S_FørOgNu

FØR OG NU

15. JANUAR 1915

og rullede hen over Gulvtæppet. I den dø

deligste Spænding saa vi ham møjsommelig

samle dem op, putte dem i Spanden, tømme

den og skynde sig tilbage. Han kom lykke

ligvis tidsnok, men der var ikke saa meget

som et Sekund tilovers. Det lille spændende

Intermezzo oplivede ham lidt. Saa fik han

et Fad Vand fra Badeværelset, og mellem

to Vandringer badede han sit Ansigt og

sine Hænder.

Nu var Klokken 3,30. Kun seks og en

halv Time til Rest! Vi havde parat Cognac

ogSodavand, Champagne', varm The og Kaffe,

og som et yderste Stimuleringsmiddel, hvis

alt skulde slaa Pejl, havde vi en Blanding

af Snus og Kayennepeber i Beredskab. W il

liams kæmpede sig fremdeles igennem.

Sig hvad De vil — det er Brittens store

Forkærlighed for fysisk Kraft i enhver Skik

kelse, der har sat vor lille 0 i Stand til at

regere Verden. Det er ikke alene Udsigten

til Gevinsten, der faar en af vore Lands

mænd til at udholde en saa frygtelig An

strengelse som d en n e!

Hos W illiams var Gevinsten sikkert det,

han tænkte mindst paa. Det var Ønsket

om at overgaa sine Forgænger-e, at gøre det

umulige muligt, der drev ham. Det vil De

ogsaa se, inden min Beretning er forbi. Og

Williams stolprede stadig af Sted, men saa

godt som halvt bevidstløs. Simpson og jeg

fulgte ham nu hele Tiden, en paa hver

Side, rørte ikke ved ham, men raabte og

skreg for at holde ham gaaende i dette djæ

velske Spil. Langsomt slæbte han sine Tøf

ler hen over Linoleumet, tre Gange i Løbet

af en halv Time kom han tilbage i det

alleryderste Øjeblik. Hans Mund var tør

og brændende, men han nægtede stadig at

drikke — hvad kunde der gøres?

Vi fik ham til at tage en Pris Snus. Den

gyselige Blanding havde nær kvalt ham og

vækkede ham af hans Døs. Med synlige

Tegn paa Smerte sank han et Glas Cham

pagne, og det lykkedes at holde ham i

Gang, til det blev Morgen. Nu blev han

kendeligt livligere, den sidste Krise var

overstaaet. Vort Havb steg mægtigt, da

fan spiste en Banan og nogle Druer og der

efter forholdsvis støt marcherede videre.

Han slæbte ganske vist paa Benene, men

der var Liv i hans Bevægelser.

Tiden gik hurtigere for os. Klokken seks

komTrotter til mig og sa g d e: „De maa

godt tilbyde W illiam s den halve Million nu,

hvis De vil.“

. „Nej Tak,“ sagde jeg; „enten alt eller

intet, som De siger. De har haft Deres

■•Spas“, og De faar Lov at betale for den.“

Inden Klokken 10 fortrød jeg im idlertid

mit raske Afslag.

Flokken blev syv, den blev otte, og den

Wov ni, og Guldet var saa godt som vundet;

der var kun en lille Haandfuld tilbage,

kun 64 Minutter til, og W illiam s var Mil

lionær!

„Nej, kun 58 M inutter“, sagde Simpson;

har regnet 6 Minutter galt fra Begyn

delsen. Der er kun én H viletid i de sidste

d Timer — ikke to. Spillet vil være vun-

■lefc Kl. 9,58 — 2 Minutter mindre end otte

age efter Starten.“ Han havde Ret. „57

•mutter igen, W illiam s; 56 igen, W il

liams!“

Men Williams gik atter i Ulave. Vi

ü dte The og Kaffe og Cognac i ham.

kunde næppe se, hans venstre Øje var

°g hans højre næsten ligesaa.

0 Nskuere var halvt fra Forstanden af

Pmselse. Han havde Energi nok tilbage

at kunne f ø le sig frem. Kun 45 Minut-

r’ °g en Million Pund Sterling paa S p il!

'or

Minutterne var lange!

Blot

den be-

j, -¿6 Maskine vilde gaa i Staa! Vore

bankede stærkt. Trotters Ansigt

¡iL

Nm^dt 0g askegraat. „For Himlens

til

fold op nu“, sagde Simpson, „og slaa

den halve M illion.“

Il" ke n u ,“ sagde Trotter bestem t; „alt

lleJ mtet.“

iodn r«e^yTe NHnutter endnu, kun fyrretyve

’ u- Men W illiam s lo sindssvagt.

,Ha,

£ gaar fra Forstanden, og Yankeen

vil beholde sit Guld.“ Alligevel fuldendte

han sin Vandring til Tiden. „Hvilke nyde

lige Guldslanger, der kravler omkring. Hvil

ken nydelig Present en af dem vilde være

til min Kæreste,“ mumlede han.

„Bryd Dig ikke om dem,“ raabte Simpson,

„det er Dine allesammen om en halv Time.

Hold Dig vaagen, Mand!“ Og mekanisk

tilendebragte han nogle faa Rejser endnu.

Men en total Sammenfalden syntes uund-

gaaelig. Det ene Øje var ubrugeligt, og

det andet ikke stort bedre — saa fik vi

den Ide at tage Skærmene bort fra Gas

blussene, og det pludselige, stærke Lys gav

hans Synsnerver et Chok, der gjorde god

Virkning for en Stund.

Tredive Minutter igen, og han kan tale

om at vande Palmerne med Guldet fra sin

Spand, og det var lige knapt, at han kom

til Hanen i rette Tid. Spændingen var ble

ven uudholdelig. Stakkels Williams’Forstand

var gaaet i Ulave, han nynnede Børnerim

og sang Stumper af Nationalsange, og dog,

som om et Forsyn ledte ham, kæmpede han

sig videre frem, hver Gang han var ved at

snuble. To og tyve Minutter igen, og han

tumlede over til den nærmeste Fontæne og

tog sig en stor Slurk rent Vand. Til

stor Overraskelse klarede det hans taagede

Hjerne, og vor Angst for hans mentale T il

stand blev mindre.

Du store Gud, hvor Tiden gik langsomt!

Og hvilken Spænding, medens vi ledsagede

ham paa hans Vandring, alt som den nær

mede sig Enden! Tolv igen, hans andet

Øje lukkede sig, og han sov næsten helt.

Vi gav ham Cognac og bad ham holde P i

nen ud med lukkede Øjne.

Enden var meget nær, og som en blind

Mand gik han efter Følelsen langs ad Li

noleumstæppet — elleve Gange endnu —

og hængte sin Spand op for sidste Gang.

Nu og da i Ugens Løb var der gaaet en

overtallig Mønt igennem Hanen, og den

sidste Gang blev Spanden derfor ikke helt

fuld. Samlende sig sammen til en aller

sidste Kraftanstrengelse vandrede han uden

Vaklen hen til den anden Kugle, tømte sin

Spand, vendte tilbage og hængte den paa

den nu tomme Kugle — Spillet var endt —

Prisen var vunden!

Et skingrende Hurra fra fem glade Brit-

ters Struber gav Genlyd i Murene om det

mærkeligste Værelse, noget Øje har set.

Men de lød for døve Øren.

Trotter var gaaet sin Vej, daanefærdig

over at se det umulige muligt; og Helten

havde efter fuldendt Præstation ladet Hvi

len falde paa sig og sov med Ryggen mod

den tomme Kugle. Vi bar ham ind i Sove

værelset, tog nogle af Klæderne af ham og

lagde ham i Sengen.

W illiam s faldt i Søvn Klokken 10 Man

dag Morgen. Efter 31 Timers uafbrudt Søvn

vaagnede han Tirsdag Efterm iddag, lige

som vi skulde spise til Middag. Efter at

han havde taget et Bad og var bleven bar

beret, saa han helt respektabel ud, skønt

hans Ansigt endnu var indfaldet og fortruk

ket. Det er overflødigt at bemærke, at han

blev modtagen med Lykønskninger saa var

me og begejstrede, at det ikke er til at

beskrive.

Efter den forløbne Uges sparsomme Kost

var han m eget sulten og lod Middagsbor

dets Retter vederfares al mulig Retfærdig

hed.

Trotter tog sit Tab som den gode Sports-,

mand, han var, og underholdt os med at

analysere „Forestillingen“.

Drapperingen

af de hvide Vægge og Skærmene for Lyset

var de otté Timer værd, Gummibunden i

Spanden fem Timer, og den Maade, hvorpaa

W illiam s havde økonomiseret med hvert

Gran af Kræfter i Stedet for at springe le 

ende af Sted i Begyndelsen, som Forgæn

gerne havde gjort, var andre Timer værd;

men en Dag var gaaet forkert et eller andet

Sted, og han kunde ikke faa sin Beregning

til at stemme. W illiam s burde have været

ødelagt paa seks Dage. Til Slut holdt han

en Tale, hvori han i smukke Vendinger roste

W illiam s i Særdeleshed og os andre i Al

mindelighed, og overrakte derpaa vor Ven

Nøglen til Gymnasiet. Her gjorde W illiams

noget meget dumt. Han bad Trotter be

holde sin Million, da han havde gjort sit

Forsøg som Sport og ikke for Vinding

kun for at overbevise Trotter om, at det

kunde gøres. Hvorvidt han efter den Præ

station blev regnet for Amatør, eller om

han efter de gældende Regler for A tleter

var Professional, det vidste han ikke saa

nøje.

„Nej, nej,“ sagde Trotter; „jeg har endnu

20 M illioner Dollars tilbage, og Pengene

har De ærlig og redelig vundet; og hvis

De ikke vil tage dem, faar ingen andre

Glæde af dem, for i saa Tilfæ lde kaster jeg

dem paa Bunden af Atlanterhavet. Det

har været en god Lektion for mig, thi det

var det mest barbariske Arbejde, man kunde

give en Mand.

Jeg haaber ikke, De vil

faa nogen varig Men af den Anstrengelse,

jeg har paaført Dem, og at De maa have

Styrke og Helbred til at nyde godt af Pen

gene“.

W illiam s havde nu ikke flere Skrupler i

Retning af at modtage« Guldet, og Spørgs-

maalet, hvorvidt han er Professional eller

Amatør, har ikke faaet sin praktiske Afgø

relse, eftersom han ikke længer deltager« i

Sporten.

Lmder Præstationen tabte han sytten Pund

i Vægt, men indvandt dem igen i Løbet af

10 Dage. Han var m eget søvnig i . oFte-

fjorten Dage — gik tidlig i Seng om A fte

nen og dovnede længe om Morgenen — men

der var absolut ingen alvorlige Eftervirk

ninger at spore. Men spørger De ham, vil

han fortælle Dem, at han aldrig vil lade

sig friste mere — ikke for hundrede Mil

lioner — til at gaa de sidste tolv Timer af

Kampen igennem.

Selskabet brød iop efter et Par Dages

Forløb, kun W illiams blev hos Trotter for

at træffe Arrangement om Forsendelsen af

de otte Tons Guld. Pladsen tillader mig

ikke at fortæ lle om det Besvær, det voldte,

inden Summen lykkelig og vel var bleven

omsat i rentebærende Papirer af forskellig

Art.

W illiam s’ sidste Anvendelse af en

større Sum var forøvrigt Købet af Trotters

Landsted i Longshire — saa mærkeligt

drejer Lykkens Hjul.

Amerikaneren var nem lig bleven ked af

det ørkesløse Liv paa Landet, han maatte

have noget at bestille igen.

Han solgte

derfor sin landlige Residens og drog til Lon

don, og af bar Kedsomhed gav han sig

til at spekulere paa Børsen. I Amerika

havde han maaske haft bedre Held med sig;

her gik det ham galt. Og under hans Fra