312 / 382
NB. 4
FØR QG NU
PRÆMIE-KUPON
Nr. 2.
„FØR OG NU“
15. FEBRUAR 1915.
15. FEBRUAR 1915
S m a a f o r t æ l l i n g e r ,
korte Historier, spændende Episoder in
teressante Selvoplevelser morsomme
Hændelser, satiriske Betragtninger over
Døgnets Begivenheder etc.
Redaktionen indbyder herved Bladets Læ
sere til at indsende originale Bidrag til
denne Afdeling. Manuskriptet maa ikke op
tage mere end to, højst tre, trykte Spalter
i Bladet.
For
det
Bidrag, der efter Redaktionens
Skøn er det bedste, giver vi en Præmie,
bestaaende af
Varer fra Zachariaes Maga
siner efter Vedkommendes eget Valg til en
Værdi af
1 0 K r o n e r .
Manuskriptet
m aa
indsendes i Konvolut mrk.
„S m aa
fortæ llinger“
og være forsynet med Indsenderens Navn
og Adresse samt være paaklæbet den øverst paa denne
Side anbragte Præmie-Kupon.
Redaktionen paatager sig intet Ansvar for de ind
sendte Manuskripter, der ikke benyttes, og forbeholder
sig Ret til at trykke saavel de præmierede som de
ikke præmierede Bidrag i Bladet.
E n C i r k u s - T r a g e d i e .
„V ig mig ganske oprigtig, Doktor,“ sagde
U? den syge Kvinde med pludseligt Liv i
det blege, udtærede Ansigt, som hun vendte
om imod ham paa Puden, „hvor lang Tid
har jeg at leve?“
„Naa, naa! Der er ingen, der siger, at
De skal dø for det første,“ svarede Lægen,
idet han holdt en lille Medicinflaske op
mod Lyset og hældte nogle Draaber i et
Glas. „De maa slet ikke tænke paa sligt,
ved De nok. Det har De ikke godt af.
Vær fremfor alt ved godt Mod, saa skal vi
se, De kommer Dem snart.“
„Nej, Doktor,“ svarede hun rolig. „Jeg
lever ikke, det ved jeg godt. Min Tid er
omme — De behøver ikke at ryste paa Ho
vedet — dette er den sidste Aften, jeg har
tilbage paa denne Jord. Og naar jeg skal
være ærlig,“ tilføjede hun med et bittert
Smil, „vilde jeg ikke ønske det anderledes,
selv om jeg kunde vælge.“
Hun lagde sig tilbage i Sengen og luk
kede Øjnene. Doktoren gjorde ikke noget
yderligere Forsøg paa at sprede hendes
mørke Tanker; maaske havde han alligevel
hos sig selv en Overbevisning om, at hun
talte sandt. Han saa sig om i det tomme,
tarvelige Værelse for at finde en Vand-
„Hvad er det, man hører?“ spurgte den
iyge Kvinde efter en lang Pavse og aab-
iede de store, mørke Øjne, der lyste med
læsten overnaturlig Glans. „Musik! Et
kkester, er det ikke ?“
»Jo; det er Musiken fra Cirkus Rad
ord. Der skal nok være stor Gala-Fore-
¡tilling i Aften. Benefice for en af Arti-
Jerne, tror jeg.“
»Ah, saaledes!“
Hun drejede Hovedet for at opfange de
tampede Toner, der lød i det fjerne. Me
dens hun lyttede, kom der et pludseligt
Jdtryk af Overraskelse og Uro i hendes
Ansigt; det var, som om denne Musik kaldte
Minder til Live — mørke og bitre Minder
fra en svunden Tid.
»Doktor,“ sagde hun omsider. „Vil De
?ore mig en Tjeneste? Det er den første,
beder Dem om, og det bliver vel den
sidste. Vil De gaa hen i Cirkus og faa fat
Overberideren, Gilbert Ferris ? De vil
inde ham et eller andet Sted derinde, og
Jo kan ikke tage fejl af ham — en høj,
Jegant Skikkelse med venlige, blaa Øjne
ig et elskværdigt Ansigt. Sig til ham, at
¡eg maa tale med ham endnu i Aften; sig
lam, at jeg er ved at dø og har noget paa
Hjerte, som jeg maa have aabenbaret. Men-
rent lidt, hvad er Klokken nu ? Ikke mere
5nd ni ? Forestillingen vil altsaa vare over
j;n Time endnu, og saa tror jeg, det bliver
mr sent. Sæt Dem dér, saa vil jeg fortælle
®in Historie for Dem, medens jeg endnu
har Kræfter nok dertil.“
„Som De ønsker,“ svarede han. „Men
tag en lille Hjertestyrkning af dette her
først.“
Hun rakte sin hvide, rystende Haand
frem efter Glasset og sank den af Dok
toren tilberedte Mikstur.
„Det var godt,“ sagde Doktoren bifal
dende. „Fortæl saa!“
„For et Aarstid siden,“ begyndte hun,
„havde jeg den Ulykke at blive engageret
til den Cirkus, hvis Orkester vi nu kan
høre. Jeg var, som De ved, et Artistbarn,
havde bevæget mig paa Line og Trapez, fra
jeg var ganske lille, og blev ikke anset for
at være nogen daarlig Kunstnerinde i mit
Fag. Samtidig med mig blev en anden
ung Pige — Liz, plejede vi at kalde hende
— ligeledes engageret til Cirkus Radford.
Yi skulde „arbejde“ sammen i Trapez og
Reck. Liz var et muntert, forfløjent og
heftigt Pigebarn; ganske køn for den Sags
Skyld, men lidt for behagesyg og glad for
at blive beundret. I Trapez’en var hun en
ren lille Djævel; hun entrede som en Kat
og ænsede ingen Farer; hendes største For
nøjelse var at sætte Publikum en forsvarlig
Skræk i Blodet ved de mest halsbrækkende
„Tricks“.
„Jeg vil ikke paastaa, at hun og jeg var
de bedste Yenner. Hun fandt mig altfor
sat og alvorlig, tænker jeg, og jeg paa min
Side — naa min Mening om hende har
jeg jo allerede sagt. Muligt er det, at jeg
rent instinktmæssig' var en Smule jalous
paa hende for den Lykke, hun altid gjorde
hos Publikum. Netop paa den Tid tog hun
hver Aften et rasende Bifald. I lang Tid
prøvede vi paa at overgaa hinanden i smukt
Udseende og dristige Præstationer, men
saa endte det en smuk Dag med, a.t vi
blev Rivalinder paa et andet Felt. Vi blev
begge forelskede og begge i den samme
Mand — Gilbert Ferris!
Hendes Elskov var af en let og tankeløs
Art, hun var bleven umiddelbart bedaaret
af hans flotte Ydre, medens min Kærlighed
til ham bundede dybt i den dunkleste Krog
af mit Hjerte.
Det var Sypd at sige, at hun gjorde sig
Umage for at skjule sin Tilbøjelighed.
Mig kunde det aldrig i Verden være faldet
ind at te mig, som hun gjorde. Hun rendte
om ham ved alle Lejligheder. Jeg undgik
ham. Hendes Kærlighed var som et Barns
Leg imod min; naar hun havde været borte
fra ham i en Maaned — otte Dage maa
ske — saa vilde hun have glemt ham for
en anden. Der var hundrede andre Ting,
der optog hendes lille Hjerne. Jeg havde
kun den ene, og jeg plejede den og rugede
over den i Hemmelighed Dag og Nat, ind
til den var en Del af mit eget Jeg. Jeg
elskede ham til Trods for, at han bestan
dig var afmaalt og kold overfor mig, og
— jeg arme Stakkel! — jeg elsker ham
endnu!“
Her holdt hun inde og græd stille et
Minut eller to. Saa fortalte hun igen:
„Liz havde snart opdaget, hvordan det
var fat med mig, men hun sagde lige saa
lidt noget til mig derom, som jeg havde
sagt noget til hende. Men fra nu af blev
den gensidige Jalousi til et dødeligt Fjend
skab. De, der saa os gøre Akrobatkunster
sammen, maatte snarest tro, at vi var Ven
inder —• Søstre maaske. Aften efter Aften
stod vi sammen i Ringen, med Armene om
Livet paa hinanden, smilende ud til Publi
kum. Saa blev vi hilst med Jubel, Klap
og Bravoraab, som ofte blev ved, lige til
vi var komne helt op til Taget af den høje
Cirkusbygning. Jeg tænkte ofte paa, hvad
mon dette henrykte Publikum vilde have
sagt, hvis nogen havde set de onde Blikke,
vi tilkastede hinanden deroppe.
Jeg er ikke vis paa, om Hr. Ferris egent
lig havde nogen Anelse om, hvorledes Sa
gerne stod. Men jeg har en Formodning
om, at han havde opdaget det. Som jeg
har sagt, var hans Optræden overfor mig
kold og formel, medens han ellers var Elsk
værdigheden selv. Overfor Liz derimod var
han livlig, næsten kaad. Han spøgte og lo
med hende, drillede hende af og til med
hendes Behagesyge, men syntes aldrig at
blive træt af hendes Selskab. Ingen af
dem syntes at tage den mindste Notits af
mig, naar jeg stod i Nærheden og iagttog
dem. Hvor jeg led, hver Gang hun aftvang
ham et Smil! Hvor det pinte mig at høre
de smukke Ord, han ødslede paa hende!
Jeg vidste, at mine Lidelser ingen Ende
vilde faa, saa længe hun var ved Cirkus’et.
Blot hun var vel borte, hvis en eller anden
Hændelse kunde faa mig denne Rivalinde
fra Halsen, saa turde jeg maaske nære
Haab om, at han i det mindste til en Be
gyndelse vilde lægge en Smule Mærke
til mig.
Saa var det en Aften — mod Slutningen
af Sæsonen — der var stor Gala-Forestil-
ling i Anledning af, at Generalen og de
højere Officerer af Byens Garnison havde
anmeldt deres Besøg. Liz og jeg skulde
optræde sammen i et af vore Bravour-
numre. Vi havde stoppende fuldt Hus.
Straks efter at Officererne, der kom lidt
sent, fordi de først havde været til en Mid
dag, var mødte og havde indtaget deres
Pladser, kom Turen til os.
Da vi gik ud af vore Paaklædningsrum,
kom Hr. Ferris, tog Liz ved Haanden og
førte hende ind i Manegen. Han saa paa
hende med et indtagende Smil og sagde
noget til hende, der fik hende til at le til
ham igen. Synet af de to bragte mig helt
fra- Sans og Samling. Et Øjeblik tænkte
jeg paa at vende om og under et eller
andet Paaskud nægte at optræde. Men saa
opgav jeg det og trippede ind ved Siden af
min forhadte Rivalinde. Vi hilste sammen
paa det glade, larmende Publikum, men
jeg rystede over alle Lemmer, og noget
Smil var det mig ikke muligt at faa frem.
Komme, hvad der komme vilde, der maatte
ske en Afgørelse mellem denne Kvinde og
mig, før eller senere!
Nu skulde det netop træffe sig, ak Liz
den samme Aften havde bedt om at være
fritaget for det sædvanlige Net under os.
Hr. Ferris vilde ikke føje hende deri, men
hun tiggede og skændte, var paastaaelig og
holdt paa sit; hun vilde ikke gaa op, sagde
hun, hvis det tossede Net skulde være der,
og han kendte hende tilstrækkeligt til at
vide, at hun vilde holde Ord, om hun saa
skulde vælte hele Forestillingen. Han talte
og argumenterede, var baade venlig og
vred, men lige meget hjalp det; han maatte
til sidst give efter. Naar alt kom til alt,
var der ingen synderlig Risiko derved, vi
havde arbejdet sammen saa længe, uden at
der en eneste Gang havde været den mind
ste Fare paa Færde.
Vort „Nummer“ endte med en dristig
Præstation i flyvende Trapez. Saaledes som
vi udførte den, tør jeg sige, at De aldrig
noget Sted har set det. Jeg hængte nedad
i den ene Side af Cirkus, og Liz anbragte
sig paa den modsatte Side. Trapez’en, der
hængte i Midten af Taget, blev trukket
hen til hende, hnn greb den med begge
Hænder, sprang ud i Rummet i Retning af
mig, og naar hun var kommen saa langt,
som Trapez’en kunde bære hende, slap hun
Taget, gjorde en Saltomortale og svævede
med udstrakte Arme ned imod mig, som
da greb hende om Haandleddene. Publikum
holdt Aandedrættet tilbage, indtil de saa
hende fanget i mine sikre Hænder; saa
brødes Stilheden af en bragende Applaus,
under hvilken Liz lod sig glide ned ad To
vet til Manegen, og jeg fulgte efter.
Vi havde lykkelig og vel tilendebragt
den første Del af vore Præstationer og
gjorde os rede til den store flyvende Salto
mortale. Liz havde allerede indtaget sin
Plads. Jeg hængte mig nedad som sæd
vanlig og kunde se hendes hvide Skikkelse
mod den mørke Baggrund. Hun ventede
altid lidt med at springe ud ; hun holdt af
at staa der og iagttage de Hundreder af
spændte Ansigter, der beundrende og æng
steligt stirrede op imod hende. Hun havde
en egen barnagtig Fornøjelse af at holde
Publikum i Spænding, det morede hende at