309 / 382
1. FEBRUAR 1915
FØR OG NU
N
r
. 3
oplyste Sal paa et ganske alm indeligt Land
sted. Det var, som om vi pludselig var ble
ven kaldte tilbage fra et Trylleland, hvorfra
det Angstskrig, der havde lydt, endnu rin
gede i vore Øren gennem Stormen.
Vi gjorde alle som een omkring og saa’
paa hinanden. Om ikke min første, saa i
hvert Fald min næste Tanke gjaldt Onkel
W ilfrid. Han var bleven bleg, og der var
en ejendommelig Feberglans i hans Øjne;
men han var rolig som før og smilede for
bindtligt til Lady Towers, som stod tæ t ved
ham, og hvis graa Krøller næsten berørte
hans Skulder.
„Gjorde de det ikke godt?“ spurgte hun,
idet hun med et Smil saa’ sig om blandt
sine Gæster. „1 Sandhed, Mrs. Lord-Lorton,
jeg maa komplimentere Dem for den mage
løse Mand, De har. Som h a n kan arrangere!
En saa udmærket Aandemaning har jeg al
drig set af nogen p r o f e s s i o n e l Spiritist,
og jeg er vis paa, alle de andre Herrer og
Damer siger det samme. Og den kære Con
suelo — var hun ikke henrivende som
„Aand“ ? — Consuelo! Min egen ameri
kanske H ek s!“ kaldte hun højt — „kom og
lad os se Dem lyslevend e!“
Fortieren under det hvide Draperi var
trukket for igen; men atter hørte vi Rin
gene rasle paa Metalstangen over Døren,
Portieren blev slaaet til Side, og denne
Gang saa vi ind i et fuldt oplyst Værelse;
i Døraabningen viste sig Mr. Lord-Lorton
med en Dame ved sin højre Side, begge
bukkende og smilende, som besvarede de en
Fremkaldelse.paa et Teater.
Onkel W ilfrid og nogle andre gik ind til
dem, og jeg hørte Beundringsudbrud og
Spørgsmaal summe im ellem hinanden; jeg
saa’ Miss Hope i sit klassiske Draperi sm i
lende se min Onkel i Øjnene, som om alle
de andre Mænd ved Siden af kun var Luft
for hende; jeg hørte Mr. Lord Lorton i et
Hydende Foredrag beskrive, hvorledes han
havde arrangeret det interessante Skuespil;
og medens Selskabet derefter, livligt sam
talende og gestikulerende, gik tilbage til
Dagligstuen, blev jeg staaende i en Krog
af Salen og lod dem passere forbi. Der var
noget inden i m ig, der holdt mig tilbage
fra at vise mig for Miss Hope.
Jeg trak mig tilbage til en orientalsk
Divan; der stod bag en Kamin; og lod
mig synke ned i dens mangefarvede Silke
hynder.
Saavidt jeg kunde høre og se, var Sel
skabet gaaet gennem Dagligstuen og over
i det lyse, elegant møblerede Værelse paa
den anden Side, hvor der stod et Flygel,
og som derfor benævntes Musikværelset.
Jeg ventede, at nogen vilde komme og kalde
paa mig, men indtil dette skete, vilde jeg
følge min Lyst og hvile mig et Øjeblik
alene.
Hun v a r altsaa her! Jeg skulde komme
til at tale med hende, om ikke just i Aften.
Hvordan vilde hendes Optræden være over
for m ig? Vilde hun give en Forklaring paa
det Skuespil, hun havde opført for os, eller
var der ikke noget at forklare?
Gemt i Skyggen af Kaminen sad jeg og
grundede, da Lyden af en Silkekjole fik mig
til at løfte Øjnene. Det var Paula, der med
sagte, men hurtige Skridt gik tværs over
Salens Parketgulv; jeg vilde just til at
rejse mig i den Tro, at det var mig, hun
søgte, da hun pludselig gjorde kort omkring
og blev staaende med Ryggen imod mig,-
øjensynlig ventende paa noget — eller
nogen.
I næste Øjeblik kom en lille, undersætsig
ung Mand med drivvaadt Haar i Tjavser
omkring et blegt, sygeligt Ansigt, pludselig
frem af en Sidedør, der førte ind fra en
Korridor. Hans graatærnede U lster drev af
Vand, og i det stærke elektriske Lys kunde
jeg se Vandet perle ned ad hans Kinder og
hans Pande.
„Naa — der er De! Hvad bringer De
saa?“ sagde Paula i aandeløs Iver og i en
bydende Tone.
„For Himlens Skyld, M issWynne, giv mig
Tid til at samle mig',“ stammede min Onkels
Sekretær — for ham var det — „før De
spørger mig om nogen Ting. Der var noget
derude“ — han pegede ud i den Retning,
hvorfra han var kommen — „som gjorde
mig ganske syg. Hvad er det dog for et
Hus, dette Hazelmount ? Løber der vilde
Dyr løse her omkring?“
„Det var da vel ikke saadan et lille ét
med Rottehoved og lang H ale,“ sagde Paula
foragteligt, aabenbart med Tanken paa Miss
Traills Kæledægge.
„Ak nej, M issW ynne; De maa ikke gøre
Nar af mig, for det er sandt, hvad jeg siger.
Det var virkeligt et f a r l i g t Dyr.“
Det faldt mig ikke ind, at Paula og Je-
rome kunde have Hemmeligheder sammen.
Jeg havde ganske vist allerede sét, at hun
havde nedladt sig til at sende ham et Par
kokette Øjekast; men Paula plejede at
kokettere lidt med alle Mænd. Der var
intet m istænkeligt deri. Og den skikkelige
Jerome hensatte disse ømme Blikke sand
synligvis i en Lyksalighedstilstand, som jeg
gerne undte ham.
Han havde om Efterm iddagen undskyldt
sig med Hovedpine og ikke vist sig ved
Middagsbordet, skønt Lady Towers paa den
venligste Maade havde bedt ham spise med
os andre. Jeg formodede, at han var bleven
paa sit Værelse og havde faaet Maden
bragt t il sig der.
Nu stod han hernede, aandeløs, uden Hat,
drivvaa,d og stammende, som om han var
flygtet for en overhængende Livsfare. Jeg
havde aldrig haft synderlig Respekt for
denne Fyr med det kvindagtige Væsen,
hans Skelen ud til Siden, men nu syntes
jeg, der var noget ligefrem komisk ved
ham.
Jeg fandt det ikke nødvendigt at gøre de
to opmærksom paa min Nærværelse. Det
vilde jo have været en Fornærmelse mod
Paula at tro, at hun kunde have andet at
tale med sin Onkels Sekretær om, end hvad
alle og enhver m aatte høre.
„Hvad er det, De taler om?“ spurgte hun
utaalmodig. „De sér jo ud, som De var
gaaet fra Forstanden!“
(fortsættes)-
>
ZACHARIAE
M A G A S I N E R
D e t
s t o r e
U d s a l g
s o m b e g y n d t e 15de J a n u a r f o r t s æ t t e s i F e b r u a r !
(e g e t
S k ræ d e ri)
S a a v e l :
A f d e l i n g e n f o r f æ r d i g e H e r r e k l æ d e r
S o m :
A f d e l i n g e n f o r „ S k r æ d e r i e t e f t e r M a a l “
rea lise re r nu i L ighed m ed de andre hervæ rende s tø r r e F irm a er sine Lagre
t i l „ b e t y d e l i g n e d s a t t e P r i s e r “ .
Telefon 3788
1 6 - K u l t o r v e t - 1 6 .
Telefon 3788
J
Kbhvn.•NielienåLydich«
(Ax.|