S_FørOgNu

FØR OG NU

15. FEBRUAR 1915

se disse gabende Munde og aandeløst ven

tende Miner hos Myldret nedenunder.

Denne Aften blev hun staaende endnu

længere end sædvanlig. Hun strakte Fød

derne vekselvis et Par Gange frem, gjorde

nogle maskerede Bevægelser, som om hun

vilde gribe T iapez’en og springe ud, og

stod stille igen. Hun vilde aabenbart give

det Udseende af, at hun var ængstelig for

at forøge Uroen og Spændingen hos T il

skuerne. Men det var selvfølgelig kun paa

taget, hun sm ilede, som hun altid plejede

og var saa sikker som ingensinde, da hun

omsider styrtede sig ud.

Pludselig, medens jeg passede paa hende,

kom den Tanke op hos mig — eller det

var, som om det blev hvisket mig i Øret —

„Hvor let kunde du nu ikke gribe fe jl!“

Det var et Sekund eller to om at gø re;

befandt jeg mig nogle faa Centimeter

højere til Vejrs, vilde hun flyve nedenunder

mig, uden at jeg fik fat i h en d e! Og der

var intet Net til at opfange hende i Faldet!

Jeg tog ingen som helst Beslutning. Men

jeg kunde ikke blive den skrækkelige

Tanke kvit. Vel Hundrede Gange i det

korte Øjeblik gentog Djævelen inde i mig

disse Ord — „Hvor let kunde du ikke gribe

fe jl!“ Saa lød der et dæmpet Angstskrig

i Kor fra Publikum — hun var paa Vejen,

og jeg lavede mig til at fange hende som

sædvanlig.

Doktor, jeg siger Dem — jeg sværger

Dem til — at indtil hun havde svunget sig

ud, indtil hun havde gjort sin Saltomortale

og var ved at falde ned imod mig, havde

jeg ikke taget nogen Beslutning. Men saa

— paa mindre end et Sekund — kom det

over mig — jeg fik ikke fat i h en d e! Jeg

lod hende fa ld e !

Jeg hørte Suset af hendes Legemes Fald

gennem Luften, hørte det frygtelige Stød

paa Jorden underneden og det vilde Oprør

blandt Publikum hele Cirkus rundt. Det

svimlede for mig, jeg var en Afmagt nær,

jeg undres over, at jeg ikke selv faldt ned

bagefter, og jeg ved ikke, hvordan jeg kom

op igen i min Reck. Jeg mindes, at me

dens jeg sad der, klyngende mig til det

ene Tov, kastede jeg et Blik ned paa den

forvirrede Scene paa Manegen under mig.

Lysene dansede for mine Øjne, men jeg

kunde dog tydeligt se Hr. Ferris mellem

de sammenstimlede Artister og Tjenere i

Gruppe omkring det hvide Legeme, der laa

paa Jorden. Saa kom der en Herre — en

Liege, formoder jeg — springende ind paa

Manegen og ilede hen til Stedet. Jeg tog

Haanden op for Ansigtet for ikke at se

mere.

Omsider kom jeg ned, hvordan ved jeg

ikke. Ingen syntes at tage Notits af mig.

Jeg havde set dem bære det livløse Le

geme bort paa en Baare. Ingen talte til

mig, og jeg kunde endnu mindre sige noget.

Da jeg var kommen ind i mit Paaklæd-

ningsrum, faldt jeg i Afmagt og blev lig 

gende, Gud ved hvor længe.

I to hele Døgn blev jeg derefter paa mit

Værelse. Hvilke Sjælekvaler jeg led, gør

De Dem ingen Ide om. Mangt et Aar af

mit Liv synes mig at va're gaaet hurtigere

end disse to Døgn. Jeg tror ikke, at jeg

spiste eller sov i disse otte og fyrretyve

forfærdelige Timer. Det var en eneste

lang, uafbrudt Lidelse af Angst og Sam

vittighedsnag!

Jeg havde faaet Liz af

Vejen, men nu, da hun var borte, hvad

havde jeg saa vundet ? Hvilken Fordel

havde min Forbrydelse bragt mig ? Aldeles

ingen. O, havde jeg dog blot kunnet se

Tingen i det samme Lys, forend jeg gjorde

denne vanvittige Gerning, hvori jeg nu saa

den bagefter!

Den tredje Dag gjorde jeg Forsøg paa at

tage mig sammen og beka^mpe mit oprørte

Sind. Det var jo ingen Nytte til at sidde

der fra Morgen til Nat grublende og kla

gende over det, der var sket. Al min Sorg

og al min Anger kunde dog ikke gøre min

Handling ugjort eller kalde Liz tilbage til

Livet igen. Jeg kunde lige saa godt sæ tte

et kækt Ansigt op og tage fat paa min

Virksomhed igen.

Sent hen paa Eftermiddagen gik jeg til

bage til Cirkus. Jeg halvt haabede, halvt

frygtede for at møde Hr. Ferris. Mere end

én Gang var jeg ved at vende om, men

jeg følte, at jeg lige saa gerne kunde gaa

først som sidst, og helst lidt snart, og for

Resten lade Skæbnen raade for, hvad der

skulde komme. Jeg kom ind, uden at nogen

saa mig, og gik gennem den lange, mørke

Gang til mit Paaklædningsrum uden at møde

en Sjæl.

Saa gik jeg ud i Manegen, Synet af det

store, tomme, halvmørke Rum fik en kold

Gysen til at fare igennem mig. Jeg var

vant til at se den i blændende Lys, til at

høre den livlige Musik fra Orkestret og til

at se de mange forventningsfulde Tilskuere,

og nu saa je'g ind i en tom og forladt Cir

kus. Dette Øde, denne Stilhed var for

færdelig !

Pludselig faldt mine Øjne paa en mand

lig Skikkelse. Han stod med den ene Fod

paa Manegens Rand med Albuen paa Knæet

og Haanden under Kinden — sørgmodig

stirrende ud i det tomme Rum. Mit Hjerte

snøredes sammen; det var Gilbert Ferris!

Jeg maa have gjort en eller anden hastig

Bevægelse, for han vendte sig hurtig om

imod mig. Jeg lænede mig tæ t ind til Mu

siktribunen , svævende mellem Frygt og

Haab. Han saa paa mig længe og fast —

og o, hvilket B lik! Derpaa, uden at sige

et Ord, drejede han sig rundt paa Hælen

og gik sin Vej. Jeg tænker, han tildels

har gæ ttet Sandheden.

Om han havde udslynget Forbandelser

imod mig, slaaet mig — ja dræbt mig paa

Stedet — jeg kunde have baaret det; jeg

kunde være faldet paa mine Knæ for ham

og kysset hans H aand! Men dette Blik —

dette Blik, der gnistrede af Haan og Mod

bydelighed for mig — det gennemborede

mig lige ind til Hjertet. Jeg følte, at det

var min Dødsdom, der var fæ ld e t; at det

vilde tage Livet af mig før eller senere.

Og det har næsten gjort det allerede.

Jeg slap over de Forhør, der blev op

tagne i Sagen, uden at der faldt nogen

Mistanke paa mig, skønt jeg egentlig ikke

gjorde noget for at fri m ig; jeg vilde slet

ikke være bleven saa ulykkelig, om de

havde arresteret mig og behandlet mig som

Morderske. Jeg forlod Cirkus Radford og

tog Engagement ved et tarveligt, omrej

sende Beriderselskab. Mit Helbred havde

faaet et Knæk, for hver Dag der gik, svandt

mine Kræfter, og saa kom jeg hertil igen

for at d ø !“

Der blev Dødsstilhed i Værelset, da denne

Beretning var endt. Genfortællingen af

disse uhyggelige Begivenheder havde gan

ske udmattet den ulykkelige unge Kvinde,

der nu havde lukket sine Øjne igen og laa

stille hen. Hun ventede ikke en Gang for

at se, hvilket Indtryk hendes Skriftemaal

havde gjort paa hendes Tilhører; det syn

tes, som om hun nu var uden Interesse for

noget mere.

„Det maa være bleven sent, Doktor,“

sagde hun endelig med svag, klangløs

Stemme. „Maaske var det bedst, at De

gik straks; der er ikke megen Tid at

spilde.“

Han rejste sig tavs, tog sin Hat og gik

ud af Værelset. Vel tyve Minutter efter

kom han op ad Trapperne igen, ledsaget af

Gilbert Ferris.

Da de to Mænd kom ind i Værelset, rej

ste den syge Kvinde sig med Besvær og

saa paa dem med et sløvt, fraværende Ud

tryk i Øjnene. Men pludselig kom der Liv

i disse Øjne, og et Glimt af frydefuld Gen

kendelse lyste op i dem. Hun rakte sine

Hænder frem, udstødte et kort, skarpt Skrig

og faldt tungt tilbage paa Puderne.

Hun var d ød !

N r .

figevrede eller det fataleKys.

Jeg bliver aldrig mild igen,

nej, tro mig ingensinde;

thi skal fra denne Stund min Ven

mig helt forandret finde.

S a n mærke skal, at jeg er vred

fornærmet, o saa gruligt,

at Kløften mellem os er bred,

saa bred som det er midigt.

Og dersom blot han gør Forsøg

med tomme Komplimenter

at slaa det hele hen i Spøg,

som om der intet hændt er,

saa vil jeg, ja jeg vil mintro

et haanligt Blik ham sende,

og ham, saa vist som to og to

er fire, Byggen vende

.......

Nys dansed vi paa Ballet hist,

fortryllende han danser,

jeg var saa glad, men han forvist

gik rent fra sine Sanser.

O! hvillien Dristighed, jeg be’r,

man tænke sig Skandalen,

midt under Lysekronens Skær,

ja lige midt i Salen,

da vi i Dansen svæved let

og fo’r a f Sted som Vinden,

han, uden at jeg aned det,

—

K ys mig gav paa Kinden.

Mig Blodet op til Ho’edet fo’r

a f Skamfuldhcd og Harme,

og inden han fik sagt et Ord,

jeg flygted fra hans Arme

oq iled’, som jeg gik og stod,

til Haven, hvor jeg vanker,

at kølne her mit hede Blod

og samle mine Tanker . . .

End bølger hæftig sig min Barm,

fast Hjertets Slag kan høres,

det er, som endnu a f hans Arm

i vild Galop jeg føres,

betaget snari a f salig Lyst

og snart til Taarer fristet,

mens mine Nerver hvisker tyst:

D in Hjertefred Du misted

’. .. .

Min Sjæl er syg, og kun med Nød

jeg dæmper mine Sukke,

thi Ilden fra hans Læhers Glød

ej mægter jeg at slukke.

O, aned blot han hvilken Vé

og Vaande, jeg maa lide,

han gik i dette Nu maaske

fortrolig ved min Side! . . . .

Men Tiden iler, jeg maa gaa

til Ballet fuks tilbage,

mit bedste Smil jeg tager paa

og standser Suk og Klage.

Men mærke[ skal han, jeg er vred,

fornærmet, o saa gruligt,

at Kløften mellem os er bred,

saa bred som det er muligt;

og skal jeg lære ham saa godt

som nogen, sku’e jeg mene,

at stjæle Kys, naar blot, naar blot

vi to engang bli’er

—

ene.

E n T y r e f æ g t n i n g .

i havde ligget paa Gibraltars Rhed en

god Uge og trods en Del Selskaber i

Land og et Bal om Bord hos os, kedet os

lumskt, da der en Efterm iddag kom Ind

bydelse fra Konsulen til at overvære en

Tyrefægtning.

Indbydelsen blev selvfølgelig modtage

med stor Begejstring, især da ingen at os

tidligere havde overværet et saadant Skue-

Fægtningen skulde finde Sted en Søndag

paa en nærliggende 0 , Centa, og tidlig om

Formiddagen tog vi, efter at have SP1S en

bedre Frokost hos Konsulen, afsted med en

lille Lystdamper, der for Tilfæ ldet gik oiei

til Øen.

Festpladsen, hvor Fægtningen skulde n

Sted, var indrettet som en stor Cirkus, i

med den Forskel, at der intet la g '