287 / 382
1. JANUAR 1915
FØR OG NU
Under denne Del af Samtalen havde Paula
stadig haft travlt. Syltetøj og Ost var
kommet og gaaet, og en Dessert af Frugt,
saa god som Værten i Hast havde kunnet
skaffe den, var budt rundt, og tilsidst var
Kaffen serveret. Paula havde uden Tvivl
gerne set at faa min Onkel i god Behold
for os selv, men Værelset, hvori vi havde
spist, var det eneste, hvori vi kunde tale
sammen. Saa rejste hun sig omsider fra
Bordet, og medens vi andre fulgte Eksem
plet, foreslog hun, „da der ikke var noget
Værelse, til hvilket Damerne kunde trække
sig tilbage“, at vi skulde flytte vore Stole
omkring Kaminen.
„Jeg for min Part fryser“, sagde *hun
kort.
„Det ærgrer Dig maaske endnu, at Du
gik Glip af Lohengrin“, sagde jeg. „Det er
ellers ikke videre smigrende for mig, at den
uskadte Tilstand, hvori Du fandt mig, efter
at det falske Telegram havde gjort Dig for
skrækket, ikke har kunnet give Dig til
strækkelig Erstatning for den tabte Nydelse.
Hvad vilde Du have sagt, om jeg var druknet
eller noget lignende?“
„Jeg syn’s De taler om et falsk Telegram“,
indskød Miss Traill med ugenert Nysgerrig
hed. „Det lyder jo helt romantisk — ikke,
lille Basse min?“ Det sidste var henvendt
til hendes lodne Uhyre.
Jeg var ikke ked af, at jeg uforvarende
havde bragt denne Sag paa Bane. Der var
ikke tidligere blevet talt derom imellem
os, kun i de flygtigt henkastede Linier til
Miss Hope havde jeg antydet Grunden til
Sir Wilfrids og Miss Wynnes pludselige
Ankomst.
Jeg lagde skarpt Mærke til den unge
Piges Ansigt, medens Onkel Wilfrid for
klarede, hvad det var for et Telegram, jeg
havde ment, henvendt til hendes Ledsager
ske, men i Virkeligheden for hende selv.
, Men hendes rolige Øjne —der snart hvilede
med Opmærksomhed i hans og snart var
nedslagne under de lange, mørke Vipper —
røbede intet. Miss Traill, der aabenbart
følte sig smigret ved Sir Wilfrids Veltalen
hed overfor hende, gav med livlige Gestus
og opspilede Øjne nogle Forundringsudbrud
fra sig, ledsagede af diverse Gisninger, uden
at nogen af Delene sagde mig nogetsomhelst.
„Det eneste, jeg vil haabe“, sagde hun
til sidst, „er at De, naar De kommer hjem
igen, ikke skal finde Deres Hus p lyndret.
Det skulde saamænd ikke forundre mig,
om jeg hørte, at det var en Gavtyvestreg
for at faa Dem væk fra London. Eller
maaske, da De er en Mand, der har stor
Indflydelse baade paa det ene og det andet,
er der nogen, der har haft sine Grunde til
at faa Dem herned til dette afsides Sted.
Ja, jeg siger bare, Sir Wilfrid (hun udtalte
Navnet og Titlen med en vis Salvelse, hver
Gang hun havde Lejlighed til det), at var
jeg Dem, vilde jeg ved Gud tage alle mu
lige Forsigtighedsregler for Natten.“
Min Onkel og jeg kunde ikke lade være
med at le.
„Foreløbig har jeg besluttet, at jeg saa
snart som mulig vil have fat i den Dreng,
der indleverede Telegrammet“, sagde jeg.
Miss Hope rejste sig i det samme plud
selig fra sin Stol.
„Miss Traill, det er vist paa Tide, at vi
siger Godnat“, sagde hun, idet hun saa paa
sit lille Uhr.
Maaske var det blot, fordi jeg nu en
Gang havde en Mistanke, men det forekom
mig, at der var kommet en vis Uro over
hende efter at Telegrammet var kommet
paa Tale. Var det virkelig muligt, at hun
havde haft noget at gøre med det Tele
gram?
Jeg skød Tanken fra mig og sluttede mig
til min Onkels ivrige Protest imod, at
Damerne allerede vilde gaa.
Hun vilde imidlertid ikke lade sig over
tale, og erklærede desuden, at hun havde
et Par Breve at skrive, som skulde med
Posten næste Morgen.
„Paa Gensyn da imorgen“, sagde han og
rakte hende Haanden. „Og siden? Kan
min Niece og jeg overtale Dem til at op
give os Deres Adresse, eller vil De vedblive
at være — et mystisk Væsen for os?“
„Min Adresse skal være det eneste my
stiske ved mig“, svarede hun leende. „Og
det kun indtil videre. Vi vil mødes igen
— efter imorgen.“
„Naar og hvor?“ spurgte Sir Wilfrid, for
søgende et gøre det let henkastet, men
uden at det lykkedes ham.
„Vil De love mig at efterkomme alle de
indbydelser, De faar i næste Uge, saa vil
Spørgsmaalet blive besvaret af sig selv.“
Hun saa over paa mig, idet hun talte, som
om hun vilde indbefatte mig i sin Anmod
ning. Og derpaa, uden at afvente yderligere
Spørgsmaal og Forklaringer, sagde hun „God
nat“ og forsvandt, fulgt af sin Ledsagerske,
der vraltede bagefter med sit Kæledyr under
Armen.
Min Onkel stod og saa efter dem, som
en Mand, der har haft en Vision. Da Døren,
som jeg havde holdt aaben, var lukket efter
de to mærkelige Kontraster, lagde han Haan
den paa sin Pande for ligesom at klare sine
Tanker.
„Saa er hun gaaet“, sagde han. „I en
Time eller to har det været som om jeg
var femogtyve Aar igen. Nu skal jeg atter
bære Vægten af mine Halvtres. Hvem er
hun, Terence, kan Du sige mig det?“
„Miss Hope“, svarede jeg lakonisk.
„Du forstaar ikke, hvad jeg mener. Men
lad os ikke tale mere om hende. Godnat.
Jeg skal ikke oftere give Jer Grund til at
tro mig syg, hvis jeg ser hende, det lover
jeg Eder.“
Da han havde forladt os, sprang Paula
hen til mig med lynende Øjne.
„Terry, hvad er det for et Kvindemen
neske?“ udbrød hun med hæs Stemme, som
om han snappede efter Vejret. „Hvad skal
hun her? Hvad er det, hun vil med Onkel
Wilfrid? Læg Mærke til, hvad jeg siger,
der er noget hun vil gøre med ham! Du
har været godt dum, at Du har givet hende
Spillet i Hænderne. Hun g ifte r sig med
ham, hvis hun kan komme af Sted med det,
og hvad skal vi saa, Du og jeg, der har
gaaet i den Tro, at vi havde Ret til alt,
hvad der er hans? Hun har fo rhekset
Onkel Wilfrid, Terry, og jeg hader hende
— hader hende til Døden.“
V. Kapitel.
Nogle opfangede Ord.
Mangehaande Tanker svirrede rundt i
mit Hoved, da jeg gik op i det Værelse, der
var anvist mig for Natten. Paulas Ansigt,
hvis Skønhed ganske var udvisket af hendes
ukvindelige Arrighed, blev ved at staa for
mine Øjne, ligesom Billedet af Solen, naar
man har set paa den for længe.
„Hun gifter sig med ham, hvis hun kan
komme af Sted med det, og hvad skal vi
saa, Du og jeg, som har levet i den Tro, at
vi havde Ret til alt, hvad der er hans?“
Saaledes lød de Ord, hun i sin Heftighed
havde sagt, og det, at de var udtalte af den
unge Pige, der skulde være min Hustru,
gjorde mig bitter og sørgmodig. Var det
derfor, hun havde Onkel Wilfrid kær: at
hun holdt af den Luksus, hvormed han om
gav hende, og ventede at faa hans Penge
naar han var død?
Jeg kastede mig ned paa en Stol og
reflekterede videre. Det værste af det alt
sammen var maaske egentlig det, at hun
saaledes uden videre gik ud fra, at jeg nød
vendigvis maatte tænke som hun: der var
ikke andet for mig, end at gøre fælles Sag
med hende imod denne Kvinde, som lige fra
det første Møde havde, som hun sagde, „for
hekset“ Sir W' ilfrid Amory. Vi maatte for
hindre denne Kvinde i at tilsnige sig hans
Gunst, faa Tag i hans Penpepose og derved
bringe os ud af vor betryggede Stilling.
Nej fy—det var dog altfor egenkærligt!
—jeg fik ligesom en bedsk Smag i Munden
ved at tænke derpaa.
Onkel Wlfrid havde altid staaet for mig
som Idealet af en Mand, jeg kan gerne sige:
som en Helt. Hans melankolske Ansigts
lange Oval med den stolte, høje Pande (om-
krandset af Haar, der Aar for Aar blev
mere sølvhvidt), hans skarpe, til Tider lige
som drømmende graa Øjne, hans aristokra
tiske Ørnenæse, de faste, tynde Læber, hvis
nedadgaaende Buer gav ham et alvorligt,
tænksomt Udtryk, hans determinerede, lidt
fremstaaende Hage havde i mine Øjne, lige
fra min Barndom, simpelthen repræsenteret
Fuldkommenheden af mandlig Skønhed, og
jeg havde altid elsket Skønheden i enhver
Skikkelse.
Til denne rent ydre Beundring kom for
mit Vedkommende en stiltiende Sympathi,
der havde knyttet os nær til hinanden lige
fra de Dage, da jeg endnu kun som halv
voksen Dreng ledsagede ham paa de lange
Fodture gennem Mark og Skov, som han
altid holdt saa meget af. Jeg havde elsket
denne Onkel, for hvad han havde gjort for
mig, men mere end alt, for hvad han var;
og skønt Paula og jeg — til Trods for at
vi havde været Legekammerater fra Børn
a f—aldrig havde udvekslet fortrolige Tan
ker af den Art med hinanden, tog jeg det
for en given Ting, at hendes Felelser for
Onkel Wilfrid var noget nær de samme som
mine, kun ikke saa stærke. Nu da hun i et
Øjebliks Overilelse havde røbet mig, hvad
der boede i hende, stødtes jeg tilbage fra
hende og kom til at underkaste hende en
Kritik som aldrig før. Jeg kunde kæmpe
med mine Følelser saa meget jeg vilde, jeg
kunde ikke gøre for, at hendes smukke An
sigt, som jeg altid havde beundret, ikke
forekom mig at være en Egenskab, der var
tilstrækkelig til at jeg kunde ønske at
knytte min Livsskæbne sammen med hendes.
Jeg er endog bange for, at i de Øjeblikke
jeg sad der i den haarde, umagelige Hotel
stol med Haanden under Kinden og Benene
henad Gulvet, vilde jeg nærmest værs bleven
glad, om jeg aldrig saa min Forlovede igen.
Det var et underligt, skummelt lille Væ
relse, jeg sad i. Foruden den
sædvanlige
Kakkelovn stak der henne i en Krog et
grimt Rør op gennem Gulvet fra et eller
andet mystisk Varmeapparat underneden.
Da jeg fik Øje paa dette Rør, gik det op
for mig, at Lyden af nogle Stemmer, jeg
syntes at have hørt temmelig nær ved
mig,
medens jeg sad fordybet i mine triste Be
tragtninger, kom op til mig derigennem fra
Værelset under mit.
Stemmerne havde summet utydeligt, men
paa en Gang lød en Røst, jeg ikke kunde
tage fejl af, skarpt igennem og fik mig tu
at spidse Øren, enten jeg vilde eller ej.
„Jeg kan ikke udholde at leve, hvis De
bliver ved med at true mig. Jeg siger Dem.
dette maa have en Ende, eller der maa ske
noget!“
•
T,
Det var Miss Hope, fra hvem dette Ud
brud kom, i en Tone, der sagde mig, at
Nogen eller Noget var ved at bringe
hence
i Ticisøri
„Skab Dem nu ikke som et galt Menne
ske! Det er jo Dem selv, der har
rage
Dem ind i det!“ lød hendes
Ledsagerskes
dybe Stemme.
_
.
. ,
Jeg havde rejst mig op, og idet jeg v's
Fristelsen til at lytte efter de to Kvinders
Samtale langt fra mig, tog jegnogle tung
Skridt tværs over Gulvet til den længs
borte liggende Ende af Værelset.
Jeg ved ikke den Ting, der er saa uop
dragent og grimt som at lure; for ør
Gang i mit Liv følte jeg, at Fristelsen tu
at gøre mig skyldig deri var ved a
Magten over mig. Jeg kunde ikke gøie >
at alt hvad der angik denne bedaaren ,
mystiske Kvinde, interesserede mig i hØJ
Grad. Hun bar paa en Hemmelighe ,
hvor ønskede jeg ikke at faaVishe
•
at denne ikke varaf en saadanArt, a
kastede nogen Skygge paa hende.
Maaske nogle faa Ord mere a
Samtale vilde være i Stand til at o
al min Frygt i saa Henseende —* men
gevel, nej — jeg lukkede mit Øre 0 tQ
stelsén, som jeg havde gjort det