S_FørOgNu

. 4

FØR OG NU

15. FEBRUAR 1915

over, og at Arenaen var adskillig større.

Et højt Plankeværk omgav den runde Plads,

og op imod dette hævede Tilskuerpladserne

sig amfiteatralsk. Selvfølgelig havde Kon

sulen sikret os de bedste Pladser paa Skygge

siden helt nede ved Rampen om Arenaen.

Det var ham ingen b illig Tur den, thi hver

af Pladserne kostede 10 Kroner, og vi var

godt et halvt Hundrede Kadetter og Offi

cerer.

Forestillingen skulde begynde Kl. tre,

men allerede Kl. halv tre var alle Pladser

optagne af et m eget broget Publikum.

Jeg antager, der fandtes Siddepladser til

en 6-—7 Tusinde, men foruden disse var

der en Mængde, der stod o p ; de fleste T il

skuere var Spaniere. Naar herhjemme en

Forestilling af en eller anden Art er fa st

sat til et bestem t Tidspunkt; begynder den

som bekendt sjæ ldent før et godt Kvarter

efter; dernede begyndte de i rette Tid,

men Spanierne hylede ogsaa op og klap

pede som Rasende et godt Kvarter før tre.

Arenarampen, ved hvilken vi sad, var

omtrent tre Alen høj og forsynet med en

tre, fire smaa Aflukker, hvor de optræ

dende Fægtere, naar der er Fare paa Færde,

' kan slippe ind.

Præcis paa Slaget tre blev den første

Tyr sluppet in d ; det var en stor, brun Fyr,

der øjensynlig var m eget forbavset over at

være Genstand for alle de mange Menne-

' skers Opmærksomhed.

Den fik im idlertid ikke lang Tid til Over-

vejeiser, thi tre Mænd i spraglede Dragter

og med store, stærkt røde Sjærf eller Kløe-.

‘ der i Hænderne, gav sig straks i Lag med

at tirre den, hvilket ypperlig lykkedes dem.

De gav sig im idlertid kun af med den

j en ad Gangen, saaledes at der stadig var

to parat til at aflede Dyrets Opmærksom

hed fra den tredje, naar denne faldt, eller

Tyren under Løbet kom ham for nær ind

paa Livet. Det var ret morsomt at se en

af disse Fyre i strakt Karriere og med Ty

ren lige i Hælene ile hen imod et af A f

lukkerne og forsvinde, medens Tyren, der

var for svær til at

slippe ind, og i for

stærk Fart til at standse, med voldsom

Kraft løb Hornene imod Rampen.

Détte Drilleri og Legen, der for os Ud

lændinge var nervepirrende nok, tilfreds

stillede ikke Spanierne.

Snart efter kom tre Ryttere ridende ind

paa nogle radmagre Krikker. Efter at have

redet en Omgang rundt til Parade og hilst

paa Publikum, red

en af dem ind mod

Tyren, der varm og skummende stod midt

inde paa Arenaen, og ligesom syntes at be

tænke sig paa, hvilken af disse nye Fjen

der den først skulde styrte løs paa. Kun

med Møje fik den først angribende Rytter

sin Hest til at gaa ind mod T yren ; den

arme Rallik forstod Faren, Rytteren var

ligesom sine to Kammerater iført meget

tykke Læderkøllerter og Benklæder samt

svære jernbeslaaede Støvler; deres Vaaben

bestod i en lang Lanse. En fem, seks

Skridt fra Tyren standsede han sin Hest,

vendte den halvt ommod Tyren og holdt,

stille her med Lansen fældet, afventende

det Øjeblik Tyren angreb.

Denne lod ikke vente længe paa sig.

Med Hovedet bøjet og dirrende af Raseri

satte den i et Spring ind mod Hest og Ryt

ter og borede, uden at lade sig standse af

et ganske velrettet Lansestød, Hornene op

i Bugen paa Hesten, som den næsten lø f

tede op fra Jorden. Hesten var ved at

segne, og da Tyren efter det frygtelige

Stød fo’r tilbage, strømmede Indvolde og

Tarme ud af de dybe Saar. Nu, da Blodet

var begyndt at flyde, jublede Spanierne;

Appelsiner, Hatte, Tørklæder og Bananer

kastedes i broget Sammenblanding ned paa

Arenaen, og selv de unge Spanierinder

klappede som Rasende. Os andre syntes

Skuespillet nu nærmest m odbydeligt; thi

Hesten maatte, skønt dens Indvolde slæbte

ben ad Jorden, gaa paa en Gang endnu,

inden den fik Naadestødet.

Naa, Vanen er en Magt, som ovenikøbet

birker hurtigt, og da den tredje Hest kom

for, var vi næsten lige saa vilde som de

indfødte til at klappe.

Den tredje Rytter faldt ned af Hesten

ved Tyrens første Angreb, og da han paa

Grund af de tykke Læderklæder ikke selv

kunde rejse sig, var hans Stilling ret kri

tisk ; Tyren fo'r nem lig frem straks igen

efter at have spiddet Hesten, for ogsaa at

give Manden hans Bekomst.

En af de tre først optrædende Folk kom

dog hurtig løbende til, medens en anden

hjalp

den faldne Rytter paaBenene.

alle tre Heste paa

denne lidt uhygge

lige Maade var gjort ukampdygtige, blev

de dræbte.

Saa kom der tre andre Mænd ind, hver

forsynede med to smaa, stærke Stokke, ca.

halvanden Alen lange og med Jernspidser

og med Modhager i Enden. Hver af Stok

kene

var overklistrede med lange Papir

strimler i forskellige Farver.

Disse Fyre, Piccadorerne, som Spanierne

kalder dem, havde et meget farligt Hverv;

det, det nem lig gjaldt om for dem, var at

befæste de smaa Stokke i Halsen paa Ty

ren, saaledes at de blev hængende, og det

var ingen let Sag og yderst voveligt, nu da

Tyren var aldeles rasende.

De optraadte ligesom de andre hver for

s ig ; den først angribende stillede sig en

Snes Skridt fra Tyren, bevægende de to

Stokke hurtigt frem og tilbage for at hid

kalde dens Opmærksomhed; og det lykk e

des snart.

Skummende og med Fraade om Munden

stirrede den et Sekund eller to paa Stok

kene og fo’r saa frem mod ham; i samme

Nu satte Piccadoren i Løb; men medens

Tyren i blindt Raseri fo’r lige hen mod

det Sted, hvor han havde staaet, løb han i

en Bue frem imod den, saaledes at han

passerede den saa tæt, at han kunde støde

Stokkene — les Bandilleros — ind i H al

sen paa det arme Dyr. Inden Tyren fik

sig vendt mod ham, var han i faa Spring

over Arenaen og inde i et af Aflukkerne.

Stødet havde været fortrinligt fø r t; thi

begge Stokkene blev hængende, og jub

lende tilklappede vi ham vort Bifald. Den an

den var ikke slet saa heldig, han opnaae ie

kun at faa den ene „Bandilleros“ til at

hænge fast og kom for nær ind paa Tyren

under Stødet, saa han ikke blot fik Ærmet,

men ogsaa Armen revet i Stykker.

Den tredje var mere behændig og fik

begge sine Stokke fæstet, og han havde

endda den vanskeligste Tur, thi Tyren var

nu saa tosset og vild, som den vel kunde

blive. De fem „Banderillos“, der hang i

Halsen paa den, baskede den om Ørerne

og skræmmede d e n ; i strakt Karriére fo’r

den Arenaen rundt helt inde ved Rampen;

nær nok til at Konsulens Søn, en ung, høj

Fyr, kunde rive en af Stokkene ud, hans

Eksempel fulgtes af en Del andre, særlig

blandt Tilskuerne ovre paa S olsid en; men

det varede noget, inden de fik alle fem

revet ud, thi der skulde gribes sikkert og

dertil holdes godt fat.

Næppe var den sidste Banderillos ude,

før en høj, smuk Mand i en rød Halvkappe

og med en lang, blottet Kaarde i Haanden

kom ind paa A renaen; det var den dræ

bende Toreador.

Med en yderst graciøs Hovedbøjning h il

ste han rundt til Publikum og gik saa rask

hen til Tyren, der syntes aldeles konster

neret over hans Dristighed og ligesom veg

tilbage for hans faste Blik. Et Par Skridt

fra Dyret standsede han, hævede Kaarden

i Vejret, tog den røde Kappe af og viklede

den rolig om venstre Arm, idet han dog

stadig holdt sine Øjne rettet paa Tyren.

Det var et kækt Dyr, denne første Tyr,

thi den betænkte sig ikke et halvt Minut,

men gik næsten straks løs paa Toreadoren,

der im idlertid med et glimrende Stød bo

rede sin lange, smækre Kaarde ind i dens

Hals lige til Skæftet. Det var et Mester

stød, thi Tyren sank øjeblikkelig død om,

og det er sjældent, det sk er ; som oftest

bliver det Slagteren, der maa ind for at

give Naadestødet. Hermed var første Akt,

eller rettere første Tyr færdig.

Tre Æsler kom nu ind og slæbte Tyrens

og Hestenes døde Legemer u d ; den Maade,

dette gjordes paa, var ikke rigtig hygge

lig ; de tre Æslers Skagler gik sammen til

en Hanefod, hvori der var gjort en stærk

Hage fast; den blev saa hugget i Kæberne

paa Ligene, og et ad Gangen haledes de

paa den Maade gennem Sandet ud af Are

naen.

Under dette Arbejde og den paafølgende

lille Pavse løb en Mængde entreprenante

Spaniere rundt og solgte Frugt og Landvin,

noget gyseligt surt Stads paa langhalsede,

klare Flasker; naa, til Prisen var det endda

ikke saa galt, thi det kostede ikke mere

end en halv Krone pr. Flaske, og slukke

Tørsten gjorde det da, hvor surt det end

var.

Fem Tyre og fem ten Heste maatte endnu

lade Livet, inden Forestillingen var forbi,

men vi blev dog ikke træt af denne. De op

trædende var af højst forskellig Færdighed

og Tyrene ikke alle saa kække som den

fø rste; en enkelt af dem var næsten ikke

til at faa tirret frem mod Toreadoren;

men den blev da ogsaa pebet ud efter alle

Kunstens Regler.

Det var sent, da vi igen naaede om Bord

den Aften, og svært sultne var vi, men at

det havde været en morsom Dag, det var

vi alle enige om.

Skipper.

D e n g a a d e f u l d e S k ø n h e d .

Fortælling fra forrige Aarhundredes

Slutning.

(Fortsæ ttelse).

„Jeg tror nok, at det ligefrem var et

Under, at jeg ikke m istede L ivet,“ svarede

han en Smule roligere end før. „De véd, jeg

sagde, at jeg havde ondt i Hovedet, for at

jeg. kunde slippe bort og udrette Deres

Ærinde. De andre troede, jeg var paa mit

Værelse, og saa —“

„Hør, Jerome, tjen mig i at svare mig

paa, hvad jeg spørger om !“ afbrød Paula.

„Har D e f a a e t e t B r e v t i l m ig ? “

'„Ja, jeg har,“ Miss Wynne.

„Var der mere, De skulde sige?“

„Ja der var; men jeg — De maa tilgive

mig, Miss Wynne! Jeg er ikke rask — denne

Gang er det virkelig sandt — Brevet —

det er her. Hyis De kunde skaffe mig et

Glas Vin eller noget andet — alting løber

rundt for m ig.“

Han førte en smal, kvindeagtig Haand op

til sit Hoved, derpaa rakte han begge Arme

i Vejret og tum lede rundt; jeg kunde se, at

hans Ansigt var hvidt som et Genfærds.

Hjælpeløst fam lede han efter Paulas Kjole

for at holde sig fast, og jeg hørte det sarte

Silketøj briste j Samm ensyningen; men i

Stedet for at holde ved ham tog Paula for

skrækket et Par Skridt til Siden.

Jeg sprang op fra min Divan og naaede

med nogle hastige Skridt Stedet, hvor de

stod. Men det var for sent. Jerome var

gaaet bagover, hurtigt tabende Balancen

paa det glatte Parketgulv, og falden saa

ledes at Hovedet med et Bump stødte mod

Gulvet.

Lyden af Faldet og Paulas umiddelbart

paafølgende Angestskrig kaldte i Hast hele

Selskabet fra Musikværelset ud i Salen.