286 / 382
FØR OG NU
1. JANUAR 1915
En Dag smed Abdullah fjorten
frække Rykkere paa Porten,
tørred af sin ædle Pande
saa af Sved to hele Spande,
og saa sa’ han: „Gamle Fyr!
Ak, den Perle er for dyr.
Ørknens Søn! det kan ej gaa,
du maa skilles fra den smaa“.
Skønt lidt Smerte det ham voldte,
han som praktisk Mand dog solgte
Ørknens Perle. Paa Auktionen
løb en Pascha af med Konen.
Og ved Salget af den smaa
kom Abdullah ovenpaa,
fik igen — som salig Job —
snart af Kvæg en mægtig Hob.
Men naar siden nogen spurgte
ham, om man sig gifte burde,
svared han betænktsomt: „Kære!
det er bedst at lade være.
Men i Fald du vil, min Gut,
spørg da, om den søde Snut
er med „Madam Mangor“ kendt
— ikke om hun har Talent“.
D e n g a a d e f u l d e S k ø n h e d .
Fortælling fra forrige Aarhundredes
Slutning.
(Fortsættelse.)
Indhold af de foregaaende Kapitler.
Terence Darkmore, en ung Mand af det engelske
Aristokrati, forlovet med sin Kusine, Paula Wynne.
er af sin Onkel, Sir Wilfrid Amory, sendt ud paa
Landet for at se paa en gammel ubeboet Herregaard
„Gammelkloster“, som Onklen tænker paa at-tilbage
løbe til Familien. Klosteret kaldes paa. Egnen „det
frygtede Hus“ paa Grund af nogle uhyggelige Til
dragelser, der knytter sig til det. Den sidste af disse
var, at Ejerinden, en forhenværende Portnerske, Han-
nali Haynes, der ved Arv var kommet til Velstand,
for 7Aar siden var funden myrdet i et Taarnværelse.
Sommistænkt for Mordet ogTyveriet af en SumPenge,
somsamtidig forsvandt, blev den myrdedes Adoptiv
datter, Florence Haynes, arresteret og dømt paa In
diciertil mange Aars Fængsel, men døde 5Aar efter.
IMellemtiden havde hendes Defensor forlangt Sagen
taget op igen, da han mente at have fjindet nogle Be-
user i hendes Favør, men det blev nægtet af Stats
sekretæren, hvilket Embede Sir Wilfrid Amory den
Gang beklædte.
Et af Indicierne mod Florence var, at den myrdede
ander et Skænderi Morddagen havde truet med at
gøre hende arveløs, og et andet, at Florence var flyg
tet fra Gerningsstedet og blev funden tæt ved Klo
steret bevidstløs som Følge af Blodtab fra et dybt
baar i den venstre Haand. Saaret formodedes at
stamme fra, at der havde staaet en Kamp mellem
hende og den myrdede, hvorunder denne havde bidt
kende i Haanden.
Medens Terence Darkmore staar og betragter „det
frygtede Hus“ paa Afstand, overraskes han ved, at
Taarnuret pludselig begynder at slaa. Han begiver
sig straks ind i Bygningen for at undersøge, hvem
ier er paa Spil i det tomme Hus, og træffer i Taarn-
rærelset, hvor Mordet for 7 Aar siden blev begaaet,
sahamubekendt ung, ualmindelig smuk, høj, lysliaaret
Lame „af en egen overjordisk Ynde“. Han spørger, om
Jet er hende, der har sat Uret i Gang, hvilket hun
bekræfter uden at sige Grunden. De følges ad ud af
Klosteret, og medens de taler sammen, bliver han
Dere og mere betagen af hendes smukke Stemme og
kendes fortryllende, om end stærkt beherskede Frem-
kffiden.
Darkmore lægger Mærke til, at den fremmede Dame
Paa sin venstre Haand bærer en ejendommelig perle-
kesat Handske, der holdes fast om Haandleddet ved
Guldring. Han lægger endvidere Msprke til, at hun
orilkaarlig søger at skjule den, naar han ser paa den.
I Samtalens Løb viser det sig, at hun ved, hvem
aner, og at hun ogsaa har noget Kendskab til Klo
deret. Hun ved ogsaa om den store Sorg, der i sin
iid overgik hans Onkel Sir Wilfrid, da dennes Hustru
eneste Datter forlod ham og senere omkom ved en
høtelbrand i New York. Hun fører ham hen til en
eMomGrav paa Klosterets Grund, hvor hun knæler
Jogle Øjeblikke, dybt bevæget. Paa Gravstenen staar
orence Haynes’ Navn; det gør et ubehageligt Ind-
r.'k paa ham, at „en Morderske“ ligger begravet her;
fremmede Dame erklærer, at hun ikke vidste af,
1 det var en Morderske.
Damen bor, ligesom Darkmore, paa Gæstgivergaar-
i den tæt ved liggende Landsby, og de følges ad
1 denne. Paa Vejen møder de en Karet, hvori til
ansOverraskelse befinder sig hans Onkel og Forlovede.
Damen, der har kaldt sig „Miss Hope“, tager foreløbig
sked og gaar alene til Gæstgivergaarden. Det op-
“iares, at Sir Wilfrid og Miss Paula er hidkaldte ved
®ystisk Telegram : „Kom uopholdelig, der er hændt
°?ot med Deres Nevø,“
. aa Gæstgivergaarden, hvortil Vognen kører med de
kl n/ ank°niiie og Darkmore, har den ubekendte Dame
so v sig i et Lady-Kostume fra en ældre Tid, der
cr ‘aende endnu mere fortrvllende, og ved Synet af
n“e bliver Sir Wilfrid saa betaget, at han besvimer.
Hvad det er, der gør saa stærkt et Indtryk paa ham,
røber hverken han eller Damen; men efter Mødet er
Sir Wilfrid lige saa bedaaret af den gaadefulde Skøn
hed somNevøen. Dennes Forlovede, Paula, er heftigt
skinsyg paa hende, forhaaner hende og advarer Dark
more imod hende, da hun anser hende for en intri
gant Kvinde, der vil „forhekse“ Onklen og muligvis
gifte sig med ham, saa de ikke kommer til at arve ham.
Miss Hope er ledsaget af en meget grim, ret tarve
lig ældre Dame (som altid har et Kæledyr hos sig, en
vestindisk Mongus); til denne Dame, Miss Traill, synes
hun at staa i Afhængighedsforhold. Efter at SirWil
frid er kommet sig efter Besvimelsesanfaldet og har.
vekslet nogle meget hjærtelige Ord med Miss Hope,
spiser alle fem til Aften sammen.
Herefter fortæller Terence Darkmore videre om Be
givenhederne.
Miss Traill skævede polisk op til mig, for
at jeg skulde beundre, hvor udmærket hun
„klarede det“, — som om hun behøvede at
fortælle mig, at hun vistnok i Almindelighed
hellere løj end sagde Sandheden. „Jeg har
gjort i Orden igen paa Bordet“, vedblev
hun, „blot De vil bringe to Glas og en Tal
lerken. Ja, De undskylder nok, Mr. Dark
more, at jeg er saa fri, at give Ordrer, uagtet
jeg kun er Deres Gæst, men jeg skal sige
Dem, jeg er saa vant til at tage mig af al
Ting hos Miss Hope.“
Jeg takkede hende med nogle forbindtligt
henkastede Ord, der skulde udtrykke, at det
jo som bekendt hørte ind under Kvindens
medfødte Takt at ordne Sligt, livorpaa jeg
henvendte mig til Paula, medens Miss Traill
med sit Dyr trykket ind under Armen gav
sig til at studere Etiketterne paa Vinfla
skerne, der stod i Beredskab paa et Anretter
bord ved Siden af.
„Paula“, sagde jeg lidt bestemt. „Nu er
Faren overstaaet. Onkel er ganske kommen
til sig selv igen. Du maa tage Dig sammen
og huske, at Du er Værtinde, hører Du, og
Miss Hope og Miss Traill er dine Gæster“.
Faa Minutter efter sad vi omkring Bordet
som om intet var passeret, kun at Onkel
Wilfrids blege Ansigt maaske var en Kende
blegere end sædvanlig.
Han syntes snarest raskere end nogen
sinde og talte med et Liv og en Lethed,*
der ligefrem frapperede mig.
Han berørte ikke mere den Lighed, han
havde fundet mellem Miss Hope og en anden
Dame, han havde kendt i Fortiden, og jeg
•kendte ham for godt til at vide, at naar
han ikke selv tog Anledning til at bringe
det paa Bane, kunde det ikke nytte at ud
spørge ham. Men jeg skal ikke nægte, at
min Nysgerrighed efter at faa en nærmere
Forklaring paa Mysteriet var stor — om
det kom af min Veneration for ham eller
af Interesse for Miss Hope, var jeg ikke
enig med mig selv om.
Var der en Kvinde med hendes ejendom
melige maanelyse Skønhed, der en Gang
havde haft min Onkel i sin Magt? Havde
Miss Hope været sig bevidst, at det blotte
Syn af hende vilde gøre en saa mægtig
Virkning paa ham? Og var det derfor, at
hun saa indtrængende havde ønsket at
komme sammen med ham? Havde hun i
nogen bestemt Hensigt klædt sig som en
anden Skuespillerinde i en Dragt fra en
svunden Tid? Og hørte den mærkelige
Handske paa hendes Haand til for at frem
kalde den tilsigtede „Illusion?“
Jeg saa min Onkel betragte denne Haand
Gang efter Gang, men om det blot var fordi
han fandt den aparte eller det var fordi
han kendte den igen, kunde jeg ikke skønne
af hans Udtryk. Da den unge Pige opda
gede, at den var Genstand for hans Op
mærksomhed, gjorde hun sig tilsyneladende
Umage for at skjule den. At Paula ogsaa
havde observeret det ejendommelige Smykke
paa Haanden, var tydeligt nok at se; Kvinder
lægger jo skarpt Mærke til alting af den
Art.
Skønt min Onkel ikke gjorde Miss Hope
noget direkte Spørgsmaal om hendes Person
eller hendes Forhold i Fortid og Nutid,
ledede han dog et Par Gange Samtalen ind
i et saadant Spor, at nogle Oplysninger
desangaaende laa nær. Men hun undgik
behændigt at sige noget derom, om just
ikke saa direkte, som hun havde gjort over
for mig. Hun talte til ham paa en barnlig,
ugenert Maade, der ikke lignede den selv
sikre Tone, hun oftest anslog, naar hun og
jeg var alene sammen.
Hvad Miss Traill angik, da var hun tavs
ligesom Paula, men ikke af samme Aarsag.
Medens Paula flinkt passede sine Pligter
som Værtinde og lod Opvarteren bringe og
tage bort, var Miss Traill aabenbart ganske
uinteresseret i alt andet end sin Tallerken,
undtagen naar hun af og til stak en lille
Bid ned under Bordet til sit Dyr, der løb
omkring imellem Benene paa os. Men da
min Onkpl begyndte at tale om Gammel
kloster, blev hun opmærksom. Hun kastede
et stjaalent Blik til Miss Hope og fra Miss
Hope til mig. Der var noget hemmeligheds
fuldt, noget ondt i hendes Ansigt, der vir
kede frastødende paa mig og jeg spurgte
mig selv, hvad det dog kunde være, der
knyttede disse to Kvinder til hinanden. Det
var ganske sikkert ikke Venskab eller Sym-
pathi.
„Min Nevø fortalte at han traf Dem der
ovre, Miss Hope“, sagde Onkel Wilfrid, som
om han endnu en Gang vilde forsøge at
faa noget nærmere at vide om hende. „Var
det kun fordi De havde Lyst til at se det
gamle Slot, om jeg maa spørge, eller var
det ikke første Gang De var der?“
„Det var ikke første Gang“, svarede hun
let henkastet. „I min Barndom har jeg været
godt kendt der. .Og ved De, Sir Wilfrid,
jeg har altid saa godt kunnet lide det gamle
Hus. Jeg holder af alt, hvad der er gammelt.
Alt hvad der hører til Fortiden har et eget
Trylleri for mig. Jeg ved ikke, hvad jeg
vilde give for at bo paa Gammelkloster!
Hvis jeg var rig, vilde jeg købe det og gøre
det rigtigt smukt i Stand. Ja, nu ler De
af mig, men jeg gik derhenne idag og ind
rettede det Hele i Tankerne, medens jeg
vandrede fra Værelse til Værelse —alt det
jeg vilde gøre, hvis jeg havde rigtig mange
Penge. Men det var jo kun Drømme, for
jeg har ingen!“
„Saa gør det mig næsten ondt at fortælle
Dem“, sagde Sir Wilfrid, „at jeg tænker
paa at købe Gammelkloster. Det var i den
Anledning min Nevø var kommen dertil,
hvad han maaske har glemt at fortælle
Dem. Men jeg vilde være dem meget tak
nemlig, hvis De vil aabenbare mig Deres
Planer. Jeg holder, ligesom De, meget af
gamle Ting, og da De jo fra tidligere Tid
kender Stedet, kunde de sikkert give mig
adskilligt flere praktiske Vink end de to
nymodens Mennesker der“ — han smilede
til Paula og mig. „Hvis De og — Miss
Traill vil gøre os den Ære at følge med os
derover i Morgen —“
„Det skal vi saamænd med stor Fornøj
else“, svarede Miss Traill uden Betænkning.
„Hvis vi er her endnu“, tilføjede Miss
Hope med et vist Eftertryk og vekslede
nogle Blikke med sin Ledsagerske. Hvad
de vilde antyde for hinanden ved deres
stumme Minespil, forstod jeg ikke saa nøje;
det saa ud som Mis)s Traill paastaaelig holdt
paa sit, medens den anden var ængstelig
derfor.
„Hvis De opfylder mit Ønske, skal De
ikke gøre det for intet“, sagde min Onkel
venligt og indsmigrende. „Hvis De vil til
lade mig at gøre Gengæld, saa skal jeg
med det samme sige Dem, hvad jeg tænker
paa. Det er, om De vilde gøre os den Glæde
at komme og bo hos os paa et rigtigt langt
Besøg, naar vi har faaet alting gjort i Stand
efter Deres Anvisning.“
„Oh, Sir Wilfrid, De ved ikke, hvor tak
nemlig jeg er for den store Venlighed, De
viser mig!“ udbrød den unge Pige med rø
rende Hjærtelighed. „Men, naar De — og
Miss Wynne — lærer mig lidt nærmere at
kende, vil De erfare, at jeg ikke hører til
disse lykkelige Væsner herpaa Jorden, der
kan gøre som de selv vil. Mig har Livet
bundet til Pligt og Alvor, og det kan være
at jeg — ved Lejlighed — faar alvorligere
Ting at tale med Dem om, end at lægge
Planer for Indretningen af Deres Landsted,
skønt det skal være mig en stor Glæde at
gøre det, hvis De har Tiltro til mig.“