S_FørOgNu

1. FEBRUAR 1915

FØR OG NU

. 3

D e n g a a d e f u l d e S k ø n h e d .

Fortælling fra forrige Aarhundredes

Slutning.

(Fortsættelse.)

a han nogle faa Uger efter den saakaldte

Restauration*) forsvandt eller døde, e f

terlod han sig et Dokument, hvorefter hans

Formue m eget retfærdigt skulde deles lige

mellem hans Sønner, men han stillede den

Betingelse, at de, og deres Arvinger i

Fremtiden skulde forpligte sig til at lære

og huske den Katekismus, han havde for

fattet.

Saaledes gik det til, at alle de Descen

denter, der fulgte efter ham, lærte den

udenad lige til min egen Generation i det

mindste. Og da den gamle Pergamentbog

blev borte for Hugh Amory, var det natur

ligt, at han var meget ulykkelig.“

„Det kunde se ud til,“ sagde jeg, „at

Mrs. Haynes har set Lejlighed til af faa

fat i Bøgerne, medens hun residerede som

Portnerske paa Gammelkloster; skønt hvad

hun har v illet med den gamle Perga

mentbog, kan jeg ikke forstaa. Hvad Bib

len angaar, da kunde hun jo have faaet en

hel lille Formue for den, hvis hun kunde

have realiseret den, uden at der faldt nogen

Mistanke paa hende for at have stjaalet

den. Katekismen derimod havde jo ingen

Interesse for Uvedkommende.“

Som jeg havde gjort denne Bemærkning,

ringede nogle Ord, en vis Dame havde sagt

igaar, for mine Øren:

„Hvis De er en Mand, der tæ n k e r ,

kunde De gøre bedre Brug af Deres Tid

end at lede efter gamle Sække og druknede

Munke.“ „Jeg holder Traaden i min Haand.“

„Hvad vilde De give mig for en N ø g le?“

Var det tænkeligt, at der i dette Stykke

gule Pergament fandtes den „Nøgle“, hun

talte om, naar jeg blot forstod at bruge

den paa den rigtige Maade ?

Den hidtil for mig saa meningsløse

Amory-Katekismus blev mig paa en Gang

en interessant og kær Ting. Maaske havde

den for ikke længe siden hvilet i en sød

lille perlebehandsket H aand; i hvert Fald

havde denne Haands elskelige Ejerinde hen

tydet til den igaar. Til Trods for Paulas —

virkelige eller paatagne — Angst for dette

Værelse var jeg bestemt paa, at jeg vilde

bo i det, naar vi en Gang kom til at op

holde os paa Gammelkloster.

Om Paula gættede mine lønlige Tanker

i dette Øjeblik, kan jeg ikke vide; men

det lød, som om hun vilde afbryde mig i

mine Betragtninger, da hun med en skarp,

lidt dirrende Stemme sagde til Onkel W il-

fr id :

„Hør, Onkel, vi venter en nærmere For

klaring paa, hvad Du mente, da Du sagde,

at i denne Bog er gemt en Fam ilies Myste

rium — og dens Tragedie.“

„Glemte jeg at fortæ lle d e t? “ sagde

Onkel, der aabenbart ogsaa var henfalden

i Refleksioner over Fundet.

„Jo, denne

Lord Loveless gik omkring og fortalte brov-

tende til alle dem, han traf paa, at han

havde forfattet en Katekismus, og det var

en af Grundene til, at man antog ham for

at være gal. En anden Grund var hans

Syslen med LThrværket, der paa en eUer

anden Maade syntes at staa i Forbindelse

med Katekismen, som han forøvrigt bestan

dig rettede paa og skrev om igen.

I selve dette Værelse, som han havde

ladet indrette til sit Arbejdsværelse, blev

Katekismen en Dag funden, frisk renskre

ven og med det ufuldendte Rids af en Byg

ningsplan, som 1 ser foran i Bogen. Han

selv var forsvunden, og man saa’ ham aldrig

mere. Der blev' søgt efter ham i lange

Tider paa alle tænkelige Steder, men for

gæves. Til sidst slog man sig til Ro med,

*) Carl don II.’s Tilbagekomst og Tronbestigelse i

England, Aar 1660.

at den halvgale Mand med de sære Ideer

paa en eller anden mystisk Maade havde

taget sig af Dage, og hans Arvinger fik

Autoriteternes Tilladelse til at dele hans

Efterladenskaber i Overensstemmelse med

hans skriftlig optegnede „sidste V ilje“.

Det laa nær for Folk at tro, at den mærke

lige ,Katekismus’ havde noget med hans

gaadefulde Forsvinden at gøre.“

„Men, hvad skal. vi gøre med den nu,

da vi har fundet d en ?“ spurgte Paula.

„Hugh Amory er død,“ sagde min Onkel

sørgmodigt, „og vi tre er de nærmeste

Slægtninge, der er tilbage. Hvad der egent

lig bør gøres med Biblen og den lille Perga

mentsbog, er jeg ikke paa det Rene med i

Øjeblikket. Foreløbig vil jeg tage dem i

Forvaring.“

„Og N øglen ? “ sagde Paula, idet hun med

et triumferende Smil rakte den i Vejret.

„Den gør j e g foreløbig Paastand paa at

beholde. Jeg véd nok, hvad jeg vil gøre

med den, og I vilde vist gøre store Øjne,

om jeg sagde jer det, men jeg s ig e r det

ik k e!“

IX. Kapitel.

I U v e jr og M ø rk e.

Lady Towers — som slet og ret havde

heddet Mrs. Towers, da vi sidst saa hende

— havde stort Selskab. Hun var l il l e ; hun

var trind og buttet, hun talte Italiensk,

hun skrev Noveller og, hvad mere var, hun

fik dem sommetider trykte. Hendes store,

stærke, rødmossede, godmodige Gemal, der

var en gammel Bekendt af Sir W ilfrid fra

den Tid, de var Studenter sammen i Oxford,

havde opnaaet et vist Ry som Portrætmaler

ved Hoffet og var derigennem bleven op

tagen i Ridderskabet. Og efter at Æ gte

parret var indtraadt i denne Værdighed,

samlede de med en vis Stolthed „Spidserne“

af Kunsten, Videnskaben og Politiken i

deres hyggelige Stuer paa Hazelmount.

„Det var nydeligt af Dem, at De kom,“

sagde Lady Towers da hun modtog os ude

ved Trappen, „i Særdeleshed D e, kære Sir

W ilfrid, som er saa frygtelig optagen af

Deres skrækkelig lærde Bøger. Men nu

maa De love mig ati slaa Dem til Ro her

paa Hazelmount og lade Bøger være Bøger,

for at D e kan hvile Dem ud, og v i nyde

godt af Deres interessante Selskab.“

„Og Miss W ynne“ — fortsatte hun i

straalende Humør, „De er jo bleven e n d n u

yndigere, end De var for tre Aar siden, da

vi sidst saa’ Dem. Og hvad D em angaar

Terry, De er jo bleven en hel Kæmpe! —

Ja, det gaar vist slet ikke an at sige Dem,

hvor smuk De er, for saa bliver De vel

endnu stoltere, end De er i F orvejen !“

— Det var Folk, vi egentlig ikke var

komne ret meget sammen med. Vi havde

kendt dem saa længe, jeg kunde huske til

bage ; men vore Sammenkomster havde for

det meste indskrænket sig til tilfæ ldige

Møder i Theatre og Koncertsale, og vor

Viden om deres Livførelse til, hvad vi

kunde læse os til i Fruens kvikke „Novel

ler,“ hvori hun gerne, mer eller mindre

skjult, beskrev sig selv og sin nærmeste

Omgang. Siden Mr. Thomas Towers var

avanceret til S ir Towers, havde de tilbragt

den meste Tid paa Rejser i Udlandet, indtil

de fornylig ved et heldigt Slumpekøb kom

i Besiddelse af den smukke Ejendom „Hazel

mount“ i Provinsen Surey efter en bekendt

Lord, der var gaaet bankerot. Herfra var

det, at de havde overrasket os med en

Indbydelse til at komme til dem og blive

der i nogle Dage. Det er muligt, at Lady

Towers og Sir Thomas vilde have følt sig

mindre smigrede, end T ilfæ ldet var, om de

havde vidst, hvilke Motiver vi hver for sig

havde til at modtage Indbydelsen.

Min Onkel havde ganske vist ikke ym tet

et Ord til mig desangaaende, men det be

høvedes heller ikke. Han havde aldrig

sværmet for Selskaber og kom yderst sjæ l

dent ud, undtagen til smaa Middage i en

snæver Kreds af intime Venner eller til en

Førsteforestilling i L yceum -T eatret, som

han særlig interesserede sig for. Men i den

forløbne Uge havde han fuldstændig brudt

med sit Princip — hvorfor var ikke svært

for mig at gætte.

Han havde været i Selskab baade her og

der, men hverken her eller der havde han

set det Ansigt, der havde været hans Lede-

stjærne. Jeg vidste det godt, og skønt jeg

søgte at overbevise mig selv om, at jeg

fulgte med ham, fordi Selskabet interesserede

mig, og min Onkel gerne vilde have mig

med, maatte jeg tilstaa for mig selv, at jeg

havde det ligesom han.

Nu var vi altsaa komne til Hazelmount,

og han havde bestem t sig for at blive der

i tre—fire Dage, skønt han sad midt i et

Arbejde, der var saa' presserende, at han

havde m aattet bede sin gæstfri Vært om Til

ladelse til at tage sin Privatsekretær med

sig. Han m ente uden Tvivl, at her i dette

Hus, hvor saa mange mærkværdige Folk

traf sammen, kunde der være Haab om at

finde det kvindelige Væsen, han længtes

efter at se, og som han forgæves havde søgt

de andre Steder.

Det gjorde j e g i det mindste, og derfor

var j e g kommen.

Hvad Paula angik, da havde hun aldrig

følt sig tildragen af Sir Thomas og Lady

Towers. Den sidstnævnte havde hun altid

gjort Nar af i tidligere Dage og kaldt hende

„Pudelhunden“ paa Grund af, at hendes nær

synede Øjne titted e frem under nogle store

graa Pandekrøller. Forøvrigt følte hun sig

adskilligt fornemmere end denne „Kunstner-

Boheme«, og gav sig kun nødtvungent af med

den. Men selv nu, da Herskabet var steget

i Rang, havde hun gjort alt, hvad hun kunde,

for at faa Sir W ilfrid til at undskylde sig

og blive borte. Hun havde givet mig et

Vink med Hensyn til Grunden, hvorfor hun

gjorde det, hvad selvfølgelig var ganske

unødvendigt. H e n d e s Motiver var jeg jo

fuldstændig paa det rene med.

Kort og g o d t: Det var de sidste Ord, den

gaadefulde Skønhed havde sagt, der havde

bragt os alle tre — foruden Onkels Sekre

tær, Mr. Jerome — til det store, komfortable

Landsted i Surrey.

„Men hvor jeg er ked af,“ -— vedblev

Lady Towers snakkesaligt, efter at vi var

komne ind i Dagligstuen — „at De har haft

saadant et rædsomt Vejr at rejse herned i!

Jeg var ligeved at fortryde vor Indbydelse

for Deres Skyld; det er jo ligefrem uhygge

ligt, saa det stormer og pisker paa Ruderne .

Det var virkelig et Vejr af den Slags,

som Poeter og andre høj tstem te Væsner

plejer at sammenligne med „den yderste

Dag“.

Fra den tidlige Morgen havde Himlen

været blygraa, indtil Skyerne mod Aften stod

som mægtige kobberrøde Bjærge i Vest.

Gennem Træerne var faret en Vind, der

susede som et Ocean i Oprør og til Tidei

antog Karakter af en rasende Orkan. Med

Mellemrum skyllede Regnen ned i stride

Strømme, og til Trods for at vi var i b°-

vember, blev Mørket nu og da afbrudt at

blændende Lyn, ledsagede af en hul Torden,

der lød, som den kom fra Underverdenen,

men en Gang im ellem pludselig ligesom

med et Knald kunde buldre løs lige over

Hovedet paa En.

Natten, der stundede til, syntes at sku e

blive værre, ikke bedre — en Nat, hvor a e

dæmoniske Aander var paa Spil, en sanc

Valpurgisnat.

Stormen fejede uophørlig om Hjørnern

paa Huset og ruskede i alle Vinduerne, me

dens Luften var opfyldt med Elektricite o„

hensatte den, der var modtagelig dertoi, i

en ejendommelig Spænding og Uro.

Fra min Barndom af havde jeg altid vær j

i en sær nedtrylct Sindsstemning i loicei

v e jr ; denne Aften havde jeg det

nogensinde. Det er muligt, at hvis Omns

fra Miss Hopes vidunderlige Øjne han

skinnet paa m ig og gjort det lyst i mit m •

saa havde jeg ikke følt mig saa try

som jeg gjorde.

, t

Men hun var der ikke. Og i Uag ‘

Lørdag. Præcis en Uge var gaaet siden