S_FørOgNu

. 3

FØR OG NU

1. FEBRUAR 1915

Dag, da hun forsvandt næsten ligesaa my

stisk, som hun var kommen —naar alt kom

til alt,, var hendes gaadefulde Tale og hen

des højtidelige Løfter vel ikke andet end

tom Snak.

I Selskabet var der en Mrs. Lord Lorton,

som, efter hvad Lady Towers fortalte, havde

skrevet den „dejlige, spændende Bog“, „En

kalket Grav“, der var udkommet i ti Op

lag paa et Aar.“

Der var den nævnte Dames Mand — „saa-

dan en mageløs interessant Spiritist — for

sin Fornøjelse“, tilføjede Lady Towers, „men

ved Gud meget bedre Aandemaner end dem,

der lever af det.“ Der var den berømte

Skuespillerinde Giula Doré, der kom for

samtidig at gøre Afskedsbesøg, inden hun

forlod England. Der var Mr. Fitzroy Dermot,

den smukke Tenorsanger, alle teatergale

Damers Ideal. Der var de to Brødre Bagstaff,

som i Forening redigerede „et af de aand-

rigste Ugeblade i Hovedstaden“. Og ende

lig havde Huset Besøg af Forfatterinden til

„Fluen i Nettet“ — saadan en kvik Ameri

kanerinde, der gik under Navnet „Den

amerikanske Heks“ paa Grund af den Trold

dom, hendes Bog havde øvet paa Sindene.

—„Ja, vi havde naturligvis læst den,“ sagde

Lady Towers, „for det havde jo alle Menne

sker.“ Hverken Onkel Wilfrid eller jeg havde

megen Sympati for den nymodens Retning

i Litteraturen, men „Fluen i Nettet“ var

noget udenfor det almindelige. Den havde

vi læst.

Jeg var bleven gjort opmærksom paa den

for nogle Maaneder siden, læste den med

den største Interesse og fik min Onkel til

at gøre det samme. Vi huskede den godt

begge to, og i den nedslaaede Stemning,

hvori vort fælles fejlslagne Haab havde sat

os, blev vi for en Stund oplivede igen ved

Udsigten til at møde den Kvinde, hvis mærke

lige, simple lille Historie havde gjort et saa

dybt Indtryk paa os. Men heller ikke heri

syntes Skæbnen at ville imødekomme os.

Den amerikanske Forfatterinde var „upasse

lig“ og maatte renoncere paa Selskabet for

at blive i sin Seng et Par Dage, hed det sig.

Der var neget tragikomisk i Situationen

baade for Onkel og mig. Dér havde vi jaget

en hel Uge efter en Vildgaas uden at have

Held med os, saa vilde vi trøste os med en

And, og heller ikke den skulde vi faa fat i.

Tre—fire spildte Dage for Sir Wilfrid Amory

°g lige saa mange dræbende kedsommelige

Dage for mig. Paula havde, det bedst. Hun

gottede sig naturligvis indvendig. Og næg

tes kunde det jo ikke, overfor hende havde

U gjort os temmelig grundig til Nar.

Ifølge den fri Tone, der herkede paa Hazel-

wount gik Damer og Herrer ikke hver til

fiin Side efter Bordet. Man blandede sig

ugenert imellem hinanden, talende sammen

0lu alt muligt mellem Himmel og Jord, og

begge Køn rygende, Damerne fortrinsvis

tyrkiske Cigaretter.

Jeg havde taget Mrs. Lord Lorton paa

¡Mn Samvittighed. Det var en godmodig

Sjæl, ganske køn, men af temmelig „sat“

Alder. Hun talte i Epigrammer, men hen-

uesAandrigheder lød falske i mine prosaiske

Øren. Og det øvrige Selskab lod ikke til at

V£ere stort bedre. De „pikante“ Historier

u? den utøjlede Latter, der hørtes rundt om,

l0d uharmonisk og støjende, som Torden-

vejret og Stormen udenfor.

Det var vel sagtens kun mig selv, der

havde det saaledes, men jeg fik et Indtryk

af Selskabet, som om der var noget stak-

aandet over dem allesammen — som om de

havde en Fornemmelse af, at noget uventet

kunde ske, og at de ligesaalidt som jeg vilde

blive overraskede, 'hvis den almindelige

Lystighed pludselig blev forstyrret af en

eller anden tragisk Hændelse.

Jeg følte mig mere oplivet igen, da Lady

Towers henimod Klokken ti rejste sig og

anmodede Selskabet om at følge med hende

over i den store Sal. I den Ende af Salen,

der laa vis å vis den brede Fløjdør, ad hvil

ken vi kom ind, vel en halv Snes Alen fra,

hvor jeg var kommen til at staa, var op

hængt et stort hvidt, malerisk arrangeret

Draperi, der rimeligvis dækkede en anden

Fløjdør til et Værelse bagved.

Først nu fornam vi alle, hvilken Hygge

og Varme, det havde lykkedes vor gæstfri

Vært og Værtinde at tilvejebringe i de

andre Værelser, til Trods for Stormen og

Uvejret. Luften i Salen føltes isnende kold,

medens vi stillede os op gruppevis, afven

tende nærmere Besked af Lady Towers om,

hvad vi egentlig skulde foretage os. Jeg

benyttede Mellemtiden til at beundre de

pragtfulde Lysekroner med de utallige elek

triske Lys, som Sir Thomas paa sin god

modige Maade havde pralet af for en halv

Timestid siden.

Paa en Gang gennemrystedes Huset af et

Tordenbrag, det lød, som om der skete en

Eksplosion i Kælderen under vore Fødder.

Der lød et halvt leende, halvt angstfuldt

Skrig fra Damerne, og samtidig gik det elek

triske Lys ud.

Der blev et totalt Mørke og en ligesaa

total Tavshed over hele Salen. Kun hist og

her skimtedes nogle svage røde Lyspletter,

der kom fra to skinnende røde, skæve Øjne

i en indisk Ampel, af Form som et Afguds

billede, der hængte paa den ene Væg.

Der lød en svag Raslen af Damernes Silke

kjoler, medens vi uvilkaarlig flokkede os

sammen i Mørket, og pludselig hørte vi fra

Draperiet en Lyd af skurende Messingringe,

som om en Portiére hurtigt blev dragen til

Side. Vi stirrede i spændt Forvirring i Ret

ning af Lyden. En Strøm af raakold Luft,

der strøg hen over vore Ansigter og Damer

nes blottede Halse, sagde os, at Døren bag

Draperiet var bleven aabnet.

Der var endnn intet at sé, uden en Anelse

af Hvidt — det var Draperiet, og midt i

dette noget endnu sortere end Omgivel

serne — det maatte være Døraabningen.

‘Udenfor var Stormen begyndt at rase

endnu heftigere end før, som var der en

Forbindelse mellem Uvejret og den pludse

lige Hændelse med det elektriske Lys. Jeg

har hørt overtroiske Folk tale om noget,

der hedder „Varsler“, men aldrig troet der-

paa. I dette Øjeblik var jeg meget nær ved

at gøre det.

Saa syntes det, som om Stormen sagtnede

af, og da dens Bulder blev svagere, fornam

vi Lyden af en sørgmodigt klingendeÆols

harpe langt borte. Det lød, som om de bløde

Toner kom ind igennem Aabningen i Porti-

éren, og medens vore Øjne søgte mod Lyden,

forekom det os, at vi skimtede noget bevæ

geligt Hvidt i den mørke Døraabning.

Det fortonede sig først som faldende Sne,

belyst et eller andet usynligt Sted fra, og

derpaa dannede der sig for vore forundrede

Blikke de utydelige Omrids af en menneske

lig Skikkelse.

X. Kapitel.

„Den am erikan ske Heks“.

Noget, der lignede en hvid Sky med ube

stemte Omrids, formede sig gradvis til et

klassisk Draperi, i hvis bløde Folder der

skimtedes ligesom to Fugle, der bevægede

sig, indtil de paa en Gang blev stille, og vi

saa svagt to Hænder, der foldede sig sammen.

Skikkelsen voksede og blev tydeligere ind

til Legemet af en rank og skøn Kvinde, i et

Lysskær som af klart Maaneskin, svævede

ud af de taa'gede Omgivelser. Figuren var

klædt Let hvidt, tæt sluttende Draperi, der

paa en Gang dækkede og aabenbarede det

fuldendt formede Legemes Linjer, medens

Ansigtet var skjult under en Sky af lyst,

skinnende Haar, der bølgede ned om Figu

ren og næsten berørte Hofterne.

I et Par Sekunder stod Skikkelsen ube

vægelig, kun at den ligesom svajede umærke

ligt som en Lilje, der røres af Vinden, og

derpaa med en lynsnar Bevægelse af Hæn

derne, blev den bølgende Haarfylde strøget

tilside fra Ansigtet, og et Par Øjne som -to

skinnende mørke Juveler lynede os i Møde.

Jeg havde ikke behøvet at se dette An

sigt, thi den venstre Haands Perlehandske

havde sagt mig, hvem det var. Og dog —

dette var ingen Kvinde af Kød og Blod; det

var kun et Genskin af Virkeligheden. Jeg

forstod det ikke. Det m aatte vel alligevel

være et i Forvejen arrangeret Spil, eller —

nej, der var ikke noget andet Alternativ,

undtagen en overnaturlig Aabenbaring, hvad

jeg bestemt vilde have protesteret imod at

tro paa til enhver anden Tid, og paa ethvert

aridet Sted, end her i Mørket i den vilde

Valpurgisnats Storm.

Som det var —med den usigelig gribende

Musik fra Æolsharpen i mine Øren, blandet

med Vindens Susen, den spændte, angstfulde

Tavshed hos de Omkringstaaende, Mørket,

der var traadt i Stedet for det blændende

Lys — var jeg noget nær i Stand til at tro,

hvad det skulde være.

Min Onkel, som var gaaet foran mig ind

i Salen, stod tæt op til mig. Jeg vidste, at

det var hans Skulder, jeg havde berørt, da

Lyset gik ud, og jeg var sikker paa, at det

var ham og ingen anden, der ved en uvil

kaarlig Bevægelse havde tilkendegivet sin

Overraskelse, da de bølgende Haarmasser

blev strøget tilside for det Ansigt, der sik

kert havde optaget hans fleste Tanker i de

forløbne Dage.

Idet jeg erindrede mig hans Besvimelse

for otte Dage siden, blev jeg pludselig angst

for ham og stak min Arm ind under hans

for at holde fast paa ham, hvis det var

nødvendigt. Som jeg gjorde dette, lød Sig-

nora Dorés klokkeklare italienske Røst paa

en Gang igennem Mørket:

„Hvad er det? Oh, Sanctissima Maria, vil

nogen sige mig, hvad det er!“

Hendes Udbrud, der udtrykte den højeste

Grad af Bestyrtelse og Angst, blev besvaret

af den hvid£ Skikkelse med et Smil, der

viste de to Smilehuller, jeg kendte saa godt

paa Miss Hopes Kinder. Derpaa, som et

Lyn, forsvandt Skikkelsen i Mørket. Den

var borte —komplet visket ud! Og medens

vi endnu stod og stirrede efter den, skin

nede det elektriske Lys igen rundt om

kring os.

Visionen var tilende. Tonerne fra Æols

harpen forstummede. Vi yar igen et dag

ligdags Selskab af Herrer og Damer i Sel

skabsdragt, grupperede i den store, straalende