S_FørOgNu

S m a a f o r t æ l l i n g e r ,

korte Historier, spændende Episoder in

teressante Selvoplevelser morsomme

Hændelser, satiriske Betragtninger over

Døgnets Begivenheder etc.

Redaktionen indbyder herved Bladets Læ

sere til at indsende originale Bidrag til

denne Afdeling. Manuskriptet maa ikke op

tage mere end to, højst tre, trykte Spalter

i Bladet.

For det Bidrag, der efter Redaktionens

i Skøn er det bedste, giver vi en Præmie,

i bestaaende af Varer fra Zachariaes Maga

siner efter Vedkommendes eget Valg til en

Værdi af

1 0 K r o n e r .

'Manuskriptet

m aa

indsendes i Konvolut mrk.

„S m aa

fortæ llinger“

og være forsynet med Indsenderens Navn

og Adresse samt være paaklæbet den øverst paa denne

| Side anbragte Præmie-Kupon.

Redaktionen paatager sig intet Ansvar for de ind

sendte Manuskripter, der ikke benyttes; og forbeholder

sig Ret til at trykke saavel de præmierede som de

ikke præmierede Bidrag i Bladet.

. 3

L i v f o r L i v .

elvmord i et pludseligt Anfald af Sinds

forvirring,“ lød Øvrighedens Kendelse.

Sagen var m eget simpel, saavel Sir Henry

Deanes som hans Husstands Forklaringer

stemmede ganske overens. Den Afdøde,

James Burton, havde været Tjener hos Sir

Henry i over 25 Aar; det var en paalidelig

og ædruelig Mand, men i det sidste Par

Uger havde Sir Henry bemærket, at Fyren

var lidt anderledes, end han plejede at

være. Man vidste, at Burton havde faaet

Brev fra en Fætter i Amerika, og denne

Fætter havde det nok m eget daarligt —

det var sandsynligvis det, der havde gjort

den skikkelige Tjener melankolsk. Sir Henry

! havde ikke taget nogen videre Notits deraf,

j men saa var det den 18. Januar i Aar, at

Fru Johnson — hans Husbestyrerinde —

om Morgenen kom styrtende ind til ham,

] højlig forskrækket, og bad ham øjeblikkelig

komme over paa Burtons Værelse. Der

saa Sir Henry den Afdøde ligge i Sengen

med et frygteligt Saar tværs over Struben;

paa Gulvet ved Siden af Sengen laa en

i blodig Barberkniv. Sir Henry var straks

klar over Situ ation en : Burton maatte have

begaaet Selvmord.

Fru Johnson kunde yderligere forklare,

at den Afdøde havde talt til hende om sin

amerikanske Fætter, hvis Skæbne han syn

tes at være m eget bedrøvet over. Han havde

ogsaa sagt til Fru Johnson for kort Tid

siden, at samme Fætter altid havde været

lidt „løjerlig.“

Alle Mennesker nærede Sympati for Sir

I Henry, for det var tydeligt nok, at den

j sørgelige Begivenhed i hans Hus havde

gjort et dybt Indtryk paa ham og angrebet

hans i Forvejen ikke synderlig stærke

: Nerver.

Hans Læge raadede ham til at rejse en

Tur, og et Par Dage efter at Øvrigheden

havde foretaget sit Forhør, meldte de lokale

Blade, at „Sir Henry var afrejst til Ud

landet.“

Velunderrettede Folk vilde forøvrigt vide,

at der var andre Aarsager til den brave

lodsejers Nervesygdom. Det skulde i de

sidste Aar være gaaet stærkt tilbage for

ham. Han havde en gammel, ugift Tante

med en temm elig betydelig Formue; men

der ymtedes om, at han for længe siden

havde faaet den Part, der kunde tilkomme

liam efter hendes Død; der var et Par gifte

fostre, der ligeledes skulde arve hende, og

den gamle Dame havde næppe nogen Grund

at favorisere ham paa Søstrenes Be

kostning.

II.

Sir Henry Deanes Rejse blev brat af

brudt ved, at den om talte bedagede Tante

FØR OG NU

afgik ved Døden. Skønt denne Begivenhed

ikke kunde siges at høre til de uventede

Familiesorger, eftersom den værdige Dame

var 85 Aar og tilm ed i den senere Tid

havde været temm elig aandssvag, lagde

Folk Mærke til, at Sir Henrys Tilstand nu

var bleven helt foruroligende; han var paa

en Gang kommet til at se mindst ti Aar

ældre u d !

En Aften, henved fjorten Dage efter Tan

tens Begravelse, fortalte Husbestyrerinden,

at en pjaltet Vagabond havde lusket om

udenfor Huset hele Eftermiddagen.

) „Vorherre maa vide, hvad han vil her,“

tilføjede hun; „han ser ud til at være

halvforstyrret i Hovedet; jeg blev ganske

nervøs — hu — det er slet ikke hyggeligt.“

„Hm !“ sagde Sir Henry temm elig lig e 

gyldig. „Ser De ham igen, saa send en af

Tjenerne ud til ham med et Par Skilling

og lad ham sam tidig vide, at hvis han ikke

holder sig borte herfra, lader jeg ham arre

stere.“

„Aa, Sir Henry, s e !“ Og Husbestyrerinden

pegede hen imodVinduet. Hun var bleven bleg

som et Lig og greb i sin Forfærdelse sin

Husbond i Armen.

Sir Henry gik hen til Vinduet og saa ud.

D et var m eget mørkt udenfor, og der var

intet at se. Efter at have stirret ud i Mør

ket i nogle Øjeblikke gik han igen bort fra

Vinduet.

„De maa have set Syner, Fru Johnson,“

sagde han. „Der er ikke en Kat derude

— jeg maatte kunne have hørt det, hvis

der havde været nogen. Gaa nu i Seng

og sov ganske roligt. De er maaske nervøs

i A ften.“

„Nej, je g ser slet ikke Syner, Sir Henry.

Jeg saa Manden kigge ind af Vinduet, saa

sandt som jeg staar her. Og hans Øjne

aa, Sir Henry — -------- “

„Hvad var der med hans Øjne? Lad nu

være med at fantasere, men skynd Dem i

Seng, saa gaar det over.“

„Hans Øjne mindede m ig“ — Husbesty

rerinden sænkede tivilkaarlig Stemmen og

fortsatte hviskende — „om stakkels James.“

Sir Henry saa over Skulderen hen paa

h en d e; det var et skarpt undersøgende

Blik, der gjorde hende helt bange for ham;

saa sagde hun hurtigt „Godnat“ og forlod

Værelset,

Da Døren var lukket efter hende, kastede

Sir Henry sig i sin Lænestol og henfaldt i

dybe Tanker.

„Mærkeligt nok,“ brummede han for sig

selv; „det er akkurat i Dag to Maaneder

siden, James begik Selvmord. Jeg tror ikke

paa Gengangere, ellers havde jeg maaske

haft Besøg af dem før i Aften. Vrøvl —

Dumhed — Overtro — naar en Mand er

død, saa er han død og dermed Basta. —

Hvad var det? Jeg synes, der gik nogen

ude i H aven!“

Han saa hen til Vinduet og lyttede —

Jo, der var bestem t nogen, og pludselig

viste der sig en Mand, som saa paa ham

igennem Vinduet.

Øjnene, — disse Øjne ! Jo, Husbestyrer

inden havde Ret. Sir Henry, der ellers ikke

var nogen Kujon, blev betagen af en Ræd

sel saa stærk, at han rystede over alle

Lemmer. Han stirrede paa Manden ude af

Stand til at røre sig eller tale.

Hvordan Fyren fik Vinduet op udvendig

fra, var Sir Henry ikke klar o ver; men paa

en Gang saa han ham svinge sig op i Vin

dueskarmen, dumpe ind i Værelset og styre

sine Skridt hen imod Stolen, hvor Sir

Henry sad.

Den ærværdige Adelsmand rejste sig i

sin fulde Højde og maalte den frække Gæst

med et knusende Blik fra Hoved til Fod.

Det var en pjaltet Fyr med vildt, uredt

Haar og et Par store Øjne, der paa en Gang

var ængstelige og udfordrende.

„Hvor Djævelen tør De komme her ind!“

tordnede Sir Henry.

„Bare rolig, Sir — bare r o lig ; jeg vil

kun tale et Par Ord med Dem.“

Han talte med en ejendommelig barnlig

Stemme, der lød m eget mærkelig.

1. FEBRUAR 1915

Sir Henry stirrede paa den forbavsende

Fremtoning, der lignede et Spøgelse. Og

disse Ø jn e! Da han saa ind i dem, gav

det et Sæt i ham, som om han var stukken

af en Hugorm. Han sprang løs paa Man

den, greb ham i Halsen og rystede ham

som en Hundehvalp.

„Hvem er De, i Himlens N a vn !“ raabte

han. „Hvis De ikke inden to Sekunder er

ude af det Vindue igen, skal jeg — .“

„De vil maaske myrde mig, som De gjorde

ved stakkels James.“

Manden talte ganske roligt og med den

uskyldigste Mine af Verden, men Virknin

gen var ubeskrivelig.

Adelsmanden slap sit Tag, brummede en

Ed og sank tilbage i sin Stol, rystende,

som om han havde Feber, medens den kolde

Sved sprang frem paa hans Pande.

„Jo—o, Sir Henry,“ fortsatte den frem 

mede, synlig tilfreds med den Virkning,

hans Ord havde gjort, idet han traadte

nærmere, og stirrede paa sin Kontrapart

med et vildt, triumferende Udtryk i sine

store, underlige Øjne — „De myrdede stak

kels James, jeg ved det. Han skrev til mig,

medens jeg var i Amerika, at De havde

narret Deres Tante alle hendes Penge fra

for at . dække Deres Gæld, det havde han

tilfæ ld igt opdaget. Da jeg saa hørte, at

han skulde have taget sig af Dage, sagde

jeg straks til mig selv: Nej, det hænger

vist ikke rigtigt sammen. Sir Henry har

myrdet ham for at faa ham af Vejen! Det

var et Vidne, der kunde være til Besvær,

hvis der kom Vrøvl! Og nu er jeg kommen

for at hævne ham, forstaar De — Liv for

Liv — Blod for Blod — det siger Loven !

James var min Fætter, forstaar De, og — “

Sir Henry saa’ op. Hans Ansigt var

blegt som en Døendes. Saa rædselsfuldt var

hans Udseende, at det endog gjorde Ind

tryk paa det halvt forrykte Individ, der

stod foran ham.

„Føj, hvor De ser daarlig ud !“ sagde

Manden og gik et Skridt tilbage.

Sir Henry pegede mod Vinduet. „Gaa!“

sagde han hæst „gaa!“

„Ja, jeg vil gaa, Sir Henry. Men Liv for

for Liv — det er, hvad jeg forlanger.“,

Han saa’ endnu en Gang paa Sir Henry

med disse store, stirrende Øjne, og forsvandt

derpaa ud af Vinduet.

Den ærværdige Adelsmand sank atter til

bage i Stolen og saa stift paa den pjaltede

Vildmand, idet han forsvandt, og de Ord

„Liv for Liv“ blev ved at ringe fer Mor

derens Øren, som ringede det til hans egen

Begravelse.

Alt det passerede stod for ham med ræd

selsfuld Tydelighed. James Burton havde

været beskæ ftiget i et Rum ved Siden af

hans Arbejdsværelse, og havde ikke kunnet

undgaa at høre, hvad der var passeret m el

lem ham og hans aandssvage gamle Tante.

Da Sir Henry til sin Forskrækkelse opda

gede ham, kunde han læse paa Tjenerens

Ansigt, at han havde hørt mere, end han

skulde. Fra dette Øjeblik af var det Sir

Henrys faste Beslutning, at Manden skulde

dø — han kunde gøre ham altfor megen

Skade. Ha/n erindrede tydeligt det Udtryk

af vild Rædsel, der stod malet i Tjenerens

Øjne, da han vaagnede i sin Seng og saa

Sir Henry staa over sig med en Barber

kniv i Haanden. Og saa — Fy ! Hvor Blo

det sprøjtede og flød! „Liv for Liv“ — Or

dene blev ved at ringe i hans Øren.

Som en Søvngænger rejste han sig, gik

hen til et Skab og trak en Skuffe ud. Der

laa en lille sølvbeslaaet Revolver. Sir Henry

undersøgte (Ten mekanisk. Der var tre

Patroner i den. K lik ! Det tomme Rum pas

serede Løbet; det næste var ladt.

Sir Henry satte sig i sin Stol, skruede

Lampen ned og betænkte sig nogle faa Se

kunder. Saa lød der i Nattens Stilhed et

Skud, der gav Genlyd gennem hele det

store, gamle Hus, medens en underlig, pjal

tet, halvt forstyrret Nattevandrer udenfor

mumlede „Blod for Blod! Liv for L iv !“

PRÆMIE-KUPON

Nr. 2.

„FØR OG NU“

1. FEBRUAR 1915.