288 / 382
FØR OG NU
1. JANUAR 1915
Kvindestemmer. Jeg fortsatte min Vandring
op og ned ad Gulvet, saa de gamle, halv-
raadne Brædder knagede og gav sig i deres
Fuger. Jeg rullede Persiennerne op for at
aabne et Vindue, et Arbejde, der tog nogen
Tid, da Persiennerne, som altid paa landlige
Gæstgivergaarde, var i Uorden.
Alligevel kunde jeg ikke undgaa at op
fange nogle spredte Ord og Sætninger. De
talte af og til meget højrøstet og naturligvis
uden at ane, at det forræderiske Kakkel
ovnsrør virkede som en Art Telefon.
„Er det Deres Mening at føre det igennem,
eller er det ik k e ? “ kom det med Miss
Traills fede Røst.
„Jo —jo — jo! Tusinde Gange jo! Men
det maa blive paa den Maade, jeg selv vil.
Maa jeg nu være i Fred?“
„Ikke før jeg liar faaet at vide, om De
fandt, hvad De søgte efter i den Gamles
Værelse.“
„Hvor ved De, at jeg søgte efter noget
der?“
„Fordi jeg kender Dem, skal jeg sige.
Ogjeg ved, at der var et og andet at finde.“
Havde jeg ikke i samme Øjeblik, som
dette var sagt, kommet til at støde til en
skrøbelig Stol, saa den skrabede et langt
Stykke hen ad Gulvet, tror jeg sikkert, at
jeg havde givet fortabt, og ladet Nysger
righeden ganske løbe af med mig. Men nu
blev der pludselig stille underneden, og jeg
hørte ikke et Ord mere, skønt jeg længe
efter at jeg var kommen i min Seng, laa
vaagen og stirrede ud i Mørket.
Hvad kunde det dog være, der knyttede
disse to Mennesker sammen og øjensynlig
gav Miss Traill Magt til at terrorisere sin
skønne, elskelige Herskerinde? Hvad mente
densidste med at „gøre det paa den Maade,
hun selv vilde?“ Og havde Miss Traill, da
hun talte om „den Gamles Værelse“ hen
tydet til det uhyggelige Taarnværelse i ,det
frygtede Hus', hvor Mordet var begaaet?
VI. Kapitel.
Hvor T ra ad en begynder.
„Hørte De Uhret slaa Kvarterslag og
Timeslag i Nat, Sir?“ spurgte den geskæf
tige, halvgamle Opvarter, medens han vim
sede om og satte Servicen tilrette paa Bor
det i det lille Værelse, hvor vi havde spist
Aftenen i Forvejen.
Jeg var kommen tidlig ned, skønt jeg
ikke var falden i Søvn før langt ud paa
Natten, og stod og saa ud af Vinduet paa
de smaa, tarvelige Huse i Martenhead, der
forekom mig helt kønne i den straalende
Morgensol.
»Ja, jeg hørte Kirkeuhret slaa,“ sagde
jeg adspredt, „lige til et Kvarter over to.“
»Tænk, — saa længe! Jamen det var
ikke Kirkeuhret. Det var derfor, jeg var
saa fri at spørge, Sir. Hele Byen taler ikke
andet.“
»Virkelig?“ Jeg havde indtil nu ganske
glemt mm egen Forbavselse fra igaar, da
Uhret paa Gammelkloster pludselig begyndte
“dgaa; men nu erindrede jeg, at den gaade-
fulde Skønhed havde sat det i Gang, og
forstod hvad det var, Manden talte om.
»Jo, Sir. Jeg véd ikke, om Herren har
kørt Tale om et grueligt Mord, der blev
oegaaet for en Del Aar siden paa en Her-
røgaard tæt herved. Stedet kaldes siden
ooa Tid ,det frygtede Hus'. Næsten alle
Mennesker kender Historien, Sir. Det blev
Jotalt meget om det i de Dage. Det er
faarnuhret i det Hus, der har slaaet siden
■gaar Aftes. Men det mærkelige ved Tin-
gen er, at der bor Ingen i Huset og har
ikke gjort det i de sidste syv Aar. Der er
íprig en Sjæl, som kender Stedet, der fal-
er paa at gaa ind i det Hus og allermindst
i Taarnet, Sir. For ser De: det var der,
Mordet blev begaaet.“
»Hvordan er det da gaaet til, at Uhret
Podselig har begyndt at slaa — hvad me-
ner man ude i Byen?“ Jeg spurgte af Nys
gerrighed efter at høre, hvad han vilde
sige.
»Ja, Folk ved jo ikke, hvad de skal tro.
Den ene siger et, den anden et andet, og
Ingen véd noget alligevel. Ser De, da den
gamle Mrs. Haynes var bleven myrdet —
det var to, tre Aar efter at jeg kom her
til Byen — saa savnede alle Mennesker
det gamle Uhr, som slog hvert Kvarter saa
højt, at man kunde høre det herinde i Byen.
Og det havde Folk været vant til saa længe
Nogen kunde huske. Der har nemlig altid
boet nogøn i Stedet, undtagen lige et Par
Dage før Mrs. Haynes flyttede ind. De
sidste før hende, som boede der, var nogle
af Familien Amory. Men saa, da Mrs. Hay
nes var død, blev Huset lukket, og der har
ingen boet der siden. Det var saa under
ligt i Førstningen, at man ikke hørte Uhret
derhenne fra. Folk savnede det, for Kirke
uhret her i Byen slaar ikke. Saa gik der
den Snak mellem gamle overtroiske Men
nesker her i Egnen, at hvis Taarnuhret i
det frygtede Hus' nogensinde kom til at
gaa igen, saa yar det gamle Mrs. Haynes,
der stod op af sin Grav og kom tilbage til
Huset for at aabenbare noget, der laa hende
tungt paa Sinde. Det blev fortalt saa ofte,
at Folk var lige ved at tro det, og De kan
derfor tænke Dem, Sir, hvad for en Sensa
tion det voldte, da de nu pludselig hørte
det gamle Uhr runge igen.“
„Mente man da, at Mrs. Haynes havde
Noget, der saadan, som De siger, laa hende
tungt paa Sinde?“ spurgte jeg, halvt lige
gyldig.
„Ja, Sir — han fortsatte dæmpet, fortro
lig — „man sagde, at der var en Hemme
lighed, som Amoryerne gemte paa, og som
hun enten havde faaet fat i eller gerne
vilde have fat i, og at det egentlig var
derfor, at hun, som kun havde været et
Tyende fra først af, ofrede saa mange Penge
for at købe Stedet. Om der var noget om
det, véd jeg ikke. Snakken stammer vist
fra, hvad Mrs. Haynes Tjenestepige -—Fanny
Edwards — fortalte bagefter, da Mordet
var sket.“
„Hvad var det for en, den Fanny Ed
wards?“, spurgte jeg.
„Det var en ung Pige fra Wales, Sir.
Usædvanlig fin og køn af et Tyende at
være; jeg husker hende godt, hun var høj
og tynd med store Øjne og et mægtigt gult
Haar. Hun havde adskillige Tilbedere her
nede i Byen, og der var nok flere end en,
der var ked af det, da hun rejste herfra
uden at efterlade saa meget som et Ord
om, hvor hun drog hen. Hun havde Ord
for at være et godt Hoved og oplagt til at
spille Folk alskens Puds, naar det kom over
hende. Jeg for min Part kom straks til at
tænke paa, at det kanske var hende, den
Gavstrik, der var kommen igen til Marten
head, og vilde give Folk noget at blive for-
bausede over ved at trække Uhret op. Der
er noget, der kunde tale for det, Sir.
Hun plejede ikke at være bange af sig, saa
hun havde nok Mod til at gaa op i Taar
net, om ingen andre havde — og hun vid
ste hvordan Uhret skulde trækkes op.“
„Saa. Var der da nogen særlig Vanske
lighed forbundet dermed?“
„Det er netop det, Sir. Der var en Hem
melighed ved Mekanismen. Den gamle
Dame selv og hendes Niece, der dræbte
hende og bagefter døde i Fængslet, vidste
Besked med den. Saa var der hendes Sted
søn, Mr. Haynes — et net, elskværdigt
Menneske med en god Opdragelse, komplet
Gentleman, og Fanny. Det var de eneste,
som forstod sig paa den hemmelige Meka
nik ved Uhret, undtagen maaske en ung
Enke, der af og til kom i Besøg paa Gam
melkloster . Mrs. Haynes havde lært den
medens hun i tidligere Dage var i Tjeneste
hos hendes Naade Mrs. Amory, og hun navde
saa „ladet sin Viden gaa over til de andre“,
som Fanny plejede at sige. Der bruges nok
hverken Nøgle eller deslige Apparater, naar
det Uhr skal trækkes op.“
Denne Oplysning slog mig unægtelig og
gav mig Stof til mangehaande Refleksioner.
Hvorfra havde da Miss Hope (som hun
kaldte sig og hvilket efter hvad jeg vidste
var hendes rigtige Navn) faaet' Kendskab
til Mekanismen og kunnet faa den gamle
Tidsmaaler til at gaa „uden Nøgle eller des
lige Apparater?“
To af dem, til hvilke Hemmeligheden
var gaaet i Arv, var ikke længer blandt
de Levendes Tal, den ene død for den an
dens Haand. Mr. Haynes, Ejeren af Stedet,
var udenlands. Saa blev der ikke mange
tilbage.
„Hvem var den unge Enke, De talte om?“
spurgte jeg, idet mine Tanker standsede
ved den sidste i Rækken af de Personer,
han nys havde vævnt. „De lader til at vide
ret indgaaende Besked med, hvad der i den
Tid passerede paa Gammelkloster.“
„Aa,“ sagde Manden, ligesom undskyl
dende. „Folk har altid interesseret sig me
get for Stedet. Og da saa det mærkelige
skete, at det fik en Ejerinde, der tidligere
havde været Tyende, da var der knapt et
Menneske i Byen, der ikke saa at sige holdt
Øje med alt, hvad der gik for sig deroppe
— især da siden den unge Enke, De spurgte
om, Sir, forsvandt.“
„Forsvandt? Det er en Begivenhed, jeg
aldrig har hørt omtale,“ sagde jeg med en
Interesse for Mandens Konversation, jeg
aldrig vilde have haft, hvis ikke Mulighe
den for at faa noget opklaret af det My
sterium, hvori Miss Hope befandt sig, hav
de gjort mig til en taalmodig Tilhører.
„Jo, det var nogen Tid før gamle Mrs.
Haynes blev myrdet, Sir,“ fortsatte han,
synlig stimuleret ved min voksende Inter
esse for hvad han havde at fortælle. „Hun
forsvandt som sagt pludselig, men der var
for den Sags Skyld ingen, der troede, at
der stak noget galt under det. Jeg havde
vel været her en tre Maaneders Tid, da
hun kom her paa Visit en Dag. Det er —
lad mig se — ni Aar siden. Siden saa jeg
hende ofte gaa sammen med Miss Florence
— hende, De ved, der kom saa skrækkeligt
af Sted, Sir. Miss Florence var ellers en
nydelig Pige, ved det Lag seksten—sytten
Aar den Gang, men veludviklet efter sin
Alder; hun havde et prægtigt mørkt, rød
brunt Haar, der laa hende langt ned ad
Ryggen, og hendes Øjenbryn gik næsten
helt sammen, hvilket somme Folk siger ikke
skal være noget godt Tegn hos en Kvinde.
Dep unge Enkes Navn var Fergusson —
forresten ved jeg ikke bestemt, om hun
virkelig var Enke. Det var noget, Folk
sluttede sig til efter den Paaklædning, hun
gik i. Hun havde altid et Krepslør for An
sigtet, men saameget kunde vi se, at hun
var ung og meget smuk, og hendes Figur
var slankere og finere end Miss Florences“.
„Hvad Kulør havde hendes Haar?“ af
brød jeg ham.
„Hendes Haar? Saavidt jeg husker var
det lyst. Jeg mindes, at det kunde skinne
saa kønt under Sløret, naar hun gik forbi
En i Solskin. Hun var den eneste Gæst
paa Gammelkloster i min,Tid. Og hun var
der to Gange. Den første Gang ved jeg
ikke, at der skete noget mærkværdigt. Men
Aaret efter kom hun igen, og da hun havde
været der en Maanedstid, kom der Bud til
Byen om en Vogn til at køre hende til
Stationen tilligemed hendes Bagage —Mrs.
Haynes holdt ikke Køretøj til Trods for at
hun var saa rig. Det var den smukke
Fanny, der bragte Besked til Vognmanden
— han boer i Stedet her ved Siden af, Sir
— og Vognen skulde komme næste Morgen
tidlig. Men da Morgenen kom og Vognen
lige skulde til at spændes for, kom Fanny
løbende og sagde, at Mrs. Fergusson var
væk og havde ladet sin Bagage blive til
bage.
„
(Fortsættes).
Obs.
Bladet udgaar fra Nytaar 1915 2
Gange om Maaneden, nemlig hver 14.
Dag.
—
Der kommer altsaa 24 Numre
aarlig og Abonnementsprisen er kun
Kr. 2,40
for hele Aaret, som opkræves
kvartalsvis forud med 60 Øre.
Tegn strax Abonnement!