![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0302.jpg)
FØR OG NU
15. FEBRUAR 1915
se disse gabende Munde og aandeløst ven
tende Miner hos Myldret nedenunder.
Denne Aften blev hun staaende endnu
længere end sædvanlig. Hun strakte Fød
derne vekselvis et Par Gange frem, gjorde
nogle maskerede Bevægelser, som om hun
vilde gribe T iapez’en og springe ud, og
stod stille igen. Hun vilde aabenbart give
det Udseende af, at hun var ængstelig for
at forøge Uroen og Spændingen hos T il
skuerne. Men det var selvfølgelig kun paa
taget, hun sm ilede, som hun altid plejede
og var saa sikker som ingensinde, da hun
omsider styrtede sig ud.
Pludselig, medens jeg passede paa hende,
kom den Tanke op hos mig — eller det
var, som om det blev hvisket mig i Øret —
„Hvor let kunde du nu ikke gribe fe jl!“
Det var et Sekund eller to om at gø re;
befandt jeg mig nogle faa Centimeter
højere til Vejrs, vilde hun flyve nedenunder
mig, uden at jeg fik fat i h en d e! Og der
var intet Net til at opfange hende i Faldet!
Jeg tog ingen som helst Beslutning. Men
jeg kunde ikke blive den skrækkelige
Tanke kvit. Vel Hundrede Gange i det
korte Øjeblik gentog Djævelen inde i mig
disse Ord — „Hvor let kunde du ikke gribe
fe jl!“ Saa lød der et dæmpet Angstskrig
i Kor fra Publikum — hun var paa Vejen,
og jeg lavede mig til at fange hende som
sædvanlig.
Doktor, jeg siger Dem — jeg sværger
Dem til — at indtil hun havde svunget sig
ud, indtil hun havde gjort sin Saltomortale
og var ved at falde ned imod mig, havde
jeg ikke taget nogen Beslutning. Men saa
— paa mindre end et Sekund — kom det
over mig — jeg fik ikke fat i h en d e! Jeg
lod hende fa ld e !
Jeg hørte Suset af hendes Legemes Fald
gennem Luften, hørte det frygtelige Stød
paa Jorden underneden og det vilde Oprør
blandt Publikum hele Cirkus rundt. Det
svimlede for mig, jeg var en Afmagt nær,
jeg undres over, at jeg ikke selv faldt ned
bagefter, og jeg ved ikke, hvordan jeg kom
op igen i min Reck. Jeg mindes, at me
dens jeg sad der, klyngende mig til det
ene Tov, kastede jeg et Blik ned paa den
forvirrede Scene paa Manegen under mig.
Lysene dansede for mine Øjne, men jeg
kunde dog tydeligt se Hr. Ferris mellem
de sammenstimlede Artister og Tjenere i
Gruppe omkring det hvide Legeme, der laa
paa Jorden. Saa kom der en Herre — en
Liege, formoder jeg — springende ind paa
Manegen og ilede hen til Stedet. Jeg tog
Haanden op for Ansigtet for ikke at se
mere.
Omsider kom jeg ned, hvordan ved jeg
ikke. Ingen syntes at tage Notits af mig.
Jeg havde set dem bære det livløse Le
geme bort paa en Baare. Ingen talte til
mig, og jeg kunde endnu mindre sige noget.
Da jeg var kommen ind i mit Paaklæd-
ningsrum, faldt jeg i Afmagt og blev lig
gende, Gud ved hvor længe.
I to hele Døgn blev jeg derefter paa mit
Værelse. Hvilke Sjælekvaler jeg led, gør
De Dem ingen Ide om. Mangt et Aar af
mit Liv synes mig at va're gaaet hurtigere
end disse to Døgn. Jeg tror ikke, at jeg
spiste eller sov i disse otte og fyrretyve
forfærdelige Timer. Det var en eneste
lang, uafbrudt Lidelse af Angst og Sam
vittighedsnag!
Jeg havde faaet Liz af
Vejen, men nu, da hun var borte, hvad
havde jeg saa vundet ? Hvilken Fordel
havde min Forbrydelse bragt mig ? Aldeles
ingen. O, havde jeg dog blot kunnet se
Tingen i det samme Lys, forend jeg gjorde
denne vanvittige Gerning, hvori jeg nu saa
den bagefter!
Den tredje Dag gjorde jeg Forsøg paa at
tage mig sammen og beka^mpe mit oprørte
Sind. Det var jo ingen Nytte til at sidde
der fra Morgen til Nat grublende og kla
gende over det, der var sket. Al min Sorg
og al min Anger kunde dog ikke gøre min
Handling ugjort eller kalde Liz tilbage til
Livet igen. Jeg kunde lige saa godt sæ tte
et kækt Ansigt op og tage fat paa min
Virksomhed igen.
Sent hen paa Eftermiddagen gik jeg til
bage til Cirkus. Jeg halvt haabede, halvt
frygtede for at møde Hr. Ferris. Mere end
én Gang var jeg ved at vende om, men
jeg følte, at jeg lige saa gerne kunde gaa
først som sidst, og helst lidt snart, og for
Resten lade Skæbnen raade for, hvad der
skulde komme. Jeg kom ind, uden at nogen
saa mig, og gik gennem den lange, mørke
Gang til mit Paaklædningsrum uden at møde
en Sjæl.
Saa gik jeg ud i Manegen, Synet af det
store, tomme, halvmørke Rum fik en kold
Gysen til at fare igennem mig. Jeg var
vant til at se den i blændende Lys, til at
høre den livlige Musik fra Orkestret og til
at se de mange forventningsfulde Tilskuere,
og nu saa je'g ind i en tom og forladt Cir
kus. Dette Øde, denne Stilhed var for
færdelig !
Pludselig faldt mine Øjne paa en mand
lig Skikkelse. Han stod med den ene Fod
paa Manegens Rand med Albuen paa Knæet
og Haanden under Kinden — sørgmodig
stirrende ud i det tomme Rum. Mit Hjerte
snøredes sammen; det var Gilbert Ferris!
Jeg maa have gjort en eller anden hastig
Bevægelse, for han vendte sig hurtig om
imod mig. Jeg lænede mig tæ t ind til Mu
siktribunen , svævende mellem Frygt og
Haab. Han saa paa mig længe og fast —
og o, hvilket B lik! Derpaa, uden at sige
et Ord, drejede han sig rundt paa Hælen
og gik sin Vej. Jeg tænker, han tildels
har gæ ttet Sandheden.
Om han havde udslynget Forbandelser
imod mig, slaaet mig — ja dræbt mig paa
Stedet — jeg kunde have baaret det; jeg
kunde være faldet paa mine Knæ for ham
og kysset hans H aand! Men dette Blik —
dette Blik, der gnistrede af Haan og Mod
bydelighed for mig — det gennemborede
mig lige ind til Hjertet. Jeg følte, at det
var min Dødsdom, der var fæ ld e t; at det
vilde tage Livet af mig før eller senere.
Og det har næsten gjort det allerede.
Jeg slap over de Forhør, der blev op
tagne i Sagen, uden at der faldt nogen
Mistanke paa mig, skønt jeg egentlig ikke
gjorde noget for at fri m ig; jeg vilde slet
ikke være bleven saa ulykkelig, om de
havde arresteret mig og behandlet mig som
Morderske. Jeg forlod Cirkus Radford og
tog Engagement ved et tarveligt, omrej
sende Beriderselskab. Mit Helbred havde
faaet et Knæk, for hver Dag der gik, svandt
mine Kræfter, og saa kom jeg hertil igen
for at d ø !“
Der blev Dødsstilhed i Værelset, da denne
Beretning var endt. Genfortællingen af
disse uhyggelige Begivenheder havde gan
ske udmattet den ulykkelige unge Kvinde,
der nu havde lukket sine Øjne igen og laa
stille hen. Hun ventede ikke en Gang for
at se, hvilket Indtryk hendes Skriftemaal
havde gjort paa hendes Tilhører; det syn
tes, som om hun nu var uden Interesse for
noget mere.
„Det maa være bleven sent, Doktor,“
sagde hun endelig med svag, klangløs
Stemme. „Maaske var det bedst, at De
gik straks; der er ikke megen Tid at
spilde.“
Han rejste sig tavs, tog sin Hat og gik
ud af Værelset. Vel tyve Minutter efter
kom han op ad Trapperne igen, ledsaget af
Gilbert Ferris.
Da de to Mænd kom ind i Værelset, rej
ste den syge Kvinde sig med Besvær og
saa paa dem med et sløvt, fraværende Ud
tryk i Øjnene. Men pludselig kom der Liv
i disse Øjne, og et Glimt af frydefuld Gen
kendelse lyste op i dem. Hun rakte sine
Hænder frem, udstødte et kort, skarpt Skrig
og faldt tungt tilbage paa Puderne.
Hun var d ød !
N r .
4
figevrede eller det fataleKys.
Jeg bliver aldrig mild igen,
nej, tro mig ingensinde;
thi skal fra denne Stund min Ven
mig helt forandret finde.
S a n mærke skal, at jeg er vred
fornærmet, o saa gruligt,
at Kløften mellem os er bred,
saa bred som det er midigt.
Og dersom blot han gør Forsøg
med tomme Komplimenter
at slaa det hele hen i Spøg,
som om der intet hændt er,
saa vil jeg, ja jeg vil mintro
et haanligt Blik ham sende,
og ham, saa vist som to og to
er fire, Byggen vende
.......
Nys dansed vi paa Ballet hist,
fortryllende han danser,
jeg var saa glad, men han forvist
gik rent fra sine Sanser.
O! hvillien Dristighed, jeg be’r,
man tænke sig Skandalen,
midt under Lysekronens Skær,
ja lige midt i Salen,
da vi i Dansen svæved let
og fo’r a f Sted som Vinden,
han, uden at jeg aned det,
et
—
K ys mig gav paa Kinden.
Mig Blodet op til Ho’edet fo’r
a f Skamfuldhcd og Harme,
og inden han fik sagt et Ord,
jeg flygted fra hans Arme
oq iled’, som jeg gik og stod,
til Haven, hvor jeg vanker,
at kølne her mit hede Blod
og samle mine Tanker . . .
End bølger hæftig sig min Barm,
fast Hjertets Slag kan høres,
det er, som endnu a f hans Arm
i vild Galop jeg føres,
betaget snari a f salig Lyst
og snart til Taarer fristet,
mens mine Nerver hvisker tyst:
D in Hjertefred Du misted
’. .. .
Min Sjæl er syg, og kun med Nød
jeg dæmper mine Sukke,
thi Ilden fra hans Læhers Glød
ej mægter jeg at slukke.
O, aned blot han hvilken Vé
og Vaande, jeg maa lide,
han gik i dette Nu maaske
fortrolig ved min Side! . . . .
Men Tiden iler, jeg maa gaa
til Ballet fuks tilbage,
mit bedste Smil jeg tager paa
og standser Suk og Klage.
Men mærke[ skal han, jeg er vred,
fornærmet, o saa gruligt,
at Kløften mellem os er bred,
saa bred som det er muligt;
og skal jeg lære ham saa godt
som nogen, sku’e jeg mene,
at stjæle Kys, naar blot, naar blot
vi to engang bli’er
—
ene.
E n T y r e f æ g t n i n g .
V
i havde ligget paa Gibraltars Rhed en
god Uge og trods en Del Selskaber i
Land og et Bal om Bord hos os, kedet os
lumskt, da der en Efterm iddag kom Ind
bydelse fra Konsulen til at overvære en
Tyrefægtning.
Indbydelsen blev selvfølgelig modtage
med stor Begejstring, især da ingen at os
tidligere havde overværet et saadant Skue-
Fægtningen skulde finde Sted en Søndag
paa en nærliggende 0 , Centa, og tidlig om
Formiddagen tog vi, efter at have SP1S en
bedre Frokost hos Konsulen, afsted med en
lille Lystdamper, der for Tilfæ ldet gik oiei
til Øen.
i
Festpladsen, hvor Fægtningen skulde n
Sted, var indrettet som en stor Cirkus, i
med den Forskel, at der intet la g '