297 / 382
15. JANUAR 1915
FØR OG NU
N
r
. 2
værelse fra Amerika gik hans derværende
Forretninger ikke stort bedre end hans L et
sindigheder i Lombard Street.
Tilsidst var han saa reduceret, at det
kun var W illiam s’ høje Betaling for hans
Ejendom i Longshire, der satte ham i Stand
til at vende tilbage tilbage til Amerika med
20,000 £ i Lommen for at begynde forfra
endnu en Gang.
Og med hans Bortrejse
fra vore
Kyster er Seglet for vor Mund
brudt, og jeg erblevet i Stand til at be
skrive, om end kun i svage Udtryk, den
største Udholdenhedspræstation, der nogen
sinde er set.
*
D e t m æ r k v æ r d i g e P o r t r æ t .
En l i l l e H is t o r ie fr a J a p a n
af
„F a 1o“.
I
den lille By Jowcuski var et' Spejl en
ukendt Luksus, og de unge Piger dér
vidste ikke, om de var grimme eller smukke.
Det erfarede de først, naar de fik en Elsker,
der kunde give dem en Beskrivelse af deres
Dejlighed og Ynde.
En Dag hændte det, at en ung Japaner
m idt paa Gaden fandt et lille Lommespejl,
som rimeligvis var tabt af en eller anden
engelsk Lady. Kiki-Tsum, som vor Ven
hed, vendte og drejede den mærkværdige
Genstand i Haanden, og da hans Øjne til
sidst fæstede sig paa den blanke Flade,
blev han paa en Gang i højeste Grad for
bavset. Han saa Billedet af et brunligt An
sigt med sorte Øjne og et forundret Ud
tryk. „Saa sandt jeg lever, det er B illedet
af min salig Fader,“ sagde Kiki-Tsum.
„Skulde det muligvis være et V arsel?“
Han svøbte omhyggeligt den værdifulde
Genstand ind i sit Lommetørklæde og gemte
den i sin vide Overkjortel.
Da han om Aftenen kom hjem, lagde han
straks sin Skat i en gammel Krukke,. der
næsten aldrig blev brugt — han vidste ikke
noget sikrere Sted. Sin unge Hustru for
talte han ikke noget om sit Fund, Kvinder
er saa^ snaksomme og saa nysgerrige, og
Kiki-Tsum følte, at hvad der i Dag var
hændt ham, var alt for helligt til, at det
skulde gives til Pris for Naboernes Snak.
De nærmest paafølgende Dage var Kiki-
Tsum et stadigt Bytte for stor Sindsbevæ
gelse; han tænkte bestandig paa det fundne
Billede, og mangen Gang forlod han plud
selig sit Arbejde for at ile hjem og be
tragte sin Skat. Hans Hustru, Lili-Tsee,
forstod ikke, hvorfor hendes Mand nu saa
ofte kom hjem til uvant Tid. I Begyndel
sen troede hun, at han kom for at se hen
des kære Ansigt, men da det blev ved at
gentage sig Dag efter Dag, og der bestan
dig var et ejendommeligt højtidsfuldt Ud
tryk i hans Ansigt, blev hun lidt m istænk
som og gav sig til at iagttage Mandens
Færd. Hun opdagede da, at han aldrig
forlod Huset uden forst at have været inde
i den lille Bagstue. Lili-Tsee maatte ab
solut se at komme efter, hvad det var, der
drog ham derind.
Hver Dag, naar hendes trofaste Kiki-Tsum
havde forsadt Huset, gennemsøgte hun hele
den lille Stue, men kunde intet finde. Men
en Dag kom hun bag paa Manden, og hun
saa nu, at han gem te den Krukke, i hvil
ken hun opbevarede Rosenblade til Tørring.
Kiki-Tsum kom med en Beimerkning om,
at han havde taget Krukken ned, fordi den
stod noget usikkert deroppe paa Hylden.
Lili lod, som om hun troede ham.
Men næppe var hendes strenge Ægteherre
vel ude af Døren, for hun steg op paa en
Stol, fandt Spejlet og tog det op af Rosen
bladene.
Forsigtig holdt hun den blanke Genstand
i sin Haand og betragtede den fra alle
Sider.
Ak, grusomme Sandhed! Det var B illedet
af en Kvinde — og hun, som havde anset
Kiki-Tsum for at være hende saa tr o ! Hun
satte sig ned paa Gulvet og brast i Graad.
Det var altsaa derfor, at han saa ofte kom
hjem ! Rasende i Sind saa hun atter paa
Portrættet og undrede sig nu over, at hen
des Mand virkelig kunde elske en Kvinde,
der havde et Ansigt som dette med for
drejede Træk og onde Øjne. Hun blev lig e
frem bange for det og vilde ikke mere se
paa det. Hun følte sig helt lammet ved
den Opdagelse, hun havde gjort og havde
ikke Tanke for at koge Mad til Manden.
Da Kiki-Tsum kom hjem om Aftenen,
blev han forundret over, at han ikke saa
noget til sin Hustru. Saa gik han ind i
den anden Stue.
„ D e t er altsaa den Troskab, Du har
lovet m ig! Saaledes behandler Du m ig efter
at vi næppe har været gifte i et A ar!“
var det Udbrud, hvormed han blev mod
taget.
„Hvad er det, Du fabler om, L ili-T see?“
spurgte Manden forbavset. Han begyndte
at blive alvorlig bange for, at hans lille
Kone havde m istet sin Forstand.
„Hvad jeg fabler om? Saa Du gemmer
Din Elskedes B illede i min Rosenkrukke ?
Der — tag det og gem d e t ! Jeg vil ikke
se det mere for* mine Øjne, dette afsk ye
lige Ansigt.“ Og stakkels Lili-Tsee gav sig
igen til at græde.
„Jeg forstaar Dig virkelig ikke,“ stam
mede den forbløffede Ægtemand.
„Saa, Du forstaar mig ik k e ? “ spurgte
hun med haanende Latter. „Men jeg for
staar det kun altfor godt. Du elsker dette
Fugleskræmsel højere end Din egen Hustru“.
„Men hvad er det dog, Du siger, Lili-
T see? “ spurgte Kiki-Tsum, der nu begyndte
at blive en Smule ærgerlig. „Billedet er
jo et Portræt af min afdøde Fader. Jeg
fandt det for faa Dage siden paa Gaden,
og for at have det vel forvaret gemte jeg
det i Din Rosenbladskrukke.“
Det hjalp ikke det mindste, Lili-Tsee
blev blot endnu mere rasende.
„Tror Du ikke, jeg kan skelne en Mands
og en Kvindes Ansigt fra hinanden?“
Nu steg Blodet ogsaa Kiki-Tsum til Ho
vedet, og Striden begyndte at blive temm e
lig heftig. Husets Dør var kun lukket paa
Klem, og en forbigaaende Præst blev op
mærksom paa Striden og traadte ind i
Huset.
„Kære Børn, hvorfor denne Larmen ? Af
hvilken Grund strides 1 d o g?“
„Fader“, svarede Kiki-Tsum, „min Hustru
har m istet sin Forstand.“
„Min Søn, alle Kvinder er mer eller
mindre forrykte,“ svarede den ærværdige
Præst. „Du har handlet urigtigt i at se
en Undtagelse i hende, og nu maa Du der
for finde Dig i Din U lykke“.
„Men hun vil lyve mig noget p a a !“
„Nej, ærværdige Fader,“ udbrød Lili-Tsee
grædende, „min Mand har haft et Billede
af en Kvinde skjult i min Rosenblads
krukke“.
„Jeg sværger, at jeg ikke ejer noget andet
Portræt i mit Hus end Billedet af min af-
dode Fader,“ bevidnede den stakkels Æ gte
mand og løftede Hænderne mod Himlen.
„Born, Børn!“ udbrød den hellige Mand
med streng Alvor. „Vis mig først B illedet“.
Præsten fik Spejlet og saa opmærksomt
paa det. Saa rystede han paa Hovedet og
sagde i en alvorlig Tone:
„Born, forliges, I har begge Uret. Dette
Portræt forestiller en ærværdig og hellig
Præst. Jeg fatter ikke, at I ikke straks
har kunnet se dette. Jeg tager det med
mig og vil opbevare det mellem vort Tem
pels Relikvier.“
Den ærværdige Præst løftede sine Hæn
der velsignende over Ægteparret, der nu
vare bievne forsonede, og gik saa bort med
sin „Relikvie“.
♦
Er det smukt at være tynd om Livet?
Se her
du .smukke
Københavnerinde,
se her ét Omrids af
en snøret Kvinde. Kor
settet Taille gi"r til gamle,
unge — men ødelægger
helt tilsidst din Lunge.
Din Hvepseform
ta ’r alle Mænd
med Storm,
m en
Skaden
B r y s t e t
lider er enorm.
Og mens du snørt og
stram i Selskab fjaser,
din arme Lever hænger halvt i Laser,
din Mave nægter at fordøje mere,
og saa en skønne Dag maa du
krepere. Kassér Korsettet,
adlyd din Natur, lad os din
Skabning se i bar Figur.
Vi dobbelt højt dig e l
sker allesammen, saa-
snart Korsettet er
forsvundet. Amen!
Se her,
du ædle, stolte
Dannekvinde, her vil
et Omrids af et Liv, du
finde, en Kvindekrop, som ej
Korsettet skræmmer, en ædel Krop,
som bærer skønne Lemmer. En
Skabning, som for Sundhed faar
Medalje. Og dog — her er
jo ikke Spor af Taille.
I disse Bølgelinier Trold
dom bor, du danske
Kvinde, Blomsten i
vort Nord.
Aa,
det er sødt, mens
N attergale synge,
omkring et saadant
Liv sin'Arm at slynge.
Og trykke til sit Bryst
en Ungmø ren, som ej
er snøret ind i Fiskeben.
En Mø, som ej af Vat sin Høj
barm lavér, men nøjes med Naturens
egne Gaver. Hun mange Aar
med Sundhed har tilbage,
fordi hun slipper for
Korsettets Plage.
S m a a f o r t æ l l i n g e r ,
korte Historier, spændende Episoder in
teressante Selvoplevelser morsomme
Hændelser, satiriske Betragtninger over
Døgnets Begivenheder etc.
Redaktionen indbyder herved Bladets Læ
sere til at indsende originale Bidrag til
denne Afdeling. Manuskriptet maa ikke op
tage mere end to, højst tre, trykte Spalter
i Bladet.
For det Bidrag, der efter Redaktionens
Skøn er det bedste, giver vi en Præmie,
bestaaende af Varer fra Zachariaes Maga
siner efter Vedkommendes eget Valg til en
Værdi af
1 0 K r o n e r .
Manuskriptet
m aa
indsendes i Konvolut mrk.
„Smaa
fo rtæ llin g e r“
og være forsynet med Indsenderens 1 ni
og Adresse samt være paaklæbet den øverst paa denn
Side anbragte Præmie-Kupon.
. .
Redaktionen paatager sig intet Ansvar for de in
sendte Manuskripter, der ikke benyttes, og forbeno t
sig Ret til at trykke saavel de præmierede som
ikke præmierede Bidrag i Bladet.
Bladet udgaar 2 Gange maanedlig
nem lig hver 14de Dag.
Der udkommer altsaa 24 Numre aar ig
og Abonnementsprisen er
60 Ore Kvartalet.
IPP“
Tegn strax Abonnement.
(Send Rekvisitionen til Kontoret,
16 Kultorvet