S_FørOgNu

15. JANUAR 1915

FØR OG NU

. 2

Medens W illiams foretog sin Morgenvask,

sagde han, at hans Øjne ikke kunde mere;

selve Muskelanstrengelsen ved Arbejdet

regnede han for intet, blot han ikke faldt

i Søvn. Han vaskede sine Hænder, men

ikke Ansigtet, spiste kun meget lidt til Fro

kost, og var utaalmodig efter at tage fat

igen. Da Kuglen atter begyndte at udgyde

sit Indhold, var hans Gang ikke længer

støt og mekanisk som før; hans Skridt var

hurtigere og m eget uregelmæssige, og m el

lem Vandringerne lænede han sig mod

Bordet og vaandede sig højt. Saa klagede

han over den trykkende Atmosfære i Rum

met, og i Løbet af 10 Minutter havde Trot

ter sat Temperaturen nogle Grader ned.

Men nu var dette ogsaa galt. Der var jo

koldere end i Sibirien, sagde han ; han vilde

have en pelsforet Overfrakke paa. Tempe

raturen blev nu sat op igen til omtrent 60°

(Fahrenheit). Trotter gned sig fojnøjet i

Hænderne, thi dette var „Begyndelsen til

Enden“. W illiam s’ slette Lune vedblev til

Klokken omtrent et, da han atter tog sig

sammen, og fra nu af til hans næste Hvile

stund gav han os ingen Aarsag til Bekym

ring.

Lidt Adspredelse i den uhyggelige, spæn

dende Ensformighed fik vi da vor Vært

Klokken (5,17 erklærede, at W illiams nu

havde overgaaet alle sine Forgængere. Vi

gav vort Bifald til Kende ved en svag Ap

plaus. W illiam s skænkede os ingen Op

mærksomhed, men da Klokken blev ti

spurgte han, hvad den Støj havde at be

tyde. Han følte sig nu bedre tilpas end

om Morgenen, men han troede nok, at ham

vilde faa en Raptus igen i Løbet af Natten,

saa vi maatte holde noget varm Kaffe —

m eget stærk — eller Champagne parat.

Men vi maatte kun §ive ham dette, hvis

han blev meget daarlig, da stimulerende

Sager kun skulde bruges i yderste Nøds

fald. Der var ikke det svageste Spor af,

at hans Hjerne fejlede noget. Han var

træt og søvnig — m eget søvnig — det var

alt. Men vi ved alle, at en Mand ofte er

stærkest, lige før han bukker under, og

W illiam s vidste det lige saa godt som no

gen af os. Saalerne i det a n d e t Par Tøf

ler var slidt op, og til en Forandring tog

lian et Par magelige Sko paa. Til A ftens

mad lod han sig nøje med en stor Slurk

Bouillon og noget Æggekage.

Kun 3(5 Timer tilbage. Et Smæld, og

Maskineriet satte sig i Bevægelse for de

meste tolv Timer. V i Tilskuere spiste til

Aften i Forening, og med Undtagelse af

den Tid, vi var beskæftigede med at sørge

for W illiams Forplejning, sad vi ganske

stille og ventede, til det Hele var forbi.

Trotter talte kun sjældent nu; han sov slet

ikke, spiste kun meget lidt, og koncentre

rede hele sin Opmærksomhed paa Manden,

der gik for hans Million. Simpson og jeg

sov heller ikke hele denne Nat saa lidt

som den næste.

Duncan, der bar Ansvaret som Voldgifts

mand paa sine Skuldre, gjorde hæderlige

Anstrengelser for at følge vort Eksempel,

men døsede hen nu og da, medens Robert-

son og Hawkins af og til tog sig en lille

Lur. Efter Midnat tog W illiam s’ Træthed

kendelig Overhaand, og hans Gang blev

igen uregelmæssig. Han holdt sig dog no

genlunde, til Klokken var et Kvarter over

fire; saa trak han.slem t paa Benene; Far

ten reduceredes til mindre end en Kvart

Mil i Timen, og han havde kun faa Se

kunder tilovers, hver Gang han hængte

Spanden paa sin Plads. Skete der ikke

snart en Forandring med ham, vilde han

falde i Søvn, og det Hele være forbi. Det

var hans værste Tid i de 24 Timer, og

kunde han holde ud en Time til, vilde han

klare sig til den sidste Dag, og da — saa

nær ved Enden — kunde vi sikkert paa en

eller anden Maade holde ham vaagen, hvis

blot hans Ben vilde bære ham.

Side om Side med ham vandrede Simp

son og jeg og raabte til ham for at holde

ham gaaende. Vi gav ham smaa Slurke

varm The og Kaffe, og stadig blinkede han

med Øjnene og kom udenfor Linoleums

vejen, for dog straks ved et Slags Instinkt

at finde tilbage til den igen. Tilsidst fandt

vi det raadeligst at give ham et Glas Cham

pagne, skønt vi nødig vilde gøre det paa

saa tidligt et Stadium.

Klokken halvfem var der endnu ingen

Forandring, og Trotter var højlig tilfreds

med den Vending, Sagen syntes at tage;

han sad med et bredt Grin, der gik helt

op til Ørerne.

Simpson raabte til vor Ven: „Hæng i,

W illiams, Trotter sidder og griner i et væk

ad Dig, han tror, Du falder af paa den.

Se paa ham“.

Det hjalp — det elektricerede ham. Hvad

Kaffen og Champagnen ikke havde kunnet

udrette, gjorde den Tanke, at der blev gjort

Nar af ham, og Situationen var indtil v i

dere reddet. Han samlede sig sammen, tog

ved egen Hjælp nogle Druer og gik paa

igen med fornyet Kraft.

Trotter havde efter sine tidligere Erfa

ringer gjort Regning paa, at W illiam s hen

mod Slutningen vilde blive temporært van

vittig. Hidtil var endnu intet Tegn; den

eneste Gang, hans Tankegang var lidt ure

gelmæssig, var, da han gjorde Ophævelse

over Temperaturen, samt en Gang til den

sidste Dag; men med disse ubetydelige

Undtagelser, var hans Hoved hele Tiden

fuldstændig klart.

Min Forklaring herpaa er, at han var

mere intelligent og havde bedre Opdragelse

end de, der havde gjort Forsøget før ham,

og at deres fysiske Udholdenhed var bleven

udviklet paa Bekostning af den mentale;

det var dette, der gjorde, at Trotter reg

nede fejl. Han var meget forbavset, da

W illiams Klokken syv lod sig en lille Frugt

frokost smage rigtig godt, og at han Klok

ken ti hverken var træt eller vaklende,

men ønskede os alle et muntert „God

Morgen“.

Han vaskede sig godt, sparkede sine Sko

af, da han nu foretrak Tøfler, sagde, at

han haabede at gaa uden Slinger til i Nat,

da han ventede at faa det en hel Del

værre endnu end sidste Nat, og paalagde

os endelig ikke at forsømme noget kraftigt

Middel for at holde ham vaagen, hvis det

skulde blive nødvendigt.

III.

Det sidste Døgns Vandring paabegyndtes

— fire og tyve Timer var der nu kun til

bage af denne mærkelige og desperate Fore

stilling. V illiams saa langtfra godt ud,

men indtil den første feks Minutters Pavse

af Maskineriet gjorde han sin Gerning med

tilsyneladende Lethed. Han slap over disse

tolv Timer uden Standsning eller Vaklen.

Men da Hviletiden kom, vilde han hverkbn

sidde ned eller spise. Han var i Virkelig

heden ganske tom indvendig, og han ven

tede, at naar det næste Anfald af Svækkelse

kom over ham, vilde han være „færdig“.

Det havde været heldigere for Udsigterne,

om han havde faaet sit Ildebefindende tid

ligere paa Døgnet. D et var Trotters djaj-

velsk fornøjede Ansigt, der havde holdt

ham gaaende i den sidste Time. Med no

gen Modstræben tog han en Smule Bouil

lon og spiste en Chokoladekage, før Signa

let lød i Maskineriet.

Tolv Timer at gaa, og den sidste Akt af

Dramaet var begyndt. Her i dette tavse,

hemmelige Rum paa et engelsk Landsted fort

sattes den uhyggelige, fortvivlede Kamp, og

den største Præmie, der endnu havde været

udsat, siden Verden blev skabt, stod paa

Spil.

Lang og tynd, med indfaldne Kinder og

blodunderløbne Øjne, Ansigtet grimt og ubar

beret, men endnu præget af ubøjelig Energi,

begyndte W illiam s sin sidste Del af Præsta

tionen. Det spøgelsesagtige i hans Ansigt

forstærkedes ved Lyset fra Acetylengassen;

og hans Klæder hang løst om hans Legeme,

som om de var syede til en større Mand.

Der var ingen af os, der tænkte paa at

sove. W illiam s vandrede støt til Klokken

to. Han tog sig en Drue nu og da, men

saa hverken til højre eller til venstre. Den

ene Kugle var næsten tom, og den anden

var saa fuld af Sovereigns, at det syntes,

som om en Forøgelse af nogle faa Hundrede

vilde bringe den til at flyde over.

Tiden slæbte sig langsom t hen. Kl. 2,30

bad han om at ffaa Temperaturen sat ned

og sagde til m ig: „Jeg er bange, gamle

Dreng, at jeg er løbet op i Sømmene. Om

lidt revner den vist, men hold mig i Aande,

hvis I kan. Falder mine Øjne i nu, faar

jeg dem ikke op mere. Mine Ben er gode

nok, men Øjnene vil ikke længer. Jeg er

næsten blind, og Tiden er utaalelig lang.

Minutterne er som Timer, Timerne som

hele Uger, og Gymnasiet en hel Mil tværs

over.“

Jeg opmuntrede ham, det bedste jeg kunde,

sagde til ham, at hvis han kunde slippe

over de næste to Timer, vilde han klare

sig. „Husk. hvor flink Du blev efter Klok

ken fire sidste Morgen.“ Nej, han vilde

have noget at drikke lige nu — bare gaa

videre.

Et betænkeligt Udtryk begyndte at vise

sig paa Trotters Ansigt. Jeg tilbød at holde

op med Legen for en halv Million.

„Nej Tak,“ sagde han. „Det gælder alt

eller intet, og jeg vilde ødelægge det bedste

af Spasen, hvis jeg tog imod Tilbudet. Men

jeg vil vædde ti Tusind Dollars paa, at

han ikke holder ud i to Timer fra nu af.“

Jeg væddede. W illiam s hørte det ikke

sansede overhovedet ingen Ting udenfor sit

Arbejde, men stolprede mekanisk af S^ed.

Fire af Guldmønterne faldt ud af Span en