S_FørOgNu

FØR OG NU

15. JANUAR 1915

et Døgn, va,r saa godt som muligt blevet

afdæmpet. Men alligevel var det med alt

andet end hyggelige Fornemmelser, at vi

tænkte paa, hvorledes dette djævelske Spil

skulde ende.

Trotter selv, der havde set Mænd, der

saa stærkere ud end W illiam s, bukke un

der den fem te eller sjette Dag, var aaben-

bart. ganske sikker paa, at han heller ikke

denne Gang kom af med sin Million. Hvad

der gav os andre Haab om en lykk elig Ud

gang var, at W illiam s havde træneret sig

godt, og at han med sine usædvanlige fy 

siske Kræfter forbandt en glimrende Evne

til at beregne, hvorledes han bedst skulde

fordele Arbejde og Hvile og faa Kræfterne

til at strække til.

Hans Beregninger var gjort, som om

han var en Maskine, der kun var i Stand

til at udføre et vist Kvantum Arbejde i en

bestemt Tid. Ikke en Tomme vilde han gaa

uden Nødvendighed, ikke et unyttigt Ord

vilde han tale. Og saaledes vandrede han

stille og tavs fra Kugle til Kugle med sin

lille Byrde af Guld og tilbage igen for at

sidde, til den næste Byrde var klar. Der

var ingen Variation; hver Rejse frem og

tilbage tog bestem t 25—26 Sekunder. Jeg

lavede en Bund til Spanden af tykt Gummi

og lagde den paa en Stol. Det var knapt

tre Kvarter efter, at W illiam s havde „star

tet“, og allerede nu begyndte Støjen at

blive irriterende og ubehagelig. Han an

bragte den behændigt i Spanden, og da de

næste 100 Guldstykker faldt ned i den,

mærkede vi, hvor forbavsende heldig For-,

andringen var.

I den første Time sagde .W illiam s eller

Tilskuerne næppe et Ord. Men efterhaan

den tabte det nye ved Situationen sin

Spænding; vi stillede nogle Stole sammen,

gjorde os det kom fortabelt, og snart havde

vi en livlig Passiar i Gang.

Konversationen vendte imidlertid stadig

tilbage til det samme Punkt — vort en

stemmige Ønske om, at Williams maatte

vinde Trotters Million.

Endelig traf vi Aftale om, hvorledes vi

skiftevis — to og to — skulde holde Vagt

hos W illiams, og da to og en halv Time

var forløbet, befandt Robertson og jeg os

alene med ham; en halv Time senere spiste

Williams Frokost. Som Læseren kan for-

staa, var Mad- og Drikkespørgsmaalet af

den største Vigtighed, og vi havde i saa

Henseende truffet alle tænkelige Foranstalt

ninger. Hvis hans Fordøjelse skulde komme

i Uorden, vilde det i høj Grad forringe

hans Chancer; og naar man erindrer, at

der paa en hel Uge ikke var fem M inut

ters Rast efter Maaltiderne, var Faren jo

temmelig stor. Der maatte vælges Spiser,

der ikke var tunge, godt nærende og let

fordøjelige.

Jeg har altid interesseret mig levende

for Cykling og har fulgt denne Sports en

orme Udvikling fra dens første Begyndelse

til Dato. Jeg husker de høje Maskiners

Dage, da en Mand ved Navn Cortes red

fem

Mil

paa en Time — en Præstation, der

blev telegraferet fra Kontinent til Konti

nent.

Nutildags rider en anden Rangs

„Professional“ m agelig sine syv—otte Mile

paa den samme Tid. Ligesom Trotter har

jeg i flere Aar holdt mig å jour med D i

stancerytternes Præstationer og har kendt

de bedste af dem personlig. I et 24-Timers

Løb sidder Vinderen mindst 23 Timer, og

den Føde, han indtager paa Rejsen, bestaar

gerne af Frugt,

Æg,

Bouillon etc., og meget

Ldt Alkohol, om han i det hele taget nyder

noget deraf. Der var en vis Lighed m el

lem et langt Distanceridt og den Præsta

tion, her beskrives; og vi besluttede os da

Bl at lægge den sædvanlige Cyklist-Menu

til Grund for Serveringen — i hvert Fald

for de første to—tre Dages Vedkommende.

Der var Guds Velsignelse at vælge im el

lem; Trotter havde intet sparet. Masser

a_f dejlige Druer: Bauaner lige gjort i Stand

til at spises uden Ulejlighed; der var Æb-

ler. Pærer og Ferskener — Risbudding og

friske Æg — Chokoladepastiller og Kyl

linger, skaarne i smaa Stykker. Heller ikke

paa flydende Varer manglede det. Der var

Kødekstrakt, Bouillon, Mælk, Sodavand og

The; men med Undtagelse af Portvin, var

der ingen Alkohol; saavel Williams som vi

andre var enige om, at stimulerende Drikke

i hvert Fald ikke skulde serveres før hen-

imod Slutningen af Præstationen.

Den første Frokost bestod af lidt Kylling,

tre Æg, nedskyllede med Mælk, og næsten

et Pund Druer. I det hele taget gik det

stærkt løs paa Druerne. Trotter maatte

hver Morgen bringe ny Forsyning fra sit

Drivhus, og de forsvandt regelmæssig i Lø

bet af Dagen. — Timerne slæbte sig lang

somt frem, og støt som en Skildvagt fort

satte Williams sin Vandring — Marsch

25.

Sekunder, Hvil

,35

Sekunder, Marsch

kunder, Hvil

Sekunder, — bestandig

det samme, det samme, det samme.

Ved Totiden kom Duncan, Hawkins og

Simpson tilbage og blev der Resten af Da

gen. Da Natten faldt paa, hentede Simp

son og jeg nogle Tæpper og Lagener fra

vore Soveværelser, gjorde os det mageligt

paa hver sin Chaiselongue og skiftedes til

at sove. De andre sov i deres Værelser,

men der var stadig en af dem i Gymnasiet

for at paase, at Betingelserne blev ærligt

overholdte. Et Kvarter før 10 kom Trotter

tilbage.

Klokken ti præcis standsede Maskineriet,

og id e seks Minutter, Williams disponerede

over, vaskede han sig og satte sig ved Bor

det for at nyde det fjerde Maaltid siden

Starten. Jeg benyttede Lejligheden til at

henlede hans Opmærksomhed paa, at det

maaske kunde være godt, om han varierede

sin Hviletid en Kende. Fra det Øjeblik, da

han anbragte Spanden paa Hanen, til Gul

det begyndte at flyde, forløb der altid

Sekunder, og hvis han vilde, kunde han

uden Fare lægge

Sekunder af disse

til sin Hviletid hver anden Gang, og trække

dem fra hver anden, saaledes at Program

met kom til at se saaledes ud: Marsch

Sekunder; Hvile

Sekunder; Marsch

Sekunder; Hvile

Sekunder. Det havde

han ikke tænkt paa, sagde han; men han

var straks klar over, at det vilde være

hensigtsmæssigt for Maaltidernes Skyld, og

det vilde være en Smule Afveksling i Ens

formigheden.

„Jeg befinder mig særdeles vel tilpas,“

sagde han som Svar paa Trotters Spørgs-

maal, da han atter gik i Gang med sit Ar

bejde.

Det vil være uden Interesse at give en

detaljeret Beskrivelse af, hvad der passe

rede det første Par Døgn. Jeg skal kun

bemærke, at Williams den første Nat, for

at give Øjnene Hvile, lukkede dem mellem

hver Vandring, og dette vedblev han med

til Fredag Nat, da han ikke længere turde

af Frygt for, at han ikke skulde kunne

aabne dem igen.

Vi traf den Aftale, at vi skulde møde

fuldtallige, hver Gang Maskinen stoppede,

Kl. ti om Aftenen og Kl. ti om Morgenen,

og Williams vidste, at paa andre Tider var

vor Nærværelse et stiltiende Udtryk for

vor Sympati.

Trotter var i Sandhed til det yderste

fa ir i sin Optræden. Med Undtagelse af

den første Aften forstyrrede han ikke Wil

liams med et Ord, og han gjorde alt, hvad

tænkes kunde, for hans Komfort. Atter og

atter mindede han os om, at hvad som helst

der ønskedes af Spise- eller Drikkevarer,

behøvede vi kun at forlange. Han under

søgte Termometret og spurgte os, om vi

troede, Temperaturen var passende for Wil

liams. Der var ingen Vinduer, men Luften

var altid frisk, da der var udmærket Ven

tilation. Den udvendige Dør, der førte ind

til Gymnasiet, var aflaaset, men vi havde

hver en Nøgle. Trotter selv havde Nøg

lerne til de indvendige Døre, men disse var

altid uaflaasede.

Med hvilken djævelsk Genialitet var dette

Spil ikke opfundet! Gang efter Gang havde

stærke Mænd i deres Begærlighed efter

Guld kæmpet imod Naturen, der krævede

sin Ret — hidtil altid med det samme

uundgaaelige Resultat. Med hvilken ond

skabsfuld Opfindsomhed var denne Maskine

ikke beregnet, der lokkede et Menneske til

at tro, at han vilde vinde Guldet, blot for

at se det snappet ud af sine Hænder, naar

Prisen var saa godt som vunden!

Med en utrolig Kynisme gav Trotter,

hver Gang vi alle var forsamlede, nøjagtige

Beskrivelser af de Lidelser, som Williams

Forgængere havde udstaaet, og med det

ham egne Galgenhumor fortalte han om,

hvorledes den gemytlige Stemning Dag for

Dag sløjede af, indtil Ofret tilsidst bukkede

under. Man kunde se paa ham, hvor disse

Minder gottede ham! I alle andre Hen

seender var han den elskværdigste Mand,

der kunde tænkes, kun ikke i dette. Var

der en Gnist af Sindssyge deri, eller hvad?

Det stemmede ikke med hans øvrige Na

tur. I tre Dage var hans Visitter af kort

Varighed. Om Torsdagen var han hos os

det meste af Tiden, og Fredag Morgen med

bragte han et Par Rejsetæpper og sagde,

at han vilde blive, til det Hele var forbi.

Han holdt skarpt Øje med Williams i en

stiv Time, konfererede hans Bevægelser med

et Sportsur og sagde derpaa til os: „Der

er mere end dyrisk Kraft tilstede her; der

er Videnskab, positiv Videnskab. Det er

intet Menneske, det er en Maskine, begavet

med menneskelig Intelligens. Se blot paa

den automatiske Nøjagtighed i hans Gang

og den automatiske Lukken af Øjnene mel

lem hans Vandringer for at skaane dem

saa meget som muligt. ,,Men“ — han gned

Hænderne — „jo bedre Manden er, desto

finere er Sporten. Han vil holde det gaa-

ende en halvanden Dag endnu — maaske

endog to Dage, og saa vil lian falde i Søvn

eller blivé afsindig eller begge Dele. Han

er det brillanteste Forsøgsindivid, jeg no

gensinde har set.“

fire Dage var han, som Trotter ganske

rigtig bemærkede, en automatisk Maskine,

og tilsyneladende saa ligeglad, som om han

gik en almindelig Spadseretur. Men allige

vel — den utaalelige drajbende Ensformig

hed gjorde sin Virkning, og skønt vi ikke

lod os mærke med noget til de andre,

kunde Simpson og jeg godt se, at hap var

blevet irritabel og utaalmodig. Han talte

Kun meget lidt, men Fredag Aften (fire og

en halv Dag gaaet), da vi var hos ham i

Badeværelset, gav han sine Følelser Luft i

det Udbrud: „Det er en Opfindelse af den

Onde selv! Men lever jeg, skal jeg trodse

ham — gør blot alt for at holde mig vaa-

gen.“ Tolv Timer i Forvejen havde vi for

nyet Gummiet i Spandene. Det var slidt

igennem. Linoleumet fra Kugle til Kugle

viste ogsaa Tegn paa Slid, og medens Wil

liams holdt Hvil, tog vi det op og erstat

tede det med nyt. Paa dette Tidspunkt

var Kuglen, han skulde tømme, tilsynela

dende mindre end halvt fuld; saadan noget

som

650,000

Sovereigns var strømmet igen

nem Hanen, og Maskineriet arbejdede be

standig med samme Præcision.

I fem Dage og Nætter satte W illiam s’

enestaaende atletiske Force og hans for

trinlige Konstitution ham i Stand til at

udholde Anstrengelsen, uden at det gjorde

nogen videre synlig Virkning paa ham. Han

var ufriseret og ubarberet, men derved var

intet at gøre, og det var først Lørdag Mor

gen, da der var to Dage til Rest, at Praj-

stationen fik Karakter af en Kamp. Paa

dette Tidspunkt havde han slaaet alle tid

ligere Rekorder med Undtagelse af en. De

to Forgængere, der var naaet længst, havde

respektive 4 Dage 23 Timer og 5 Dage 9

Timer 17 Minutter, sagde Trotter; og han

tilføjede, at han, naar Manden gjorde sine

Sager godt, plejede at tilbyde en Beløn

ning som Trøst for hans spildte Kræfter, af

250 £ for en Præstation paa over

Dage;

250 £ for hver 12 Timer derudover; og en

Ekstrapræmie paa 250 £ for at slaa den

sidst satte Rekord. Han overlod det til

Simpson og mig, om vi vilde meddele W il

liams dette eller ej. Vi foretrak ikke at

gøre det.