299 / 382
15. JANUAR 1915
FØR OG NU
N
r
. 2
kost, saa vi kunde blive færdige og komme
afsted til Gammelkloster. Miss Hope havde
jo saa godt som bestem t lovet, at hun og
hendes Ledsagerske vilde følge med os der
over og se paa Tingene.
Jeg saa paa mit Uhr; Klokken var halvti.
„Sig m ig,“ henkastede jeg til Opvarteren,
„har de Damer, som var sammen med os
iaftes, spist F rokost?“
„For længe siden, Sir“, svarede han, „de
spiste m eget tidlig. Jeg troede, De v id s te ,
at de var rejst“.
VIL Kapitel.
N ø g le n — og „ K a te k is m e n “.
„Damerne er r ejst? “ Det var Onkel W il-
frids Stemme, der lød i Døren. Han var
kommen ned, just som Opvarteren svarede
paa mit sidste Spørgsmaal.
Paula, som kom lige bagefter og ligele
des havde hørt Svaret, saa paa mig med et
af disse skadefro Smil om sin kønne Mund,
der var karakteristiske for hende, og som
jeg altid før havde fundet klædte hende
saa brillant.
„Hvis det er Din Miss Hope og hendes
smukke Rejsekammerater, Du mener“, sagde
hun — som om der var andre i Gæstgiver-
gaarden, der kunde være Tale om — „saa
ved j e g godt, at de er rejst. Jeg kiggede
tilfæ ldigvis ud af Vinduet en halv Times
tid efter, at J e g var kommen op, og saa
dem køre a f Sted i en Enspændervogn
med det yndige lille Dyr og to smaa Kuf
ferter“.
Efter at have givet denne Oplysning tren
hun ind i Stuen med knejsende Hoved og
synlig veltilfreds over at kunne referere
dette Faktum for os. Derpaa gik hun hen
til Kaminen og begyndte at varme sine
Hænder og samtidig at se paa sine mange
Fingerringe (hvilket hun holdt meget af at
gøre). Den kostbare Brillantring, jeg havde
foræret hende, var derimellem, og det saa
ud, som om hun gjorde sig Umage for, at
den skulde falde særlig i Øjnene.
Sir W ilfrid stod tavs og saa til. Paa
hans Ansigt kunde jeg læse en Skuffelse,
der syntes mig større, end Anledningen var
til.
Hvad mig selv angik, da følte jeg en
stærk — i og for sig umotiveret — Misfor
nøjelse med mig selv, med alle de andre,
med alt muligt. Det var, som der langt
borte tra ringede en skadefro Latter i
mine Øren, ledsaget af Ord som disse: „Jeg
kom, jeg saa, jeg vandt; og nu behagede
det mig at forsvinde igen“.
Jeg havde fuldstændig tabt Interessen
for at komme over til Gammelkloster. Det
var mig en ligefrem Plage, at jeg skulde
være nødt til at gaa med de andre derhen,
ja blot at tale om det, medens vi spiste.
Jeg havde ingen Appetit, Theen var daar-
lig> og den Ret, der skulde gaa for at være
„varm“, var lige det modsatte.
Solskinnet strømmede ind over Paulas
med megen Kunst opsatte Haar, da hun
tog Plads ved Bordet, og jeg syntes, det
havde en frastødende Lighed med sort Me-
taltraad. Aldrig før havde jeg paa en saa
kynisk Maade som nu betragtet hendes
sædvanlige Pudder paa Kinderne og andre
Toiletfif.
„Bevares vel dog, hvor Du og Onkel W il
frid er i rædsom daarligt Humør idag“,
benuerkede hun forceret indsmigrende, da
vi rejste os fra Bordet efter kun at have
talt m eget lidt, medens vi spiste. „Nu læn
ges jeg frygteligt efter at se hvordan der
ser ud paa Gammelkloster. Der skal jo
være saa"fæ lt,"saa fæ lt — ikke? Alle de
Spøgelsehistorier, man har fortalt derfra!
Gud fri mig for at vove mig derhen alene;
men med saadanne to staalsatte Mænd til
min Beskyttelse tør jeg sagtens. Skal vi
saa g a a !“
Medens hun talte, var Opvarteren — der
ingen Anelse havde haft om, hvem jeg var,
eller hvorfor jeg var kommen til Marten-
head, da han fortalte sine Historier — kom
men ind for at tage af Bordet. Jeg kunde
se paa ham, at han blev ikke lidt over
rasket, da han hørte hende tale om, at vi
skulde besøge Gammelkloster. Han skæ
vede over til mig, som om han havde en
Fornemmelse af, at han maaske havde for
snakket sig ganske artigt før, da vi talte
sammen.
„Ja, lad os gaa, og se at blive færdige
med Forretningerne“, sagde Sir W ilfrid
lidt utaalmodig. „Uden Tvivl bestemmer
jeg mig til at købe Stedet. Jeg kan ikke
bekvemme mig til at lade det være ude af
Familiens Eje, maaske for bestandig. Det
er, ligesom det nu en Gang nødvendig hø
rer os til. Men derfor er der jo ingen
Grund for os til at gøre os selv til Marty
rer ved at bo der, hvis vi finder det altfor
u h yggeligt“.
„N ej!“ sagde Paula kæphøj. „Vi kan jo
lade hende med Kreaturet og hendes lange
Veninde faa Plads der som et Slags Slots
forvaltere; de var jo saa umaadelig char
merede i Stedet“.
Min Onkel saa op med pludselig sammen-
trukne Bryn, men før han kunde svare —
hvis han i det Hele havde tænkt derpaa —
afbrød jeg Paulas Konversation, der aaben-
bart var Onkel W ilfrid ligesaa ubehagelig
som mig, ved at sige til ham:
„Synes Du ikke, at hvis Telegrafstationen
ikke kan skaffe os Oplysning om, hvor det
Telegram er kommen fra, vi saa skulde
sætte et Avertissement i den stedlige Avis
og love en Ducør for at faa fat i den Dreng,
der indleverede det. Det kunde dog være
ganske rart, om vi kunde komme paa Spor
efter, hvad der stak under det, hvis det
Hele ikke er en dum Mystifikation eller en
Spøg“.
Sir W ilfrid gav mig Medhold og bad mig
foretage det fornødne. Samtidig forlangte
han sin Regning og beordrede vor ikke
synderlig omfangsrige Bagage bragt til Sta
tionen. Vi skulde saa komme bagefter,
naar vi var bievne færdige med at se paa
Gammelkloster.
Medens vi ventede paa Regningen, gav
jeg mig for Tidsfordriv til at se paa Ho
telbogen, hvori de Rejsende skrev deres
Navne.
Det tog ikke lang Tid for mig at finde
de Navne, jeg søgte efter. Der var ikke
mange Rejsende til Martenhead paa denne
Aarstid. Allerede paa den anden Side af
Bladet saa jeg, at „Miss Hope og Miss
Traill af London“ var ankomne for to Dage
siden.
Jeg søgte instinktmæssig af Haandskrif-
ten at gætte mig til den Skrivendes Ka
rakter. Men det var en temmelig alm in
delig Skrift — pæn, men noget flov og
uøvet; jeg vilde helst tænke mig, at det
var Miss Traill, der havde været Mester
for den. Af den Originalitet, Noblesse og
Finhed, jeg havde fundet hos den yngre
af de to Rejsefæller, varder ikke fjærneste
Spor.
Man havde Aftenen i Forvejen vist mig
Manuskriptet til det falske Telegram henne
paa Telegrafstationen, men jeg kunde ikke
skønne, at der var nogen Lighed mellem
de to Haandskrifter. Jeg satte mig derpaa
til at skrive det omtalte Avertissement til
Avisen, der en Gang om Ugen udkom i
Nabobyen Witherton, og et andet af om
trent samme Indhold til Ophængning paa
Telegrafstationen, der tillige var Post
kontor.
„To Pund Sterling i Dusør“, skrev jeg,
„Hvis den Dreng, der besørgede et Tele
gram, adresseret: Sir W ilfrid Amory, 11!
Portman Square, London, til T elegrafstatio
nen om Eftermiddagen den 27. Oktober,
vil opgive, hvem der gav ham Telegrammet
til Besørgelse, eller give saadanne Oplys
ninger, at Vedkommende udfindes, vil oven-
staaende Sum blive ham udbetalt i Dusør.
Besked modtages paa Telegrafstationen e l
ler dette Blads Kontor.
— Der var to Veje at gaa fra Marten
head til Gammelkloster; den ene var en
Sti over den skovbevoksede Skrænt langs
Floden, den anden var den temmelig bug-*
tede Kørevej, der førte fra Byens Hoved
gade op over en Bakke til den murede Ind
kørselsport til Slottets forfaldne „Park“.
Da jeg for min Onkels Skyld var bange
for, at Stien langs Floden vilde være for
vaad og ubekvem, valgte vi den sidste.
Vi var lige naaet ud af Byen, da vi hørte
et Taarnuhr slaa elleve.
„Er det Gammelklosters Uhr, der slaar?“
spurgte han, snarere som et Udbrud af
Forbavselse end for at faa et Svar. „Det
var højst mærkværdigt. Saa maa der jo
være nogen, der trækker det op, men hvem
kan det være? Jeg husker, at jeg som
Dreng i stor Spænding hørte efter, med
Børns sædvanlige Forkærlighed for rædsels
fulde Historier, naar der blev talt om Gam
melkloster og de Spøgelser, der skulde drive
deres Spil der. Blandt andet fortalte man
om en forlænge siden afdød Lord Loveless,
der havde ladet opsætte et Uhr i Taarnet
med en hemm elig Mekanisme, saa at kun
nogle faa Indviede kunde sætte Uhret i
Gang. Jeg husker tydeligt, at jeg fik en
levende Interesse for en Gang at faa det
mærkværdige Uhr at se. Som I ved, har
jeg til Dato ikke faaet denne min Vide
begærlighed tilfr ed sstillet; jeg har aldrig
været indenfor Stedets Mure, men har
m aattet nøjes med at betragte det fra Flo
den, naar jeg har sejlet der forbi. Men
naar det kommer til Stykket, kan det gerne
være, at en stor Del af den Lyst, jeg altid
har haft til at komme i Besiddelse af den
gamle Herregaard, er udsprungne fra min
første barnlige Interesse for Uhret. Og
endnu kunde jeg maaske være saa barn
agtig, at hvis virkelig Hemmeligheden er
bleven røbet for alle og enhver, saa er
en stor Del af min Interesse for Stedet
gaaet tab t“.
Nu kunde jeg jo paa Stedet have bero
liget Onkel W ilfrid paa dette Punkt. Jeg
vidste i hvert Fald, h v em der havde sat
Uhret i Gang sidst, og havde faaet en til
Vished grænsende Formodning om, at Ved
kommende vidste Besked om adskilligt, der
var skjult for „alle og enhver“. Men med
Paulas Øjne paa mig og hendes Øren skin
sygt aabne for den svageste Hentydning til
Miss Hopes Navn, foretrak jeg at gøre et
lille Uddrag af den landlige Opvarters Be
retning om den Sensation, Uhret ved plud
selig at slaa, havde vakt i Martenhead, og
de Betragtninger, Folk anstillede over dette
Fænomen.
Jeg havde ventet, at Onkel vilde have
begyndt med at inspicere Haven og Slottet
udvendig; men han bad straks om at
komme op i Taarnet allerførst. Der var
idag ingen mystiske Fodtrin at høre oven
over os i det gamle Hus. Solen skinnede,
og Værelserne saa’ mindre skumle ud,
end da jeg den foregaaende Aften gjorde
mit første Besøg indenfor disse Mure.
Ad Vindeltrappen fra igaar naaede vi op
til et lille Værelse i Taarnet, hvorfra en
Dør førte lige ind til Uhrværket.
„Var det ikke her, at det rædsomme
Mord fandt S ted ? “ spurgte Paula, da jeg
viste dem Værelset. Den ungpigeagtige
Angst, hun i det samme udviste, forekom
mig at være en Smule paataget. „Du og
Onkel W ilfrid maa gaa først. Hvis der ei
noget fæ lt at se derinde, gaar jeg ved Gu
ikke m ed !“
,
„Der er saamænd ikke noget fælere en
en stor Himmelseng og et Klædeskab me
et Spejl, som Du kan se Dit eget forskræk
kede Ansigt i“, sagde jeg, idet jeg tæn e
paa det Syn, j e g havde set deri for en nu
ikke fireogtyve Timer siden.
.
Medens jeg sagde dette, gik F ? 1
’i
vejen og aabnede Skodderne for \ indue ,
som Vinden havde blæst til igen siden igaar.
Onkel W ilfrid fulgte efter; Paula denmoa
blev staaende paa Dørtærskelen.
„Man kan se“, sagde hun, „at Folk ma
have Respekt for dette Værelse. De
det Rum, der er flest Ting i, og c
vilde ellers være mærkeligt, at ingen
løbet med det altsammen for længe si e •
Men hvem vilde for Eksempel vove