S_FørOgNu

FØR OG NU

15. JANUAR 1915

E t H e r k u l e s - A r b e j d e .

en Sportspræstation, her skal omtales,

er den mest forbavsende og enestaa-

ende, som den nyere Tid har at opvise —

ja, det kan trøstig siges, at det er den

største, Verden endnu har set, eftersom

den Præmie, det drejede sig om, uden

Sammenligning er den største, der nogen

sinde er kæmpet for. Det

er tre Aar si

den, Begivenheden fandt Sted, men jeg

har ikke før nu haft

Lovtilat omtale

den uden for den snævre Kreds, der var

indviet i Sagen.

Historiens „H elt“ Harry W illiam s og

jeg havde været Studenter sammen ved

Edinburgh Universitet og var fra den Tid

uadskillelige. Selv nu, da h a n er en m e

get rig Mand og jeg kun en sølle Jour

nalist og Forfatter, der maa

leve af min Pen, er Venskabet

uforandret, og vi tilbringer

mindst en Maaned sammen

hvert Aar.

I Efteraaret 19— var vi in- *

viterede til en Urfuglejagt

oppe i den nordlige D el af

Landet. Selskabet, vi kom i,

var meget fo rn ø jelig t; blandt

andre traf vi sammen med en

amerikansk Millionær, Silas K.

Trotter, foruden nogle andre

velkendte Finansmænd.

Trotter tiltrak sig straks vor

Opmærksomhed ved sin umaa-

delige Interesse for al Slags

Sport.

Hvordan den Mand

havde faaet Tid til at tjene

sine Millioner, var os en Gaade,

for der var ikke den Ting i

Sportsverdnen, som han ikke

havde Rede paa. Han kunde

paa sine Fingre Navne og Da

toer paa alle de Brydekampe

og deslige, der havde fundet

Sted i dette Aarhundrede; og

alle de Heste og Jokeyer, der

havde vundet ved Væddeløbene

i det sidste Decennium, kunde

han udenad. Men det var især

atletiske Præstationer og fy 

sisk Udholdenhed af enhver

Art, der interesserede ham.

Naar han bragte disse Em

ner paa Bane, havde han altid

en meget taknem lig Tilhører i

min Ven W illiam s. Denne var

nemlig selv en stor Ynder af

atletisk Sport og havde gen

tagne Gange vist Prøver paa usædvanlige

Legemskræfter. En A ften kom Talen paa

Lykle-Sporten - - 24-Timers Rekorder og

Kørsel over lange Distancer — og der

udspandt sig en Diskussion om, hvor

mange Dage og Næ tter en Mand kunde

være i A k tivitet uden Søvn. De fleste af

os mente, at det nok kunde lade sig gøre

at holde sig vaagen det meste af en Uge,

naar der var en bestem t Opgave, der sti

mulerede. Trotter udtalte som sin be

stemte Mening, at s e k s Dage var Græn

sen for den m enneskelige Udholdenhed;

overskredes denne Grænse, vilde baade

^e aandelige og legem lige Kræfter uvæ

gerlig svigte.

Da nogle af Tilhørerne

gjorde Indvendinger, blev han formelig

heftig, og lod os vide, at det var noget,

han vidste bedre, for han havde selv fo

retaget Eksperimenter i denne Retning,

ganske privat havde han tilbudt nogle af

mitidens stærkeste Mænd en fyrstelig

Lvasmie, hvis de kunde modstaa Morfeus’

Krav i det meste af en Uge. Forsøgene

'ar gjort privat i hans Hjem, sagde

han, eftersom han ikke ønskede, at Of

fentligheden skulde bebrejde ham noget,

hvis en af de Herrer, der forsøgte sig,

olev alvorlig syge — navnlig sindssyge,

hvad der efter hans Mening var størst

fare for ved Eksperimentet.

W illiams, der hidtil kun havde taget

liden Del i Samtalen, indskød her den

Bemærkning:

„Nu skal jeg sige Dem noget, Mr. Trot

ter ; for to Aar siden var der en ung

Mand af mit Bekendtskab, der gik uden

Søvn i over seks Dage — nøjagtig seks

Døgn og tre Kvarter — uden at der v i

ste sig fjærneste Tegn til Sindssyge hos

ham. Da han efter endt Præstation gik

i Seng, sov han uafbrudt i tredive Timer,

og han har indtil den Dag i Dag ikke

fejlet det ringeste“.

Paa Trotters Spørgsmaal tilføjede han,

at hans Ven var omtrent 28 Aar gammel

og i private Kredse regnet for en fortrin

lig A tlet — han kunde have Lyst til at

lade ham vinde den af Trotter om talte

Præmie.

tilstedeværende lovede ubrødelig

Tavshed, saa længe Mr. Trotter opholdt

sig i England, og den sidste Uge af Sep-

tember, da vi sad ved Frokostbordet, med

delte han os, at nu var Gympasiet i Or

den, hvis vi havde Lyst til at tage det i

Øjesyn.

Vi blev ikke længe til Bords, kan jeg

forsikre Dem. Trotter førte os gennem

en lang Gang, derpaa ned af nogle Trap

per, og atter gennem en lang, m eget snæ

ver Gang, afdelt med ikke mindre end

fem tunge Jerndøre, der alle var aflaasede

og blev aflaasede igen, saa snart vi havde

passeret dem. Inden den fem te Dør blev

aabnet, trykkede han paa en Knap — det

var det elektriske Lys, der blev tændt,

sagde han. Derpaa drejede han Nøglen

om, og vi traadte ind i „Gymnasiet“.

Det vardet mest aparte Rum, jeg nogen

sinde havde set. Skønt i Virkeligheden

ikke andet end et Kælderrum, var det saa

elegant monteret og saa glimrende oplyst,

at den gode Yankee maaske blot vilde drive

lidt Spøg med os. Værelset var noget over

12 M. langt, 10 M. bredt og

3 M. til Loftet. Et prægtigt,

indisk Tæppe dækkede hele

Gulvet; Væggene var blæn-

dende hvide. Divaner og ma

gelige Stole, polstrede i rødt

Silkeplyds, en Rigdom af P al

mer, og fire smaa, plaskende

Fontæner fuldendte Rummets

dekorative Udstyr.

I det nordøstlige og sydvest

lige Hjørne var Rummet afdelt

med Draperier, der naaede fra

Gulv til Loft. Da vi spurgte,

hvad der fandtes bagved disse

Draperier, trykkede vor Vært

paa en Knap i Væggen, og

Draperierne gled til Side. —

Hvad i Alverden var det? 1

hvert af -Hjørnerne var et

massivt

Jernstativ,

omtrent

J M. højt, og i dette hvi

lede en stor Kugle af tæ t sam

m enflettet Staaltraad.

Kug

lerne var knapt 1l/a M. i

Diameter og blev holdt i en

bestem t Stilling ved lire Staal-

bjælker, der gik fra Stativet

til Loftet.

Nederst paa Kuglerne sad

noget, der lignede en Hane

paa et Vinfad, og paa Ha

nen hang en lille let Metal

spand, 18 cm. dyb og 5 cm.

i Diameter. Den Kugle, vi

saa paa, var tom, men Trotter bad os un

dersøge den anden; den var lidt anderledes,

sagde han. Vi skraaede over Gulvet. Ja,

det havde han Ret i, den var betydelig an

derledes, og Forskellen bestod i, at den

var fuld — fuld til Toppen af dejlige,

blanke Sovereigns!*)

Vi var aldeles maalløse af Forbavselse,

men Forbavselsen steg til det rent ubeskri

velige, da Trotter henvendte sig til W il

liams og sagde: „Den Kugle indeholder en

M illion Sovereigns, som ^ r Deres Ejendom,

hvis De kan gøre det lille Kunststykke at

bære dem tværs over Stuen og fylde dem

i den Kugle derhenne. Der er ingen Van

skelighed ved at fylde dem i. De kan

faa Kuglen hævet eller sænket efter Behag,

og De hælder Guldstykkerne ned gennem

en Trætragt foroven. Men der er et Par

smaa Regler for, hvordan De skal tømme

og fylde Kuglerne. De ser den Hane der.

Den er anbragt ganske efter samme Prin

cip som de Haner, De ser paa Vinfade.

Paa den ene Side af Hanen er en lille

Fjeder, og naar De trykker paa den, strøm

mer der et Hundrede Sovereigns pr. Minut

ned i den Spand, Som De ser hænge i et

lille Hak foroven i Hanen. Da Strømmen

er reguleret efter Vægt, kan det en sjæ l

den Gang ske, at der slipper en ekstra

Sovereign igennem. Det tager i V irkelig

heden omtrent 20 Sekunder for Guldstyk

kerne at komme igennem Hanen, saa De

har ca. 40 Sekunder til at bære de 100

*) E n Sovereign b ar en V ærdi af ca, 18 Kr.

det var ham selv, der agtede at vinde Præ

mien — en Meddelelse, der for øvrigt ikke

overraskede mig.

Fredagen den 21de September mødte da

syv af os paa Trotters elegante Landsted.

W illiam s og jeg var de første, der arrive

rede, og med et senere Tog ankom Mr. E.

T. Simpson, en gammel Oxford Student, og

tre andre Herrer, alle fremragende Bankiers

fra London.

Deres Navne var Duncan,

Hawkins og Robertson.

Vor Vært vilde bestem t have, at vi skulde

slaa os til Ro i nogle Dage, før „Prøven“

tog sin Begyndelse. Han havde i nogen

Tid i Forvejen faaet at vide, hvem det var,

der vilde forsøge sig. Det var ham uden

Forskel, hvem det var, sagde han, naar

blot han kunde stole paa, at det passerede

blev holdt hemmeligt imellem os. Og naar

W illiams var „færdig“, kunde hvem af os,

der lystede, tage fat.

Det maa siges, at Trotter var en splen

did Væ rt; vi havde det som Konger hos

ham, og det herligste Vejr begunstigede

vore Udflugter; men hver Gang en af os

spurgte, n a a r Forestillingen kunde begynde,

svarede han bestandig at Salen — hans

„Gymnasium“, som han kaldte det — ikke

var rigtig færdig, vi maatte have Taalmo-

dighed lidt endnu.

Endelig om Fredagen, den 28de Sep