293 / 382
15. JANUAR 1915
FØR OG NU
PRÆMIE-KUPON
Nr. 2. „FØR OG NU‘
15. JANUAR 1915.
N
r
. 2
Sovereigns tværs over Salen og hælde dem
i Tragten paa den anden Kogle. To Gange
i Døgnet, med tolv Timers Mellemrum,
standser Maskineriet i seks Minutter —
en meget sindrig Indretning, som det har
kostet flere Ugers Eksperimenteren at gøre
fuldkommen. De tolv Minutter pr. Døgn
kan De anvende, som De selv behager“.
„Her,“ fortsatte han, idet han aabnede
en blind Dør i Væggen, „er et Badeværelse
med alt, hvad dertil hører, til behagelig A f
benyttelse. De maa tage .to af Deres Ven
ner til Deres Opvartning, og mit Spise
kammer og min Vinkælder staar til Deres
Disposition. Deres Venner maa yde Dem
enhver Assistance undtagen at bære Guld
stykkerne eller paa anden Maade foretage
sig noget med dem. Hvis De skulde tabe
nogle af dem paa Gulvet, maa De selv
samle dem op, og saa længe de Hundrede
pr. Minut tages fra den ene Kugle og brin
ges over i den anden, er De sikker, men
lader De Tiden skride over blot en eneste
Gang, taber De Deres Ret til at fortsætte.
Hvis det lykkes Dem at tømme den ene
og fylde den anden Kugle paa disse VII-
kaar, er Pengene Deres. Men De maa vide
paa Forhaand, at De intet vinder, med
mindre De flytter hele Millionen. De kan
selv bestemme, hvad Tid De ønsker at be
gynde — dog ikke senere end Mandag Mid
dag Kl. 12 — og hvis De ønsker noget for
andret ved Gymnasiets Udstyr, har De og
Deres Assistenter Frihed til at gøre det.
Jeg tillader ingen af mine Tjenestefolk at
komme ind i dette Rum, og jeg behøver
vel ikke at minde Dem om, mine Herrer,
at De har givet Deres Ord paa, ikke at
mæle et Ord til nogen om, hvad her fore-
gaar, saa længe jeg forbliver her i Landet,
— Nu, min kære Williams, hvad mener De
saa?“
W illiams svarede ikke straks, og Robert-
son udfyldte Pavsen med at gøre den lidt
spydige Bemærkning, at Mr. Trotter var
sikker nok paa at beholde sin Million —
W illiams skøttede'Wist ikke om at lade sig
bruge til et haabløst Eksperiment.
„Mr. W illiams behøver ikke at bestemme
sig straks,“ sagde Trotter, „Og begynder
han, kan han holde op, naar han har faaet
nok af det. Det kan maaske interessere
Dem at høre, at der for et Par Maaneder
siden var en Cyklist, der forsøgte sig — en
Mand, der havde taget Præmie i et langt
Distanceridt — han maatte holde op, da
han havde flyttet over de tte Fjerdedele
af Millionen. Stakkels Djævel! Han var
den mest udholdende Mand, jeg nogensinde
har set; men han faldt i Søvn, da der kun
manglede lumpne 200,000, og laa livløs som
et Stykke Brænde i flere Timer. Da han
vaagnede, sagde han, at han vilde bære
begge Kuglerne bort paa sit Hoved, den
ene
balancerende ovenpaa den
anden
— og han skal endnu stadig være halvt
forrykt.
En anden naaede de 700,000, inden han
styrtede og maatte bæres bort, og jeg har
hørt sige, at han endnu den Dag idag bliver
rent vild, naar han ser en Sovereign. Folk
siger om mig, at der maa være et dødt
Punkt i min Hjerne, siden jeg kan interes
sere mig for en Mands Kamp, lige til han
synker sammen og maaske er ødelagt for
hele Livet — det er muligt, Folk har Ret.
Men nu kan De jo tænke over det, W illi
ams; en Ting kan De stole paa, og det er,
at der skal ingen Ophævelser være fra min
Side, hvis De vinder Pengene. De kender
Reglerne, som De har at iagttage, og hvis
jeg med Forsæt eller ufrivillig skulde lægge
Dem den mindste Hindring i Vejen under
vejs, er Pengene Deres, uden at De behøver
at. gaa længer. De kan selv vælge en af
de tilstedeværende Herrer til V oldgifts
mand for det Tilfælde, at der skulde rejse
sig et Spørgsmaal, Præstationen vedrørende,
og hans Afgørelse skal være bindende for
os begge.“
Saaledes ta lte Mr. Silas K.
Trotter.
„Jeg skal bestemme mig i Løbet af en
Time,“ sagde W illiam s, „tager jeg fat paa
Værket, vil jeg bede d’Hrr. Simpson og
Parker om at assistere mig, hvis de vil
være saa venlige. Mr. Duncan vil maaske
have den Godhed at være Voldgiftsmand,
og d'Hrr. Hawkins og Robertson kunde
maaske varetage Mr. Trotters Interesser,
og se til, om alt gaar, som det skal.“
Vi var alle villige.
Ved nærmere at undersøge Gymnasiet er
farede vi, at de hvide Vægge bestod af
Jernplader, der var malede. Belysningen
bestod af Acetylen-Gas — ialt 46 Blus,
hvis hvide Skær harmonerede med Væggene.
Ved Siden af Badeværelset var der et Sove
værelse, meget lille, men smukt møbleret.
De smaa Fontæner og Palmerne, Kana
peerne og de mægtige Stole med deres kost
bare Betræk var mærkelige Dekorationer i
et Værelse, der skulde bruges til atletisk
Sport, og hvor de frygteligste, legem lige
Lidelser skulde udstaas. Kuglerne kunde
hæves og sænkes efter Behag, Afstanden
imellem dem var nøjagtig 15 Meter.
Da Simpson, W illiams og jeg havde endt
vore Undersøgelser, kom vi til det samme
Resultat som Robertson, at Millionen var
svær at faa fat i. Desuden var det jo ikke
opmuntrende at høre, at den Mand, der
sidst havde forsøgt sig, endnu var halvt fra
Forstanden. Imidlertid var W illiams fast
bestemt paa at prøve sin Lykke, og vi med
delte da Trotter, at vi ønskede tre Dages
Respit for at foretage nogle Ændringer i
Lokalet, og at W illiams vilde være klar til
at begynde Mandag Morgen Kl. 10.
Grunden til, at vi netop valgte denne
Tid paa Dagen, var, at han kunde „starte“
saa snart som muligt efter en fuld Nats
Søvn og have sin Frokost delvis fordøjet,
inden han begyndte sin lange Rejse.
Vi havde gjort en Beregning over Spillet,
der saa saaledes ud. For det første: han
skulde flytte 100 Sovereigns hver Time;
142,800 Sovereigns hvert Døgn mindre end
12 Minuter — 23 Timer og 48 Minuter;
999,600 Sovereigns i en Uge.
Spillet vilde være vundet paa en Uge og
fire Min iter. For det andet: fra Kugle til
Kugle var 451/a Fod. Han skulde gaa fra
den ene til den anden med sin lille Spand
og tilbage igen hvert Minut.
Det blev ‘omtrent-
lU
Mil pr. Time; 6
Mil pr. Dag; 42 Mil i en Uge.
Tredje og sidste Beregning: han skulde
bære ialt 8 Tons Vægt (c. 16,000 Pund) i
10,000 Portioner paa en Uge.
- „Intet Under,“ tænkte jeg ved mig
selv, „om en Mand var gaaet fra Forstan
den efter fem Døgns Arbejde af den Slags.“
Trotter vidste nok, hvad han gjorde, da
han lod Væggene male hvide. Det er en
bekendt Sag, at intet i Længden er saa
trættende for Øjet som den hvide Farve.
Det var Simpson, der først gjorde opmærk
som paa dette, og da vi havde Trotters
Tilladelse til at gøre de Forandringer, vi
ønskede i Lokalet, sendte vi straks Bud til
London efter en Tapetserer og Dekoratør,
der beklædte Væggene med blaagrønt Silke.
Trotter indrømmede, at Væggene var gjort
hvide med Forsæt; men der var ingen før
os, der havde tænkt paa at gøre nogen
Forandring derved. Efter Væggene kom
Turen til Gasblussene. De fik alle et Slør
paa for at dæmpe det stærke Lys.
Saa tog vi os for at stille Kuglerne i den
bekvemmeste Højde. Den tomme blev sæn
ket saaledes, at Tragten, hvorigennem Guld
stykkerne skulde hældes, var omtrent fire
Fod fra Jorden. En Strimmel Linoleum
blev lagt over det bløde Tæppe fra Kugle
til Kugle. Et Sæt let Tøj og et Par Tøfler
laa parat i Soveværelset — W illiams havde
erklæret, at han vilde foretrække at gaa i
Tøfler frem for Sko eller Støvler. En Stol
blev anbragt ved Siden af Hanen, og ende
lig blev et Bord med Forfriskninger stillet
hen ved den fulde Kugle. Hermed var ef
ter vort Skøn alle nødvendige Forberedelser
trufne.
Da vi var færdige, sagde Trotter: „Jeg
ser, De mener det alvorligt. Det glæder
mig. Ved at drapere Væggene har De vun
det m indst otte Timer. Jeg ønsker Dem
god Lykke, Mr. W illiam s, og hvis De skulde
løbe af med M illionen, har Silas K. Trotter
fra Chicago endnu et Par Skilling tilbage“.
Med Forberedelserne var det meste af
Lørdagen gåaet, og Søndagen tilbragte vi i
forventningsfuld Ro.
Saa oprandt endelig Mandagen. Lidt før
Klokken ti var vi alle forsamlede i Gym
nasiet. '■W illiam s var klædt i en let Flo
nelsdragt og bar et Par lette Tøfler, der
passede godt til Foden. Trotter gav Wil
liams et varmt Haandtryk og ønskede ham
god Lykke. Han rejste om lidt til London
i Forretninger, men haabede at se os alle
i Aften Kl. 10, naar Maskineriet standsede
de seks Minutter.
Forøvrigt interesserede Forestillingen ham
ikke før tidligst den tredje Dag — saa
lang Tid vilde Udsigten til at tjene Guld
holde enhver nogenlunde normal Mand
vaagen. Derpaa overrakte han Voldgifts
manden Nøglen, der frigjorde Fjederen paa
Hanen og satte Maskineriet i Bevægelse.
Præcis Klokken ti stak Mr. Duncan Nøg
len i, og den gyldne Strøm begyndte at
flyde.
II.
D et var et Syn, man ikke glemmer!
Næppe var Nøglen stukket i, før de dejlige,
blanke Sovereigns flød ned i den lille Spand
som en Strøm af sm eltet Guld. I Tredje
delen af et Minut hørte man Mønterne
rasle ned; saa lød der et svagt Smæld af
en Fjeder, og Strømmen standsede; Wil
liams tog Spanden, vandrede langsomt over
Gulvet, tøm te den i den anden Kugle, van
drede langsom t tilbage igen, hængte Span
den paa sin gamle Plads, og satte sig ned.
Andre fem ten Sekunder, et svagt Smæld,
og den gule Strøm flød atter. Der var
Dødsstilhed i Lokalet; man hørte kun Møn
ternes Raslen, idet de faldt ned i Spanden.
Fem Gange var denne bleven fyldt og tømt,
da Simpson spurgte Voldgiftsmanden, om
han tillod, at de anbragte et Stykke Gummi
i Bunden af Spanden, da Larmen af Møn
terne var træ ttende at høre paa i Længden.
Spørgsmaalet blev drøftet imellem os, og
vi blev enige om, at det maatte høre ind
under de Forandringer i Gymnasiets ud
styrelse, som vor Vært havde tilladt. „Keø"
delsen“ kom da til at lyde paa, at Gummi-
bundstykket maatte anbringes, men VVi -
liarns maatte selv sæ tte det i. Trotter, der
endnu befandt sig i Lokalet, men i ®
havde blandet sig i Diskussionen, sagde i
mig, idet han gik, at han fandt Afgøre sen
fuldstændig korrekt; men det var *ørs ®
Gang, sagde han, at nogen havde tæ n '
paa, at den Støj havde noget at betyde o„
taget. Forholdsregler imod den.
.
Nu havde vi foretaget to meget vig ig
Ændringer i Arrangementet. De bl®n
hvide Vægge, der i Længden vilde
a
gjort Manden ganske fortumlet, var
kede med mørkt Draperi, og Lyden a
raslende Guldstykker, der maatte gØre
stærkeste Mand nervøs, inden der var ga