S_FørOgNu

F r a V o v - v o v ’ e r n e s V e r d e n mer, at naar en af Deres Yenners Hunde

fik sin Herres Hat m. m. paa, vilde der ikke

være synderlig Forskel paa de to. Hvad

specielt de her gengivne Typer angaar, da

vil De med Lethed kunne finde de tilsva

rende Figurer blandt vore Medborgere paa

Flæsketorvet, Havnen eller Kvægtorvet.'

Nummer 5 er e.n livlig Fyr, det ser man

straks. „Der er en Rotte her; kom og se!“

— De kan formelig høre ham sige det.

Meningen med den Stilling og det Udtryk

er ikke til at tage fejl af. Det behøver

ikke nødvendigvis at være en Rotte, det

kan lige saa godt være et Pindsvin eller

noget andet. Hvad han vil, er at fortæ lle

Dem, at han har fundet noget og vil have,

at De skal komme og se paa det.

I Nummer 7 og 9 har vi to andre Mod

sætninger. Den sidste kender De paa en

Prik, hvis De har en nogenlunde velhavende

gammel Tante. „I skammelige Drenge“,

siger den. „Jeg gaar hjem og klager til

min Mor over, at I har været uartige mod

m ig!“ Et fortrydeligt Ansigt som det, den

sætter op, finder man kun hos en gammel

Jomfrus Silkepudel.

Den kunde aldrig

tænke paa at „nappe“ noget fra en Slag

terbutik — ikke fordi den har nogen frem

ragende Følelse af, at det er Synd at stjæle,

men simpelthen fordi den altid er saa stop

pet med Lækkerier, at intet af den Slags

frister den; den har aldrig nogensinde vidst,

at der er noget, der hedder at være sulten.

Men det har Nr. 7. Hån er den personi

ficerede Sult og Elendighed. Manglende

det gode Hoved og den Energi, som Nr. 2

har, hører han til den Klasse Individer,

der har opgivet alt og henslæber deres Liv

i indædt Harme over, at det gode her i

Verden ikke vil komme af sig selv.

Men han g r æ d e r ikke, som Nummer 8.

De har maaske aldrig set en Hund græde?

Tegneren paastaar, at hans B illede er „ta

get efter Naturen“ , og hvorfor skulde det

ikke være sandt? Vi ved alle, at Hunde

le r , og naar de gør det, hvorfor skulde de

saa ikke kunne græde. Nummer 3 er født

Melankoliker, men græde gør han dog ikke;

der er noget i det Ansigt, som siger: „Ver

den er nederdrægtig, men det kommer ikke

m ig ved — jeg har ikke lavet den“.

— Til Slutning kun den Bemærkning, at

er der noget, hvorom det gælder, at Sma

gen er forskellig her i Verden, saa er det

Hundene. Og det er for den Sags Skyld

ganske naturligt. En Slagter vilde ikke

falde paa at anskaffe sig en Silkepudel, saa

lidt som en gammel Jomfru vilde vælge en

Buldog til sin Kæledægge. I sin Tid var

Foxterrierne Favorit hos de fieste, og det

kan vi saa godt forstaa. Foxterrieren er

en klog, livlig, munter og i høj Grad tro

fast Kammerat. Havde den de større Hun

des Kræfter, naar det gælder et Forsvar,

vilde denne Hund sikkert være den bedste

af alle Hunderacer.

De behøver blot at se paa ovenstaaande

Portrætgalleri med et halvt Øje, for straks

at sige til Dem selv: „De Fyre kender jeg“.

Som nu f. Eks. Nr. 1, den tykke Mops —

Billedet paa den velnærede Tilfredshed.

Han har ikke noget overdrevent stort Kvan

tum Forstand, men han vilde heller ikke

have noget at bruge Forstanden til, hvis

han havde den. Hans Mission her i Ver

den er netop den at se velnæret ud, og

naar han blot opfylder denne, venter hans

Ejer eller Ejerinde ikke andet Udslag af

Intelligens eller bedre Følelser hos ham,

end et Grynt af Tilfredshed, naar han snu

ser til de talrige, udvalgte Retter, der dag

lig serveres for ham.

I Nummer 2 har vi hans diametrale Mod

sætning — Terrien, der selv maa fægte sig

gennem Tilværelsen ved Hjælp af sit for

slagne Hoved. Han ser ikke videre fin ud

og vilde næppe blive taalt inden for en halv

Mils Afstand fra en anstændig Hundeud

stilling, men han har maaske mere For

stand end et halvt Hundrede „Racehunde“

tilsammen. Se en Gang paa det Blik, han

sætter op. Siger det i-kke ganske tydeligt:

„Der pudsede jeg den Slagtertamp, men

det har han godt af, naar han ikke er klo

gere end at lade saadan et saftigt Stykke

Steg hænge uden for Butikken, naar jeg er

i Nærheden.“ En af mine bekendte har en

Terrier, der sæ tter et lignende Ansigt op,

naar han efter en snedig Manøvre har faaet

en anden Hund til at tage Pryglene for de

Gavtyvstreger, han selv har begaaet.

Ved at forsyne Nr. 4 og 6 med en Ho-

vedbedækning og et Par andre fra os to

benede laante A ttributter har Tegneren

vist, hvor lidt det i Grunden er, der ad

skiller Mennesket fra Dyret. Det er en

bekendt Sag, at alle Hunde kommer til at

iigne deres Herrer, og De behøver næppe

at tænke Dem længe om, før De indrøm-

FØR OG NU

15. JANUAR 1915

D e n g a a d e f u l d e S k ø n h e d .

Fortælling fra forrige Aarhundredes

Slutning.

(Fortsættelse.)

I ler blev søgt og spurgt baade i Øst og

Vest efter hende, men uden Resultat.

! ationsforstanderen vidste ikke af, at han

avde set hende tage af Sted med Natto-

men han antog im idlertid, at hun

®aatte have gjort det, og maaske saa betalt

billet ved en Endestation. Man tænkte

Sl" Muligheden af, at hun kunde være fal-

,ej1 i Vandet ved et Sted, der hedder Ab-

0is Mølle; der blev søgt med Baadshager

lignende, men der blev intet fundet.

• en da det saa rygtedes, at Mrs. Ferguson

,ar et af den Slags Mennesker, der tager

Ur"|ge Beslutninger, og at hun havde haft

„n pH6 Skærmydsel med Mrs. Haynes om

!! Fog, blev hendes Bagage tilsidst sendt

i eb Hotel i London, hvor man vidste, at

i i Urr0® ^ plejede at bo. Hun var nok

^ Hele taget ofte paa Rejser.

et er alt, hvad jeg ved om hende, und-

8en diverse dumme Historier, der er ble

ven fortalte, men som rimeligvis er løs

Folkesnak.

Man sagde blandt andet, at den gamle

Mrs. Haynes skulde være bleven meget for

nærmet paa hende og bedt hende rejse

uopholdelig, uden at give hende Tid til at

pakke sine Ting sammen, og at hun godt

vidste, hvor hun var rejst hen, men ikke

brød sig om at sige det til nogen. Mrs.

Ferguson lod til at interessere sig meget

for Gammelkloster, og hvad der hørte der

til, og plejede tidt at udspørge Folk i Byen

om et og andet derfra. Og det var d et,

hendes Værtinde var bleven saa opbragt

over“-

, i

•

Jeg begyndte at faa en halvvejs mod

bydelig Fornemmelse af, at denne lille

skaldede Opvarter med Bakkenbarterne og de

glatte, geskæftige Manerer var ved at give

mig Nøglen til den gaadefulde Skønheds

Mysterium med sin lange Sladder.

Nægtes kunde det jo ikke, at der var

adskilligt af, hvad han havde fortalt, som

det kunde være interessant at forfølge vi

dere. Ganske vist kunde der være mange

unge Enker, der af en eller anden Grund

skjulte sig under ét paataget Navn. Men

alligevel: jeg kunde ikke undgaa i Tan-

*kerne at faa en Forbindelse imellem hin

Enke, der paa en saa mystisk Maade f o r 

s v a n d t — som man sagde, fordi hun havde

skænket sin Værtindes Affærer for stor In

teresse — og den unge Pige, der nu paa

en ligesaa mystisk Maade havde v i s t s ig

igen paa den gamle Scene, og som aaben-

bart nærede en levende Interesse specielt

for Gammelkloster.

Sandt nok, Miss Hope saa ud til at være

temmelig ung, til for syv—otte Aar siden

at have kunnet gaa for at være Enke. Jeg

havde anslaaet hende til at være et Par

og tyve Aar, og om Aftenen, da hun var

sammen med min Onkel, havde hun set ud,

som om hun kun var højst nitten. Maaske,

naar vi kom sammen igen i fuldt Dagslys,

vilde man kunne se, at hun alligevel var

nogle Aar ældre? end jeg troede. Forøvrigt

var det jo en bekendt Sag, at Kvinderne

ofte var i Stand til ved forskellige Midler

at skjule deres virkelige Alder, saaledes at

i alt Fald vi Mænd let kunde bedrages

deraf.

Med et tabte jeg Interessen for Opvar

terens Historier. Mine Tanker var stand

sede ved Miss Hopes indtagende Person,

og jeg brændte nu af utaalmodig Længsel

efter at se hende igen. Blot Paula og min

Onkel snart vilde komme ned og spise Fro-