285 / 382
1. JANUAR 1915
FØR OG NU
N
r
. l
„har Du nogensinde taget nogen med Dig
op der?“
„Nej,“ svarede han, fattende Grunden til
mit Spørgsmaal, „dersom andre kan se Haan
den, saa er det en Aandehaand, og saa maa
der kunde findes en Maade, hvorpaa man
kan fordrive den; men har Du Mod nok
til at gaa med mig derop?“
„Ja, jeg har.“
„Kom saa straks,“ sagde han og rej
ste sig.
Det gamle Hus var kun tildels beboet.
Vore Fodtrin gav rungende Genlyd i de
store tomme Værelser, som det svage Skin
fra vor Lampe kun tildels oplyste, og Vin
den fo’r hylende gennem Skorstenene.
Ved Døren til Studereværelset standsede
Philip, løftede Lampen op og saa forskende
paa mig.
Hans Ansigt var undergaaet en frygtelig
Forandring. Øjnene stirrede uroligt, en
skrækkelig Tanke fo’r gennem min Hjærne,
en Tanke langt mere frygtelig end den om
Spøgelsehaanden — min Ven var gal. Denne
pludselige Tanke gjorde mig forfærdelig
angst; thi jeg troede bestemt, at den frem
strakte Haand maatte va;re et Blændværk,
og fortalte jeg ham, at jeg ikke kunde se
den, vilde han da ikke styrte sig over mig
i Raseri ?
Hvad der imidlertid end var Grunden til
hans Udforskning af mit Ansigt, saa syntes
han i hvert Fald at være tilfredsstillet, og
han sagde:
„John, tag Du Lampen, aabn Døren og
gaa ind. Jeg vil vente paa Dig her, indtil
Du fortæller mig, om Du kan se den eller
ej. Dersom jeg gaar med ind, vilde mine
Øjne straks fæste sig paa den, og sige Dig,
hvor den er.
Har Du Mod?“
Uden at svare tog jeg Lampen, me
dens han satte Nøglen i Laasen og drejede
den om.
Langsomt og skælvende lukkede jeg Dø
ren op, mere angst for ham, end for hvad
jeg eventuelt vilde faa at se inde i Væ
relset.
Denne klamme, mugne Luft, som altid
findes i et ubenyttet Værelse, slog mig i
Møde, da jeg traadte over Tærsklen.
Det var et lille Kvistværelse, jeg traadte
ind i, et Værelse, jeg godt mindedes fra
min Ungdom; det havde altid gjort et no
get skummelt Indtryk.
Jeg følte, at Morelands stirrende Øjne
fulgte enhver af mine Bevægelser, da jeg,
idet jeg løftede Lampen i Vejret, saa mig
omkring.
Der stod Bogskabene, Globusen, Horace’s
Buste og Skrivebordet, men intetsteds saa
jeg en Haand, hvor ængstelig og omhygge
ligt jeg kiggede hver Krog og hvert et
Hjørne efter.
„Ser Du den?“ udbrød Philip.
Jeg tøvede. Burde jeg ikke forsøge at
skuffe ham.
Før jeg im idlertid kunde svare, styrtede
Philip ind, snappede Lampen ud af Haan
den paa mig, greb min Arm og trak mig
hen til Bordet. Saa pegede han frem, idet
han holdt Lampen hen mod Væggen. Men
jeg saa intet.
Langsomt drejede Philip sig om og saa
paa mig med et barskt gennemborende Blik.
„Ser Du den?“ spurgte han hæst.
„Nej, Philip,“ svarede jeg sagte, „jeg ser
in tet.“
„Dér, dér,“ skreg han, „lige dér — to
Tommer fra min Finger, en Haand strakt
ud fra et sort Sted i Luften. Dér, dér, —
en Haand med et Ar paa Haandfladen.
Nu ser Du d en !“
„Nej, Philip, jeg ser den ikke.“
Med en dump Stønnen satte han Lampen
paa Bordet, sank ned paa Knæ og raabte:
„Herren hjælpe mig, saa er det altsaa dog
en Hallucination.“ Jeg var selv saa ophid
set, at jeg ikke mere erindrer, hvordan jeg
fik ham bragt ned; han var besvimet; men
et stod mig straks klart, at denne hans
Frygt for en Hallucination snart vilde pine
ham til døde.
I det fortvivlede Haab at frelse ham,
hengav jeg mig ivrig til Aande-Studiet, og
læste alt, hvad skrevet var om dette Emne.
Jeg følte mig hurtig overbevist om, at Phi
lip var et Offer for sin Fantasi, og da jeg
af hans Fortælling kendte Grunden hertil,
og hans Tro, at det var en Arvesygdom,
nærede jeg egentlig kun lidet Haab om at
frelse ham.
Der var im idlertid en Mulighed, som jeg
besluttede at forsøge.
Jeg havde læst, at Syner undertiden
kunne fordrives ved ganske naturlige Mid
ler; hvis Offeret for Eksempel tror, at der
er en eller anden Grund til, at Synet viser
sig, og man kan bibringe det den Tro. at
denne Grund ikke mere eksisterer, saa for
svinder som oftest det indbildte Syn.
Jeg behøvede ikke at lede længe for at
finde en antagelig Grund til Philips Vision.
Haanden havde første Gang vist sig den
Aften, da Philip havde erfaret Harktons
Uskyldighed. Hans Samvittighed havde pint
ham stærkt hin Aften.
Følsom af Naturen, som jeg vidste han
var, maatte han nære et inderligt Ønske
om T ilgivelse — et Haandtryk af den uskyl
dige Ven, hvis frygtelige Død han havde
afstedkommet.
Han troede allerede, at det var Harktons
Haand. Dersom man kunde overbevise ham
om, at den straktes ud imod ham, ikke
hævnende, men som et Tegn paa, at den
forurettede Harkton ønskede at tilgive ham,
saa kunde min Ven frelses.
Opfyldt af denne Ide skyndte jeg mig til
det gamle Hus, hvor jeg fandt Philip sid
dende og grunde ved Kaminen.
Saa rolig som mulig fortalte jeg ham,
hvad jeg troede, der var Aarsagen til, at
Haanden straktes frem.
Han sad med Hovedet støttet mod sin
Haand. Da jeg holdt op at tale, vendte han
sit Ansigt imod mig, det var blevet frygte
lig magert, og svarede i en fortvivlet T on e:
„Hvad vil Du, at jeg skal gøre?“
„Gaa op i Studereværelset og tag imod
den Tilgivelse, der nu i fem ten Aar har
været Dig tilbudt.“
Den Virkning, mine Ord gjorde, over
raskede mig. Jeg troede, han med Glæde
vilde have modtaget mit Forslag, men det
forfærdede ham; hans Ansigt blev askegraat,
og hver Nerve i ham skælvede. Han saa
paa mig nogen Tid før han kunde faa et
Ord over sine Læber.
„John, det er netop i Aften fem ten Aar
siden Haanden viste sig første Gang, men
— men — “
„Men hvad?“
„Der er sket en frygtelig Forandring med
mig. Tidligere tiltrak Haanden mig, men
nu støder den mig tilbage. Oh! jeg kan
ikke gaa der op nu. Jeg var der oppe i
Gaar Nat Klokken to, og da jeg saa den,
fo’r jeg gysende sammen. Den var blevet
gammel og rynket, og den skælvede som
om Armen ikke længere formaaede at bære
den, som om den snart maatte falde ned.
O, barmhjerrige Gud, hvad skal der ske,
naar den falder? Skal jeg dø?“ Jeg greb
hans Hænder, inderligt ønskende, at jeg
kunde berolige og hjælpe ham. Jeg forstod,
at hans Sygdom var taget stærkt til. Ikke
destomindre bad jeg ham igen gaa med
derop, og tilsidst samtykkede han.
Jeg tog Lampen, og da vi naaede Døren
til Studereværelset, aabnede Philip den ner
vøst. Den samme fugtige, kvalme Luft slog
mig i Møde, men det var ikke det, der fik
mig til at standse paa Dørtærsklen, men
trods, jeg intet kunde se, fik jeg dog lige
som den Følelse, at der var nogen inde i
det skumle Værelse.
Med Møje fik jeg mig beroliget og fulgte
Philip ind, og idet jeg holdt Lyset frem,
blev jeg greben af en maalløs Rædsel; thi
der netop, som han havde beskrevet det,
saa jeg en Haand strakt frem fra noget
sort Luft, — en rynket, skælvende Haand,
som var det en gammel, gammel Mands, og
rakt ud ligesom for at gribe en anden.
Havde mine Studier over Philips Sag in
flueret paa min Hjerne? Hjemsøgtes jeg af
den samme aandelige Forvirring? Var jeg
ogsaa Offeret for en Hallucination?
Philip vendte sig mod mig med Sjæle
angsten m alet i sit Ansigt. Han kastede et
vildt Blik paa mig, greb mig voldsomt i
Armen og sagde h æ st:
„Du ser den?“
„Ja,“ svarede jeg hviskende.
„En Haand?“
„Ja, ja ,“ mumlede jeg. „En Haand saa-
ledes som Du har beskrevet den.“
„Barmhjertige H immel,“ udbrød han; „det
er intet Syn, det er Richard Harktons Haand!“
Hans Ord bragte mig tildels tilbage til
m ig selv.
„Philip,“ sagde jeg med en Stemme, som
jeg tvang til at lyde rolig, „Richard Hark
tons Aand ønsker at tilgive Dig. Gaa frem
og tryK Haanden.“
Jeg saa et Blik af fortvivlet Bestemthed
gaa over hans Ansigt. Kun et Øjeblik tø
vede han, saa gik han fremad, rakte lang
somt Haanden ud, og jeg saa hans Fingre
berøre Aande-Haanden.
I samme Nu gennembrødes Nattens Stil
hed af et Skrig, som hurtig tabte sig i det
fjerne.
Mine Øjne, som havde været fæstede paa
den udstrakte Haand, saa nu kun det tom
me Rum.
Da jeg vendte m ig om mod Philip, fandt
jeg ham liggende død paa Gulvet, men med
et forklaret og glad Udtryk i Ansigtet.
D e n t a l e n t f u l d e K o n e .
— Et østerlandsk Sagn. —
Ørknens stolte Søn Abdullah,
han var bleven ganske fuld a’
Elskov til den smaa Z ulim a;
hun var nem lig ganske prima.
Hendes Skønhed var bekendt,
r
og saa havde hun Talent
og Forstand omtrent paa alt;
hun blev Ørknens Perle ka’ut.
Hendes Fader mange Punge
Guld forlangte for sin Unge.
Flot dog Ørknens Søn Abdullah
sa’ paa daarligt Svensk: „La’ rulla!“
At paa Svensk han sagde sligt,
det var ganske mærkeligt,
men hvad kan vel Elskovs Ild
ej faa en Araber til?
Alle Men’sker i Oasen
indbudt var til Bryllupsstadsen,
da de tvende bleve gifte.
1 det første Maaneskifte
var Partiet ly k k e lig t;
siden mindre hyggeligt.
Thi Zulima hørte til
dem, der vide, „hvad vi v il“.
Hun tog sig af Kvindesagen
og var ude hele D a g en ;
paa et livligt Kvindemøde
slog hun engang to til Døde.
Hun blev vidt og bredt berømt,
jamen Huset blev forsømt.
Manden dased Dagen lang
paa Oasens Restaurant.
Hun var med ved Cyklefester
og hun samled ind til Præster;
naar hun spilled paa Concerter
tog med Storm hun alles Hjerter.
Men Abdullah saa sin Skat,
først naar det var bleven Nat,
saa han maatte ud med Mønt
til sin smukke Kones Pynt.
Skønt han sælger Faar og Okser,
rent forbandet Gælden vokser.
Men skønt alting gik herunter,
var Zulima lige m un ter;
lige glad hun gjorde .Gæld,
al Ting gik ad Hekkenfeld,
hvilket for en Beduin
ikke er det bare Grin,