid hende lige saa
svært som mig, og den Bevidsthed, at min
Nærværelse kunde virke forstyrrende paa
hendes vante Selvbeherskelse, gød ny Olje
paa den Flamme, der var tændt i mig. Men
maaske — tænkte jeg ved mig selv — er
det kun en Rolle, hun i Øjeblikket finder
det formaalstjenligt at spille.
„Skal jeg se, om jeg kan finde D e r e s
Navn i B ogen?“ henkastede jeg.
„Hvis De vil gøre Dem den Ulejlighed,
vil De finde det.“
Jeg bladede tavs tilbage i Bogen og op
dagede det omsider. Ikke uden en vis
Skuffelse saa jeg, at det var den samme
karakterløse Haand, jeg havde set i H otel
bogen i Martenhead, og som jeg helst vilde
have antaget for hendes Ledsagerskes og
ikke hendes.
„De synes ikke, der er noget ved mit
Kradseri, kan jeg se,“ sagde hun, og skønt
hun sagde det i en spøgende Tone, var der
noget i Stemmen og det Blik, hun sendte
mig, der sagde mig, at hun havde gæ ttet
mine Refleksioner over hendes Haandskrift.
„De blev overrasket over at træffe mig
her?*“ vedblev hun, aabenbart for at fri
tage mig for at svare.
„Aa — jeg véd ikke. De gav jo min
Onkel et Vink, da vi var sammen i Mar
tenhead forleden. Og siden da har han og
jeg, det maa jeg tilstaa, kommet noget
mere i glade Folks Selskab, end vi plejer.
Vi ventede bestandig at træffe Dem og blev
hver Gang skuffede, fordi vi ik k e gjorde
det. Men M aa den , De kom paa i Aften,
var jo unægtelig i en særlig Grad egnet til
— at overraske een “.
Hun lo.
„Jeg h ar en Smule dramatisk Talent,
skal jeg betro Dem .“
„Ja, d e t har De i Sandhed.“
„Det kunde lyde som en Bebrejdelse, en
Diskompliment. Men jeg haaber ikke, De
mener det saaledes. Maaske saa det hele
alligevel noget taskenspilleragtigt ud. Men
det var Mr. Lord Lorton, der fik mig over
talt til det. Han forklarede mig igaar, hvor
ledes han ofte havde arrangeret en saadan
Scene, og at den altid gjorde umaadelig
Lykke, og saa smigrede han mig ved at
sige, at jeg vilde være den bedste Assistent,
han endnu havde haft. Jeg gik ind paa
Idéen og fandt, at det kunde være et ganske
godt Bidrag til Underholdningen at .mar
kere min Entré' paa en effektfuld Maade,
som det hedder i Teatersproget. Det var
15. FEBRUAR 1915
altsammen for at more Dem og Deres Onkel.
D e burde takke mig."
„Er ,more‘ egen tlig det rigtige Ord?"
„Hvorfor ikke ? Men De ser ud, som om
De havde Lyst til at skolem estere mig.
Lad os tale om noget andet. Den løsslupne
Tiger for Eksempel. Hvem ved — maaske
dens store, frygtelige Øjne stirrer paa os
gennem det halvaabne Gardin derhenne ?
Uh-ha!"
„Hvis jeg maa vælge, saa vil jeg hellere
tale om Dem end om T igeren,“ sagde jeg.
„Jeg b le v overrasket, om De vil, over at
høre, at De var Amerikanerinde og havde
skrevet en Historie, som hører til de faa,
jeg aldrig vil glemme."
„Maa jeg takke." Hun saa ned paa Stam
bogen og skjulte sine Øjne under de lange
Vipper. „Jeg kan godt forstaa, at det over
rasker Dem at høre, at jeg har s k r e v e t
noget. Det er ingen Kompliment — er det
vel? Men hvorfor — hvorfor overraskede
det Dem, at jeg var Amerikanerinde?"
„Fordi De hverken taler eller ser ud som
en saadan.“
„Aa, hvad — er der noget, man saadan
lige straks kan kende Amerikanerinderne
paa? Det er vist Overtro! Som nu Miss
Traill for Eksempel. Vilde De antage hende
for Amerikanerinde?"
„Hun kan gaa for, hvad det skal være,"
sagde jeg affejende.
„Hvad mener De egen tlig med det ? Det
er Synd for hende, at hun ikke selv er til
Stede og kan spørge Dem. Men jeg gav
hende en lille Ferie. Hun har nogle Slægt
ninge i . . . et eller andet Sted i Provin
serne, og der er hun rejst hen med sit
dyrebare lille Kreatur.“
Jeg svarede med en eller anden Tale-
maade, uden at lægge Skjul paa, at Miss
Traill og hendes Paarørende i Øjeblikket
ikke interesserede mig det allerfjerneste.
„Men De," vedblev jeg ufortrøden — „er
det s a n d t, at De er Amerikanerinde?"
„Tror De da ikke, hvad Lady Towers
siger ? Hun og jeg traf hinanden i New
York for et Aar siden, og siden den Tid
har vi været gode Veninder —■det vil sige,
saadan som man h a r gode Venner i ,det
gode Selskab'. I V i r k e li g h e d e n er der
k>un et Menneske her i England — maaske
i hele Verden — som jeg vil kalde min
Ven; maaske vil De træffe ham en skøn
Dag."
En Følelse, der hidtil havde været mig
fuldstændig fremmed — Skinsygen — skar
igennem m it Hjerte som en Kniv og vakte
et instinktmæssigt Had hos mig til denne
ukendte Ven. Jeg beherskede mig, skam
mede mig selv ud og fortsatte Konversa
tionen, saa godt jeg kunde.
'
„Der er meget, jeg kunde have Lyst til
at spørge Dem om, hvis jeg kunde —; hvis
jeg turde," sagde jeg. „Ja, Miss Hope, nu
maa De ikke sæ tte et Ansigt op, som De
vilde sige, at jeg ikke har noget at spørge
om, som angaar mig, for det h a r jeg. Lad
os begynde med — en h v id C h r y s a n -
th e m u m for Eksempel."
„De har fundet en saadan Blomst og tror
maaske, den er N ø g le n til en Gaade?"
spurgte hun med et Eftertryk, der gjorde
min Begærlighed efter at høre mere om
hende større og ikke mindre. „Nuvel —
det kan være, at jeg i en nær Fremtid vil
faa Lejlighed til at besvare nogle af Deres
Spørgsmaal, forudsat at De spørger paa
d e n r i g t i g e M a a d e ; men indtil da, glem
ikke den Sang, jeg nys sang for Dem —
og for de andre."
Glemme den Sang? Jeg havde en Fø
lelse af, at det sikkert var bedst, om jeg
k u n d e glemme baade den og det, den
havde vakt til Live hos mig. Det var med
nød og næppe, at jeg kunde bekæmpe min
Trang til at sige det h ø jt; men jeg var
standhaftig og forblev tavs, medens hun
fortsatte i en Tone, som naar nogen beder
om en Gunst.
Fortsæ ttelse.