300 / 382
N r.
2
FØR OG NU
15. JANUAR 1915
stjæle en Seng, som et Menneske var ble
vet dræbt i !“
Hendes tindrende, mørke Øjne iagttog
inkvisitorisk hver en Krog af Værelset;
pludselig fæstede de sig med et Udtryk
af Overraskelse paa noget i Nærheden af
Sengen.
„Se der!“ sagde hun og pegede henimod
et Sted, hvor Sengedraperiets Folder be
rørte Gulvet.
Der laa en endnu næsten
frisk hvid Chrysantemum.
„Der maa være nogen, der har tabt den
Blomst her idag, eller i det mindste igaar“,
vedblev Paula. Med et skarpt Blik paa
mig tilføjede hun derpaa: „Var D u ikke
her!“
„Jo“, svarede jeg saa utvungent som
muligt.
„Og — hende, den lange, hvad?“
„Jeg tror nok, Miss Hope havde været
her, inden jeg kom“.
Hun gik hen og tog Blomsten op med en
Gestus, som vilde hun kyle den langt bort,
da hun lod til at opdage noget Nyt.
„Ah! Der er nok tabt flere Ting, ser
jeg!“ raabte hun.
„Jeg er jo en heldig
Finder! Den, der har tabt Blomsten, har
rimeligvis ogsaa tabt d e n n e h e r ! “ I det
samme viste hun os en lille Nøgle af Mes
sing.
„Aa“, sagde Onkel W ilfrid tyssende paa
hendes Ilterhed. „Det er jo en ganske a l
mindelig Nøgle. Den hører maaske til den
Æske, hvori Miss Hope gemmer sin Hat,
hvis det er hendes“.
•„Ja, vist saa“, saRde Paula, ligesom for
sig selv; derpaa tilføjede hun henvendt til
Onkel: „Imidlertid er det m ig, der har
fundet den, og jeg har Ret til at beholde
den, til Ejermanden melder sig, skulde jeg
tro“, og til mig med et spydigt Smil: „Du
vil maaske have B lom sten?“
Jeg nægter ikke, at jeg havde stor Lyst
til at gemme denne Blomst, der igaar maa
ske havde h vilet ved Barmen hos en vis
ung D am e;
men jeg kunde dog ikke
tage imod den af den Kvinde, der skulde
være min Hustru, og hun vilde lige til at
kaste den bort, efter at jeg havde svaret
hende med en Hovedrysten, da Onkel W il
frid paa en Gang sa g d e:
„Giv m ig den!“
Paula adlød med et tydeligt Tegn paa
Uvilje, som han im idlertid ikke syntes at
bemærke, og tilkastede mig sam tidig et
talende Blik over Skulderen.
„Skal vi saa gaa op og se paa Uhrvær-
ket?“ spurgte jeg koldt. Den Uvilje, jeg
Aftenen i Forvejen havde næret imod Paula
for hendes Omtale af Onkel og Miss Hope,
begyndte at røre sig igen hos mig.
„Nej!“ udbrød hun kommanderende. „Jeg
er ikke færdig med dette Værelse endnu.
Hvis der ikke havde hæ ftet saadan en
væmmelig Forbrydelse ved dette Rum,
skulde jeg ønske at faa det til m it eget
Værelse, naar vi en Gang kommer til at
bo paa Gammelkloster, som jeg haaber, vi
gør. Her er saadan en henrivende Udsigt fra
Vinduet heroppe, og se, — nej, hvor det
Skrivebord er nydeligt, som staar der ved
Væggen!“
Hun tog sit Lommetørklæde frem og gav
3*g til at slaa noget Støv af det om talte
Møbel, medens hun nysgerrigt aabnede en
uaflaaset Klap. Det var et ikke synderlig
stort Skrivebord af Rosentræ, men temme
lig svært og egen tlig en Smule klodset at
se til. Ovenpaa det var anbragt et Bog
skab med Glasdøre, dækkede indvendig med
Purpurrødt Silketøj.
„Glasdørene er laasede“, bemærkede
Paula. „Det var kedeligt. Jeg havde saa-
'lan en Lyst til at se, hvad der var in
denfor !“
Inden vi kunde forhindre hende deri,
bavde hun taget den lille Messingnøgle op
af sin Portemonnaie, hvor den laa gemt
juellem en Mængde Visitkort og Prøver af
bulørt Silketøj, og stukket den prøvende i
Glasdøren.
„Paula!“ raabte jeg advarende; men det
yar for sent. Døren var allerede aabnet.
„Næ, hvqd er d e t? “ udbrød hun levende
interesseret „En ’Erindringsbog med saadan
en snurrig gammeldags H aandskrift! —
Pilgrims-Vandring’ — ,Krøniker fra gamle
Slotte i England’ — og en Bibel. Hvad
mon det er for et Papir, der stikker frem
foran i den Bibel ? Hør, Onkel, denne Bi
bel maa da have tilhørt Amoryerne. Der
er en hel Mængde Amoryers Fødselsdage
og Bryllups-Datoer skrevne paa Bladet her
foran. De begynder — lad mig se — med
1692. Og foroven staar prentet med nogle
løjerlige, snirklede Bogstaver : „Katekismus.
Hvad enhver Amory bør vide“.
„ K a t e k is m u s ! “ gentog jeg forundret,
og Miss Hopes Ord randt mig 1 Hu: „I
d e t V æ r e ls e , o g i d e t a le n e , v il D e
v æ r e i S ta n d t i l a t læ r e o g f o r s t a a
— D e r e s K a t e k is m u s .
Nogle faa, hastige Skridt havde bragt
Onkel W ilfrid tilbage fra Døren og hen til
Paula og mig.
„Hvad siger I ? ’Amoryernes Katekismus’
h e r ? “ udbrød han, endnu mere forundret
end jeg selv var bleven. „Hvordan gaar
det dog til? „Det er mig ufatteligt, med
mindre den skulde være —“ han holdt
pludselig inde og tilføjede blot: „Lad mig
se den, kære P au la!“
VIII. Kapitel.
D e n 'O n d e og M u n k en .
„Ikke før Du siger mig, hvad Du mener
med din H entydning: medmindre den skulde
være —“, sagde Paula og gemte Bogen paa
Ryggen.
„Jeg vilde have sagt: medmindre den
skulde være s t j a a l e t ! “ Men det vil jeg
dog nødig tænke m ig“, svarede Sir W il
frid, hvorpaa Paula overrakte ham „Kate
kismen“.
„Det kan vel nu være en tredive Aar
siden“, vedblev han, idet han nøje under
søgte Bogen udvendig og indvendig, „at min
Fætter, Hugh Amory, der var en lidenska
belig Bogelsker, satte Himmel og Jord i
Bevægelse, fordi han paa en uforklarlig
Maade'var bleven af med en gammel Cax-
ton Bibel, der i sig selv havde stor Anti
kvitetsværdi, men i hvilken tillige var
gemt en lille Bog, der kaldtes Amoryernes
Katekismus’, Jeg husker, at der blev talt
meget om Sagen i den Klub, hvori jeg
kom, og jeg saa Bibelen blive efterlyst i
længere Tid i Bladene. Men den kom nok
aldrig tilveje; i hvert Fald hørte jeg ikke
Tale om den, da hans Bogsamling senere
blev solgt ved Auktion. Her er den imid-
tid — der er ingen Tvivl om, at det er
den, og her er ligeledes Katekismen“.
Onkel havde tilsyneladende ganske glemt
Uhrværket, som, efter hvad han nys havde
sagt, interesserede ham saa meget, og lig e
ledes saa’ det ud til, at hans Vrede over,
Bladet udgaar 2 Gange maanedlig
nem lig hver 14de Dag.
Der udkommer altsaa 24 Numre aarlig
og Abonnementsprisen er
60 Ore Kvartalet.
Tegn s t r a x A bonn em en t
"•H
(Send Rekvisitionen til Kontoret.
16 K ultorvet).
at Paula paa en utilladelig Maade forstyr
rede fremmed Ejendom, var gaaet over ved
de Opdagelser, vi havde gjort.
Han aabnede „Katekismens“ Blade, der
viste sig at være af Pergament, ikke Papir.
Skønt jeg var et Stykke af en Amatør i
Bogsam lerfaget og til enhver anden Tid
vilde have skænket e t ’ saa sjæ ldent Fund
som den ældgam le Bibel den største Inter
esse, havde jeg nu ikke Tanke for andet
end Katekismen.
„I denne Bog,“ sagde Sir W ilfrid, „er
gemt en Fam ilies Mysterium — og dens
Tragedie.“ Han strøg lem peligt med Fin
grene over Pergamentbladene, medens Paula
og jeg nysgerrigt kiggede paa dem.
Jeg saa’ nogle syagt trukne Linjer, der
saa’ ud som en Plan af en Bygning, og
underneden en Række Spørgsmaal og Svar,
som for en U indviet var ganske uforstaa-
lige. Halvt for mig selv begyndte jeg at
læse dem højt:
„Hvor var det gem t?
I Dybet.
Med hvad Ret blev det draget op ?
Ejendomsretten.
Hvem blev det fravristet?
Den Onde og Munken.
Hvem skal det tilhøre ?
Amoryerne, nu og i Fremtiden.
Naar skal Hemmeligheden aabenbares?
Naar Ulylckesstjærnen slukkes.
Hvor skal det findes ?
Naar Timen slaar, det som er grønt skal
røre sig, og Lysets Skin skal vise Vejen.
Gaar Vejen opad eller ned?
Først det ene, saa det andet, som Kortet
viser.“
Saavidt jeg kan se, er der hverken Rim
eller Mening i Ordene!“ udbrød jeg tilsidst.
„Hører der maaske en Nøgle d e r til? “
„Ja, det mener man,“ sagde Onkel W il
frid, „men der er ingen, der har fundet den,
og man har forgæves søgt at udgranske
Meningen. Ikke desmindre har det været
Skik i Fam ilien Amory, at ethvert af dens
mandlige Medlemmer paa deres enogtyven
de Fødselsdag lærte Sætningerne udenad,
hvis de da ikke havde gjort det før. I det
mindste véd jeg, at det var saa, indtil Fa
m ilien definitivt forlod Gammelkloster. Om
den yngre Generation overholder den gamle
Skik endnu, véd jeg ikke.“
Han sukkede dybt med det sørgmodige
Udtryk i Øjnene, som jeg kendte saa godt.
Onkel W ilfrids Hustru var hans Næstsød-
skendebarn og en Datter af den Gren af
Amoryerne, som han sigtede t i l ; og det var
Bruddet mellem de to, der i over tyve
Aar havde skilt Familierne. Aldrig havde
jeg hørt ham hentyde saa direkte til dette,
som han allerede to Gange havde gjort det
idag.
„Men naar tilmed ingen véd, hvad det
betyder, har jeg ondt ved at forstaa, at
Generation efter Generation af fornuftige
Mænd har kunnet være saa taabelige at
lære Remsen udenad. Det er jo den reneste
Overtro,“ bemærkede jeg.
„Det var just ikke Overtro,“ sagde min
Onkel. „Har Du aldrig hørt mig eller nogen
anden tale om „Amoryernes Katekismus“
før? — Som Du sér, staar der øverst paa
første Side imellem alle de snørklede Fi
gurer af Pen og Blæk, Aarstallet 1651, og
under den lange Række Spørgsmaal og Svar
Initialerne ,R. V. A.’ — Katekismen er skre
ven af en vis Robert Victor Amory, Lord
Loveless — en personlig Ven af Kong Carl
den I. — der, som Du maaske har hørt,
slap for Fangenskab eller Død under Stri
den mellem Royalisterne og Parlamentet,
ene og alene fordi Oliver Cromwell erklæ
rede ham for at være gal. Denne Amory
var det, der byggede Taarnet her, og som
lod indsætte den Mekanisme i Uhrværket,
der sagdes at være saa mærkværdig. Nu
vel — om han var gal eller klog, kan jeg
ikke have nogen Mening om, men jeg véd,
at man respekterede hans sidste Vilje.
(Fortsættes).