S_FørOgNu

15. FEBRUAR 1915

Lady Towers var ikke af de Damer, der

tog Tingene med Ro. Hvor hun befandt sig,

var der Liv og „Fut“. Hun ringede paa

Klokken, Tjenere og Piger kom til og blev

sendt af Sted igen til alle Verdenshjørner

efter Pulver øg Draaber og Vand til at

stænke i Ansigtet paa den besvimede Mand.

Ingen kunde begribe, hvad der var sket,

eller hvordan det gik til, at Mr. Jerome,

som man mente befandt sig paa sit Værelse

som Patient, var kommen herned i Salen.

„Jeg var kommen herind,“ sagde Paula

med en uskyldig Mine, „for at svale mig af

et Øjeblik — der var saa forfærdelig varmt

i Musikværelset — og saa, ligesom jeg kom

mer, ser jeg Mr. Jerome komme meget for

styrret ud fra Korridoren. Jeg spurgte, om

han nu havde det bedre, og saa sagde han,

at han var gaaet en lille Tur for at trække

frisk Luft, da det maaske vilde hjælpe paa

Hovedpinen; men saa var der hændt ham et

eller andet, som syntes at have gjort ham

meget altereret, Jeg troede først, at han

maaske havde set Mr. Lord-Lortons Gespenst,

som nok kunde have bragt et Menneske med

svage Nerver fra Sans og Samling; men det

var ikke det. Han stammede noget om, at

han havde set et eller andet vildt Dyr —

et der var f a rlig t, sagde han —og at han

nær kunde have mistet Livet. Midt i Histo

rien bad han mig pludselig om at skafEe sig

noget Vin, og førend jeg kunde gøre noget,

faldt han besvimet omkuld. Det med det

vilde Dyr er naturligvis noget Snak, med

mindre De har en stor Hund, som- holder

Vagt her udenfor, Lady Towers.“

„Gud fri mig, nej!“ raabte den lille Dame.

„Vi holder rigtignok ingen stor Hund; men

—ih du godeste, Tom! Det sku lde da»vel

aldrig være muligt, at den arme Mand har

mødt det rædsomme Dyr, vi blev advarede

for imorges?“

„Tigeren!“ skreg Mrs. Lord-Lorton. „Ti

geren, der slap ud af Barnes Menageri

igaar?“

„Det er saamænd ikke umuligt,“ sagde

Sir Thomas med Ansigtet i de alvorligste

Folder. „Blot den stakkels Fyr vilde komme

til sig selv, saa kunde vi vel snart faa at

vide, hvad det var, han mente at have

set.“

„Det er bestemt det aller rigtigste at bære

ham lige straks op paa hans Værelse,“ sagde

Paula hurtigt og bestemt.

I det samme slog Jerome Øjnene op.

„Brevet!“ stammede han med tykt, an

strenge Mæle. „Hvor er —“

„Sig os, hvad De blev saa forfærdelig

bange for.“ Det var atter Paula, der hastig

tog Ordet. Det var tydeligt, at hun ikke

ønskede, han skulde røbe noget om, i hvil

ket Ærinde hun havde sendt ham.

„En Smule Vin — jeg ser, De har," bad

Jerome. „Mange Tak. Jeg — mit Hoved er

meget forstyrret; men jeg husker tydeligt

— det var lige her udenfor Huset — kun

et lille Stykke nede i Alleen. Jeg var gaaet

meget stærkt, og standsede et Øjeblik for

at trække Vejret. Paa en Gang kunde jeg

lugte noget stramt, som hos Rovdyrene i

den zoologiske Have. Jeg stod ganske stille,

for jeg kunde høre noget stønne ganske nær

ved mig, og da jeg saa’ mig omkring, skim

tede jeg noget mørkt, der bevægede sig

ganske tæt ved, imellem Træerne i Alleen.

Og jeg saa’ to Øjne stirre som to gloende

Kul paa mig.

Jeg gav et Skrig, og om det jog Dyret

væk eller ej, det véd jeg ikke, for jeg

havde ikke Tid til at tænke mere, førend

jeg var inde i Huset. Jeg kom ind åd den

lille Dør ved Enden af den lange Korridor

og smældede den i efter mig. Det er alt,

hvad jeg kan fortælle; men saa var der

Brevet, som Miss Wynne —“

„Jeg tror ikke, Mr. Jerome rigtig véd,

hvad han siger — han taler vist over sig,“

paastod Paula. „De vil vist gerne straks

op paa Deres Værelse og i Seng, ikke

sandt?“

„Jo, tak, det vil jeg gerne. Mit Hoved

gør saa ondt. Det er, ligesom der var gaaet

noget i Stykker inden i det!“

FØR OG NU

Med Assistance af et Par haandfaste Mænd

af Selskabet, der var omtrent dobbelt saa

store som han selv, blev han løftet op og

i Midten af en hel lille Procession baaret

ud af Salen.

Et lille sammenlagt Stykke Papir var

faldet ud af hans Ulster, da de løftede

ham, og da jeg tilfældigvis stod nærmest,

tog jeg det op. Uden at det i fjerneste

Maade faldt mig ind at ville læse noget,

som ikke var bestemt for mig, kunde jeg

ikke undgaa at lægge Mærke til de to

Linjer, der stod paa Papirets Forside. Med

en stor, kraftig, rutineret Haandskrift stod

følgende Ord, der brændte sig som et Lyn

ind i min Bevidsthed:

„Jeg har nu Vished for, at den Dame,

der gaar under Navnet Consuelo Hope,

er —“

Ordene dansede rundt i min Hjerne, og

alt mit Blod strømmede til Hjærtet. Harm

fuld paa Paula og Jerome, og med en

Følelse af Afsky, fordi de i Fællesskab

drev et underfundigt Rænkespil imod en

værgeløs Kvinde, grebes jeg af en uimod-

staaelig Trang til at vende Bladet og se

Fortsættelsen af det skrevne.

Jeg hoklt Papiret paa Ryggen og knugede

det imellem mine Fingre, kæmpende mod

Fristelsen. Paa en Gang kom Paula med

hastige Skridt henimod mig; hendes Øjne

fikserede mig skarpt, medens hun rakte sin

Haand frem.

„Er det ikke Brevet, som Jerome talte

om?“ spurgte hun. „Det er i alt Fald et,

han har tabt. Jeg gaar op paa mit Værelse,

saa skal jeg med det samme lade Pigen

bringe det ind til ham. Du hørte nok, han

var saa angst for et Brev, at det skulde

være borte. Bare han snart bliver rask igen,

Stakkel. Ellers bliver det meget ubehageligt

for Onkel Wilfrid, som slet ikke kan und

være ham i denne Tid. “

Uden at sige et Ord gav jeg hende Bre

vet, men hun gik ikke straks med det.

„Hvor meget Du har set af det, véd jeg

ikke,“ sagde hun med et hurtigt Blik paa

den Linje, der var udvendig paa Papiret.

„Men jeg kan læse paa dit Ansigt, at Du

har set noget. Nuvel — Du er kun kom

met Begivenhederne en Smule i Forkøbet.

Lidt efter lidt skal Du og Onkel Wilfrid

faa a lt at vide.“

„Paula!“ udbrød jeg. Men hun havde alle

rede gjort omkring og ilede ud i Korridoren

og op ad den Vindeltrappe, der førte til Væ

relserne ovenpaa.

Endnu havde jeg ikke talt med Miss Hope.

Men da Onkel Wilfrid var gaaet op paa sin

Sekretærs Værelse for at erkyndige sig om

hans Befindende, og om der maaske burde

sendes Bud efter en Læge, fandt jeg det

allerførst at være min Pligt at gøre det

samme. Jeg havde imidlertid kun liden Lyst

dertil. Jerome var et Menneske, jeg aldrig

havde haft synderligt tilovers for, og iaften

var han bleven mig helt modbydelig. Han

var i mine Øjne en frastødende, sledsk Per

son, og hans Løben Ærinder for Paula gjorde

mig ikke bedre stemt for ham. Hvad havde

de haft for i Mørket, disse to? Hvad for et

Komplot var de i Færd med at smede imod

den skønne Lysalf, der i dette Øjeblik holdt

Hof i Lady Towers Musikværelse? Hvad

var det, de havde opdaget? Hvad det saa

end var, — hvilken Skygge, det saa end

kunde kaste paa den mystiske Amerikaner-

. 4

inde — deres Forehavende stod for mig

som et gement Forræderi, som jeg oprørtes

i mit Inderste imod. Lidet drømte jeg i

dette Øjeblik om, at jeg selv skulde komme

til at spille den samme grimme Rolle i dette

Skuespil.

Jeg tøvede et Øjeblik, men blev saa enig

med mig selv om, at jeg ikke vilde være

i Stand til at spille Hykleren i den Grad,

at jeg med Deltagelse kunde gaa op og

spørge, hvordan Hr. Jerome havde det. Med

langsomme Skridt vandrede jeg over i Mu

sikværelset.

Værelset var smukt, hyggeligt, maaske

noget mere almindelig borgerligt udstyret,

end jeg havde ventet det hos en Kunstner

familie af Rang; men alt i alt gjorde det

et højst velgørende Indtryk paa mig, oven

paa Aftenens sære Hændelser, og jeg tren

ind med en Fornemmelse, som om jeg var

vaagnet efter en uhyggelig Drøm.

„Jeg var netop ved at skulle lede efter

Dem,“ lød Lady Towers Stemme indenfor

Døren. „Den lille Sekretær har det Gudske

lov bedre, hører jeg. Sir Thomas har sendt

tre—fire Mand af Sted med ladte Geværer

for at jage det skrækkelige Dyr bort, hvis

det ^ndnu skulde luske om her i Nærheden,

og en anden Mand er gaaet over til Bar

nes, som Uhyret er rendt fra. Det er en

Menageriejer, som har beæret Byen med

sin og sine vilde Bestiers Nærværelse hele

Vinteren. Jeg haaber nu, at han faar et

Vink om at fortrække, saa at man ikke

skal gaa med Livet i Hænderne, saasnart

man kommer udenfor sin Dør.

Men det er sandt — De er jo ikke ble

ven præsenteret for min ,amerikanske Heks1

— Miss Hope! Er hun ikke nydelig, som

hun sidder der ved Pianoet med Lyset fal

dende lige ned over sit dejlige Haar?

Sir Thomas har bedt hende om at synge.1'

„Vi har set hinanden før. Har hun ikke

sagt det?“ bemærkede jeg.

„Hun talte om, at hun kendte lidt til

Sir Wilfrid — men dog! Hvad siger jeg?

Jeg lovede hende ikke at omtale det. Hun

ønskede at overraske ham, derfor lod hun

sige, at hun var syg. Og saa havde hun og

Lord-Lorton — de har været her en Uges

tid sammen — fundet paa det Skuespil, De

saa’ før, hvor hun viste sig som Aand. Mr.

Lord-Lorton har sat lignende vidunderlige

Ting i Scene for os nogle Gange før, og

hver Gang noget nyt og overraskende. Men

d e tte var det mest glimrende, han endnu

har præsteret. Han overgik ligefrem sig

selv!“

Hun holdt inde, muligvis ventende et

Svar, men saa optagen var jeg af at be

tragte Miss Hope, som sad derhenne ved

Pianoet, smilende op til Mr. Fitzroy Der-

mot, den smukke Tenorsanger, at jeg glemte

at sige noget.

„De tænker formodentlig paa stakkels

Jerome, eller maaske paa, om den løsslupne

Tiger endnu gaar paa Lur herudenfor,

vedblev Lady Towers. „Ikke se saa alvor

lig ud! Det klæder Dem slet ikke. Lad os

gaa nærmere hen til Flygelet og høre den

,amerikanske Heks1 synge — saa skal De

se, De faar nok Humøret op igen.

Idet vi nærmede os, saa’ Miss Hope hen

paa mig, medens de to smaa Lys paa Pia

noet kastede deres Skær over hendes An-

sigt.

Hun smilede ganske lidt og begyndte a

spille — sagte, uden Noder — en lille ve

modig Melodi, som jeg ikke havde hørt ior.

Derpaa begyndte hun at synge med en Al -

stemme saa rig, saa klokkeren og dejlig, a

dens henrivende Triller ligesom trængte in

i mit Blod med en Varme, som efter .Ny

delsen af Vin. Det var Viviens Sang i

Merlin: „Tro mig ingensinde eller tro mig

helt“; og medens hun sang, tog hun lkvø

sine Øjne fra mine. De andre kunde un

ligesaa godt se — de havde stillet sig æ

hen ved Pianoet; men jeg vidste, at u

kun saa mig. Det var til mig, Bang

havde Bud, mig gjaldt det mystiske nu>

der spillede paa hendes elskelige Læ •

Og som jeg stod, fuldstændig „gaaende op