305 / 382
1. FEBRUAR 1915
FØR OG NU
N
r
. 3
bildet paa Fig. 11. Jeg
holdt den svævende i Luften og
lod den selv vælge sig en Strimmel
svært, blaat Papir. Der var ikke
Tale om at anvende T va n g; den
kunde tage Papiret eller lade være.
Om Dyret vilde „vigte sig“ med
vii kom Traaden til at danne en Løkke,
som indespærrede Ørentvisten, og jeg havde
nu min Morskab af at se paa Dyrets Krum
spring for at komme ud af den Indhegning,
Traaden dannede om den. Saa snart Øren
tvisten var kommen Traaden en halv Tomme
Fig. C.
nær, standsede den pludselig, gjorde kort
omkring og ilede i modsat Retning, for
straks at standse paa ny, naar den var kom
men hen til Traaden. Da den i nogle Mi
nutter havde forlystet sig paa denne Maade,
begyndte den at dreje sig om sig selv lige
nedad, medens Hjulene bestod af to Styk
ker Blyant, fastholdte ved Naale. Til dette
Køretøj blev Ørentvisten forspændt, hvorpaa
jeg taalmodig satte mig ned og afventede,
hvad der vilde komme. Efter at Ørentvisten
havde betænkt sig lidt, tog den sig pludse
lig sammen og
slog straks over
i, hvad jeg vil
kalde „en jævn,
lille Lunte“, idet
den nok saa net
trak Vognen ef
ter sig. Jeg lagde
da en Tændstik
paa
Køretøjet,
uden at det i mindste Maade syntes at af
ficere Ørentvisten. Tændstik efter Tændstik
blev derefter anbragt paa Karren, til der
i alt var otte.
Paa dette Tidspunkt begyndte
Dyret at vise Tegn paa, at det
maatte „hænge i“ for at faa
Vognen med sig, omtrent som
naar en Hest arbejder sig op ad
en Bakke med et tungt Læs, og
skønt det viste sig, at Ørentvi
sten kunde trække mere end
otte Tændstikker, var det dog
tydeligt, at den blev overan-
strengt derved.
Jeg vejede nu de otte Tændstikker og
fandt, at deres sam lede Vægt var 24 Gange
saa stor som Insektets. Hver Tændstik var fire
Gange saa lang som Øren
tvisten, alle otte altsaa 82
Gange længere end Dyret.
Naar man ser bort fra det
give tabt.“ Men n e j! Ned ad Bakke lyk
kedes det virkelig Ørentvisten at trække
dette enorme Læs, ganske vist ikke uden
Besvær. Jeg maa bemærke, at naar Øren
tvisten standsede, saa standsede Vognen
ogsaa og rullede ikke videre af sig selv,
hvoraf det altsaa fremgaar, at det var Dyret
alene, der bevægede Vognen, idet „Bakken“
ikke var saa stejl, at Køretøjet kunde rulle
ned ad den ved sin egen Vægt.
Tavlens nøjagtige Hældning er angivet
paa Fig. 10, hvor en Hest ses trækkende
et Læs Tømmer af forholdsvis samme Vægt
som Pengestykket. Ved Vejning viste det
sig, at et Pennystykke vejer lige saa meget
som 88 Tændstikker. Da en Tændstik er 4
Gange længere end en Ørentvist, maa vi
altsaa dele Bjælkerne i Stykker, der for
holdsvis svarer til Længden af en Hest, og
ved et nem t Regnestykke naar vi altsaa det
forbavsende Resultat, at vi behøver 332 svære
B jælkestykker, lige saa lange og tykke som
en Hest, for at faa et Læs, der svarer til,
hvad Ørentvisten trak hen ad Tavlen.
Maalt med en anden Maalestok er Sagen
lige saa overraskende og giver en Forestil
ling om Ørentvistens vældige Kræfter. Man
regner, at en Hest kan trække et Læs som
i Vægt svarer til to Hestes Vægt. Penny
stykket vejer lige saa m eget som 250 Øren-
tviste, og en Hest maatte altsaa, dersom
den skulde trække forholdsvis det samme
Læs, som Ørentvisten trak, have
ikke to, men 250 Heste paa Vog
nen. — Under de foregaaende
Beregninger har jeg forudsat,
at de to Køretøjer, som Hesten
og Ørentvisten trak, havde for-
Fig. 8.
i Midten af Indhegningen, idet den uafbrudt
holdt Bagkroppen i Vejret og øjensynlig
forsøgte at knibe sig selv i Halsen. Den
opførte sig, som
om den var gaaet
helt fra Forstan
den, og troede sik
kert, at Løkken
var en kæmpemæs
sig Slange,
der
vilde æde den. Da
jeg havde set mig
mæt paa den, be
friede jeg den fra
den indbildte Fare,
fodrede den op og
opnaaede omsider
at faa en Traad
anbragt om Livet
paa den. Den kun
de først slet ikke
finde sig til Rette
i sin nye Stilling,
men efterhaanden
vænnede den sig
til Traaden, hvor
paa jegskred tild e
egentlige Forsøg.
Jeg havde i Forvejen lavet en lille Karre,
1 Tomme lang og */* Tomme bred, dannet
af et Stykke Pap, hvis Sider var bøjede
forskellige Antal Ben, svarer en Hests og en
Ørentvists Proportioner omtrent til hin
anden. Jeg har derfor paa Fig. 7 afbildet
en Hest, der trækker Bjælker, som i For
hold til Hesten er lige saa lange, som Tænd
stikkerne er det i Forhold til Ørentvisten.
Jeg antager næppe, at man vilde sæ tte en
alm indelig Hest — maaske ikke engang to —
til at trække otte saadanne Bjælker.
Dersom Bjælkerne blev skaarne til i Styk
ker, lige store paa alle tre Ledder, vilde
der udkræves et meget langt Køretøj til at
transportere dem p a a ; dets for
holdsvise Størrelse er vist paa
Fig. 8. Otte Tændstikker var
normalt Læs for Ørentvisten,
som ikke havde Øvelse i den
Slags Arbejde og selvfølgelig
ikke var gunstig stem t imod det,
fordi den ikke, som Hesten, ved,
at efter Arbejde følger Hvile.
Med Hensyn til, hvad en Øren
tvist v i r k e l i g kan trække, be
høver De kun at se paa Fig. 9,
for at forstaa, hvor stort dens Læs da bliver.
Jog gav en Tavle en svagt skraanende
Stilling ved at lægge en Blyant under den
ene Ende og satte Ørentvisten og dens Vogn
derpaa. Det gik som en Leg for den. Saa
lagde jeg et Møntstykke paa Vognen og
tænkte: „Naa, min Ven! Nu maa Du vist
Fig.11.
holdsvis samme Vægt; men i Virkeligheden
har Ørentvisten slaaet Hesten med en overor
dentlig smuk Rekord, idet Papvognen med
sine to solide Blyantshjul vejede 46 Gange
mere end Ørentvisten
selv.
Den sidste Opgave,
jeg stillede min dyre
bare Ørentvist, er af-
sine Kræfter, ved jeg ikke, men det gav sig
dristigt i Lag med en Strimmel, der var
20 Gange saa lang og rigelig saa bred som
det selv. Det er værd at lægge Mærke til,
at Ørentvisten kun brugte to af sine Ben
til at løfte Papiret med, og i Modsætning
til Fluen vendte og drejede den ikke paa
det, men holdt kun fast paa det i bister Ko.
Jeg vejede Papiret, hvis Vægt viste sig
at svare til 12 Ørentviste. Paa Fig. 12 har
jeg afbildet, hvad dette vil sige, dersom
Talen er om Mennesker. De Reb, som binder
Mændene sammen kan godt lades ude a
Betragtning; thi Ørentvisten løftede Papir-
trimler, som var tungere end den, der her
er lagt til Grund for Beregningen.
Fig. 10.